Spurvehøgen 5: Fugletæmmeren

Vi forlod Spurvehøgen i sidste bind, efter et særdeles begivenhedsfyldt forløb. Heksejægeren, som det sidste album hedder, er helt sikkert blandt de bedste i serien, og man kunne måske også med rette frygte, at Patrick Cothias og André Juillard ville have svært ved at følge op på denne succes.

Her gjorde og gør de imidlertid alle bekymringer til skamme, for seriens femte bind, Fugletæmmeren, er på mange måder endnu bedre, og det er efter at have læst et album som dette, at man forstår, hvorfor Spurvehøgen nyder så stor popularitet blandt tegneseriesamlere.

Mange dramaer

I løbet af det forrige albums sidste klimaktiske sider udfoldedes en stribe skæbnesvangre øjeblikke i en flot, synkron bevægelse, der både understregede seriens stærke, skæbnetunge stemning af det uundgåelige, men samtidig også forfatteren og tegnerens fine fornemmelse for timing.

Mens Spurvehøgen, vores maskerede helt, mistede sin sværdarm i et dødeligt opgør mod heksejægeren Jerome, sprang handlingen mellem en hel række lignende alvorlige øjeblikke. Netop som den maskerede helts arm faldt til jorden, sprang en gal borger op i den franske konge Henrik d. 4’s karet, og dolkede monarken til døde.

Imens udspillede der sig også andre dramaer, således at mens heltens retfærdige arm blev kappet af, og den godmodige, men svage, konges krone falder til jorden, drives den kun ni år gamle prins Louis frem i magtens spil, og udråbes som barnekonge – vel at mærke den 13. i rækken med dette navn, i fald man skulle være overtroisk.

In medias res

Netop i øjeblikket, hvor alt dette havde udspillet sig, lukkede seriens fjerde album, og det femte åbner, hvor det sidste stoppede. Det er således i høj grad med en fornemmelse af in medias res, at man begynder den videre læsning.

Knap er den gamle konge kommet i jorden, før rænker væver barnekongen ind i et net af løgne og intriger. Hans mor og formynder, Marie de Medici, begynder allerede at konspirere med sine katolske trosfæller mod huguenotterne, og meget tyder på, at Paris bliver et hedt sted at opholde sig i den følgende tid. Unge Louis forstår ikke meget af det, der foregår, men han elskede sin far, og de der stod bag drabet skal straffes.

Med vilkårlig vrede sender den unge konge derfor også Grandpin, kongens livvagt og vagtkaptajn, i spjældet. Noget peger dog på, at han ikke skal forblive bag tremmerne længe, for en enarmet adelsmand møder nemlig pludseligt op i Paris, og søger efter sin gamle våbenbror.

Hjulet drejer

Tilbage hos familien De Troil slikker man sårene efter Jeromes angreb. Noget har imidlertid ændret sig, for da den gamle baron De Troil tager ud for at finde sin datter, som Jerome bortførte, står han pludseligt ansigt til ansigt med Spurvehøgen – det maskerede spøgelse, der har jaget hans samvittighed, siden han mistede sin kone Blanche.

I et rørende opgør står de to nu ansigt til ansigt igen, men denne gang er udfaldet anderledes. Den pagt Spurvehøgen indgik med Djævlen er nemlig blevet indfriet. Den røde maske falder, og Spurvehøgens sande ansigt bliver afsløret for os. En bølge af forløsning skyller ind over albummets persongalleri – eller i hvert fald en stor del af dem – men hvor hårdt Gabriel De Troil end prøvede at få forløsning som retfærdighedens forkæmper under dække af den røde maske, bliver det nu klart, at hans arbejde har været forgæves.

De fattige vil ikke reddes, og den familie han forsøgte at genrejse, vil ikke genrejses. Dødens spøgelse jager den gamle baron De Troil ned i familiekrypten, rablende foran sin døde kones sarkofag, mens hans datter Ariane afslører, at hun i al hemmelighed har gemt og fodret en lille spurvehøg, der knap har fået dun endnu.

Netop som heltens forbandelse er hævet, og han kan smide masken fra sig, griber datteren det røde dække, og langer forbandelsen videre. Hjulet drejer, og som den sære gamle skæbnenorne, der satte det hele i gang i første bind, siger, er historien nu klar til endnu en akt.

Cirklen rundt

Spurvehøgen er ikke nogen let serie. Det er en kompleks, udfordrende historie, der under dække af at være beretningen om en maskeret hævner, udfolder en poetisk historie om livets svære valg og skæbnebegrebet. Det bliver især tydeligt i Fugletæmmeren, der foruden at være fyldt med kamp og krumspring, er et ovenud eftertænksomt bind.

Vidste man ikke bedre, kunne serien være sluttet med dette album. Der er noget fuldstændigt eller definitivt over måden, trådene redes ud på i løbet af albummet, og når man kommer frem til sidste side, og konstaterer, at alt er åbent igen, har man fornemmelsen af at være kommet cirklen rundt. Serien stoppede imidlertid ikke her, og derfor er det også særdeles interessant at finde ud af, hvordan det hele fortsætter.

Uoverskueligt høje forventninger

Kvalitativt er det svært at overtrumfe Fugletæmmeren. Det samme blev sagt om det forrige bind, men Cothias og André Juillard gjorde det, man ikke skulle tro var muligt. De blev bedre på et tidspunkt, hvor man burde tro, serien havde fundet sin form. Hemmeligheden bag dette er nok, at den meget åbne historie i de første bind langsomt har fået form og mening.

Samtidig er der ikke nogen tvivl om, at André Juillards illustrationer er blevet mere sikre. Navnlig ansigterne har fået mere liv, og dertil må man så også sige, at Fugletæmmeren byder på ret mange af de flotte gengivelser af periodens arkitektur, der allerede fra første bind var et af seriens blikfang. I dette album er der imidlertid ekstra mange historiske kulisser, da hovedparten af historien udspiller sig i Paris og på Louvre.

Den endeløse række lovprisninger kunne let fortsættes, men måske er det nok at konstatere, at Cothias og Juillard endnu engang har løftet deres fabelagtige serie, og skabt et femte bind, der opdyrker nærmest uoverskueligt høje forventninger til det sjette album.

Titel: Fugletæmmeren
Originaltitel: Le maitre des oiseaux
Seriens titel: Spurvehøgen
Seriens originaltitel: Les Sept Vies de l’Esperier
Forfatter: Patrick Cothias
Tegner: André Juillard
Farvelægning: André Juillard
Albumlængde: 48 sider
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen
hvid