Den lettere vanvittige kelterbarbar Sláine med strithår og blå tatoveringer er forfatteren Pat Mills’ egen kreation. Og Mills har da også stået for selv at tage godt hånd om figuren, siden Sláine for første gang dukkede op på 2000 AD‘s sider i 1983.
Mills har siden da skrevet så godt som alle efterfølgende Sláine-historier og altså også dem i dette album, som må siges at være nogle af de allernyeste. De er alle første gang udgivet i 2003, hvor Sláine altså havde 20 års fødselsdag.
Vild, kaotisk og tvetydig
For kort at beskrive fødselaren, så er Sláine en klassisk barbar – lidt af samme skuffe som Conan – der for det meste uden så megen unødig snak ordner mænd, monstre og kvinder/gudinder med henholdsvis øksen eller køllen. Men samtidig er Sláine også så meget andet og mere end Conan og hans hårdpumpede kloner.
Mills har sørget for at proppe store mængder af keltisk mytologi ind i verdenen og historierne, og Sláine selv er af personlighed meget mere vild, kaotisk og tvetydig end Conan og co. Det er vel også kun, hvad man kan forvente af det bastarderede afkom af de keltiske folkesagns hovedpersoner og 2000 AD‘s skæve heltetyper.
En af konsekvenserne deraf er, at Sláine skruppelløst drikker, stjæler, myrder og voldtager (om end han holder sig rimeligt på måtten i dette album), og vigtigst af alt er, at han til tider går helt – og vi snakker helt, helt balstyrisk – amok, hvor han dræber alt og alle i en blodrus. Men sådan er det jo, når man er kelter.
Sláines far, Pat Mills, er virkelig én af de store drenge på 2000 AD. Han har, teknisk set, været med fra før starten, og er en af bladets litterære grundlæggere. Ud over Sláine, der ganske hurtigt efter sin fødsel blev en meget elsket og populær karakter, har Mills også gennem sin lange karriere skabt en række andre succesfulde serier, hvoraf en af de største er ABC Warriors. Pat Mills er da også kendt for at være en ret stædig herre, man bestemt ikke skal sige imod. Lidt stjernenykker får man vel med årene.
Taber alt
Udgangspunktet for albummet er der, hvor Mills sidst efterlod Sláine, eller Slaine Mac Roth som hans fulde navn er. Han er nu blevet højkonge over hele Irland og gift med en underskøn krigerkvinde, selvfølgelig. Det kan sådan set ikke blive meget bedre, specielt ikke for en kelter/irer som Slaine. Men dette varer selvfølgelig ikke ved.
Monsterracen fomorianerne, eller sødæmonerne, mener nemlig, at det mytiske Irland tilhører dem, og albummet indledes med, at disse en mørk nat igangsætter en invasion. Efter mange lange og farverige slag taber Sláine alt. Hans kone og dronning bliver dræbt, og hans land bliver invaderet, så nu er der kun hævnen tilbage for Sláine. Det går han da også så eftertrykkeligt i gang med. Alt sammen rimeligt lige ud ad landevejen. Og det er da også altid en god idé at fjerne alt det overflødige fra en figur for at vende tilbage til det væsentlige ved karakteren.
Uspændende første halvdel
Problemet er, at første halvdel af albummet aldrig rigtig bliver spændende. Anden halvdel må siges at være bedre. Her dukker der nogle nye og mere originale elementer op, som f.eks. at en del af fomorianerne er i stand til at sætte sig fast på mennesker og derved skabe stærkere slavevæsner, golamhs, og ligeledes dukker der nu menneskelige fjender op under ledelse af golamhs.
Disse kommer blandt andet fra fjerne, forgangne civilisationer, såsom Egypten, Babylon og Atlantis. Det minder om idéer fra f.eks. Stargate (1994) – og måske endnu mere TV-serien – og er med til at gøre skurkene betydeligt mere nuancerede. Nu hvor han har begravet konen dukker der selvfølgelig også en ny romantisk interesse op for Sláine, i form af en ægyptisk prinsesse, der er i familie med Tutankhamon og Nefertiti.
Derudover antydes der betydeligt mere om fomorianernes oprindelse, som knytter an til urgamle, kosmiske reptilmonstre/guder a la Lovecraft. Det er faktisk et element, der er blevet brugt før i Sláine-historierne, men det virker stadig.
Når man sådan tænker over det, er grundplottet med en stor kriger, der forsvarer sit gudgivne land mod en ondskabsfuld, invaderende monsterrace jo egentlig ikke så politisk korrekt. Men hey, hvad kan Pat Mills gøre; sådan er de keltiske legender jo nu engang? Sjovt nok er der visse akademiske teorier om, at fomorianerne som myte muligvis er opstået efter, at vikingerne begyndte at hærge og indtage Irland.
Manglende dynamik og bevægelse
Selve albummet er stort anlagt. Det er en lækker hardcoverudgave, og alle siderne er i overdådig fuldfarve-fotokvalitet. Men det skal jo også passe til tegneren – eller måske rettere illustratoren – Clint Langleys billeder. De fleste har nok på et eller andet tidspunkt set hans billeder uden at vide det.
Langley har nemlig tidligere arbejdet for spilfirmaerne Games Workshop, White Wolf, FASA, og Urban Mammoth. Senest har han lavet en del covers for Games Workshops forlag Black Library, blandt andet til genudgivelsen af Ian Watsons Inquisitor-trilogi. Ved 2000 AD har han da også hovedsageligt lavet en del covers til bladet samt et par serier ud over Sláine.
Clint Langleys stil er da også mere end velegnet til covers. Han bruger en teknik, der hovedsageligt består af storstilet digital manipulation af billeder, og det er nok ikke alles kop te. Jeg er personligt hverken direkte frastødt eller ubetinget begejstret. Min største anke ved Langleys billeder er, at de nok egner sig bedst som covers, for jeg synes, der mangler dynamik og bevægelse.
Det er en skam for en kampfokuseret serie som Sláine, der helt sikkert kan bruge alt den dynamik, en kunstner har at byde på. Jeg bliver i hvert fald ikke helt blæst væk af Clint Langleys billeder, som selve albummets set-up ellers meget lægger op til.
Ikke Mills’ bedste Slaine
Som man nok kan regne ud, siden der står volume 1 efter titlen, så er dette det første album i en serie. Det betyder også, at historien ikke afsluttes, men ender med en cliffhanger, og det er måske heller ikke alle, der er helt begejstret for dette.
Jeg er heller ikke voldsomt begejstret, og det gik op for mig ved afslutningen, at jeg nærmest var lidt ligeglad med, hvordan historien forsatte i et fremtidigt bind. Alt i alt er det bestemt ikke Pat Mills’ bedste Sláine. Pengene er nok bedre givet ud ved at købe noget af det gamle firsermateriale, og måske er det også på tide, at Mills lægger Sláine-figuren på hylden eller lader andre prøve.
Clint Langleys illustration er teknisk dygtigt arbejde, men bestemt ikke hvad jeg forbinder med Sláine og som sagt nok mere egnet til plakater og forsider end egentlige tegneseriealbums. Derudover er albummet selvfølgelig på enhver måde teknisk lækkert lavet og layoutet, men det hjælper jo ikke så meget, når indholdet ikke rigtig batter.
Sláine: Book of Invasions Volume 1 er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Clint Langley
Forlag, år: Rebellion, 2006
Albumlængde: 96 sider
Albummet samler historier, oprindeligt udgivet i 2000 AD progs nr. 1322-1326 og 1350-1355, alle fra 2003.
Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006
