Der findes nogle værker, der sætter sig fast i hukommelsen, og for mig gælder det især tegneserier. Måske har det at gøre med at en velfortalt historie understøttes af visuelle midler, der gør det nemmere at huske dem, hvem ved?
Faktum er, at når jeg tænker tilbage på scenen i Heavy Metal Dredd, hvor titelpersonen pløkker benet af en mand, der jogger på en gangsti, øjeblikket hvor Dimento smiler lykkeligt i Mutant World (1990), eller det første møde med Gorghor Bey i Den Sorte Månes Krønike, er mindet langt stærkere, end hvis jeg tænker tilbage på lignende scener fra bøger.
Ranx er lavet af den slags øjeblikke, og jeg fatter simpelthen ikke, at jeg ikke har hørt om serien noget før! Ranx startede i den dybeste italienske undergrund og blev der det meste af dens næsten tyve år lange eksistens, hvilket kan forklare mit manglende kendskab.
De første historier er illustreret med kærlighed, men uden den store snilde, og historierne er korte, eksperimentelle undersøgelser af, hvad man kan bruge den noget særprægede hovedperson til.
Robotter sniffer også lim
Ranx, der er en forkortelse af karakterens fulde navn Rank Xerox, er en gorilla-lignende androide, bygget af en gammel kopimaskine, programmeret som et menneske, komplet med begær, vrede og resten af dødssynderne integreret fra starten.
I de senere historier kommer der utroligt meget kød på hans personlighed, som også løbende skiftes ud, efterhånden som han omprogrammeres, går i stykker og tager bunkevis af stoffer. For Ranx tænker ikke bare som et (barbarisk) menneske, han er også fuldt ud i stand til at sniffe lim, dyrke sex, drikke sig i hegnet og slå på tæven.
Efter de første historier kommer der farve på billederne, og tegnestilen bliver ikke bare god, men fremragende! Man kan sammenligne kvaliteten med album-udgaverne af Judge Dredd eller Slaine-serien. Der er myriader af detaljer, man kan suge til sig, når den groteske, fortabte verden, Ranx befinder sig i, bliver blotlagt som et åbent sår.
Ur-cyberpunk
Ranx-serien er nemlig ikke bare teknisk set kunst. Den er særdeles forud for sin tid og var med til at definere cyberpunk-genren, vel at mærke på et tidspunkt hvor hverken Sprawl-trilogien, Blade Runner, RoboCop-filmene, Cyberpunk 2020-rollespillet, eller andre af genrens mere berømte hovedværker var udkommet endnu.
De første Ranx-historier er fra 1978, kun et år yngre end de første Judge Dredd-magasiner, men universet omkring stodderrobotten, som han bliver kaldt, er mindst lige så nuanceret som de overnævnte hovedværkers. Lige så nuanceret, og langt mere brutalt, slibrigt og generelt tabu-destruerende!
Hæmningsløst underholdende
På første side i Cobolts samlede hardcover-udgave, som lige er udkommet, er der et nøgent bryst. På den næste får en tilfældig person hugget fingrene af. På den tredje får en baby en knytnæve i ansigtet, og efter to siders relativ fred og ro tager Ranx’ 12-årige, heroinafhængige kæreste, Lubna, en ridetur på hans svulmende androide-pik.
Den samlede udgave er på 180 sider, hvor der, konstant eskalerende, svælges i de mest fordærvede og kriminelle handlinger. Forbudt sex og blodig ultravold folder sig ud på næsten hver eneste side, og for en gore-freak som mig er det jo en ren fornøjelse.
Dette er en bog, som jeg ville have gemt for min mor, hvis jeg havde ejet den, mens jeg boede hjemme. Den tilhører en vidunderligt syg og bramfri undergrundstradition, som lægger op til, at man læser den på toilettet, hvor snavs hører til. Hvis man er fan af cyberpunk er den simpelthen uomgængelig!
Forfattere: Stefano Tamburin, Jean-Luc Fromental, Alain Chabati
Tegnere: Stefano Tamburini, Andrea Pazienza, Tanino Liberatore
Forlag: Cobolt
Udgivelsesår: 2016
Dansk oversættelse: Bigitte Grundtvig Huber
Sideantal: 184
Originalt udgivet i Cannibale, Il Male, L’Echo des Savanes og Fridaire (1978-1996)
Anmeldt i nr. 132 | 13/10/2016
Stikord: Cyberpunk
