Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Sortmund

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Sortmund har fortjent at blive set, læst og købt. Lækkert layoutet, lækkert format, lækkert at bladre i, lækkert bare at holde i sin hånd og tilmed god underholdning. En imponerende debut!

SortmundDet er med al sandsynlighed ikke første gang, du hører om den danske tegneserie Sortmund, når du læser denne anmeldelse. Jeg vil ikke gætte på hvor du, kære læser, for første gang stødte på eller hørte om Allan Haverholms tegneserie, for dertil er mulighederne for mange.

Men én ting er sikkert: Man kan ikke komme uden om, at Haverholm og det nye lille forlag Brun Blomst, der udgiver tegneserien, enten har været virkelige dygtige til at promote Sortmund eller også har de bare været rigtig svineheldige eller en kombination af begge dele.

Go’ morgen!

Albummet havde udgivelsesdato til dette års Komiks-festival, og allerede da var salget, ifølge Brun Blomsts Torben Hansen, gået over al forventning. Men det stoppede tydeligvis ikke dér: Fænomenet Sortmund synes at vokse nærmest uhæmmet. Albummet fik stor omtale i flere af de danske dagblade, hvilket er en præstation i sig selv.

Men ikke nok med det. Gudhjælpemig om tegner/forfatter Allan Haverholm ikke også kom i fjernsynet. Først i Deadline i et længere interview og så senere i Go’ morgen Danmark på TV2. Det er som at sidde og se en snebold trille ned ad et bjerg, hvor den vokser sig større og større og får mere og mere fart på.

Den første danske graphic novel

En af grundene til denne bragende succes er nok blandt andet, at Sortmund lanceres som ”den første danske graphic novel”. Lidt af et statement i sig selv, men det bakkes op af albummets fysiske format. Det har octavostørrelse som en almindelig, tyk roman. Det er indbundet i en ret så pæn hardcover med en forside og indbinding, der ikke indikerer, at man sidder med en tegneserie.

Når vi så åbner Sortmund, er det tydeligt, at selve historien foregår i et ”voksent” og troværdigt miljø, nemlig et moderne København, og tegnestilen er ikke prangende, men minimalistisk streng og skarp. Altså intet under, at de fleste danske medier er faldet over den og har tænkt ”O.k., det er godt nok en tegneserie, men det her må vi hellere tage seriøst for en gangs skyld”.

Bestialske mord
En hverdagsmorgen for Manne Svarts ved historiens begyndelse.

En hverdagsmorgen for Manne Svarts ved historiens begyndelse.

Sortmunds hovedperson hedder Manne Svarts. Et navn der emmer af symbolik og samtidig også formår at lyde pæredansk. Dette er også essensen af Sortmund-tegneserien: Mørke og mystik sat i et nutidigt, “virkeligt” Danmark. Manne Svarts er en midaldrende mand, der lever en ensom tilværelse i et kolonihavehus i en forstad til København.

Han har dog sit at slås med, for han har drømme, eller mareridt, hvori han oplever bestialske mord, alt imens de bliver begået rundt i København, og samtidig er der stemmer, der taler til ham, mens han er vågen. Manne synes generelt at have en broget fortid med mange hemmeligheder, som læseren ikke umiddelbart får noget at vide om. Blandt andet er han tydeligvis meget ældre, end han ser ud til.

Historien tager for alvor fart, da Manne møder en gammel ven, der nu er underviser på universitetet, og som beder Manne hjælpe to af sine studerende med deres speciale, som de er kørt fast i. Vi følger derpå skiftevis de forskellige personer: Universitetslektor Claus Mortensen, de studerende Metha Carlsen og Bernt Skou og Manne, uden at være sikker på hvem af dem, der har helt rent mel i posen og hvem, der har noget med mordene at gøre.

Minimalistisk streg
Okay, okay, vi har fattet det - Bernt begynder på et tidspunkt at snakke metasprog i fiktion henvendt til læseren i lige så høj grad som fiktionsuniversets tilhørere.

Okay, okay, vi har fattet det – Bernt begynder på et tidspunkt at snakke metasprog i fiktion henvendt til læseren i lige så høj grad som fiktionsuniversets tilhørere.

Haverholms stil er hård og direkte uden ét overflødigt gram eller for den sags skyld unødvendig polering. På et tidspunkt i albummet, sådan ca. 200 sider henne, begynder der også at komme en tredje farve, rød, der nærmest bløder ind over siderne og gør sig i stærkere og stærkere grad gældende for til sidst nærmest at oversvømme albummets sider.

Ligeledes bryder Haverholm i korte overgange med sin minimalistiske streg og skaber i stedet detaljerede og komplekse helsidestegninger af middelaldermanuskripter eller apokalyptiske undergangsvisioner, hvor bl.a. Rundetårn omslynges af kæmpemæssige fangarme.

Medrivende, spændende og underholdende
Manne har en af sine drømme eller visioner, om man vil.

Manne har en af sine drømme eller visioner, om man vil.

Historien i Sortmund er medrivende, spændende og underholdende. Og hurtigt læst på trods af sin længde. Man bliver simpelthen grebet af handlingen og mysterierne. Det skyldes også, at man aldrig er helt sikker på, hvad der sker som det næste. Blandt andet fordi Allan Haverholm bevidst ikke afslører alt om sin hovedperson, der fremstår både sympatisk og menneskelig, men samtidig også tydeligvis har skeletter i skabet og forbindelser til det mere mørke og ikke-menneskelige.

For der er elementer af det mørke og det ikke-menneskelige i Sortmund. Her er djævle, okkultisme, myten om den udødelige St. Germain, overnaturlige fænomener og visioner med tentakelrædsler. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på de nyere udenlandske graphic novels, der også bruger mange af de samme elementer, hvoraf nogle tidligere er blevet anmeldt her på Planet Pulp i dansk oversættelse – så som Hellblazer og Hellboy.

Man kunne nok godt se Sortmund som del af et felt, eller en trend, hvor hovedpersonen/helten – John Constantine, Hellboy, Manne Svarts – udspringer af/har en forbindelse til det dæmoniske, men stadig samtidig bruger sine kræfter eller viden selvstændigt, uden faste tilhørsforhold. Specielt nu hvor Sortmund insisterer på at være en graphic novel, og så den første af slagsen i Dannevang.

Provokation
Manne Svarts møder for første gang de to studerende Metha Clausen og Bernt Skou.

Manne Svarts møder for første gang de to studerende Metha Clausen og Bernt Skou.

Det udsagn, “den første danske graphic novel”, har da også skabt noget røre, hvilket man vel kunne forvente, og det er sikkert også til dels ment som provokation fra Brun Blomsts side. Skulle udsagnet være helt 100 % sandt, ville det da være lidt sørgeligt, at den første danske graphic novel dukker op over femten år efter, at begrebet er opstået. Men omvendt så har de jo rent faktisk lidt ret.

For Sortmund er nok den første danske tegneserieudgivelse, der også henvender sig til romanlæsere og bogfolket. Sortmund kan jo fint stå på en almindelig bogreol – det gør min udgave – og her skiller den sig ikke på nogen måde ud fra “rigtige” bøger.

Samtidig er Sortmund muligvis også i stand til at slå igennem hos folk, der ikke normalt læser tegneserier. Det er i hvert fald det, som Sortmunds gennemslag i medier giver indtryk af. Og det er, som jeg allerede har sagt, i sig selv imponerende. Med det i ryggen skulle man mene, at Brun Blomst og Allan Haverholm havde en sikker succes.

Men omvendt, hvis du sidder med en lille indietegneserieskaber i maven og en drøm om at udgive dit eget – og skulle det så vise sig, at det er gået så skidt for Sortmund, at det ikke har kunnet køre rundt – så giv da helt op. Udgiv dine ting på nettet i stedet eller bare drop det helt, for hvis Sortmund ikke får slået rod, så må der virkelig ikke være noget indiemarked i Danmark.

Imponerende debut

For at omsummere anmeldelsen her på falderebet, så har Sortmund fortjent at blive set, læst og købt. Albummet er i sig selv et storslået projekt. Lækkert layoutet, lækkert format, lækkert at bladre i, lækkert bare at holde i sin hånd, og for 250 kr er det nærmest et røverkøb.

Det er god underholdning, måske ikke på højde med de virkelige store fyre fra udlandet – det er der heller ikke meget der er, og det ville nok også være at stile for højt. Men til gengæld har Sortmund charmen ved at foregå i vores nære virkelighed, hvilket ikke er at kimse af. Det er under alle omstændigheder, og helt indiskutabelt, en imponerende debut for Allan Haverholm og for forlaget Brun Blomst.

5 stjerner

Titel: Sortmund
Tegner: Allan Haverholm
Forfatter: Allan Haverholm
Forlag, år: Brun Blomst, 2006
Albumlængde: 306 sider
hvid
Albummet samler tegneseriehæfterne Sortmund, der er udkommet i perioden fra 2000 til 2005.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2006

Stikord: Danmark, Okkultisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *