Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Starship Troopers

Starship Troopers
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Starship TroopersPaul Verhoevens filmatisering af Robert A. Heinleins Hugo-vindende roman Starship Troopers tager sig gevaldige friheder i forhold til forlægget, men det betyder bestemt ikke, at filmen ikke er underholdende i sig selv.

Starship Troopers, der havde premiere i 1997, er baseret på romanen af samme navn af Robert A. Heinlein fra 1959, men de, der både har læst romanen og set filmen, vil vide, at ligheden mellem romanen og filmen er særdeles overfladisk. Ikke kun i den forstand, at manuskriptforfatteren Ed Neumeier har foretaget mange ændringer i romanens handling, men også fordi filmens tone er en helt anden.

Heinleins roman tager sig selv og sin præmis dybt alvorligt, mens Neumeiers manuskript nærmest gør grin med romanen, og bruger den som afsæt til særdeles grovkornet satire. Hardcorefans af romanen vil derfor bestemt ikke bryde sig om Verhoevens film, men hvis man ser filmen på dens egne præmisser er der faktisk tale om en vildt underholdende science fiction-historie.

Rico og ‘the bugs’

Johnny Rico (Casper Van Dien) og Carmen (Denise Richards) lige før de melder sig til tjeneste

Starship Troopers handler om Johnny Rico (Casper van Dien), der ved filmens begyndelse melder sig til føderal tjeneste, og ender i infanteriet. I den fremtid, filmen (og romanen) beskriver, er føderal tjeneste den eneste måde at opnå stemmeret på, men det er nu ikke derfor, Rico melder sig. Det gør han for ikke at tabe ansigt over for sin gymnasiekæreste Carmen (Denise Richards), der melder sig for at blive pilot i rumflåden.

Umiddelbart efter gymnasiet melder de to sig derfor til tjeneste, hvorefter filmen følger de to – dog især Rico. Fra Ricos militære træning, og indtil han og de andre infanterister skal i kamp mod de grumme “Bugs” – en race af insektrumvæsner, der har indledt en kolonisering af rummet, akkurat lige som menneskeheden.

Dina Meyer som Dizzy Flores, der altid har været vild med Rico

Kærlighedshistorien mellem Rico og Carmen spiller naturligvis en rolle igennem hele filmen, men Carmen er ikke den eneste kvindelige figur omkring Rico. En anden af deres tidligere gymnasiekammerater, Dizzy (Dina Meyer) melder sig nemlig også til infanteriet (i romanen er infanteriet kun for mænd), og hun gør det på grund af Rico, som hun har været forelsket i hele vejen igennem gymnasiet. Diverse amourøse forviklinger følger, især da Carmen under sin flådetræning har noget kørende med den sleske Zander (Patrick Muldoon).

Der er masser af bulder, brag og action i anden halvdel af Starship Troopers, der primært udspiller sig ude i rummet og på diverse planeter, hvor vi følger kamphandlingerne mellem infanteriet og flåden på den ene side, og insektrumvæsnerne på den anden. Hvordan det hele spænder af, skal jeg ikke fortælle mere om her, blot konstatere, at filmen slutter på nogenlunde samme måde som romanen. Selv om et slag måske er vundet, fortsætter krigen – en krig, som menneskeheden skal vinde.

Ikke en trofast filmatisering

Menneskeheden mobiliserer

På nær kærlighedsforviklingerne kunne ovenstående referat måske få det til at lyde, som om handlingen følger romanen forholdsvis trofast. Det er imidlertid langt fra tilfældet, og både den overordnede historie og mange af detaljerne divergerer voldsomt fra Heinleins romanforlæg. En hel del af disse detaljer er mindre væsentlige, med mindre man er stor fan af romanen, men enkelte er særdeles væsentlige.

Det der fra et fanboysynpsunkt gør Starship Troopers til en rigtig fed roman, er det særlige Mobile Infanteri, som Rico bliver en del af. I romanen færdes tropperne rundt i højteknologiske armerede kampdragter, der indeholder en masse liret isenkram og seriøse våben, og de landsættes på de planeter, de skal operere på, ved at blive skudt ud af rumskibe i nogle særlige kapsler.

Disse tech-elementer mangler helt i filmen, hvor infanteriet for det meste minder om nutidens infanteri, på nær enkelte hi-tech-våben, såsom miniatombomber (der også findes i romanen). De render rundt med kun lettere futuristiske våben, landsættes i landgangsfartøjer, og har meget lidt at gøre med Heinleins Mobile Infanteri. Et af de elementer, Heinlein gør rigtig meget ud af i romanen, er dermed fjernet med kirurgisk præcision fra filmen, hvilket efter min mening er synd og skam, for det havde været ultrafedt at se Heinleins armerede dragter i funktion. Til gengæld er det spøjst at bemærke, i hvor høj grad infanteriet i Starship Troopers er inspireret af Aliens (1986) – en film der i sig selv, i visse aspekter, var påvirket af Starship Troopers.

Satirisk fascisme

Rekrutteringsmeddelelse på FedNet

Den nok vigtigste afvigelse fra romanen er imidlertid tonen. Hvor Heinleins roman er alvorligt ment, hvilket også er én af grundene til, at den var – og til dels er – så kontroversiel, er filmen helt anderledes. Den tager udgangspunkt i det fremtidssamfund, Heinlein beskriver, men bruger det udelukkende som satirisk bagtæppe. Hvis man derfor kun kender Starship Troopers igennem filmen vil det være nemt at tilslutte sig det synspunkt, at Heinlein havde fascistiske tendenser, men de klart fascistiske elementer, der fremhæves i filmen, er Ed Neumeiers og filmfolkenes opfindelse.

Som det også er tilfældet i RoboCop (også med manus af Neumeier) beskrives en del af samfundet igennem TV-spots – i dette tilfælde oplysnings- og propagandavideoer, der kører på kanalen FedNet. Som i Heinleins roman er Jorden i fremtiden én stor føderation, der måske nok er demokratisk, men hvor man skal have gjort tjeneste for føderationen for at få stemmeret. I romanen er dette ikke nødvendigvis det samme som militærtjeneste, men det er det i filmen.

Dertil kommer den tone, der lægges for dagen i forbindelse med krigen mod insekterne. Også i romanen er det en udryddelseskrig, men ikke fordi menneskeheden er opfyldt af had eller hævntørst – i romanen er det en “dræb eller bliv dræbt”-situation, der fremtvinger denne form for krig. I filmen er der ingen tvivl om, at det er en krig, der drives af hævntørst, og hadet til insekterne kommer ikke tydeligere frem, end i én af oplysningsvideoerne, hvor børn på Jorden ses i færd med at kvase kakerlakker under deres sko. Det er særdeles grovkornet, men naturligvis også ret underholdende, og så er det meget langt fra Heinleins roman i tone og udførsel.

Militærets efterretningstjeneste ankommer - det er fyren i midten og de to, der flankerer ham. Læg mærke til de lange frakker og kasketterne. Hvem sagde 'Heil'?

De fascistiske elementer i filmen kommer imidlertid allertydeligst til udtryk i kostumedesignet, hvor soldaternes paradeuniformer har umiskendelige ligheder med tyske uniformer fra 2. Verdenskrig. Og da den militære efterretningstjeneste dukker op til sidst i filmen – anført af Johnny Rico og Carmens tidligere klassekammerat Carl (Neil Patrick Harris) – er det i lange Gestapo-læderfrakker og sølvemblemer på kraven. Okay, godt nok er det ikke dødningehoveder, men ja… you get the picture.

At filmfolkene på intet tidspunkt har været interesseret i at lave en trofast filmatisering af romanen står dermed meget klart, og Verhoeven har da også indrømmet, at han aldrig har læst romanen til ende. Han begyndte at læse den, men opgav at læse den færdig, da han påstod at han både kedede sig og blev deprimeret.

Aliens møder Beverly Hills 90210

Skuespillet i filmen er en historie for sig. Med navne som Casper van Dien og Denise Richards i de største roller, kommer det nok ikke som en overraskelse, at der ikke just er tale om Oscarmateriale, og castingen er endnu et bevis på, at Verhoeven og de andre folk bag filmen i virkeligheden er ude i et satirisk ærinde – spørgsmålet er naturligvis om skuespillerne har været “in on the joke”. Dertil kommer, at det naturligvis er en anelse bizart at se disse omkring 30-årige skuespillere portrættere folk, der lige skulle være færdige med gymnasiet, men det fremhæver bare indtrykket af, at der er tale om en mærkværdig hybrid mellem Aliens og Beverly Hills 90210. Birollerne er dog besat med fine folk – Clancy Jones gør det glimrende som sadistisk instruktørsergent, og Michael Ironside (der også var med i Verhoevens Total Recall fra 1990) er også fin som hårdkogt løjtnant i infanteriet.

Lidt Verhoeven-splat - her har været 'bugs' på spil

Fans af romanen er formentlig på kogepunktet nu, men sagen er bare den, at det er pisseunderholdende! Jeg holder meget af Heinleins roman, og er ikke én af dem, der bliver forarget over den, men det betyder ikke, at jeg ikke kan nyde filmen, trods dens totale mangel af respekt over for forlægget. En tro filmatisering af Starship Troopers er nærmest utænkelig – både pga. romanens politiske indhold og dens ret beset begrænsede plot – og når musikken (i øvrigt af veteranen Basil Poledouris) spiller, er man fortræffeligt underholdt af Verhoevens nedrige satire. Dertil kommer, at Starship Troopers visuelt er rigtig lækker – effekterne er flotte, og som altid, når vi har med Paul Verhoeven at gøre, mangler der hverken bar hud eller splattede effekter. En favorit i sidstnævnte afdeling er et hjerneudsugende kæmpeinsekt, der dukker op hen imod slutningen.

At se Starship Troopers er lidt som at blive kørt ned af et godstog. Det er en stor, larmende, ensporet og fuldkommen stupid film, men den leverer varen, og man er kosteligt underholdt samfulde 2 timer, løjerne står på. Det kræver godt nok, at man kan acceptere en så lemfældig omgang med et romanforlæg, som tilfældet er, men kan man det, er der dømt rendyrket popcornunderholdning.

4 stjerner

Titel: Starship Troopers
Instruktør: Paul Verhoeven
Manuskript: Edward Neumeier (som Ed Neumeier), baseret på romanen Starship Troopers af Robert A. Heinlein
Cast: Casper Van Dien (Johnny Rico), Dina Meyer (Dizzy Flores), Denise Richards (Carmen Ibanez), Jake Busey (Private Ace Levy), Neil Patrick Harris (Colonel Carl Jenkins), Clancy Brown (Career Sergeant Zim), Patrick Muldoon (Zander Barcalow), Michael Ironside (Lieutenant Jean Rasczak), Brenda Strong (Captain Deladier)
Producere: Jon Davison (producer), Alan Marshall (producer), Frances Doel (co-producer), Stacy Lumbreezer (co-producer), Edward Neumeier (co-producer) (som Ed Neumeier), Phil Tippett (co-producer)
Foto: Jost Vacano
Klip: Mark Goldblatt & Caroline Ross
Musik: Basil Poledouris
Spilletid: 125 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk, tysk, spansk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, fransk, italiensk, tysk, spansk, islandsk, portugisisk, hebraisk, græsk, kroatisk, slovensk, estisk
Produktionsland, år: USA, 1997
Produktionsselskaber: TriStar Pictures, Touchstone Pictures, Big Bug Pictures
Distributør (DVD): TouchStone Home Video (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/10/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *