Chimera Arts er et relativt nystartet lille engelsk selskab, der mere eller mindre egenhændigt drives af John Gallagher. En fyr der har været i branchen noget tid, og endda tidligere har levet som tegner. Her skal det indskydes, at han ikke har Chimera Arts som sin primære indtægtskilde – forlaget er udelukkende et arbejde han gør af kærlighed til horrortegneserien.
Træt af tegneseriebranchen
De helt store forbilleder er naturligvis de indledningsvis nævnte magasiner, og man må sige, at de blade som Gallagher udgiver kommer deres forlæg ganske nært. Hvem hr. Gallagher egentlig er, og hvad han præcis tegnede før Chimera Arts fremgår ingen steder, men han er tydeligvis pissetræt af tegneseriebranchen, som den ser ud i dag. Dette fremgår i al sin larmende tydelighed på forlagets hjemmeside.
Her har Gallagher skrevet et mindre manifest, der ikke alene udstikker de kreative ambitioner for Chimera Arts, men også langer ud efter branchen som sådan. Budskaberne er tydelige – støt de nye kræfter, tag chancer og tænk alternativt. Ingen af delene er jo ligefrem noget, den kommercielle del af tegneseriebranchen er kendt for, og Gallaghers sure opstød er da derfor også fuldt berettiget.
I andre artikler og anmeldelser her på Planet Pulp, vil man da også kunne læse nogenlunde samme budskab både hos Jake fra Bloody Skull Comix og Eddie Murphy fra Rough Cut Comics – Alle tre får fuld opbakning herfra.
Bedlam og Usher
Kernen i Chimera Arts’ virksomhed er to magasiner, der udkommer med stor uregelmæssighed, hvilket vel især skyldes at det er Gallagher selv, som tegner og skriver det meste af materialet. Det begyndte med bladet Bedlam, der nu er nået til det sjette nummer, og har den sortklædte, altid sexede Lady Satan som central figur. Lady Satan er en uskyldig goth-babe, der desværre er blevet Djævlens udvalgte. Det er i hende, han vil inkarneres, og det må hun så prøve at finde en måde at undgå.
Historien er mere eller mindre en direkte kopi af Vampirella, men var man vild med den serie gør det ikke noget, for Lady Satan rammer ånden lige i øjet. Derudover finder man også den ret besynderlige superhelteserie The Heap, der er en ubestemmelig blanding af Marvel-parodi og gys for sjov. En anden serie er den helt forskruede og ganske fascinerende One Dalmatian. En bizar fremtidsserie om en lossepladsejer og hans dalmatinerhund.
To numre efter Bedlam var skudt i gang, søsatte Gallagher endnu et magasin. Dette hedder Usher, og satser mere på kontant gys, i stil med Gru-bladet. Her er den store stjerne Lilith, hovedpersonen i serien Razor Blade Smile; en sortklædt, altid sexet vampyr der bekæmper andre af nattens skabninger. Hun ligner Lady Satan til forveksling, men det må nok tilskrives Gallaghers lidt ensidige streg. I sig selv er serien komplet uoriginal, men den vil nok gå rent ind hos folk med hang til vampyr-action.
Herudover finder man lidt af hvert i bladet. Nummer fire rummer således, foruden en masse småhistorier, også et portrætbillede af hendes royale Hammer-højhed Ingrid Pitt, samt et digt dedikeret til hende. Mere kitschet – og smukt vil nogen måske mene – kan det næsten ikke blive.
Generelt er serierne i Usher af højere standard, end det man finder i Bedlam, men tonen er også ret forskellig. Personligt er jeg mere til Usher, men Bedlam har en fjollet charme, der absolut ikke kan afvises.
Desværre for Bedlam har bladet den skavank, at det er Gallagher selv, som står for mange af tegningerne. Man forstår ganske enkelt ikke, hvor det er han har arbejdet professionelt, for stilen er så amatøragtig, at det næsten er til at græde over. Bevares, set isoleret er mange af illustrationerne gode, men som helhed holder det ikke. Det er stift, monotont og han har tydeligvis store problemer med at variere sine ansigter og udtryk.
De øvrige serier, hvor andre har tegnet, er væsentligt bedre og her flere spændende ting at byde på. Foruden magasinerne har forlaget også sendt enkelte albums på gaden. Blandt andet. chokhistorien The Saga of the Victims og det smålumre serieblad Valkyries, der er en blanding af fantasy og horror. Begge titler ser lovende ud, og forhåbentlig er det noget vi snart kan præsentere her på siden.
Hatten af
I sidste ende må man dog tage hatten af for Chimera Arts og lykønske John Gallagher med det fine lille selskab. Horrortegneserier er ikke dem, der kommer flest af, og navnlig ikke blade, hvor redaktøren på det varmeste opfordrer sine læsere til at indsende manuskripter og tegnede serier.
Hr. Gallagher har rent faktisk spurgt, om vi ikke her på Planet Pulp kunne opfordre læserne til at sende deres materiale til ham – han er endda villig til at betale for historier, han kan bruge! Med andre ord: få fingeren ud og fedtfarverne frem. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Chimera Arts får Planet Pulps fulde støtte, og vi håber I stikker næsen forbi John Gallaghers site. Han, og bladene, er bestemt et godt bekendtskab værd.
Udgivet i nr. 7 | 13/05/2006
