I den første bog, Requiem Vampire Knight Tome 1: Resurrection & Danse Macabre, blev der brugt dejligt meget plads på karakterpræsentation, og på at starte den intrige op, der lader til at blive hele historiens hovedplot. I anden bog er det den brede world-building der er i højsædet.
Helvedesplaneten Resurrection, hvor onde menneskesjæle genfødes som udøde monstre, viser sig at være et mere indviklet sted rent storpolitisk, end som så.
Vampyrerne, der holder nationen Draconia i et sadistisk, tyrannisk jerngreb, deler planeten med en lang række andre lande, heriblandt Lemuria, som de ligger i krig med.
I Lemuria bor Lamiaerne, der har allieret sig med eller underkuet forskellige andre racer, ligesom vampyrerne i Draconia har slavebundet zombier, ghouls og mumier.
Lamiaernes natur er et af de mere geniale indfald, som forfatterlegenden Pat Mills har stået bag. De er ikke syndere, som de andre genfødte på Resurrection. De er syndernes ofre, der har fået en chance for at hævne sig ved at torturere deres bødler med groteske mareridt.
Eftersom vampyrerne er blandt de værste af disse syndere – det kræver et mere end almindeligt bloddryppende skurke-CV at genopstå som vampyr – er fjendtligheden mellem de to nationer oplagt, og krigshandlinger mellem de to monster-hære fylder meget af historien Dracula.
Kong Dracula
Historiens titelkarakter, Dracula, styrer Draconia med hård hånd (og kløer og tænder), og omgiver sig med et vidunderligt dekadent entourage af historiske galninge og mordere, som præsenteres i flere detaljer i Tome 2‘s anden historie, The Vampires Ball.
Dracula er et af de ekstremt få individer, der var tilpas forskruet og ond til, at han blev vampyr allerede, mens han “levede” på jorden.
Hans udseende er tydeligt inspireret af den historiske Vlad Tepes’ kontrafej, mens hans rustning er et lille nik til Francis Ford Coppolas Dracula (1992) – der er tematiske ligheder mellem den og Gary Oldmans historisk tvivlsomme tempelridderrustning i filmen, og dæmonansigtet på brystet ligner filmplakaten.
Generelt er referencer og tie-ins til andre værker legio i Requiem Vampire Knight-serien.
I første bind finder man en morsom genopsætning af den legendariske skyskraberscene i King Kong (1933), og hele universet minder, som jeg beskrev i min anmeldelse, meget om Warhammer 40.000-verdenen. Tome 2 udvider disse referencer på en måde, der er både morsom, nørdet og original.
Gode gamle Dante
Først og fremmest er Resurrection som taget ud af et af litteraturhistoriens allerstørste værker overhovedet. Dante Alighieris Divina Comedia (ca. 1320) er blevet refereret i det uendelige, og er nærmest uomgængeligt, når man skal beskrive et infernalsk miljø.
Requiems illustrator, Olivier Ledroit, har hentet inspiration direkte fra Gustave Dorés verdensberømte raderinger (1861-1868) til Divina Comedia, blandt andet til selvmordernes skov og de harpyrier, der hjemsøger de fortabte sjæle, der er fanget som forkrøblede træer på dette triste sted.
Der er også et stort lighedstegn mellem den selvopfattelse, der lægges for dagen i Dracula og i Divina Comedia. I Dantes helvedesfærd møder han talrige personer fra virkelighedens verden, der nu er forbandet til evig smerte.
Kun et fåtal af disse sjæle erkender deres fejl, og det samme er tilfældet på Resurrection. Ingen tager ved lære af de fortrædeligheder, de begik i jordelivet, og som bragte dem til infernoet. I stedet gentager de deres synder med fornyet ildhu og bestialitet.
Referencer en masse
Man kan dog sagtens lade sig underholde af Tome 2 uden at have læst et 15.000 vers langt italiensk renæssance-digt om metafysik. Der er nemlig popkulturelle krammere til alverdens ting og sager, og til den virkelige verdenshistorie.
Draculas hof består blandt andet af Elizabeth Bathory, Attila og Robespierre. Vampyren Black Sabbat, der i sit jordiske liv var en vis Aleister Crowley, spiller en hovedrolle i plottet mod hovedpersonen Requiem, der selv lider af syner fra de sidste måneder af hans liv ved Østfronten i Anden Verdenskrig.
Draculas højre hånd er ingen ringere end Kejser Nero, der er et visuelt mash-up af Doctor Frank N Furter fra Rocky Horror Picture Show (1975) og Gene Simmons scenepersona, The Demon fra Kiss. Horror-klassikeren The Exorcist (1973) får også et lille panels spotlight.
Mills og Ledroit holder sig ikke for gode til at referere deres egne værker. Således dukker inkvisitoren Tomás de Torquemada op som en af de bersærker-varulve-cyborgs (ja…), som lamiaerne har trælbundet.
Mills har tidligere brugt Torquemada som superskurk i serien Nemesis the Warlock (1980-1999), hvor den gale munk reinkarneres i en fjern fremtid.
Fra sin fabelagtige serie om den keltiske barbarkonge Sláine (siden 1983) har Mills taget ”forkvalingen” (the warp spasm), en mystisk evne der transformerer kroppen om til at forvredent krigsuhyre. En lignende evne har vampyr-ridderne i Requiem Vampire Knight.
Ledroit lader sig også synligt inspirere af sine egne værker. Således minder Arkæologernes (se anmeldelsen af Tome 1) byggestil og æstetik i høj grad om den visuelle stil, som ærkemagikeren Haazel Thorns tempel har i Den Sorte Månes Krønike (1989-2017).
Plot nok!
Mellem alle referencerne udvikler plottet sig hurtigt. Der er konspirationer i alle retninger, og man er oprigtigt i tvivl om, hvem der vil forråde hvem, hvem der vil få hvem myrdet, hvem der får skylden.
En ret tavs karakter i form af dværgen Igor bruger mange sider på uforvarende at overhøre nogle af de værste konspiratorers lyssky samtaler. Igor er Requiems omvandrende drikkedunk, og spørgsmålet er nu hvor mange af disse livsvigte informationer, der når frem til vores hårdt prøvede hovedperson.
Requiem er så småt begyndt at føre pisken selv og involvere sig i de intriger, han til at starte med havde svært ved at overskue. Hans personlighed balancerer konstant mellem den ærekære soldat og det dyriske monster – to sider han også sloges med, mens han levede.
Imens er Draconia i problemer, fordi Draculas aggressive fremfærd har medført krig på alle fronter. Der er masser at tage hul på i Tome 3.
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Olivier Ledroit
Forlag, år: Panini Books, 2009
Albumlængde: 112 sider
Oprindelig udkommet i to bind 2002 og 2003 på forlaget Editions Nickel.
Anmeldt i nr. 154 | 13/08/2018
