Riget

Da Riget første gang løb over de danske TV-skærme i 1994, gjorde serien på rekordtid Lars von Trier til et household name – ikke længere bare kendt af filmconaisseurs, men af Hr. og Fru Danmark. På mærkværdig vis lykkedes det von Trier at få hele Danmark til at se med på en mildest talt bizar blanding af folkekomedie, sæbeopera og spøgelsesgyser, der ellers nok skulle kunne få tante Oda til at få aftenkaffen galt i halsen.

Der er næppe nogen tvivl om, at von Trier anså Riget som et hyggeprojekt – det var jo TV! – men man skal næppe tage hans udsagn om, at Riget var venstrehåndsarbejde for gode varer. Tværtimod kan man se adskillige træk i Riget, der foregriber Dogmereglerne og den æstetik, von Trier i en årrække lod gælde i sine film. Serien kan dermed betragtes som en slags eksperimentarium for instruktøren, men til alt held et særdeles vellykket og underholdende et af slagsen.

Spøgelser og satire

Handlingen i Riget er multifacetteret og persongalleriet stort. Den primære handling er centreret omkring den clairvoyante hypokonder Fru Drusse (Kirsten Rolffes), der snyder sig til en indlæggelse på Neurokirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Her kommer hun i kontakt med spøgelset af en lille pige, og sammen med bl.a. sin søn, portøren Bulder (Jens Okking), forsøger Fru Drusse nu at hjælpe den lille pige til at ‘krydse over til den anden side’. I løbet af seriens fire afsnit er der dog tegn på, at spøgelseshistorien hænger sammen med grimmere og grummere ting, hvilket bl.a. giver sig udslag i en meget unaturlig graviditet hos én af afdelingens læger.

Sideløbende med spøgelseshistorien følger vi på sæbeoperaagtig facon de forskellige læger, portører og andre, der arbejder på Riget. Centralt står her den ubehagelige og koleriske svenske overlæge Helmer (Ernst-Hugo Järegård), der er ved at komme i problemer, fordi han har begået fejl under en operation på en lille pige. Dr. Helmers svorne fjende er den sympatiske reservelæge Krogshøj (Søren Pilmark), der dog ikke er helt ren i kanterne. Blandt det resterende persongalleri finder vi bl.a. den uduelige professor Moesgaard (Holger Juul Hansen), den halvt vanvittige patolog doktor Bondo (Baard Owe) og Moesgaards søn, den umodne medicinstuderende Mogge (Peter Mygind).

De mange karakterer og deres handlingstråde smyger sig behændigt ind og ud mellem hinanden på en måde, der både hænger sammen med seriens overordnede spøgelseshistorie og giver mindelser om klassisk sæbeopera. Samtidig er hele serien skrevet med et overordentligt stort glimt i øjet, hvilket udmønter sig i alt fra besk satire til noget, der nærmer sig folkekomedie.

Førstnævnte er bl.a. hele sagen omkring Dr. Helmers fejlbehandling og hans forsøg på at skaffe beviserne af vejen. Eller logen af læger, der holder til i et mødelokale i Rigets kælder og som vasker hinandens hænder. Folkekomedien sniger sig især ind i scenerne med professor Moesgaard, hvor særligt den helt katastrofale rundvisning af sundhedsministeren i 4. afsnit tager kegler! I sidste ende er det dog det satiriske anstrøg, der står stærkest i erindringen, hvilket på én gang gør Riget til en effektiv, stedvist regulært uhyggelig spøgelseshistorie og en veloplagt politisk og social satire.

Teknisk nybrud

Teknisk set var Riget også noget helt nyt på dansk TV. Væk var Matador-æstetikken og i stedet blev publikum præsenteret for grynet billedkvalitet, manglende lyssætning, radikale jumpcuts og rystende, håndholdt kamera. Det er i den tekniske afdeling, at Riget på mange måder foregriber Dogmereglerne, der kom året efter, også selv om Riget på vigtige punkter naturligvis ikke lever op til det senere regelsæt – først og fremmest derved, at Riget så sandelig er en genreserie. Derudover anvendes underlægningsmusik (dog sparsomt), der er anvendt enkelte visuelle effekter (primært dobbelteksponering) og foruden det håndholdte kamera anvendes også steadicam.

Med andre ord er Riget en skønsom blanding af Dogmeæstetik og “klassiske” dyder, og det er næppe for meget sagt, at det er i denne blanding, at serien opnår størstedelen af sin effekt. Riget havde ikke været nær så interessant, hvis den hele vejen igennem havde været realiseret som en traditionelt lyssat, filmet, redigeret og scoret fortælling – nerven opnåede von Trier gennem stilen.

Når de tekniske aspekter af serien kobles sammen med den enkle, men fine, historie og locationoptagelserne på Rigshospitalet, har man en overraskende effektiv blanding. Hospitaler har potentialet til at være uhyggelige steder, og i Riget udnytter von Trier, hans medinstruktør Morten Arnfred og fotografen Eric Kress Rigshospitalet til det ypperste. Særligt de scener, der foregår i Rigets labyrintiske kældergange er myrekrybende, men i Riget er der ingen dele af hospitalet, der ikke kan være uhyggelige.

Samtidig er det en fornøjelse af opleve en perlerække af de bedste danske skuespillere spille naturalistisk og troværdigt skuespil. Præstationerne er ganske enkelt fremragende. Særligt Søren Pilmark må fremhæves for sit enestående naturalistiske spil. Rollen som den ubehagelige Dr. Helmer spilles glimrende af Ernst-Hugo Järegård, hvis koleriske svensker blev særdeles populær blandt danskerne og bl.a. førte til, at han medvirkede i en række reklamefilm for Ekstra-Bladet.

Fremragende

Første ombæring af Riget løb over fire afsnit, men som antydet af von Trier himself, der dukker op som en anden Mefisto under rulleteksterne på alle fire afsnit, fik serien endnu en sæson på skærmen. Den måtte seerne dog vente tre år på at få – Riget II kørte på Danmarks Radio i 1997.

Med første sæson havde von Trier og hans medforfatter Niels Vørsel stillet sig selv en svær opgave – at komponere en velfungerende opfølger til det, der vel nok er én af de mest idérige og modige mainstreamsatsninger på dansk TV nogensinde. Om det lykkedes for von Trier og Vørsel at gentage succesen, kan I læse i anmeldelsen af Riget II. Og under alle omstændigheder har vi jo altid Riget at gå tilbage til. Det er helt og aldeles fremragende dansk TV-underholdning!

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Abnorm Graviditet, Danmark, Hospitaler, Spøgelser, Sygeplejersker