Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Starship Troopers

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Starship TroopersRobert A. Heinleins Hugo-vinder Starship Troopers er en kontroversiel roman, hvor forfatteren bruger mediet til at fremlægge sine egne holdninger og livsfilosofier. Samtidig er det en fantastisk underholdende science fiction-roman, der fortæller om menneskehedens kamp mod en uhyggelig race af edderkoppelignende rumvæsner.

Hvis man kun kender Starship Troopers igennem Paul Verhovens filmatisering fra 1997, så kender man kun meget lidt til Robert A. Heinleins roman fra 1959. For mens Verhoevens film er en grovkornet satire, og på ingen måder tager romanen særligt alvorlig, er romanen derimod særdeles alvorligt ment fra Heinleins side.

Robert A. Heinlein (1907-1988) var, på trods af sin status som én af den amerikanske science fictions grand old men, en kontroversiel skikkelse, hvilket ikke mindst tilskrives den måde, hvorpå han brugte sin fiktion til at give udtryk for sine egne holdninger og livsfilosofier. En del af disse var klart kontroversielle på den tid, Heinleins output var størst, men bizart nok blev Heinlein af venstreorienterede amerikanere beskyldt for at være både racist, mandschauvinist og dybt højreorienteret.

Overdrevne rygter

Dette er ekstra bizart al den stund, at Heinleins holdninger, som de kommer til udtryk i hans litteratur, langt hen ad vejen er lige det modsatte – også selv om hans politiske holdninger ikke just er nemme at definere på baggrund af hans litterære produktion. Man slipper ikke afsted med at kalde Heinlein venstreorienteret, men med en omskrivelse af et berømt citat vil jeg også hævde, at rygterne om hans højreorienterede holdninger er stærkt overdrevne.

Beskyldningerne mod Heinlein for at være fascist dukkede især op, efter at han begik den faux pas at lange ud efter de, der i de sene halvtredsere opfordrede præsident Eisenhower til at stoppe de amerikanske atomprøvesprængninger. Én ting er sikkert, og det er, at Heinlein ikke havde nogen sympati for kommunismen, og hans polemiske indlæg i debatten har uden tvivl fået blodtrykket op hos liberale amerikanere – “liberal” her brugt i den amerikanske forstand som “venstreorienterede”. Det har bestemt heller ikke hjulpet, at Heinlein året efter udgav Starship Troopers, som er en roman, der kan misforstås, hvis man ikke læser den nøje, og overvejer den kontekst, romanen er skrevet i.

Og her er vi tilbage ved Verhoevens filmatisering, for filmen, med manus af Ed Neumeyer, tager netop udgangspunkt i nogle af de mest kontroversielle aspekter af Heinleins roman, og spiller på dem i satirisk henseende, mens andre (og væsentlige) aspekter er nedtonet eller helt fjernet. Dertil kommer filmens tone og visuelle design, der yderligere lægger noget i Heinleins historie, der ikke findes i den, og giver indtrykket af, at romanen beskriver Heinleins våde drøm om et fascistisk Utopia.

Kontroversielle temaer

Forsiden af førsteudgaven af 'Starship Troopers'

At der bestemt er kontroversielle temaer i Starship Troopers er ikke til diskussion, men spørgsmålet er også, præcis hvor grænsen går mellem, hvad Heinleins reelle holdninger var, og hvor han satte tingene på spidsen for at få sine pointer igennem. At Starship Troopers er fyldt op med uddrag af Heinleins seriøst mente overvejelser om moral, filosofi og politik skal der dog ikke herske nogen tvivl om – det mærker man alene i romanens tone.

Starship Troopers blev oprindelig skrevet som en ungdomsroman for forlaget Scribner’s, men bogen var for kontroversiel for forlaget, der nægtede at udgive den. Efter at have været udgivet som føljeton i to dele i The Magazine of Fantasy & Science Fiction under titlen Starship Soldier, udkom romanen under titlen Starship Troopers i 1959 på forlaget G. P. Putnam’s Sons.

Starship Troopers handler om Juan “Johnnie” Rico, og følger den unge mand fra hans beslutning om at lade sig indrullere i militæret, gennem hans militære træning, og indtil han kommer i kamp. I den fremtid, romanen foregår i, er hele Jorden én stor føderation, og det er kun ved at aftjene en frivillig periode i føderationens tjeneste, at man kan opnå stemmeret. “Federal service” beskrives ikke nødvendigvis som militærtjeneste, men uanset hvordan man vender og drejer det, er der ingen tvivl om, at det er denne del af tjenesten, romanen fokuserer på.

At fremtidens borgere skal have været i føderal tjeneste for at opnå stemmeret er naturligvis én af romanens stærkt kontroversielle aspekter, og i løbet af romanen forklares indtil flere gange rationalet bag dette koncept. Det er nemlig langt fra hele Starship Troopers, der udspiller sig i kampsituationer på fjerne planeter. Der er adskillige referater af de undervisningstimer, Rico modtager – både da han var gymnasieelev, og senere, da han går på officersskole. Her er det især faget “Historie og moralsk filosofi”, der spiller en vigtig rolle, og igennem Ricos referater af disse timer, får Heinlein sine budskaber igennem. Baggrunden for kun at give stemmeret til de, der har gjort tjeneste, er kort fortalt, at de er de eneste, der har fortjent demokratiets ansvar. Idéen er, at veteraner, ved at være villig til at sætte livet på spil for kollektivet, har vist både offervilje og uselvisk omtanke for det samfund, de lever i.

Syrlige samfundskommentarer

Det er ikke kun disse tanker, der fylder en del i Ricos referater af den undervisning, han modtager. Heinlein får også afleveret syrlige kommentarer om opdragelse, ungdomskriminalitet, dårligt fungerende militær, kommunisme og meget andet. Selv om Heinlein i denne henseende klart tilkendegiver sine konservative holdninger, er hans samlede filosofi et mærkværdigt miks af ultra-individualisme og stærk omsorg for kollektivet. Selv om Heinleins foragt for kommunismen træder tydeligt igennem flere steder i romanen (og også i beskrivelsen af de rumvæsner, der udgør fjendebilledet i romanen), er hans egen indstilling til tingene alligevel præget af et stærkt fokus på fællesskabet, og alt i alt må hans politiske overbevisning, som den kommer til udtryk i Starship Troopers, siges at være temmelig aparte.

Umiddelbart kan det lyde ganske tørt, at Johnny Rico en stor del af romanen befinder sig på skolebænken, men det er faktisk ikke tilfældet, for Heinlein formår at gøre selv disse dele af romanen underholdende, og alene det indblik, man får i forfatterens holdninger, er derudover nok til at gøre disse dele af bogen fascinerende.

Gear-lir

Rigtige science fiction-aficionados får imidlertid også det, de kommer efter, for Rico er naturligvis ikke under uddannelse hele romanen igennem. Heinlein bruger også en hel del tid på at beskrive det isenkram, som infanteristerne bruger – Johnny Rico havner nemlig i den del af den føderale hær, der hedder det Mobile Infanteri.

Tropperne i det Mobile Infanteri landsættes på de planeter, de skal operere på, ved at blive skudt ud fra rumskibe i nogle avancerede kapsler, hvorfor infanteristerne også kaldes “cap troopers”. Selve soldaterne bevæger sig rundt i nogle tilsvarende avancerede kampdragter, der gør en cap trooper til en omvandrende dødsmaskine. De er udstyret med alskens hardware – fra miniraketter, der gør soldaterne i stand til at bevæge sig i lange, høje hop, til et stort arsenal af våben, navigeringsudstyr, kommunikationsudstyr og meget andet.

Heinlein gør en dyd ud af at forklare, hvordan disse dragter fungerer, og for sci-fi-fanboys er det fantastisk! Der er i øvrigt ingen tvivl om, at disse dragter har været en væsentlig inspirationskilde for James Cameron, da han lavede Aliens (1986) – her tænker jeg på den gule lasterobot, Ripley bruger under sit endelige opgør med Alien-dronningen. Generelt har Starship Troopers dog været en inspirationskilde for Cameron, bl.a. i hans portrættering af de barske marinesoldater, og rygter vil da også vide, at castet på Aliens fik besked på at læse romanen. Dertil kommer flere handlingsdetaljer, der synes at have inspireret Cameron, samt enkelte direkte referencer, såsom betegnelsen “bug hunt”, der bruges et par gange i Aliens.

“Bug hunt” er nemlig en stor del af Starship Troopers. Da Johnnie Rico melder sig til føderal tjeneste i begyndelsen af romanen er krigen ikke brudt ud endnu, men der er kold luft mellem menneskeheden og en race af intelligente, edderkoppelignende rumvæsner, der også er i gang med at kolonisere rummet. Disse rumvæsner omtales generelt som “bugs”, og da Rico er færdig med sin militærtræning er der udbrudt åben krig mellem menneskeheden og “the bugs”.

Udryddelseskrig

Det, Heinlein herefter beskriver, er en decideret udryddelseskrig, som Jorden begynder at føre imod insektrumvæsnerne, og det er også én af de andre kontroversielle aspekter ved romanen. I den forbindelse er Heinlein også blevet beskyldt for racisme – og ikke bare fordi, det er en udryddelseskrig, han beskriver: nogle har kritiseret ham for at betegnelserne “Bugs” og “Skinnies” (en anden race, der omtales i romanen) minder om nedsættende racistiske betegnelser i den virkelige verden. Det er ikke min opfattelse af Heinleins anvendelse af ordene, men alt kan jo misforstås – især hvis man i forvejen har set sig sur på romanen. Hvad man mener om den intergalaktiske udryddelseskrig er en anden sag, men Heinlein gør det klart, at det en “os eller dem”-situation – fløjlshandskerne er også taget af fra den anden side, så på den baggrund er udviklingen uundgåelig.

At Heinlein generelt skulle være racist er imidlertid en omgang formummet vrøvl, der tydeligvis kommer af, at kritikerne ikke har læst romanen ordentligt. Johnnie Ricos rigtige navn er som tidligere nævnt Juan Rico, og hvis man har sans for detaljer, finder man ud af, at han faktisk er filippiner. Mange andre af personerne i Starship Troopers beskrives også som udlændinge og af forskellige racer, så beskyldningerne for racisme er ganske enkelt skudt ved siden af.

Ud over, at Heinlein bestemt ikke kan siges at være racist, giver Starship Troopers også udtryk for forfatterens liberale holdninger til kønsroller. Selv om det mobile infanteri udelukkende består af mænd, gør Heinlein en dyd ud af at forklare, at der er andre tjenester, hvor kvinder dominerer, fordi de er bedre end mænd – f.eks. beskrives de bedste piloter i flåden som kvinder.

Endnu en væsentlig kritik, der er blevet rettet mod romanen er, at den forherliger krig, hvilket imidlertid også er stærkt afhængig af de briller, man læser romanen med. Faktisk gør Heinlein flere steder i romanen klart, at krig er en frygtelig ting, så ligefrem at kalde den krigsforherligende er måske en overdrivelse. Der er dog ingen tvivl om, at den tegner et særdeles positivt billede af sammenholdet i det Mobile Infanteri, og det er uden tvivl bl.a. af disse årsager, at Starship Troopers er på pensumlisten på flere amerikanske militærakademier.

Kommunister

Arachniderne, som er romanens store skurke, er der ingen tvivl om er et slet skjult billede på kommunister. De beskrives som et kollektiv i stil med myrer eller bier, hvor forskellige grupper (eller “kaster”) styres centralt af nogle få “hjerner”, der står i telepatisk kontakt med krigerne og arbejderne, der begge ofres uden tanke på individets betydning. Her er kontrasten til menneskeheden – og især det Mobile Infanteri – slående, for infanteriet kører naturligvis efter en “leave no man behind”-politik. Selv om Heinleins overordnede bekymring gælder fællesskabet, bliver hans pointer om individets handlinger herigennem meget tydelige – især betydningen af individets vilje til selvopofrelse for at kollektivet kan beskyttes og bestå.

Som romanen skrider frem, følger vi Rico fra menig, via officersskolen og til et vigtigt slag på arachnidernes hjemplanet Klendathu, mens Rico er officeraspirant. Det er kort efter denne del af handlingen, at romanen bryder af, men uden at krigen er afgjort. Et vigtigt slag er måske nok vundet, men kampen fortsætter.

Klassiker

Strukturen i romanen, hvor første halvdel følger Ricos grundtræning og anden del i høj grad handler om kamphandlinger, er ikke ulig den struktur, en senere roman som Gustav Hasfords The Short Timers (1979) også følger – det var den roman, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick som Full Metal Jacket (1987). Også Starship Troopers kommer komplet med en sadistisk instruktørsergent, dødsfald under grundtræningen osv., men ud over strukturen og nogle delelementer, har de to romaner naturligvis meget lidt til fælles. At Hasford kan have fundet inspiration til sin romans struktur i Starship Troopers er ikke usandsynligt, men derudover er The Short Timers delvist selvbiografisk, baseret på Hasfords oplevelser i Vietnam og en total antikrigsroman, der forherliger absolut ingenting.

Starship Troopers er ingen lang roman – ca. 220 sider – og den er hurtigt læst. Ikke mindst fordi den er så underholdende, som den er – uagtet hvad man måtte mene om Heinleins holdninger. Det er klart, at hvis man under ingen omstændigheder kan abstrahere fra disse, og tilhører gruppen, der synes Heinlein var en led fascist, vil man hade Starship Troopers af et godt hjerte. Hvis man derimod synes, at folk skulle tage sig en slapper, og bare lade sig rive med af en fabelagtigt skrevet science fiction-roman, vil man til gengæld være umanerligt godt underholdt samfulde 222 sider igennem, og vil også fuldt ud forstå, hvorfor Heinlein vandt en Hugo for Starship Troopers. Det er og bliver en klassiker inden for genren.

5 stjerner

Titel: Starship Troopers
Forfatter: Robert A. Heinlein
Udgivet: 1959 (denne udgave 2005)
Forlag: Hodder & Stoughton
Format: Paperback
Sideantal: 222

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/10/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *