Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Rasputin: The Mad Monk

Rasputin: The Mad Monk
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Hammer Collection der bl.a. indeholder Rasputin: The Mad MonkDa den forsøger at kombinere historisk drama med klassiske Hammer-elementer, er Rasputin: The Mad Monk en noget atypisk Hammerproduktion, og den føles af samme grund også en smule halvhjertet. En djævelsk velspillende Christopher Lee i titelrollen gør dog sit til, at filmen bestemt er seværdig.

Da Hammer Studios ramte plet med The Curse of Frankenstein i 1957, indledte det lille engelske selskab en nærmest feberagtig jagt på nye muligheder og historier, der kunne følge op på den indledende succes. Det, der begyndte som et ganske ordinært selskab med et alsidigt udbud, blev nærmest på en nat forvandlet til det, der senere er blevet “Hammer House of Horror”. Nu er dette imidlertid ikke en artikel om Hammer Studios historie, men en anmeldelse af Rasputin: The Mad Monk fra 1966.

Særstilling

Den franske filmplakat fra 1966

I Hammers historie indtager Rasputin en særlig stilling, idet den er en af de få film, der blev produceret efter 1957, der for alvor skiller sig ud fra selskabets typiske produktioner. Alene navnet antyder jo, at vi ikke befinder os helt i fiktionens land.

Handlingens hovedperson er nemlig den notoriske og vel nærmeste mytologiserede Grigori Rasputin (1869-1916), der, i kraft af sin status som mystisk seer og vismand, blev nært knyttet til den russiske Tsar-familie. Nok også lidt for nært, kunne man vel indskyde, for forbindelsen kostede Rasputin livet i sidste ende, da han i 1916 blev myrdet på foranledning af prins Felix Yousoupoff (1887-1967).

Det fører for vidt at gå længere ind i den indviklede, men bestemt fascinerende historie, der knytter sig til begivenhederne omkring Rasputins person. Det vigtige er, at hændelserne hurtigt antog karakter af et ægte historisk drama, hvor “Den gale” Rasputin både kunne opfattes som misforstået helt og grisk charlatan.

Førstnævnte model dannede i 1932 grundlag for Richard Boleslawskis film Rasputin and the Empress. MGM stod for produktionen og distributionen, og desværre for dem tiltrak filmen sig Felix Yousoupoffs opmærksomed. Den russiske prins følte sig nemlig slet portrætteret, og derfor sagsøgte han MGM for et betydeligt beløb.

Rygdækning

Rasputin lægger sine healende hænder på kromutter

Da Hammer fik den idé at filmatisere fortællingen om Rasputin, gik de derfor forsigtigt frem. Manuskriptforfatteren Anthony Hinds, der havde skrevet sit første Hammer-manuskript med The Brides of Dracula (1960), gjorde sit hjemmearbejde grundigt, og før indspilningerne af den “russiske” gyser kunne begynde, fik de prins Yousoupoff til at underskrive hvert eneste trykt eksemplar af manuskriptet for at undgå den situation, MGM var havnet i mere end 30 år tidligere.

Med ryggen dækket kunne indspilningerne imidlertid begynde, og vanen tro slog Hammer optagelserne sammen med en anden film for derved at kunne udnytte de historiske kulisser så intensivt som muligt. Rasputin: The Mad Monk blev således indspillet i halen på Dracula: Prince of Darkness (1966), der foruden et manuskript af Anthony Hinds, også havde tre skuespillere, der overlappede de to film imellem.

Ikke helt velforvaret

Grigori Rasputin (Christopher Lee)

Filmen om Rasputin begynder, da vi et sted i det store Rusland møder en stakkels kromutter der ligger for døden. Hun er syg af feber, og hendes mand – krofatter – har allerede indstillet sig på at blive enkemand. Så sker der pludselig noget, for ud af den mørke nat ankommer den besynderlige, langhårede munk Rasputin til kroen. Han forlanger at få den syge at se, og under stor dramatik får han kureret konen gennem håndspålæggelse.

Munken, der helt åbenlyst ikke er helt velforvaret i hovedet, har åbenbart overnaturlige eller guddommeligt healende kræfter. Er han mon en helgen? Det spørger både kromutter og krofatter sig om efter den mirakuløse helbredelse, og var det ikke lige for Rasputins besynderlige fremtræden, var der nok ikke så megen tvivl.

Rasputin danser for selskabet

Da han imidlertid har udført helbredelsen, forlanger han vin i spandevis og dans i krostuen. Værten er mere end lykkelig for at åbne sine vintønder, og vi bliver nu vidner til en lang aften, hvor Rasputin drikker sig mere og mere fuld, mens han tydeligvis lægger an på krofatters datter. Det ender da også med, at munken havner i høet med datteren, men da hendes forlovede finder de to i stalden, går han til angreb på Rasputin, og vækker på den måde en djævel i munken.

Denne er nemlig ikke så lidt ferm til kamp, og resolut hugger han hånden af bondekarlen. Den lykkelige aften ender altså i blod, og det sender Rasputin ud på en længere rejse. Han beslutter sig nemlig for, efter at være blevet bortvist fra sit kloster, at Moskva må være stedet for en mand af hans format.

Billet til magten

Den lille prins forulykker - mon Rasputin kan træde til?

Velankommet i den russiske hovedstad vil skæbnen, at Rasputin hurtigt bliver genforenet med sin fordrukne og uduelige bror Ivan, der har mistet sin lægebestilling for længe siden på grund af druk. Lykken tilsmiler imidlertid Rasputin, for der går ikke lang tid, før han gennem sine hypnotiske evner får skaffet sig adgang til den smukke hofdame Sonia, og hun bliver den gale munks billet til magten.

Gennem Sonia får Rasputin smøget sig tæt ind på livet af tsarinaen, og fra det øjeblik kender Rasputins hovmod ikke længere nogen grænser. Imidlertid glemmer munken, at man hurtigt skaffer sig fjender ved hoffet, og udfaldet af historien er jo sådan set allerede blevet afsløret i den lille historiske indledning til denne anmeldelse.

Småeksperimenterede indslag

Den gale munks bror Ivan (Francis Matthews)

Som sagt skiller Rasputin: The Mad Monk sig ud fra hovedparten af Hammers film, idet den forsøger at kombinere det historiske drama med klassiske Hammer-elementer som blod, gotik og lummerhed. I 1966 havde studiet vel stadig en tyrkertro på, at de kunne være andet og mere end blot Europas førende horrorproducent, men den gik ikke, og derfor står Rasputin da også næsten ene tilbage som et småeksperimenterende indslag. Man kunne dog pege på Peter Sasdys Countess Dracula fra 1971 som en film, der i høj grad er beslægtet med Rasputin.

Det korte af det lange er jo nok, at det ganske enkelt var for svært og risikabelt for Hammer i større grad at udfordre den skabelon, de lavede film efter. Det betød dermed også, at grundlaget for film som Rasputin: The Mad Monk hurtigt forsvandt.

Rasputin bruger sine hypnotiske evner

Økonomisk gik Rasputin ellers fint. Den blev ikke én af studiets største hits, men formåede at indtjene solidt. Set i forhold til så mange andre Hammer-produktioner, har filmen da også alt, hvad man kunne forvente. Don Sharp, der stod for instruktionen, leverede et solidt arbejde, og takket være opbakning fra det sædvanlige team af medarbejdere, kom det historiske drama i høj grad til at ligne en typisk Hammer-film – bare med et twist.

Det vil sige, at kulisserne – hvor Grev Draculas slot eksempelvis på let og elegant facon er omdannet til tsarfamiliens slot Moskva – er fremstillet af den fabelagtige Bernard Robinson, mens kameraarbejdet er udført af Michael Reed. På lydsiden er det i øvrigt værd at bemærke, at det svulstige score blev skrevet af Don Banks, der foruden musikken til en stribe Hammer-film, eksempelvis har lavet musikken til Lovecraft-filmatiseringen Die, Monster, Die! (1965) og den underholdende trashgyser The Frozen Dead (1966).

Svært veloplagt Christopher Lee

Et offer for munkens charme

Den vigtigste grund til at filmen fungerer, er imidlertid, at Hammer overlod hovedrollen som den psykopatiske Rasputin til Christopher Lee. Lee var i stigende grad blevet utilfreds med rollen som vampyrgreve, og han tog derfor imod udfordringen med kyshånd. Mange fans har efterfølgende udråbt rollen som Lees bedste nogensinde, og han er da også svært veloplagt.

Lee danser, synger, slås og bruger sorte djævlekunster med lige stor appetit, og det er rent faktisk lidt af en bedrift, at manuskriptforfatteren Anthony Hinds fik lavet en historie, der ene og alene bliver drevet af skurkens handlinger. Det er naturligvis noget, vi har set ofte på film, men for Hammer var det en stor ting, for den slags udfordringer løb nemlig normalt ikke helt vellykket af stablen.

Lee troede da også, at Rasputin: The Mad Monk indvarslede bedre tider for ham, men der troede han fejl. Han var og blev Hammers varmpyr nummer ét, så ifølge Christopher Lee er filmen om den russiske munk og The Devil Rides Out fra 1968, de to eneste Hammer-film, han i dag mindes med glæde.

Lidt halvhjertet

Endnu et offer

Skal filmen om Rasputin bedømmes samlet, må konklusionen være, at det på mange måder er metervare fra Hammers side. Den var en satsning, men man turde ikke for alvor gå linen ud, og derfor rummer filmen, til trods for sin i hvert fald postulerede historiske handling, alle de elementer, der senere skulle komme til at blive karakteriseret som Hammer-klichéer.

Dermed er filmen også lidt halvhjertet på nogle punkter, hvorfor den nok aldrig kommer til at stå blandt de bedste, selskabet udsendte. Imidlertid kan man ikke løbe fra, at det er en forbløffende underholdende film med en næsten djævelsk velspillende Christopher Lee i hovedrollen. Dertil kommer, at det sådan set også er ret festligt at se de stakkels engelske skuespillere forsøge at agere russere i et russisk miljø. Helt utroværdigt er det for eksempel, da bønderne på kroscenen i filmens begyndelse drikker brandy – ikke vodka!

I det store hele er Rasputin: The Mad Monk en solid film, der bør kendes for Lees skuespil. Den er ikke nogen typisk Hammer-produktion, hvilket man skal være på det rene med, før man sætter sig til at se den, men har man en svaghed for de engelske gysere, er den da helt sikkert pengene værd.

4 stjerner

Titel: Rasputin: The Mad Monk
Instruktør: Don Sharp
Manuskript: Anthony Hinds
Cast: Christopher Lee (Grigori Rasputin), Barbara Shelley (Sonia), Richard Pasco (Dr. Zargo), Francis Matthews (Ivan), Suzan Farmer (Vanessa), Dinsdale Landen (Peter), Renée Asherson (Tsarinaen), Derek Francis (Kroværten)
Producere: Anthony Nelson Keys (producer)
Foto: Michael Reed
Klip: Roy Hyde
Musik: Don Banks
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: England, 1966
Produktionsselskaber: Hammer Film Productions, Seven Arts Productions
Distributør (DVD): Studio Canal
Udgave/region: 2
hvid
Den anmeldte udgave af filmen stammer fra bokssættet The Hammer Collection.

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/02/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *