Renato Polsellis Riti, magie nere e segrete orge nel trecento (herefter benævnt Riti) er udsendt af Another World Entertainment med den mere mundrette ”danske” titel Black Magic Rites. Og umiddelbart ser filmen mundvandsløbende godt ud: sort magi, hekse, blodofringer og et liberalt forhold til nøgenhed.
Kender man den italienske filmindustri, ved man dog, at man ikke skal skue hunden på hårene – eller i dette tilfælde DVD’en på coveret. For selv om ovennævnte elementer da eksisterer i filmen, eksisterer de i et handlingsmæssigt vakuum, hvor der ikke er gjort den store indsats for at få noget som helst til at hænge sammen..
Letpåklædte unge kvinder
I Riti opholder en mængde mennesker sig på et slot et sted i Italien. Præcis hvad de mange mennesker laver på stedet bliver aldrig helt klart; blot får man på et tidspunkt at vide, at slottet for nyligt er blevet købt af faderen til én af de mange letpåklædte unge kvinder, der deltager i løjerne.
Slottet er heller ikke et helt normalt slot. For det første foregår der mærkelige ting i kælderen, hvor nogle rødklædte herrer tilsyneladende er ude på at vække en afdød heks, der tilfældigvis på en prik ligner én af de unge kvinder (Rita Calderoni), til live. Derudover lader slottet til at være leveret komplet med Skummel Mystisk Rasputinlignende Mand ™ og Igorlignende opsynsmand ™.
På den baggrund kan handlingen – hvis man vælger at bruge denne betegnelse – så udspille sig. Den består af en række løst sammenklippede tableauer, hvoraf nogle er af horrortilsnit (uden dog at være specielt rædselsvækkende) og nogle (læs: hovedparten) er af lummererotisk tilsnit.
Drømmeagtig gotik
En form for bagvedliggende idé afslører sig igennem flashbacksekvenserne, hvor vi ser, hvad der skete, da heksen i kælderen blev henrettet. Ud over at samme skuespiller spiller både heksen og én af de unge kvinder i filmens nutidshandling, er der også flere andre dobbeltroller. Spørgsmålet er, om der er tale om en slags reinkarnationsplot eller om det bare er et kunstgreb fra Polsellis side. Desværre blæser svaret i vinden – eller blev væk i takt med den ofte helt bizarre klipning.
Generelt leder man længe og forgæves efter nogen dybere mening med det, der foregår, og skal man se Riti, skal man gøre det for de generelt udmærkede billeder og den til tider vellykkede stemning af drømmeagtig gotisk mystik, som den tableauprægede handling fører med sig. På visse områder minder Riti derved om Antonio Margheritis I lunghi capella della morte (Black Hair of Death) fra 1964, selv om sidstnævnte har en langt mere sammenhængende handling.
De erotiske scener er stedvist moderat underholdende, og Rita Calderoni har pæne bryster (det er da klogelig nok også hende, der pryder DVD-coveret). Nu er det imidlertid således, at selv om bare patter i horrorfilm generelt er en fin ting, gør de sjældent forskellen mellem en god og en dårlig film. Det gør de heller ikke i Riti, som ganske enkelt har for lidt kørende for sig til at holde seerens interesse fanget i samfulde 94 minutter.
Camoufleret horrorsleaze
Man må dermed også konstatere, at bagsideteksten på AWE’s udgivelse måske giver et lidt misvisende indtryk. Teksten lyver ikke, men får unægtelig filmen til at fremstå langt mere sammenhængende, end den egentlig er. Men hvad – lortet skal jo også sælges.
Decideret rædselsfuld er Riti ikke, men den kunne have været en langt bedre film, og endda decideret fed, hvis Polselli (som også skrev manus) kastede de kunstneriske ambitioner lidt overbord og bare lavede den omgang horrorsleaze, som filmen under den kunstlede overflade i virkeligheden er.
Riti, magie nere e segrete orge nel trecento er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Andre titler: Black Magic Rites
Instruktør: Renato Polsellí
Manuskript: Renato Polsellí
Cast: Mickey Hargitay (Jack Nelson), Rita Calderoni (Isabella / Laureen), Raul Lovecchio (okkultist), Christa Barrymore (Christa), William Darni (Richard Brenton)
Foto: Ugo Brunelli
Klip: Renato Polselli
Musik: Romolo Forlai & Gianfranco Reverberi
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Italiensk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: Italien, 1973
Produktionsselskaber: G.R.P. Cinematografica
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 45 | 13/07/2009
Stikord: Erotik, Hekse, Italian Cinema, Magi, Softporn