Rose Black: Book 1

Så er det sket. Rough Cut Comics er blevet mainstream med lanceringen af deres dybt ordinære Rose Black; historien om vampyrkvinden Rose fra 2004. Den er flot tegnet, har en lige ud ad landevejen handling, har Matrix-lignende actionsekvenser, en tjekket stil og meget mere. Men mest af alt ligner den noget man har set tusinde gange før.

Det vælger jeg at se det som noget positivt, for Rose Black skal nok finde sit publikum og sælge en masse eksemplarer. Noget der vil gøre godt på Rough Cut Comics bundlinie. Og med det taget i betragtning, kan man håbe, at redaktøren Eddie Murphy vil kaste sig over projekter, som han ikke før havde kapitalen til.

En glimrende mainstreamudgivelse

Når alt dette er sagt, så er Rose Black faktisk en ganske glimrende udgivelse. Den er underholdende, og tegneren Jaeson Finn har virkelig udviklet sig på de fire år, der gik mellem han lavede The Surgeon og så Rose Black. Eddie Murphy har selv udtænkt historien sammen med forfatteren Tom Campbell, og den er præsenteret i en lækker sort/hvid stil, i et format som må gå under betegnelsen graphic novel.

Rose Black har karikerede skurke – en kardinal og hans religiøse lejesoldat – store følelser, masser af vold, en sexet og meget tidstypisk latexdragt til vores heltinde og alt muligt andet guf. Og så har historien alligevel noget originalt over sig, og det ligger i fortolkningen af vampyrmyten. Hvad det præcis indbefatter, vil jeg ikke afsløre her, men kan dog røbe, at det har noget med engle, folkebedrag og mytedannelse at gøre. Ganske spændende koncept.

En ond kardinal, mafiaen og den kvindelige vampyrhelt

Historien tager sin begyndelse i en kirke i Frankrig. Her ser vi den ældre nonne Rose, som sysler rundt, snakker med sine medsøstre og hjælper en lille dreng på gaden. Alt ånder fred og idyl. Efterfølgende går søster Rose op på sit kammer, og vi ser, at det ældre udseende skyldes make up. For bag de falske rynker gemmer der sig en ung, smuk kvinde. Og så begynder handlingen at tage fart.

Efter Rose har fjernet sin make up, kommer der tre personer ind i hendes rum. Den ene er Raymond Naylor, en højtstående agent i British Secret Service. De to andre er hans hjælpere, og af en eller anden grund er de kommet efter Rose. Men før de kan nå at tale, bliver kirken angrebet af en hel horde af bevæbnede mænd. Raymond skyder Rose og lader hende drikke af sit blod. Vi ser nu, at Rose er en vampyr, og blodet gør hende i stand til – i en stort anlagt Matrix-lignende kampsekvens – at uskadeliggøre angriberne.

Det viser sig, at Rose tidligere har arbejdet for British Secret Service under Raymond, og at organisationen endnu engang har brug for hendes hjælp. En ondsindet kardinal, Jean Bochour, fra Vatikanet har skumle planer. Han er en vaskeægte skurk, og sammen med sin skjulte sekt arbejder han sammen med mafiaen og forsøger at underminere det katolske hovedsæde indefra. Det skal Rose sætte en stopper for.

Rose drages ind i konflikten, og samtidig med at hun må kæmpe mod kardinalens folk, lærer hun mere og mere om sig selv, og hvad der har gjort hende til det, hun er. Hun kan nemlig kun i glimt huske ting fra sin fortid. Det står dog fast, at hun er over 600 år gammel, og at hun igennem tiderne har bekæmpet ondskab. Bl.a. satte hun en stopper for Jack the Ripper og infiltrerede diverse nazibaser under Anden Verdenskrig.

Efter verdenskrigen blev hun så rekrutteret af selveste Winston Churchill og begyndte at arbejde for den britiske regering. Som historien skrider frem, får vi flere informationer om Rose, og det hele kulminerer i Vatikanstaten. Her må Rose både stå ansigt til ansigt med fjenden, mens hun samtidig konfronterer sine indre dæmoner og lærer sandheden om sig selv at kende. Hvad det ender med, skal jeg ikke afsløre, men der er både en masse kamp, følelsesmæssige scener og en meget overraskende afsløring.

Afsindigt tempo

Legender har Rose Black skam også med... — Legender har Rose Black skam også med…

Det hele er fortalt i et afsindigt tempo, der understøttes af de meget præcise tegninger. Stilen er enkel, effektiv og noget ordinær. Men det fungerer. Skurkene er gode, specielt kardinalen, der vækker tanker om Richelieu fra De Tre Musketerer. Historien er delt op i tre kapitler med de meget sigende titler ”Resurrection”, ”Faith” og ”Revelations”.

Vores heltinde er en blanding af tegneserieheltinden Modesty Blaise, Trinity fra Matrix (1999) og Selena fra Underworld (2003). Hun er smuk, sexet og meget dødbringende.

Rough Cut Comics udgav i juni 2003 – altså et år før selve albummet kom på gaden – et lille hæfte møntet på diverse kongresser. Her introducerer de os til Rose, og vi ser diverse skitser, som skildrer tilblivelsen af serien. For det er en serie, og albummet Rose Black slutter også af med teksten ”End of Book One”. De forskellige skitser viser, hvordan Rose og de andre karakterer har udviklet sig, og det er ret spændende at se. Bl.a. er der en udgave af Rose, hvor hun ligner noget fra en mangategneserie, og vi kan da kun prise os lykkelige for, at tegneren ikke valgte den udgave.

Poleret underholdning

Alt i alt er Rose Black det mest polerede og ordinære produkt, vi har set fra Rough Cut Comics til dato. Men da min første skepsis havde lagt sig vedrørende mainstream- kontra independent-produktioner var det faktisk en særdeles god oplevelse at læse den.

Nu håber jeg blot, at Eddie Murphy vil stå ved de ting, han proklamerede for snart seks år siden, og at firmaet ikke blot vil gå efter de nemme penge. For vampyren Rose har givet firmaet noget, der minder om et brand, som kan konkurrere med de helt store helte i mainstream-universet. Så her på Planet Pulp krydser vi fingre og ser frem til, hvad fremtiden bringer os fra Rough Cut Comics.

Rose Black er venligst stillet til rådighed af Rough Cut Comics.