Sphere

Michael Crichton havde foruden sine meritter som forfatter også en ganske fin forståelse for det filmiske. Stort set alle hans romaner er da også guf for filmmediet, da de både i form og indhold appellerer til filmiske kloner. Og Sphere er bestemt ikke nogen undtagelse. Romanen udkom i 1987, og Levinsons filmatisering havde biografpremiere i 1998.

Alle de kloge hoveder

Handlingen følger i store træk romanens. Et hold af specialister er blevet tilkaldt til et unavngivent sted i Stillehavet. Holdet består af dygtige forskere, og disse bliver spillet af meget dygtige skuespillere.

Filmens altdominerende hovedperson er psykologen Dr. Norman Goodman (Dustin Hoffman). Norman producerede for år tilbage en rapport (han ville bare tjene nemme penge), som udpegede de mennesker, der skulle kontaktes, hvis man skulle få kontakt med udenjordiske livsformer. Blandt de i rapporten nævnte personer, som er en del af holdet, er matematikeren Dr. Harry Adams (Samuel L. Jackson), astrofysikeren Dr. Ted Fielding og marinebiologen Dr. Beth Halperin. Som man nok kan fornemme er der en del kloge hoveder til stede, men det sjove er, at Normans rapport rent faktisk ”bare” er tankespind, men det ved regeringen ikke, og de ser nærmest hans rapport som en bibel.

På 300 meters dybde ligger noget, der nærmest kun kan være et rumskib. Vores hovedpersoner bliver transporteret ned på havets bund, hvor militæret har opbygget en base. Og så skal alle de kloge mennesker ellers finde ud af, hvorfor dette skib ligger på havets bund og har gjort det i næsten 300 år!

Vores hovedpersoner finder en kæmpe kugle i rumskibet, og snart begynder der at ske mystiske ting. Og hvad der starter som sci-fi, hvor det er mødet med det ukendte, der i fokus, bliver filmen til en rendyrket psykologisk thriller med voldsomme optrin. Og ellers ikke mere om handlingen.

Sphere er, som så mange Crichton-filmatiseringer, en stor glat Hollywoodproduktion med en kendt instruktør, et cast der sparker røv og en visuel side, der er det rene guf. Nogen vil måske mene, som noget negativt, at dette blot skaber en mainstreamfilm, hvor der lefles for det brede publikum.

Men det er netop meningen, da Crichtons romaner netop er glatte og underholdende mainstreamfortællinger, der har fødderne solidt plantet i popvidenskaben i de fantastiske genrer. Så hvis man skal vurdere Sphere som en filmatisering, må man sige, at den gør det helt uovertruffent, da filmen er tro mod romanens ånd. Samtidig er den også meget tæt på sit forlæg, ikke scene for scene, men i det store hele sker der det samme.

Imponerende lyd -og billedside

Meget af filmens succes kan tilskrives den visuelle side med det imponerende production design. Det sparker røv, selvom det måske er lidt glatpoleret, men det er hele filmen som sagt. Det giver også filmen den troværdighed, som netop også findes i romanen. Man tror på alt det tekniske, man ser.

Det største trumfkort er dog filmens score, som mesterligt veksler mellem horror, action og mere stille stemningsmusik. Scoret støtter perfekt op om stemningen i filmen, og løfter den ellers banale genrefilm op på et højere niveau, som filmen faktisk ikke helt fortjener.

Da filmen fik premiere fik den kniven af en næsten samlet presse. Desuden blev den beskyldt for ikke at være trofast mod romanen. Begge dele er jeg dybt uenig i. For det første er Sphere i mine øjne en ganske solid undervandsthriller, som både er spændende, flot og velspillet. Lidt ordinær, men ikke desto mindre en meget effektiv film. Måske er det på grund af castet, at anmelderne var efter den, da mange nok forventer mere af en Dustin Hoffman-film. Men hvorfor må Hoffman ikke lave en sci-fi film?

Naturligvis er Sphere ikke noget mesterværk, men at afskrive den som et makværk er i mine øjne dybt godnat. Den har både visuelt, og specielt på lydsiden med Elliot Goldenthals fremragende score, noget at byde ind med. At handlingen så er set før i mange B-film er vel ikke noget problem?

Fine ændringer og stadig trofast

At nogen mener, den ikke er trofast mod romanen, er endnu mere mystisk. Ja, der er forskelle, men det er i detaljerne. Og i at vi har med en film at gøre, hvor visse ting bliver nødt til at blive vist – og her tænker jeg mest på slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her.

Ellers er der nogle navneforskelle og nogle forskelle i plotdele – mange steder, som med kæmpeblæksprutten, syntes jeg faktisk at filmen finder på ganske spændende alternativer. Men på bundlinien er filmen ganske trofast. Der er den samme stemning, og mange ting er gengivet visuelt, som det står i romanen, og Sphere er i mine øjne et skoleeksempel på en vellykket filmatisering: den fanger stemningen i romanen, følger i store træk plottet og laver nogle fine ændringer (eksempelvis er jeg ganske pjattet med den måde, filmen udbygger ideen om Twenty Thousand Leagues Under the Sea (1870) i forhold til romanen), så filmen også kan stå på egne ben.

Alt i alt er Sphere en udmærket sci-fi-film, som visse steder har en meget håndgribelig stemning. Den indfanger tonen i romanen, og det er faktisk godt at se en genrefilm blive ophævet til en A-list produktion. Selv om den nok ikke helt kan bære det.

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Filmatisering, Havet, Kæmpemonstre, Michael Crichton, Rumskibe