Sláine: Time Killer

7 minutters læsetid
Sláine: Time Killer

Med anmeldelsen af dette album går vi her på Planet Pulp så langt tilbage i Sláine-udgivelserne, som vi ikke har været før. Handlingen i Time Killer ligger altså før handlingen i Simon Bisleys og Mills’ The Horned God-historier, som på dansk er blevet udgivet af forlaget Arboris.

Vintage-materiale

Dette album indeholder historier, der udkom i 2000 AD-magasinet helt tilbage i 1985, så der er tale om “vintage”-materiale fra slutningen af bladets første guldalder i starten af firserne. Det er også stilen fra denne periode, der præger albummet. Tegningerne er, i modsætning til senere Sláine-udgivelser, i et klassisk skarpt sort-hvid format.

Historierne er også skarpe og fyldt med hurtige skift og drejninger. Sláines look er, ud over at han er i sort/hvid, også lidt anderledes fra hans senere udseende. Helt generelt ligner han mere en vild, engelsk bøllepunker med skægstubbe end en keltisk barbarkriger, men det er vel også meningen. Hans tegnere i denne periode gengiver ham mere slank og senet end i de senere Sláine-udgaver. Sikkert bevidst for at adskille Sláine fra den klassiske, hårdpumpede og oppustede Conan-barbar, som Schwarzenegger var blevet et billede på.

Den unge Sláine er også mere frisk og vild og helt generelt mere spontan og kaotisk. Personligt synes jeg, at det klæder ham. For mig er det den rigtige, oprindelige Sláine, men jeg ved også godt, at der senere er kommet mange nye Sláine-fans til, og de foretrækker nok den lidt mere alvorlige og storladne Sláine.

Tid, tidsrejser, andre dimensioner og mere til

De tre tegnere, Glenn Fabry, David Pugh og Bryan Talbot, har hver for sig senere slået deres navne fast. David Pugh for sine illustrationer til Warhammer og Glenn Fabry for sine karakteristiske cover-illustrationer til Garth Ennis’ Preacher-serie. Bryan Talbot er dog nok den mest kendte, hovedsageligt for hans serie The Adventures of Luther Arkwright og hans arbejde på Sandman-serien.

Luther Arkwright-serien og dens inspirationskilde, Micheal Moorcocks Jerry Cornelius, der begge beskæftiger sig med tids- og dimensionsrejser og parallelverdener, har tydeligvis også haft en stor indflydelse på historien i dette Sláine-album.

For som titlen Time Killer antyder, så drejer historien sig meget om tid, tidsrejser, og de mulige dimensioner og verdener i og mellem tid og rum. Dette gør at historien hopper meget mellem tid og sted, med flere handlinger, der er vævet sammen, men fortælles skiftende og adskilt. Det er nok et spørgsmål om smag og behag, om man synes, at dette er charmerende og interessant eller forvirrende og irriterende.

Truende ubalance i psykosfæren

Myrddin forklarer tingenes rette sammenhæng i David Pughs streg.
Myrddin forklarer tingenes rette sammenhæng i David Pughs streg.

For at komme til selve albummets handling, så er Sláine, med følge af sin trofaste dværg Ukko og præstinden Nest, på vej hjem til sin stamme Sessair. Ved albummets start støder de ind i problemer i form af en gruppe Diluvials, som ledes af en Cythronianer. Cythronianerne er en urgammel og ond race, der får næring og kraft af andre væsners lidelser. De lever i tidsstrømmen mellem verdenerne.

De har naturligvis adgang til oldgammel og glemt teknologi/magi, der gør dem i stand til at rejse mellem verdenerne og påvirke historien til deres fordel – altså skabe lidelse og smerte i form af krig og sygdom. Diluvials er en primitiv, men hårdfør slaverace, Cythronianerne har fremavlet med det formål at bruge dem som kvæg til at stille deres egen hunger efter følelser af smerte og lidelse. Der er mange temaer på spil, som Sláine-forfatteren Pat Mills kommer til at genbruge ved andre “skurke-racer” i Sláine-serien.

Som man nok kan regne ud, så ender det efter noget kamp med, at Sláine tværer fjenderne ud. Dette får lederen af The Ever-living, Myrddin – faktisk en ældre stavemåde af Merlin – til at blive opmærksom på Sláine og hans usædvanlige evner. The Ever-living er en gruppe, eller organisation, der søger at bekæmpe Cythronianerne og i stedet hjælpe menneskeheden til at få det bedre.

Ligesom Cythronianerne eksisterer de på tværs af “the psychosphere”, mellem tid og rum, og deres hovedkvarter er i The Eternal Fortress, hvor Sláine og hans følge bliver kaldt hen. Her beder Myrrdin Sláine om hjælp, fordi der for øjeblikket udkæmpes et stort og afgørende slag, der kan vippe balancen på tværs af psykosfæren til fordel for Cythronianerne og dermed knuse The Ever-living.

Slaget ved Clontarf

Lord Weird Slough Feg dukker endnu engang op i en lille bi-skurkerolle (og ja, David Pughs Slough Feg ser meget anderledes ud end Simon Bisleys).
Lord Weird Slough Feg dukker endnu engang op i en lille bi-skurkerolle (og ja, David Pughs Slough Feg ser meget anderledes ud end Simon Bisleys).

Dette slag er “The Battle of Clontarf”, som udkæmpes i 1014 på Jorden af den nyligt kristnede irske konge Brian Boru på den ene side og de indvandrende vikinger på den anden, ledet af Elfric Serpent-Eye, der er søn af den norske konge – eller det er i hvert fald, hvad vikingerne tror.

I virkeligheden er Elfric en El, et dæmonisk væsen, der er i stand til at skifte udseende; en skifting, der bor i dimensionerne mellem tid og rum. De bor i El-verdenerne – også kaldet “Els-where” – og racen er delt op i de gode Els, ang-els og de onde els, dev-els. Elfric er en dev-el og støtter Cythronianerne. Derfor vil hans sejr forvrænge den samlede virkelighed til deres fordel.

Myrddin beder derfor Sláine om at være deres “Time Killer” og rejse på tværs af tiden for at dræbe Elfric. Men Sláine når ikke at få sagt ja eller nej til opgaven, før The Eternal Fortress bliver udsat for et voldsomt angreb af Cythronianerne. Det går hverken værre eller bedre, end at Sláine ryger ind i en tidsportal, der kaster ham på tværs af tidsstrømmene, og måske – måske ikke – når han frem til slagmarken og duellen med Elfric i tide. Samtidig ender det med, at Ukko, Nest og Myrddin samt resten af de efterladte bliver taget til fange og bragt foran den øverstkommanderende Cythron, som viser sig at være Myrddins far.

Moorcock, Lovecraft og flere som inspirationskilder

Et godt eksempel på noget af albummets laser-splat.
Et godt eksempel på noget af albummets laser-splat.

Som man nok kan læse ud af dette, så vil de fleste enten synes, at dette er en omgang vidunderlig og sprudlende kaos eller at det er noget forvirret pjat med alt det tids- og dimensionsrejsevrøvl. Jeg synes personligt, at det er forfriskende at se Pat Mills hive sin figur Sláine ud af den rent irsk/keltisk kontekst, som man efterhånden også efterfølgende har set ham mere end nok i, og bruge ham til at lave Moorcock-agtige multivershistorier.

Men ikke kun Michael Moorcock gør sig gældende som inspirationskilde. Der er også en tydelig Lovecraft-ånd og stemning over det hele, ligesom der også er i et par Conan-historier. Blandt andet disse ekstra dimensioner, der eksisterer i kanten af vores verden og i tomrummet mellem galakserne, hvor urgamle og helt fremmede skabninger fra universets begyndelse med mange årtusinder gammel teknologi fremavlede mennesket og andre racer som redskaber.

Ligeledes bliver der også introduceret nogle tidsorme, som er en race af kæmpe tentakelormevæsner, der frit kan rejse mellem dimensionerne og i tiden. Der er også sovende, monstrøse guder og tomme groteske kæmpebyer, forladt af alt levende. Alt sammen gamle travere, der bare virker.

Dev-el'en Elfric Serpent Eye - hvad kan man sige: klassisk sminket, sortklædt, vred ung mand fra Norge.
Dev-el’en Elfric Serpent Eye – hvad kan man sige: klassisk sminket, sortklædt, vred ung mand fra Norge.

For øvrigt, og som noget lidt andet, så nævner Pat Mills i sin indledning til dette album, at grunden til, at så meget action og kamp i albummet udspiller sig med strålevåben og mindre med sværd og deslige, som Sláine plejer at bruge, faktisk var noget, han følte sig tvunget til på grund af censur.

Der var fra forlagets side på det tidspunkt kommet henstillinger om at lempe på volden og lemlæstelserne med håndvåben i 2000 AD. Dette gjaldt dog åbenbart ikke for lasere og deslige, da de blev anset for at være for “uvirkelige”. Derfor udstyrer Mills tidligt i dette album Sláine med “leysers”, hvilket er en form for magisk laservåben, der trækker på jordgudindens kraft, som kommer ud gennem de såkaldte ley-lines. Og så kan slagteriet ellers uforstyrret fortsætte med brændende kroppe og eksploderende hoveder.

Flotte illustrationer

Cythronianerne forklares og introduceres.
Cythronianerne forklares og introduceres.

Som nævnt er tegnestilen holdt i den mere old school 2000 AD-stil, dvs. rent sort/hvid og en virkelige stramt skåret sideopsætning, der læner sig op ad halvtredserne og tressernes blodige krigs- og horror-tegneserier. Dette er for mig glansperioden for bladet, men det er da muligt, at senere tilkomne Sláine-fans ikke vil kunne genkende deres helt, eller i hvert fald ikke være helt så begejstret for denne udgave af ham.

Fabry, Pugh og Talbot ligger her stilmæssigt ret tæt op ad hinanden og det i en sådan grad, at man kan have svært ved at skille dem fra hinanden. Derfor vil jeg bestemt ikke fremhæve én i forhold til én anden: De har her alle leveret et super stykke arbejde.

Det skal kort nævnes, at dette album blev udgivet af Titan Books, før licensen til 2000 AD blev købt af Rebellion. Det bliver derfor ikke trykt mere, og man kan være tvunget til at lede lidt, før man finder det. Denne anmeldelse er baseret på den såkaldte “Collector’s Edition”, der er i en lækker, diskret sort hardcover med sølvtryk samt tilhørende sort/hvid/sølv-smudsbind. Denne udgave er naturligvis dyrere end den almindelige paperbackudgave, man også kan få, men er man fan, er den absolut alle pengene værd.

5 stjerner
Titel: Sláine: Time Killer
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Glen Fabry, David Pugh & Bryan Talbot
Forlag, år: Titan Books, 2003
Albumlængde: 144 sider
hvid
Sláine: Time Killer samler historier, der oprindeligt blev udgivet i 2000 AD progs nr. 411-434 (1985).

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: 2000 AD, Andre Dimensioner, Barbarer, Tidsrejser

Claus Jacobsen: Redaktør, medstifter af Planet Pulp. Født i det gyldne år 1977, hvor den første Star Wars-film såvel som Sex Pistols’ Never Mind the Bollocks udkom og Elvis døde. Jeg er da heller ikke i stand til at huske tilbage til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været voldsomt og overdrevet besat af Star Wars (og sådan startede nørderiet; Phantom Menace har selvfølgelig lagt en dæmper på det kærlighedsforhold). Vokset op i Kliplev, en lille landsby [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.