Sláine: Books of Invasions Volume 2

Kampen om Tir Nan Og, De Unges Land, som kelterbarbaren Sláine er højkonge for, fortsætter. Dette album er bind to i Sláine-serien Books of Invasions, hvor bind et tidligere er blevet anmeldt her på Planet Pulp. Bind to forsætter naturligvis, hvor bind et slap, så lad mig kort opsummere handlingen i det foregående bind.

Historien til nu

Alt startede i skønneste orden. Sláine var højkonge for sin stamme med underskønne Niamh som sin dronning. Dette skulle naturligvis ikke vare ved. Sláines stammes land Tir Nan Og, egentlig et forhistorisk Irland, blev invaderet af de grusomme Havdæmoner med hjælp fra folk af den egyptiske atlantean-stamme.

Havdæmonerne, eller “Sea-demons”, hedder egentlig Fomorians, og er en urgammel race af vandlevende monstre, der kan overleve uden for deres rette element, havet, ved at bruge mennesker som slaver og transportmidler – golamh eller “dryskins” som de kalder dem. Fomorianerne tilhører en urgammel, dæmonisk og ikke-menneskelig race, der betragter mennesker som underlegne skabninger, eller “kvæg”, der kun eksisterer med det ene formål at tjene dem som slaver.

Dette er også grunden til, at fomorianerne ønsker at underlægge sig Tir Nan Og – nemlig for at gøre gudinden Danus stammer til deres slaver. Dette sker blandt andet med hjælp fra folk af den menneskelige stamme, atlanteanerne, der vist nok stammer fra det forliste ø-samfund, men nu slår deres folder i et forhistorisk Ægypten og derfor også har ægyptiske navne og ægyptisk udseende. Samtidig har de også specielle våben, flammestave, skabt med tabt viden, der stammer fra Atlantis.

Grunden til at atlanteanerne hjælper formorianerne er, at Gael, elskergemalen til atlanteanernes dronning Scota, er blevet gjort til dryskin for Odecon – en af formorianernes ledere. Scota har derfor indvilget i at hjælpe formorianerne i det håb, at Odecon vil frigive Gael. Da invasionen i foregående bind ramte Tir Nan Og, blev Sláine tvunget til ikke at deltage i kampene i kraft af hans status som højkonge. Det siger næsten sig selv, at Sláines stamme nærmest blev overrendt af formorianerne og deres veludstyrede hjælpestyrker.

Sláines dronning, Niamh, blev dræbt i kamp – hun deltog selvfølgelig i kampene som kriger. Et tydeligvis gennemgående tema i Books of Invasions-serien er netop døende og døde krigerkvinder og de efterladte sørgende helte. Sláine bryder med druide-præsteskabets regler og normer ved at abdicere fra højkongetitlen for at kaste sig ud i kampen mod de invaderende styrker. Sláine starter og leder et oprør mod invasionsstyrkerne, der efterhånden helt har underlagt sig øen. Det er sådan set dér, at første bind slutter og det andet bind starter.

Historien videre

I andet bind lykkes det Sláine at slå en handel af med Scota, således at de går over på Sláines side mod fomorianerne og udstyrer Sláines stamme med flammestaverne. Sláine lover nemlig, at han har en plan, der skal befri Gael. Dette lykkedes også, men i samme proces bliver Scota dræbt af fomorianerne. Hun får en dronnings begravelse, og Gael leder atlanteanerne videre til at kæmpe på Sláines side for at hævne Scota.

Fomorianerne svarer igen ved at sætte alt ind på et endeligt angreb mod Tir Nan Ogs hovedstad Tara. Sláine, Gael og deres folk iler naturligvis til Tara og det endelige slag. Her bliver Sláine blandt andet nødt til at gå ned i den magiske kedel, der forbinder denne verden med “The Otherworld”, hvor han skal opsøge stammernes gudinde, Danu, den store moder, for at finde ud af, om stammerne skal flygte over i den anden verden og starte en ny tilværelse.

Dette er naturligvis lettere sagt end gjort. Gudinden synes ikke at være ubetinget begejstret for Sláines “besøg”, og samtidig må han også overvinde mange forhindringer i den anden verden. Blandt andet dukker en gammel fjende, el-krigeren Elfric, op igen. Det skal dog bemærkes, at dette ikke er sidste album i serien. Der skulle komme et tredje, og derfor afsluttes historien om fomorianernes invasion af Tir Nan Og ikke her. Albummet stopper i stedet med en klassisk cliffhanger, hvilket man nok godt kunne regne ud på forhånd.

Illustrationerne virker ikke

Ud over den yderlige udvikling af historien, er der ikke rigtig så meget nyt at sige om dette andet album, som ikke er blevet sagt i anmeldelsen af det første album. Man kan ikke komme uden om, at der er noget fascinerede ved Clint Langleys illustrationer, der er en kombination af maleri, fotografi og digital billedbehandling.

Denne kombination virker meget godt ved andre ting, Langley har lavet, såsom forsider og covers til 2000 AD, men også til Games Workshop-materiale – hovedsageligt romaner. Når det bliver sat op i tegneserieformatet med talebobler og rammer, hvor der skal være bevægelse og dynamik imellem de enkelte billeder, så virker det imidlertid ikke helt. I hvert fald ikke på mig.

Billederne virker stive og uden bevægelse, netop som opstillede fotografier, og taleboblerne virker påklistrede, uden at man rigtig kan forestille sig en stemme fra personen, der taler. Hvis man blot ser på dem som enkeltbilleder, så kommer de faktisk mere til sin ret. Det er lettere at værdsætte dem, og Langleys talent og kreativitet.

Som en forandring – og til glæde for en del gamle Games Workshop-connaisseurer – er der i Langleys skildring af Elfric faktisk mange homage-referencer til den gamle GW-illustrator Ian Miller og hans meget specielle stil. Denne kombination af de to stilarter falder faktisk meget godt ud og er for mig personligt et af albummets højdepunkter, der sammen med et par andre er med til at gøre, at det ikke er helt til skraldespanden.

Forfatteren er ikke på toppen

Dertil kommer, at forfatteren Pat Mills, der trods alt har skrevet for 2000 AD i tre årtier og har skabt karakteren Sláine, nok ikke helt er “on top of his game”. Ligesom i det første bind af Books of Invasions, så bevæger historien sig bestemt ikke specielt hæsblæsende af sted. Der er meget snak, uden at der sker så meget.

Det går ikke hurtigere, og er ikke rigtig blevet mere medrivende i det andet bind, selv om man er kommet længere ind i historien. Personligt må jeg sige, at jeg nærmest bare glæder mig til, at Books of Invasions-serien er afsluttet – hvilket sker i det tredje og sidste bind, der endnu ikke er udgivet.

Pat Mills genbruger den samme teknik, som han har gjort ved mange tidligere Sláine-historier. Han tager dele og elementer af keltiske myter og historier og giver dem sit eget tvist. Han “Sláine-ificerer” dem ved flette dem sammen til historierne om Sláine, der så fortæller historierne om, hvordan disse myter og den “egentlige” baggrund for historierne er opstået.

Sláine selv har fået sit navn, fordi den første af de irske højkonger – ifølge nogle historier – hed Sláine, og dette har Mills så, ud over de klassiske Conan-historier, brugt som baggrund for sin egen kreation. Sláine startede sit serieliv som en vild og opportunistisk omvandrende slagsbror, hvor der dog i historien – i stil med Conan – blev forudsagt, at han senere ville blive Irlands højkonge.

Mills genbruger også mange keltermytologiske elementer, han tidligere har brugt, så som fomorianerne, som Sláine faktisk tidligere har kæmpet mod. Men han genbruger disse, som om de er helt nye elementer, der ikke før har været i Sláine, og bestemt ikke i en anden form! Kontinuitet skal den hårdkogte Sláine-fan altså ikke regne med, for Mills føler sig åbenbart ikke bundet af sit tidligere forlæg i visse henseender, eller også har han bare glemt det – hvem ved?

Kvalm selvhøjtidelighed

Man savner også lidt humor og klassisk 2000 AD-glimt i øjet fra Pat Mills’ side, for Books of Invasions er fortalt med en kvalm selvhøjtidelighed, der næsten ikke er til at holde ud. Der er et par små-jokes og deslige, men de virker meget påklistrede, og er ikke specielt morsomme. Man savner generelt en mere fanden-i-voldsk Sláine og mest af alt hans trofaste, men ellers på alle andre måder moralsk anløbne, dværg Ukko, der slet ikke er med i Books of Invasions.

Ukko har ellers altid været et frisk pust i Sláine-tegneserien, og er blandt de mest underholdende sidekicks i tegneserieverden overhovedet. En anden ændring i forhold til tidligere Sláine-historier er de kvinder, der optræder, og den måde, de bliver portrætteret på.

Tidligere har Pat Mills’ Sláine-historier været gennemsyret af en feminisme, der på visse områder glorificerer kvindekønnet som tættere forbundet med naturen, og matriarkat som en mere “naturlig” samfundsform. Noget som mange pop-keltologer i 70’erne og 80’erne virkelige væltede sig i; med en fascination af druider, jorddyrkelse og en tanke om en “stor modergudinde”, der skulle ligge bag mange af de store religioner.

I Books of Invasions må man sige, at der er et lidt andet kvindesyn til stede. Nok er der de døende heltinder, men langt de fleste af kvinderne er fremstillet som nogle nærmest sadistiske hystader, tangerende det vanvittige. Dette gør sig specielt gældende for gudinden Danu, som Sláine opsøger i den anden verden, og som opfører sig som en mellemting mellem den værst tænkelige, forkælede teenagetøs og en voldsomt PMS-forstyrret kælling, der på ingen måde er til at snakke med.

Jeg ved ikke om Mr. Mills har haft nogle dårlige oplevelser med det modsatte køn her på det sidste, men der er i hvert fald sket en forandring i tonen, og nej, det er ikke en nuancering, men nærmere et udtryk for et luder/madonna-kompleks.

Lækker udgivelse – rent fysisk

Udgivelsen er rent fysisk, som det foregående bind, virkelig lækker. Formatet er et stort hardcoveralbum med tryk på tykt, glittet papir. På det område er der ikke noget at komme efter, og det var der heller ikke ved det forrige bind. Selv prisen er rimelig, så hvis bare historierne havde været lidt underholdende, ville dette have været et køb værd.

Fans af Clint Langley vil nok finde, at albummet er værd at investere i alligevel, om ikke andet så som en kunstbog fra Langleys hånd. For selv om ikke alle hans billeder i helt i top, så er en del af dem det helt sikkert.

Sláine: Book of Invasions Volume 2 er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: 2000 AD, Barbarer