Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Race with the Devil

Race with the Devil
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Plottet er måske tykt og dialogen langhåret, men Race with the Devil er alligevel en rigtig god film – en slags Deliverance med satanister, hvor det er to ferierende ægtepar, der jages.

Race with the Devil1970’erne var absolut det årti, hvor der blevet produceret flest film der kredsede omkring satanisme og okkulte sammensværgelser. Navnlig i USA slog emnet igennem, men Europa fik da også produceret en række bidrag til genren.

Hvorfor det netop var i USA, at sataniske film blev så populære må nok tilskrives flere faktorer. Hippiebevægelsens store interesse for spirituelle og metafysiske emner smittede af på den brede del af den amerikanske befolkning, og talrige vandrehistorier om sataniske kræfter, der arbejdede for at omstyrte verden som vi kender den, begyndte at florere i denne periode.

Kvægmishandling og uopklarede mord blev i tabloidpressen ligeledes forklaret som resultatet af dunkle sammensværgelser. Charles Mansons drab var heller ikke gået ubemærket hen, og hvis der havde været én Manson, kunne der vel også være flere. I hvert fald havde morderen efterladt sit fingeraftryk på befolkningens bevidsthed.

Det gav sig også til kende i filmbranchen, hvor film som Rosemary’s Baby (1968) og The Exorcist (1973) havde vist, at Satan solgte billetter.

En anderledes ferie
Alice Stewart (Loretta Swit)

Alice Stewart (Loretta Swit).

I alt dette indpasser Jack Starretts film Race with the Devil fra 1975 sig perfekt. Vi følger her to ganske almindelige ægtepar, der har besluttet sig for at tage på ferie sammen. Familien Stewart har købt en stor autocamper, og det er den, de skal tilbringe deres ferie i. Tanken er, at de vil køre en tur gennem det vinterkolde sydstatslandskab for at ende i bjergene, hvor de skal stå på ski. Ferien begynder som ren idyl. Vi følger dem forlade storbyen, og så går turen ellers ud i det blå.

Warren Oates og Peter Fonda; to gamle venner, både i filmen og privat

Warren Oates og Peter Fonda; to gamle venner, både i filmen og privat.

Efter kort tid på landevejen beslutter Frank Stewart sig for, at de skal forlade hovedvejen og i stedet køre langs de små biveje. Det er alle enige i, og Roger, manden i det andet ægtepar, klapper Frank på skulderen og fortæller ham, at dette skal blive den bedste ferie nogensinde. Det bliver det bare ikke. Rent faktisk udvikler turen sig til et mareridt.

En nat midt ude i ødemarken bemærker Roger og Frank nemlig noget sært. De ser et stort bål, og da de finder kikkerten frem og studerer det lidt nærmere, går det op for dem, at det er unge, der fejrer et eller andet. Er det mon et orgie, spørger den ene af de to midaldrende mænd liderligt mens de studerer begivenhedernes gang.

Med ét dukker der en forklædt skikkelse op blandt de unge, og en pige trækkes frem mod bålet. Den forklædte skikkelse trækker en kniv, og jager den i kvinden. Forbløffede sænker de to lurere kikkerten, og ser spørgende på hinanden. Var det et mord de netop overværede?

Netop da åbner den ene af konerne døren i autocamperen, og en klar lysstribe stråler ud fra bilen. Ikke heldigt, og skæbnen vil, at den forklædte skikkelse ved bålet ser det. Her begynder den vilde jagt, der udgør handlingen i resten af filmen. Den forklædte skikkelse er iklædt et gedehoved samt en mystisk maske af læder, og hele seancen ved bålet var naturligvis et satanisk ritual med den obligatoriske ofring af en jomfru.

På flugt fra satanisterne
Et satanisk ritual set gennem en kikkert

Et satanisk ritual set gennem en kikkert.

I rasende fart får vores to familier startet vognen, men så let undslipper man ikke Satans håndlangere. Det bliver kun med på et hængende hår, at de slipper helskindet fra affæren. Frank og Roger beslutter nu, at de må køre til nærmeste by og anmelde mordet. Hos det klassiske redneckpoliti får de imidlertid ikke megen hjælp, og da betjenten slæber dem med tilbage til gerningsstedet er der ingen tegn på, at der har været udført noget kriminelt.

Vi bliver efterladt med den nagende tvivl, og både familien Stewart og familien Marsh er sådan set villige til at glemme alt om sagen og køre videre. Her er satanisterne dog åbenbart ikke helt enige om, hvordan sagen skal tackles, for det viser sig, at nogle har hængt en satanisk advarsel på deres autocamper, da de kommer tilbage til byen.

Nu bliver familierne for alvor bange og flygter ud af byen. De har nu kun én tanke, og det er at komme til nærmeste storby for at melde mordet og politiet til mere fornuftige mennesker.

Machofilm
Satanisternes maskerede leder

Satanisternes maskerede leder.

Handlingen fortsætter i et højt gear gennem hele filmen, og Race with the Devil er lige så meget en actionfilm som det er en satanisk gyser. Den er læsset med biljagter og episoder, der på en eller anden måde udspiller sig, mens bilen kører af sted. Der er ingen grænser for, hvad satanisterne udsætter de fire stakler for, og især konernes nerver er helt tyndslidte til sidst.

På den led er der tale om en ægte machofilm, hvor det til sidst er op til mændene at tage affære. Det lykkes dem imidlertid ikke helt så elegant som det måske lyder, og da Roger eksempelvis må kæmpe for livet, bevæbnet med et støvsugerrør, er det ikke ligefrem store heltegerninger der udspiller sig. Det forlener imidlertid filmen med en herlig troværdighed, der løfter hele handlingen fra ordinær action til en medrivende kamp for overlevelse.

No rest for the wicked
En mystisk advarsel

En mystisk advarsel.

Det grusomme ved filmen er, at uanset hvor hovedpersonerne flygter hen, fortsætter de med at blive jaget af satanisterne. Hver gang de tror, de er nået i sikkerhed, dukker deres fjender op igen. De får ingen hvile, og det gør seeren heller ikke. Her skal man forstå, at der ikke er tale om formummede kultister i sorte kutter. Det er ganske almindelige mennesker, der jagter familierne. Det højner paranoiaen minut for minut. Hvem kan de stole på og hvem er en fjende?

Ven eller fjende? Der kan gemme sig en satanist bag alle ansigter

Ven eller fjende? Der kan gemme sig en satanist bag alle ansigter.

Jack Starrett har overlæsset filmen med nærbilleder af folks øjne og små klip, der gør alt og alle mistænkelige. Om det så er tankpasseren, der fylder benzin på autocamperen, eller de gamle damer som sidder langs poolen på den campingplads, de søger tilflugt på.

Det er mesterligt lavet, og et studie i klassisk spændingsopbygning. Faktisk er det så godt lavet, at man næsten glemmer hvor tykt plottet er. Dimensionen på det sataniske netværk som familien Stewart og Marsh falder i køerne på, er nemlig ganske omfattende, og må nærmest regnes i hundredvis. Det er på én gang temmelig fortænkt og rigtig, rigtig fedt.

Biljagter som denne, er der mange af i filmen

Biljagter som denne, er der mange af i filmen.

I filmens hovedroller finder vi Warren Oates (Cockfighter, 1974) som Frank Stewart og Peter Fonda (Easy Rider, 1969) som Robert Marsh. Begge spiller fabelagtigt, og samspillet mellem dem er storslået.

Kvinderne spilles af Loretta Swit (kendt som Hot Lips fra M*A*S*H), 1972-83 i rollen som Alice Stewart, og Lara Parker (hun medvirkede både før og efter i ret mange klassiske amerikanske kriminalserier) som Kelly Marsh. Deres roller fylder ikke så meget i handlingen, og de skal sådan set bare skrige og være hjælpeløse, men det virker upåklageligt.

Der er tale om en ganske lille gruppe medvirkende, og det forstærker den fortættede stemning af “os imod dem”. I birollerne finder man en lang række næsten ukendte folk, der alle er med på grund af deres karakteristiske udseende. De fleste ligner de rednecks, de skal spille, og filmen oser langt væk af modsætning mellem land og by. Faktisk har Race with the Devil rigtig meget tilfælles med John Boormans Deliverance (1972). Ganske vist er det ikke satanister som turisterne konfronteres med i Boormans film, men konflikten i de to historier er den samme.

Realismen er afgørende
Autocamperen efter et par konfrontationer med satanisterne

Autocamperen efter et par konfrontationer med satanisterne.

Da Race with the Devil fik premiere, blev den sablet ned i alle medier. Den blev beskyldt for alt det, man nu engang beskylder små independentgenrefilm for, og lidt havde kritikerne da også ret. Handlingen er meget overskruet, dialogen er langhåret, og hovedpersonerne fremstår som ekstremt småborgerlige. Det betyder imidlertid slet ikke noget, for er man for det første glad for den slags film, er alt dette let at se bort fra.

For det andet er realismen afgørende, og vi tror vitterligt på, at det er det amerikanske svar på hr. og fru Jensen, der lige pludseligt står ansigt til ansigt med morderiske satanister. Det mest skræmmende ved dette er imidlertid, at satanisterne ligner dem selv til forveksling. De kører også i autocampere og hører countrymusik, de har små tæppetisserhunde og går smagløst klædt.

Konsekvenserne ved dette er slående, og ren redscare i ny forklædning. Det er smukt udtænkt af Wes Bishop og Lee Frost, der stod bag manuskriptet. Publikum lod sig da heller ikke narre af de dårlige anmeldelser, og Race with the Devil fik stor succes i biograferne.

Denne pseudo-roadmovie kan kun på det varmeste anbefales. Den har længe været ved at gå helt i glemmebogen, men heldigvis har Anchor Bay fundet den frem fra skattekisten og udsendt den på DVD for ikke alt for længe siden. Det er dermed igen blevet muligt at komme ud og køre ræs i selskab med Fonda og Oates, skarpt forfulgt skråtyggende satanister med shotguns.

5 stjerner

Titel: Race with the Devil
Instruktør: Jack Starrett
Manuskript: Wes Bishop & Lee Frost
Cast: Peter Fonda (Roger Marsh), Warren Oates (Frank Stewart), Loretta Swit (Alice Stewart), Lara Parker (Kelly Marsh), Jack Starrett (Tankpasser)
Producere: Wes Bishop & Paul Maslansky (executive producer)
Foto: Robert C. Jessup
Klip: Allan Jacobs & John F. Link
Musik: Leonard Rosenman
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1975
Produktionsselskaber: Saber Productions
Distributør (DVD): Anchor Bay Entertainment (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Satanisme, Sydstaterne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *