I denne guide vil vi gennem en række trin vejlede dig til, hvordan du emulerer Commodore 64 med C64 Forever.
Konfiguration og brug af emulatoren er beskrevet i en række nummererede afsnit og punkter. Det betyder ikke, at du skal igennem hvert enkelt punkt for at bruge emulatoren. Vi har blot valgt at nummerere guiden, så det er nemt at henvise til andre afsnit eller specifikke trin.
Læs vejledningen igennem, så du ved, hvilke sektioner, du har brug for, og gå så i gang.
Tips, tricks og alternative muligheder er sat ind i bokse i de relevante sektioner.
*****
1. Download og installation
I modsætning til den anden udbredte Commodore 64-emulator, VICE, som er helt gratis, er C64 Forever betalingssoftware.
Der er godt nok en gratis udgave, “Free Express Edition”, men den har en række begrænsninger, bl.a. kan man ikke slå fullscreen til.
Derfor foreslår, vi også klart, at man investerer i “Plus Edition”, der koster 19 USD eller ca. 140 DKK. Programmet findes også i en “Boxed Plus Edition”, der dog kun adskiller sig fra “Plus Edition” ved at komme på et fysisk medium.
Denne guide tager udgangspunkt i “Plus Edition” version 9, der er den seneste udgave.
Programmet købes direkte fra C64 Forever-hjemmesiden, https://www.c64forever.com/. Efter køb downloader man programmet og installerer det, fuldstændig som ethvert andet stykke Windows-baseret software.
Inden du starter programmet, så sæt dit joystick i computeren.
Nedenstående tager udgangspunkt i, at du under installationen vælger at få vist programmet med “Columns”.
Når du åbner C64 Forever, bliver du mødt af den skærm, du ser på fig. 1: Et vindue med en menulinje øverst. Herunder er der fem store ikoner. Under ikonerne er der en stifinder til venstre og et større vindue til højre. Dette vindue viser indholdet af de forskellige foldere i stifinderen, meget i stil med Windows Stifinder.
I det følgende henviser vi til menulinjen øverst som MENU og stifinderen som STIFINDER. De fem store ikoner refererer vi til som Afspil (pil i cirkel), Rediger (blyant), Hjælp (ark papir med spørgsmålstegn), Information (jordklode) og Musik (node).
Det er dog begrænset, hvor mange af ikonerne, vi kommer til at anvende i forbindelse med denne vejledning.
I stifinderen ligger tre overordnede foldere: “CBM Files”, “My Folders” og “Playlists”. I denne guide vil vi koncentrere os om undermappen “Games”, der ligger under “CBM Files”.
Leg lidt med menustrukturen, så du lærer programmet at kende, og når du er parat, så klik på STIFINDER: Games. Nu dukker en liste op i vinduet til højre: Det er de 100+ spil, der følger med C64 Forever.
Hvis du vil starte et af de spil, der ligger præinstalleret, ja så dobbeltklikker du ganske enkelt på spillet (eller bruger Afspil-ikonet), og så er du i gang (se afsnittet om emuleringsvinduet, længere nede).
*****
2. RP9-filer
Én af de ting, der er nyttige at kende til, når man bruger C64 Forever, er de såkaldte RP9-filer (.rp9).
RP9 er Cloantos proprietære filformat, som de har knyttet til både C64 Forever og Amiga Forever (RP står for Retro Platform).

En RP9-fil er en pakket fil, der indeholder et XML-manifest, én eller flere billedfiler i PNG-format (typisk brugt som previews) samt en eller flere image-filer – altså selve spillet.
Det betyder, at hvert enkelt spil, man kører i C64 Forever bag kulissen er samlet i én pakke, der ikke bare indeholder selve spilfilen (image-filen), men også diverse indstillinger, preview-billeder osv.
Hvis du vil se, hvad RP9-filerne bl.a. bruges til, så højreklik på ét af de præinstallerede spil og tryk på Rediger-ikonet (fig. 2).
Nu åbner programmet et vindue med adskillige faner, dedikeret til alt lige fra metadata og previews til emulator-indstillinger og andet.
*****
3. Spil dine egne spil
Som nævnt i artiklen om emulering af Commodore 64 på PC, er der to udbredte filformater til distribution af Commodore 64-spil: T64 (.t64) og D64 (.d64).
En T64-fil er et tape-image, dvs. en fil, baseret på data fra et kassettebånd. En D64-fil er et disk image, altså en fil baseret på data fra en diskette.
Hvis man vil spille et spil, man selv har liggende som et image, kan man gøre det på to måder – man kan tilføje det til C64 Forever, eller man kan bare komme i gang i en fart. Nedenunder gennemgår vi begge metoder.
*****
4. Tilføj et spil

4.1. MENU: File > New (fig. 3).
Nu åbner programmet RP9-vinduet, som blev beskrevet i afsnit 2. RP9-vinduet åbner automatisk på “General”-fanen.
4.2. I “General”-fanen indtaster du bl.a. spillets navn. Her vil der komme en række forslag, når du taster, fordi spillet formentlig i forvejen findes i Cloantos “RetroPlatform Library”. På samme fane kan du også indtaste årstallet for spillets udgivelse.
4.3. Tryk på Details-fanen. Her kan du udfylde en række felter med information om spillet. Dette trin er valgfrit.
4.4. Tryk på Extras-fanen. Denne indeholder også ekstra information om spillet, ligesom det også er her, man kan tilknytte et billede/screenshot. Dette trin er valgfrit.

4.5. Spring “Configuration”-fanen over og tryk på Media-fanen (fig. 4). Her skal du vide, om det er det disk image eller et tape image, du gerne vil tilføje. Hvis det er et disk image, så gå videre til 4.6. Hvis det er et tape image, så gå videre til 4.7.
4.6. Under “Floppy Drives” skal du trykke på dropdown-menuen ud for Unit 8 og vælge et diskette-drev. Du kan enten vælge “Automatic” (anbefales) eller én af de forskellige typer af diskette-drev, man kunne få til Commodore 64. Hvis du vælger “Floppy 1541” eller “Floppy 1541-II” går du ikke helt galt i byen. Gå videre til 4.8.
4.7. Under “Tape Drive” skal du trykke på dropdown-menuen ud for Unit 1 og vælge enten “Automatic” eller “Datasette”. Hvilken du vælger her er helt ligegyldigt. Gå videre til 4.8.

4.8. Nu skal du fortælle emulatoren, hvor du har din image-fil liggende. Tryk på Add nær bunden af vinduet. Det åbner et nyt, mindre vindue (fig. 5).
Ud for “Location” kan man vælge enten “Deploy”, “Embedded” eller “External”.
Vi foreslår, at man ganske enkelt lader indstillingen stå på “Embedded”. Det skaber en ny RP9-fil i C64 Forevers interne spilbibliotek, og hvis man vil, kan man derefter ganske enkelt kopiere RP9-filen til en anden computer, hvor den vil fungere under en anden installation af C64 Forever.
Det skyldes, som nævnt i afsnittet om RP9-filer, at RP9-filen ikke bare indeholder diverse konfigurationsindstillinger osv., men også selve image-filen eller image-filerne.

4.9. Tryk på de tre prikker til højre for “File”. Nu åbner et tredje vindue med en ny stifinder. Naviger frem til den mappe, du har dine image-filer liggende i. Marker det image, du gerne vil tilføje. Tryk Åbn. Tryk OK. Du vender nu tilbage til “Configuration”-fanen.
4.10. Tryk Automation-fanen (fig. 6).
4.11. I dropdown-menuen ud for Load, vælger du “Automatic”.
4.12. Sæt flueben i afkrydsningsboksen ud for Run-feltet.
4.13. Tryk på Input-fanen. Det er Joystick-konfigurationen i C64 Forever (fig. 7).

4.14. Under Play Options skal du sætte flueben ud for den type input device, du vil bruge til at spille med. Som regel er det et joystick, så sæt flueben her.
Under “Built-in Ports”, lige nedenunder, skulle der nu gerne ud for “Port 1” stå “Joystick”.
4.15. Dette trin er valgfrit. Tryk på Edit ud for Port 1. Programmet åbner et nyt, mindre vindue. Ud for “Host device preview” i dette vindue skulle du gerne se dit input device, i mit tilfælde “Stelladaptor 2600-to-USB” (fig. 8). Tryk OK.

4.16. Tryk OK.
Dit spil er nu tilføjet i C64 Forever.
Denne måde at tilføje sine egne spil i C64 Forever betyder, at det spil, du har tilføjet kommer ind på listen over spil i STIFINDER: Games-folderen.
Hvis du under pkt. 4.8 lod “Location” være defineret som “Embedded”, har C64 Forever nu også skabt en helt ny RP9-fil i programmets interne spilbibliotek.
Og endelig vil spillet dukke op i “Recently Added”-playlisten, der ligger under STIFINDER: Playlists.
For at starte det spil, du lige har tilføjet, dobbeltklikker du på det, eller markerer det og trykker på Afspil-ikonet øverst. Nu åbnes emuleringsvinduet, og du er i gang (se afsnit 6).
*****
5. Kom i gang i en fart
Her er det i princippet ligegyldigt, om C64 Forever er startet eller ej. Dog er det vigtigt, at de forskellige image-typer er angivet i C64 Forever som associerede filtyper. Det er de som udgangspunkt, medmindre du har frabedt dig det under installationsprocessen.

Ellers kan du tjekke det ved at gå ind under MENU: Tools > Options og scrolle ned til “Associated File Types” (fig. 9).
5.1. Brug Windows Stifinder. Naviger frem til den mappe, hvor du har dine image-filer liggende.
5.2. Dobbeltklik på det image, du gerne vil tilføje.
Nu åbner C64 Forever med RP9-vinduet som beskrevet længere oppe. RP9-vinduet åbner direkte på “Configuration”-fanen.
Derudover skaber programmet en RP9-fil. I modsætning til metode #1, hvor RP9-filen bliver skabt i det interne spilbibliotek i C64 Forever, bliver RP9-filen her skabt i den mappe, hvor din image-fil ligger.
Når man åbner image-filer på denne måde, sætter C64 Forever automatisk flueben i kasserne “Turbo CPU” og “Turbo Floppy” i “Compatibility”-feltet (også under “Configuration”-fanen). Spillet virker sikkert fint, men hvis der viser sig at opstå problemer, så fjern alle fluebenene og prøv igen.
5.3. Tryk OK.
Nu åbnes emuleringsvinduet, og du er i gang (se afsnit 6).
Denne metode er nem og hurtig, hvis du bare vil i gang med at spille i en fart, men man går også glip af nogle ting.
Spillet dukker f.eks. ikke op på listen i STIFINDER: Games-mappen, og der oprettes ikke en RP9-fil i C64 Forevers interne spilbibliotek.
*****
6. Emuleringsvinduet

Når emuleringen starter, åbner C64 Forever et nyt vindue. Det er selve emuleringsvinduet, hvor alt det sjove foregår (fig. 10).
Når emuleringsvinduet åbner, ser man indledningsvist den klassiske blå Commodore 64-skærm, inden emulatoren automatisk går i gang med at loade spillet.
Størstedelen af emuleringsvinduet er optaget af selve Commodore 64-skærmen. Over skærmbilledet er der række på 12 ikoner; under skærmbilledet er der en række på 5 ikoner.
Hvis man lader musen svæve over ikonerne kommer der en forklaring af, hvad de bruges til. De fleste af dem giver sig selv, og herunder vil vi kun gå nærmere ind i et par stykker.
*****
7. Tjek at dit joystick eller game pad fungerer

7.1. Kig på den nederste række ikoner. Hvis tredje ikon fra venstre ligner et lille joystick, er port 1 indstillet til joystick, som den skal være (fig. 11).
7.2. Vrik lidt med dit joystick eller pinden på din game pad. Nu skulle der gerne dukke fem små prikker op lige til venstre for joystick-ikonet. Det betyder, at emulatoren responderer på dit joystick.
Hvis emulatoren ikke responderer, skyldes det nok, at joysticket sidder i den forkerte port, altså rent virtuelt. Gå til pkt. 7.3.
7.3. Tryk på det fjerde ikon fra venstre; det der ligner en kontrolport. Det bringer en dropdown-menu frem.
7.4. Gå ned på Emulated Port 2. I den næste dropdown-menu vælger du Swap with Port 1.
7.5. Prøv at vrikke lidt med dit joystick eller pinden på din game pad. Nu skulle der meget gerne dukke fem små prikker op lige til venstre for joystick-ikonet.
Hvis der fortsat er problemer med at få dit joystick/game pad til at fungere, henviser vi til C64 Forever-hjemmesiden eller Google.
*****
8. Gem et snapshot
Med undtagelse af adventurespil, var de færreste Commodore 64-spil udstyret med en “save game”-funktion. Hvis man var i gang med et spil, måtte man altså enten blive ved til den bitre ende, eller starte forfra næste gang, man startede spillet.
Sådan er det ikke, når man gør brug af C64 Forever. Her er der nemlig en indbygget snapshot-funktion.

Et snapshot er et øjebliksbillede af emulatorens tilstand på et givet tidspunkt. Som sådan fungerer funktionen ikke som et “save game”; du gemmer ganske enkelt HELE emulatoren på et bestemt tidspunkt, komplet med spil og hele molevitten.
Du gemmer et snapshot på følgende måde:
8.1. Tryk på ikon nr. 5 i emuleringsvinduets øverste række ikoner (en rød cirkel). Det åbner et mindre vindue med et screenshot til venstre og et tekstfelt til højre (fig. 12).
8.2. Skriv navnet på dit “save game” i tekstfeltet. Tryk OK. Hvis du tidligere har gemt et eller flere snapshots, er der en checkbox, hvor du kan markere, om du vil overskrive det senest gemte snapshot. Tryk OK.
Dit snapshot er nu gemt.
*****
9. Hent et snapshot
Hvis man vil hente et snapshot, skal man desværre stoppe emuleringen først.
9.1. Klik på ikon nr. 3 fra venstre i den øverste række ikoner (en firkant) – eller luk emuleringsvinduet som du ville lukke ethvert andet Windows-vindue ved at klikke på X i øverste højre hjørne.
9.2. Dobbeltklik på spillet – eller marker det og tryk på Afspil-ikonet øverst. Nu åbner C64 Forever et mindre vindue med overskriften Snapshots. Her kan man vælge, om man vil åbne spillet i “Initial state” (dvs. helt almindeligt), eller om man vil åbne et snapshot.
9.3. Marker det snapshot, du vil åbne. Tryk Play. Nu åbner emuleringsvinduet, og C64 Forever starter spillet lige der, hvor du gemte dit snapshot.
*****
10. Billedformat og fullscreen
Billedformat i emulatorer er et komplekst emne, der bl.a. har at gøre med det faktum, at stort set alle moderne skærme er i bredformat, mens de monitorer, man anvendte i gamle dage var i datidens standard-TV-format (1.33:1).
Når emuleringsvinduet åbner, ser man det typisk i den størrelse, der hedder x2 (ikon nr. 8 fra venstre i emuleringsvinduets øverste række ikoner). De opmærksomme vil måske bemærke, at emuleringsvinduet faktisk strækker billedet en anelse, om end det er så lidt, at man skal kigge godt efter for at lægge mærke til det.
Den mest optimale måde at se skærmbilledet i det helt korrekte billedformat (aspect ratio) er faktisk at køre emuleringsvinduet i fullscreen, men her skal du foretage nogle indstillinger, inden du starter emuleringen.
Hvis ikke du foretager disse justeringer, blæser C64 Forever bare skærmbilledet op i fullscreen og tilpasser billedet til det skærmformat, du sidder med på din PC. Resultatet er et billede, der bliver strakt endnu længere ud i længderetningen.
For at justere billedformatet i fullscreen, gør du følgende – altså inden du starter emuleringen.
10.1. TOP: Tools > Options.

10.2. Tryk på fanen Emulation. Herinde er der en lang række mapper og undermapper. Den mappe, du skal kigge efter her, er den øverste, “Fullscreen Mode”. Herunder er fem undermapper. Du skal bruge den, der hedder “Scaling” (fig. 13).
Under “Scaling” er der tre forskellige muligheder: “Integer (keep ratio)”, “Subpixel (keep ratio)” og “Stretch to fill screen”.
10.3. Tryk på Subpixel (keep ratio).
10.4. Tryk OK.
Denne indstilling får skærmbilledet til at fylde så meget som muligt i fullscreen, samtidig med at det bevarer det oprindelige billedformat.
Når du er i full screen, kommer du ud af det igen ved at holde Esc-knappen nede i nogle sekunder. Det bringer emuleringsvinduet frem i stor størrelse (og pauser spillet). Nu kan du trykke på full screen-ikonet igen og dermed gøre emuleringsvinduet lille igen.
*****
11. Godt i gang med C64 Forever
Nu skulle du gerne være godt i gang med at spille gamle Commodore 64-spil under C64 Forever-emulatoren. Det er ikke det samme, som at der ikke kan opstå problemer.
Hvis du overhovedet ikke kan få spillet til at loade, kan problemet ligge i et defekt image – uanset om man bruger tape- eller disk-images. Husk, at en T64 eller D64-fil er en 1:1-kopi af et rigtigt kassettebånd eller en rigtig diskette.
Defekte (korrupte) kassettebånd og disketter var et ganske hyppigt problem i gamle dage. Hvis man har en mistanke om, at fejlen kan ligge i ens image-fil, så må man ud og finde et andet.
Det kan også skyldes, at nogle af emulatorens indstillinger får emuleringen til at slå fejl – som også nævnt under pkt. 13. Tjek “Configuration”-fanen i RP9-vinduet og fjern alle flueben i Compatibility-området og se, om det ikke løser problemet.
Der kan også være andre tekniske problemer på spil, men her henviser vi enten til Google eller dokumentationen på C64 Forevers hjemmeside.
God fornøjelse!