Ridder Goodwills Eventyr 1: De tre stjerner

4 minutters læsetid
Ridder Goodwills Eventyr 1: De tre stjerner

Tilbage i 1982 udkom det første bind om den rødhårede Ridder Goodwill, og den danske oversættelse ramte butikkerne i 1984. Det er med en helt speciel nostalgisk følelse, at man læser albummet igennem, som faktisk i dag koster omkring 400 kr. i brugtbutikker, hvis du vil have det i god stand.

I denne måned på Planet Pulp anmelder vi så både bind ét, som i sin tid blev udgivet af Interpresse, og bind 11, Apokalypsens segl (2005), som bliver udgivet af Donovan Comics, der har købt rettighederne til serien af Carlsen.

Carlsen udgav det sidste bind, som var nr. 10, med titlen Natten med de tre måner, tilbage i 1998. Serien hed til og med bind 10 Ridder Goodwills eventyr, men Donovan Comics har valgt bare at kalde den Ridder Goodwill.

Europæisk, børnevenlig tegneseriestil

Ingaar slår de tre stjerner fri, og legenden fødes.
Ingaar slår de tre stjerner fri, og legenden fødes.

For de fleste, der, som jeg, har frekventeret tegneserieafdelingen på det lokale bibliotek ofte, vil serien om Ridder Goodwill sikkert være noget, man husker. Der er tale om en sprælsk fantasyhistorie med velskrevne fortællinger og et sjovt persongalleri, som bliver godt støttet af tegneren Philippe Luguys noget karikerede og naive tegnestil.

Det er en klassisk europæisk, børnevenlig tegneseriestil fra starten af 80’erne, hvor humoren er et stærkt våben, og hvor tegnestilen ikke er videre realistisk. Denne stil står i stærk kontrast til, hvad eksempelvis Hermann producerede på samme tid.

Tre ædelsten

Totenfels og Polemic.
Totenfels og Polemic.

De tre stjerner starter med en fortælling om kongen Ingaar. Under et voldsomt slag bliver hans hær presset i knæ, og da det ser mest sort ud, hamrer kongen i frustration sit sværd i en sten. Ud af stenen kommer der tre ædelsten, som kongen resolut placerer i sin krone, og krigslykken vender.

Fortællingen slutter med, at man hører, at stenene ved Ingaars død pludselig forsvandt, og at den, der bærer kronen, vil blive rig og mægtig. Fortællingen er illustreret med en gengivelse af Ingaars kamp, og der hvor han får stenene.

Scenen skifter, og vi befinder os på et slot, hvor vi ser folk klappe af den bard, der har fortalt historien. Blandt tilhørerne befinder der sig den nederdrægtige Totenfels, der ejer slottet, og dennes håndlanger Polemic.

Totenfels kontakter sin personlige rådgiver, magikeren Fifficus. Fifficus kender godt til legenden om Ingaar, og kan fortælle, at den ene af stenene efter sigende skulle tilhøre Ridder Goodwill, der er ridder ved kongens hof.

Totenfels og Polemic drager straks af sted, finder frem til Goodwill, og hugger hans sten. Men Goodwill er ikke sådan at bide skeer med, og han indleder jagten på Totenfels. Goodwill får følge af den tykke væbner Kervin, som han redder fra døden.

Totenfels er i mellemtiden kommet frem til oplysningerne om, hvor de to sidste sten befinder sig, og nu bliver det til at kapløb med tiden, hvor bl.a. troldkvinden Balkis kommer til at spille en afgørende rolle. Hvad der videre sker, vil jeg ikke røbe her, men kan dog konstatere, at historien fortsætter i bind to, Graven under isen (1985).

Enkel og effektiv handling

Ridder Goodwill har netop reddet Kervin fra døden.
Ridder Goodwill har netop reddet Kervin fra døden.

Handlingen i De tre stjerner er simpel og effektiv. Vi bliver introduceret til seriens hovedpersoner – Goodwill, Kervin, Totenfels, Polemic, Shyloc’h og Balkis – og samtidig slås tonen an. Vi er en fantasyverden, der minder om et Europa i middelalderen, tilsat overnaturlige elementer. Der er rigeligt med action, men det er humoren, der fylder mest.

Sagnet om Ingaar og de tre sten giver historien en mytologiske tyngde, som også senere har vist sig at være en af seriens kendetegn. Men når alt kommer til alt, er De tre stjerner et ganske banalt album, som mest lever i kraft af sin nostalgiske værdi, og som vidnesbyrd om en stor series begyndelse.

For der er ikke meget kød på historien, og man mærker tydeligt, at den blot er ment som begyndelsen på noget større. Alligevel er De tre stjerner en ganske fornøjelig læseoplevelse, hvor der specielt er meget at komme efter for de yngre læsere – som jeg også var, da jeg i sin tid forelskede mig i serien.

Tegninger af svingende kvalitet

Goodwill, Shyloc'h og Balkis.
Goodwill, Shyloc’h og Balkis.

Forfatteren Jean Léturgi har et godt greb om historien, og han får skabt nogle ganske troværdige personer, som bliver mere udviklet som serien skrider frem. Philippe Luguys streg er lettere famlende, og det er helt tydeligt, at han tilbage i 1983 ikke helt har fundet den storform, som indfinder sig senere i serien.

Flere steder er tegningerne af svingende kvalitet, og nogle steder kammer den karikerede stil over, og bliver direkte grim, som det eksempelvis er tilfældet med den kortspillende vagt på det slot, Goodwill bryder ind på.

Enkelte steder viser Luguy dog også den dystre kvalitet, som har givet serien en anden dimension end det lettere fjollede, som klart er det dominerende i De tre stjerner. Det ses bl.a. i scenen, hvor Fifficus viser Totenfels “Det store spejl” eller i scenen ved søen, hvor Goodwill første gang møder den mystiske Shyloc’h.

Ikke noget specielt godt album

Når den første glæde ved at gense albummet har lagt sig, kan man – selvom jeg dybest set gerne ville skamrose albummet, da jeg har smidt 400 kr. efter det – nøgternt konstatere, at De tre stjerner bestemt ikke er noget specielt godt album. Men som indledning, og som et album, der hører hjemme på en samlers hylde, er det alle pengene værd, specielt når man ved, hvor fede mange af de senere albums i serien er.

3 stjerner
Titel: Ridder Goodwills eventyr 1: De tre stjerner
Originaltitel: Percevan: Les troi etoiles d’Ingaar
Forfatter: Jean Léturgie
Tegner: Philippe Luguy
Forlag, år: Interpresse, 1984
Forlag, år (originaludgivelse): Glénat, 1982
Albumlængde: 48 sider
Dansk oversættelse: Inge Då

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Fantasy

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

1 Comment

  1. De bliver bedre med tiden..div. Ridder Goodwill Albums.. og glem ikke hvor smuk Balkis er..fordi dét..er hun helt bestemt :) :)

Skriv et svar

Your email address will not be published.