Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Sin City: Det Gule Svin

Sin City: Det Gule Svin
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fjerde ombæring af Sin City er præget af en mere selvhøjtidelig tone, der suppleres af en del upassende komik. Det går dårligt i spænd med seriens tone, og Det Gule Svin lever ikke op til sine forgængere.

Sin City: Det Gule SvinDet Gule Svin markerer på flere måder lidt af et stilskift i Frank Millers Sin City. Eller måske nærmere et gearskifte, for det stilmæssige udgangspunkt er stadig hårdkogt neo-noir. Der hvor Det Gule Svin afviger fra sine (på dansk) tre forgængere, er i det mere alvorlige tema, der ligger til grund for historien, og også i den af og til ret fjollede humor, der sniger sig ind. Måske Miller har ment, at historiens alvor krævede noget comic relief. Desværre fungerer det ikke udpræget godt – i hvert fald ikke i den danske oversættelse. Mere om det senere.

En pædofil skamskydes

Roark Jr.

Roark Jr.

Historien begynder den dag den garvede politidetektiv John Hartigan skal pensioneres. Han har gennem længere tid været efter en pædofil morder – ingen mindre end senator Roarks søn, og altså nevøen til kardinal Roark som Marv ekspederede i Sin City. Nu har Hartigan endelig chancen for at tage den unge Roark på fersk gerning, men vigtigere endnu – han har chancen for at redde ofret, elleveårige Nancy Callahan.

Det lykkes for Hartigan at redde Nancy, og i processen skamskyder han barnemorderen, men umiddelbart bagefter forrådes han af sin makker, Bob. Hartigan bliver tiltalt for voldtægten af Nancy (som aldrig fandt sted), men vælger at tie stille i stedet for at nægte sig skyldig. Ikke for sin egen skyld, men for Nancys.

Hartigan ved, at Roark-familien vil have fat i hende, men kun gennem Hartigan vil de kunne finde hende. Så Hartigan tager en tur i spjældet. Nancy lover at skrive til Hartigan hver uge – under falsk navn, så Roark-skurkene ikke kan opspore hende ad den vej. Hun holder sit løfte, og skriver til Hartigan hver uge i otte år. Hartigan mæler ikke et ord om sagen.

Afskåret pegefinger

Hartigan

Hartigan.

Pludselig en dag stopper Nancys breve. Der går to måneder uden et brev, og Hartigan er ved at blive vanvittig af ængstelse for, om Roark-familien har fundet hende. En dag dukker en stinkende, helt gul mand op i Hartigans celle og slår ham ned, og da Hartigan vågner ligger der en kuvert på gulvet – af samme slags som dem, Nancy plejede at sende sine breve i. Men det er ikke et brev, der er i kuverten. I stedet ligger der en afskåret pegefinger fra en ung kvinde.

Hartigan bliver nu syg af frygt for, om der er sket Nancy noget, og for at komme ud gør han det, han har nægtet i otte år – tager de falske beskyldninger på sig. Hartigan bliver prøveløsladt og begynder straks at opspore Nancy. Han finder hende på Kadie’s Bar, som vi kender fra de tidligere Sin City-historier, og det går op for os, at vi faktisk også kender Nancy Callahan.

Det er nemlig hende, der er vokset op og blevet stripper på Kadie’s. Læseren mødte hende allerede i Sin City, hvor hun bl.a. hjælper Marv, men Nancy har faktisk haft en birolle (eller i det mindste en cameo) i alle tre foregående bind.

Da Hartigan opdager, at Nancy er i god behold, går det op for ham, at han er blevet snydt af Roark-familien, og har ført dem direkte til Nancy. Hvordan det videre forløb spænder af, skal ikke afsløres her, men det kommer nok næppe som en overraskelse, at det udvikler sig voldeligt. Man finder ud af, at den stinkende gule mand, der dukkede op i Hartigans celle er ingen mindre end Roark Jr., der i de mellemliggende år er blevet “repareret”, men med kraftige bivirkninger. Nu er det gule svin ude efter hævn.

Mere alvorlig og mere traditionel

Det Gule Svin

Det Gule Svin.

Det er altså et noget mere alvorligt og realistisk tema, der ligger til grund for Det Gule Svin. Pædofile barnemordere er trods alt mere realistisk end kannibalistiske kardinaler, superintrigante femme fatales og svært bevæbnede luksusludere, som seriens første tre bind blandt meget andet har budt på. Denne alvor gennemsyrer hele historien, der hele vejen igennem føles en del mere “straight” end de tidligere bind, hvis bagvedliggende historier alle blot var undskyldninger for at præsentere os for en opdateret ultravoldelig noir-genre.

Noir-klichéerne som Miller etablerede som seriens koncept allerede med første bind, er fortsat til stede, og tegnestilen er også den samme, men ud over at være mere alvorlig, indeholder historien også en del mere patos end de tidligere. Med Hartigan præsenterer Frank Miller os for den første tilnærmelsesvist retfærdige mand i Sin City, der på alle måder ofrer sig for at redde et andet menneske.

Det er ikke en dårlig historie, Miller har skruet sammen, men den er alt andet lige en del mere traditionel i sit heltebillede, for Hartigan er ikke en antihelt på samme måde som både Marv og Dwight var det. Han er faktisk en rigtig helt, selv om hans metoder til tider er lige så brutale som de to førnævnte herrers.

Upassende humor

Nancy Callahan på scenen

Nancy Callahan på scenen.

Noget andet nyt er den tidligere omtalte humor. Den kommer især til udtryk gennem to af Roark Jr.’s håndlangere – et par spader, der lider under den forestilling, at de har ordet i deres magt. Det medfører at de har lange samtaler med hinanden, hvor lixtallet bevæger sig op i den røde zone, selv om der ikke er det store indhold i det, de siger. Det kunne måske være meget sjovt, men er det bare ikke.

Dels fordi det underminerer historiens mere alvorlige tone – hvis Miller endelig havde besluttet sig for et mere seriøst udgangspunkt, burde han have holdt ved det hele vejen igennem. Og dels fordi den danske oversættelse af de to idioters samtaler desværre ikke er særlig god.

De snørklede sætningskonstruktioner har tydeligvis givet den nye oversætter, Steffen P. Maarup, problemer, og helt generelt må man desværre konstatere at oversættelsen ikke er i helt så høje klasse som de tidligere bind, der var oversat af Morten Lykkegaard.

Den er på ingen måde rigtig dårlig, men den burde måske have været arbejdet igennem en gang mere. Blandt andet også fordi der er meget dialog i Det Gule Svin – langt mere end noget tidligere Sin City-bind, og faktisk også en anelse for meget, hvis man spørger mig. Stedvist bliver karaktererne meget snakkesalige.

Et yderligere nybrud i Det Gule Svin er anvendelsen af farve. Godt nok er der, ud over sort og hvid, kun anvendt én farve – nemlig den gule hudfarve på Det Gule Svin. – men det er en helt ny ting, der bl.a. har gjort, at Miller ikke kunne tegne karakteren på helt samme måde som de andre. Idéen er udmærket, og det fungerer da også ganske godt selv om det er lidt af et stilbrud.

Lidt lavere standard

Det Gule Svin og Nancy

Det Gule Svin og Nancy.

Det Gule Svin holder ikke helt de tre første Sin City-historiers høje standard, men misforstå mig nu ikke: der er stadig tale om en forbandet velfortalt og underholdende kriminalhistorie, der blot stedvist skæmmes af enkelte problemer. At historien udvikler sig mere patetisk end de tidligere, er ikke et tungtvejende kritikpunkt fra min side, for det er ganske givet en smagssag, om man anser det for et positivt eller negativt aspekt.

Mig generer det faktisk ikke; min kritik er mere møntet på humoren, som jeg mener underminerer den mere alvorlige historie. Under alle omstændigheder kan man sige, at Det Gule Svin præsenterer en klar variation i forhold til de tidligere bind i serien, og det i sig selv er faktisk et godt træk fra Millers side. Nu glæder jeg mig bare til det næste bind i serien, der udkommer på dansk i maj måned 2006.

Sin City: Det Gule Svin er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

4 stjerner

Titel: Det Gule Svin
Originaltitel: That Yellow Bastard
Seriens titel: Sin City
Seriens originaltitel: Sin City
Tegner: Frank Miller
Forfatter: Frank Miller
Albumlængde: 216 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
hvid
Udkom i USA i 6 dele i 1996.
Udkom i USA som samlet album i 1997 på forlaget Dark Horse Comics
Udkom i Danmark i 2005 på forlaget G. Floy Studio

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Filmatiseret, Hævn, Neo-noir, Noir, Psykopater

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *