Joe Abercrombie har, efter min mening, skrevet den bedste nyere fantasy-trilogi overhovedet, The First Law (2006-2008), samt tre efterfølgende stand-alone-romaner, som foregår i samme univers, Best Served Cold, The Heroes og Red Country (hhv. 2009, 2011 og 2012).
Af disse seks bøger er kun den sidste ikke blændende god. Hvis man kan lide brutal, dark fantasy, hvor vægten er lagt på personernes udvikling og ambitioner, vel at mærke.
Det kan jeg. Jeg så derfor meget frem til at læse novellesamlingen Sharp Ends, hvor Abercrombie vender tilbage til First Law-universet efter at have skrevet en young adult fantasy-serie i tre bind – manden ved tydeligvis ikke hvordan man slapper af.
De gode gamle skurke
Det kunne man måske håbe, at han ville, for jeg oplevede ikke den forventede litterære forførelse, jeg er vant til fra Joe. Jeg er alvorligt bange for, at han er ved at være kørt træt, og virkelig bare har brug for en ferie.
Novellerne i Sharp Ends foregår rundt om handlingen i de andre bøger, både før, under og efter. Der er mange nye personer, hvoraf de fleste desværre er ret forglemmelige, men der er glædelige gensyn med nogle af de bedste fra “gamle dage”.
For kendere af serien, kan jeg afsløre at Shylo Vitari, Curnden Craw, Whirrun of Bligh, Bremer dan Gorst, Nicolo Cosca (i indirekte form) og en håndfuld andre dukker op, mere eller mindre som bipersoner.
Abercrombie lægger hårdt ud og gemmer så det bedste til sidst. Den første historie følger Sand dan Glokta, finale-novellen handler om Logen Ninefingers. Disse to er uden tvivl de mest legendariske og populære karakterer i hele First Law-universet. Andre karakterer fra de første seks bøger lever i skyggerne, bliver nævnt i flæng og brugt som drivkraft i handlingerne.
Nostalgi for fans
Problemet med Sharp Ends er, at de nye personer ikke rigtigt er spændende nok. Der er en tyv, Shev, der kunne være en D&D-karakter, men ikke rigtigt udgør en fyldestgørende litterær personlighed.
Hun er med i en hel række noveller, der nærmest er en slags kapitler i en kortroman, mere end enkeltstående historier, som man ellers forventer af noveller. Mange af de andre historier forekommer uvigtige i den store sammenhæng, og det virker i begrædelig høj grad som om Abercrombie bare har haft svært ved at sige farvel til nogle af de karakterer, han har slået ihjel hen ad vejen.
Abercrombie skriver umådeligt godt, og man kan ikke udsætte noget på sproget, der lever sit helt eget liv og altid er dybt afhængigt af, hvem man, som læser, er inde i hovedet på. Og der er bestemt også nogle gode noveller imellem.
I Hell følger man en ung akolyt, der skal krydse byen Dagoska midt under et bombardement med Abercrombie-udgaven af græsk ild. Det er en huskværdig scene, som man følger fra flere vinkler i The First Law, men Hell hviler i sig selv, som en historie.
Det samme gør Tough Times All Over, hvor man møder et væld af gamle karakterer og personer, der introduceres i andre Sharp Ends-historier. Endelig smeltes de sammen til en helhed, som man endda kunne læse uden forudgående kendskab til noget som helst. I denne historie følger man en genstand, i stedet for en person, mens den skifter hænder i forlystelsesbyen Sipanis slumkvarter – en sjov idé og perfekt udført.
Hvis jeg skulle være kold og kynisk, ville jeg give Sharp Ends to stjerner, men som superfan af The First Law er det svært ikke at være nostalgisk begejstret, hvorfor den får tre.
Jeg ved helt ærligt ikke om læsere, der ikke kender verdenen i forvejen, vil få noget ud af bogen.
Forfatter: Joe Abercrombie
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gollancz
Format: Paperback
Sideantal: 304 sider
Anmeldt i nr. 131 | 13/09/2016
Stikord: Fantasy