Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Trek: The Motion Picture

Star Trek: The Motion Picture
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jerry Goldsmiths første Star Trek-score er rigtig, rigtig godt, men det er ikke det mesterværk, mange udråber det til at være.

Star Trek: The Motion PictureSom anmelder oplever man ind imellem situationer, hvor man næsten er bange for at skrive det, man virkelig mener, fordi man er bange for at vågne op med et hestehoved i sengen – eller fordi man bliver helt i tvivl om, om man har misforstået et eller andet helt grundlæggende.

Det er lidt den situation, jeg kom i, da jeg begyndte at udarbejde mine hovedpointer til denne anmeldelse af Jerry Goldsmiths score til Star Trek: The Motion Picture (1979). Når man læser anmeldelser af dette score rundt om på nettet, finder man hurtigt ud af, at langt de fleste forguder det. Der bliver kastet superlativer rundt i ét væk, og det er svært at finde et filmmusik-site, hvor Star Trek: The Motion Picture ikke får topkarakter.

Derfor var jeg et kort øjeblik alvorligt bange for, at jeg måske havde misforstået et eller andet, da jeg satte mig ned og gennemlyttede musikken grundigt. Jeg har hørt scoret mange gange før, men jeg har ikke tidligere nærlyttet det for alvor, og derfor krævede det også en ekstra gennemlytning, før jeg var helt sikker i min sag: Star Trek: The Motion Picture står for mig ikke som det mesterværk, mange udråber det som.

Det er et fandens godt score, ingen tvivl om det, men mesterværksprædikatet fortjener det ikke – i hvert fald ikke løsrevet fra filmen. Som tilfældet er med al filmmusik, bør man naturligvis medtage i sin betragtning, hvor godt musikken fungerer i filmen, og her fungerer Goldsmiths score helt perfekt og er i virkeligheden nok det, der løfter den noget langsommelige film op på et højere niveau. Løsrevet fra billederne er det imidlertid en lidt anden sag.

Symfoniorkester og elektroniske instrumenter
Jerry Goldsmith (1929-2004).

Jerry Goldsmith (1929-2004).

Star Trek: The Motion Picture blev Goldsmiths første møde med Star Trek-universet (den oprindelige tv-serie havde musik af Goldsmiths mangeårige orkestrator Alexander Courage), men det blev ikke den sidste.

Goldsmith kom senere til at komponere musik til Star Trek V: The Final Frontier (1989), Star Trek: First Contact (1996), Star Trek: Insurrection (1998) og Star Trek: Nemesis (2002).

Således er Goldsmith den komponist, der – i hvert fald indtil videre – har skrevet musik til flest Star Trek-film. Kun én anden komponist har leveret musik til mere end én film, nemlig James Horner, der komponerede musikken til både Star Trek II: The Wrath of Khan og Star Trek III: The Search for Spock.

Goldsmith komponerede sit score for symfoniorkester, men som så mange gange før og siden, eksperimenterede han også med andre instrumenter, her elektroniske. Således anvendte Goldsmith den nye ADS 11 (Advanced Digital Synthesizer) og et specialinstrument kaldet Blaster Beam, udviklet af musikeren Craig Huxley.

Blaster Beam’en blev også anvendt i senere Star Trek-scores af andre komponister, men i The Motion Picture brugte Goldsmith instrumentet som signaturlyd for V’Ger-entiteten. Udover de elektroniske specialinstrumenter, supplerede Goldsmith i enkelte cues symfoniorkesterets lyd med et stort pibeorgel.

Den udgave af scoret, der lægger til grund for denne anmeldelse er den såkaldte 20th Anniversary Collector’s Edition, der udkom i 1999. Det er en 2-disc-udgave, hvor den første skive indeholder scoret, mens den anden indeholder en række interviews og andet med bl.a. Gene Roddenberry.

For filmmusikfans er det dog kun den første skive, der er interessant, og her udmærket 20-års jubilæumsudgaven sig ved at indeholde 25 minutter mere musik end den tidligere albumudgivelse. Paradoksalt nok er det måske præcis den lange spilletid, der gør, at jeg ikke kan få mig selv til at udråbe Star Trek: The Motion Picture til at være et filmmusikmesterværk.

Her bør jeg også lige nævne, at La-La Land Records i 2012 udgav en 3-disc-udgave af scoret, der indeholder det komplette score (med en spilletid på 85 minutter), det oprindelige 1979-album samt en del cues, der siden blev kasseret.

Lægger fantastisk ud

Albummet lægger fantastisk ud med “Ilia’s Theme”; en koncertudgave af temaet for én af filmens vigtige bipersoner. Netop denne udgave af temaet blev brugt som filmens ouverture, og Star Trek: The Motion Picture var faktisk én af de sidste store mainstream-Hollywoodfilm, der fik en gammeldags ouverture, inden selve filmen gik i gang.

“Ilia’s Theme” er hele albummets pris værd i sig selv: Et helt igennem vidunderligt romantisk tema, der til fulde demonstrerer Goldsmiths evne til at komponere lige så smukke og ørehængende temaer som den store tema-mester John Williams himself.

Albummets andet cue er naturligvis ikke mindre ringe, for det er nemlig “Main Title”, som man vist skal have boet på en anden planet for ikke at kende! Det er det tema, de fleste i dag associerer med Star Trek, nok især fordi det senere endte med at blive hovedtemaet for Star Trek: The Next Generation (1987-1994).

Anvendelsen af temaet i den senere og ofte ganske cheesy tv-serie har måske været med til at udvande noget af temaets effekt, men Star Trek-hovedtemaet lader sådan set ikke Williams’ Star Wars-tema noget tilbage at ønske. Det er stort, brassy, eventyrligt, optimistisk – og ganske fremragende!

Selve hovedtemaet er det oftest tilbagevendende tema i scoret og høres mange gange i løbet af albummets 65 minutters spilletid. Bl.a. figurerer det meget prominent i albummets måske bedste enkelt-cue (bortset lige fra det allerførste), “The Enterprise” (nr. 6), der hovedsageligt består af en række variationer over temaet fra en sekvens, hvor der faktisk ikke sker en skid – man ser bare en masse shots af Enterprise-rumskibet. Det gav så Goldsmith lejlighed til at komponere et ganske formidabelt cue, og det skal vi være glade for.

“Ilia’s Theme” optræder langt mere sparsomt i scoret, og man skal faktisk langt hen på scoret, før man hører det igen – og først lige ved slutningen dukker det op igen i sin fuldt udviklede form. Til gengæld er der en række andre mindre temaer og motiver, bl.a. den tidligere omtalte signaturlyd for V’ger-entiteten – bl.a. i “The Force Field” (nr. 11). Men generelt må man sige, at scoret tematisk er domineret af hovedtemaet.

Der er også noget ganske glimrende actionmusik, bl.a. det dynamiske “Klingon Battle” (nr. 3) – med eget actionmotiv – og nogle af de lange cues på albummets anden halvdel har også noget ganske fint suspensemusik.

Taber noget

Alligevel er det i disse lange cues, at albummet efter min mening taber noget. Albummet, vel at mærke. Jeg vil ikke benægte, at de cues, der er relateret til Enterprises udforskning af den mærkelige V’Ger-entitet, er effektive.

De er bare mere effektive, når man ser dem sammen med billederne, end de er på egen hånd. Det er ikke fordi, de er uinteressante eller kedelige, men der er i udpræget grad tale om underscore, der har til formål at fremmane en mystisk, til tider lidt uhyggelig, atmosfære.

Perfekt til filmen, men på albummet virker disse cues ikke nær så godt, bl.a. fordi de er ganske lange og fordi de kommer lige efter hinanden: “The Cloud”, “Vejur Flyover” og “The Force Field” (nr. 9-11) er alle lige omkring fem minutter lange, og det umiddelbart efterfølgende cue, “Games”, er knap fire minutter langt. Selv om de bestemt ikke er ens, bevæger alle fire cues sig inden for samme stil og atmosfære, og jeg har ganske enkelt svært ved at holde interessen i samfulde knap 20 minutter.

Med “Spock Walk” (nr. 13) liver albummet lidt op, og dette cue er faktisk et ganske glimrende actioncue, men med “Inner Workings” og “Vejur Speaks” (nr. 14-15) er vi tilbage i den atmosfæriske underscore. “The Meld” (nr. 16) bygger op til klimakset og er sammen med de to afsluttende cues, “A Good Start” og “End Title”, aldeles glimrende.

For langt

Der er uden tvivl filmmusikfans derude, der vil kalde mig grimme navne for at sige dette, men 20 års jubilæumsudgaven af Star Trek: The Motion Picture-scoret er efter min mening for langt. Det er særligt albummets anden halvdel, der er problematisk, fordi den atmosfæriske underscore her næsten dominerer totalt og giver albummet en slagside.

Som sagt er den atmosfæriske underscore på ingen måde ringe, men man sidder efter nogen tid alligevel og længes efter, at der snart sker noget andet, og at albummet snart bevæger sig i en anden retning. Derudover skal jeg også ærligt indrømme, at Goldsmith efter min mening har komponeret lignende atmosfærisk underscore, der er langt bedre.

Af præcis den grund kan jeg ikke erklære mig enig med de mange fans, der både mener, at Star Trek: The Motion Picture er et mesterværk og ét af Goldsmiths bedste scores. Det er bestemt et rigtig, rigtig godt score, men jeg kunne snildt pege på 10 andre Goldsmith-scores, der er endnu bedre end Star Trek: The Motion Picture.

Når det lige præcis er Jerry Goldsmith, det handler om, så siger det måske ikke så meget, fordi kvaliteten af hans output generelt var så formidabelt høj, som den var, men der er alligevel nuancer i kvaliteten.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Ilia’s Theme (3:02)
2. Main Title (1:23)
3. Klingon Battle (5:28)
4. Total Logic (3:44)
5. Floating Office (1:04)
6. The Enterprise (6:00)
7. Leaving Drydock (3:31)
8. Spock’s Arrival (2:01)
9. The Cloud (5:00)
10. Vejur Flyover (4:59)
11. The Force Field (5:04)
12. Games (3:42)
13. Spock Walk (4:21)
14. Inner Workings (3:03)
15. Vejur Speaks (3:51)
16. The Meld (3:09)
17. A Good Start (2:27)
18. End Title (3:17)

Total spilletid: 65:06

Titel: Star Trek: The Motion Picture
Komponist: Jerry Goldsmith
Dirigeret af: Jerry Goldsmith
Orkestrering: Arthur Morton
Label: Columbia/Legacy – 489929 2

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Star Trek

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *