Pussyland Express

2 minutters læsetid

Pussyland ExpressHvem er Henrik List? Henrik List er en slags selvbestaltet litterær bad boy, der normalt ikke ville have noget at gøre på Planet Pulp. Han gonzo’er sig lystigt gennem verdens luderkvarterer i jagten på lykken for enden af et følelseskoldt samleje.

Han er hverken god eller ond, men svæver over de moralske vande, hvilket på sin vis er meget charmerende, men også efterlader mange af hans historier lidt slutningsberøvede.

List var i vælten tilbage i 2006, da hans rejseessays Bangkok Ladyboys udkom – en bog der fik ham til at fremstå som et monster i manges øjne, men som jeg betragter som ret gedigen journalistik. Sex sælger, og jeg er en særdeles villig køber.

List trak snuden (og pikken) lidt til sig og skrev i stedet om miljøet omkring Ungdomshuset set fra en teenagepiges synspunkt i Kære Fucking Dagbog, der udkom i 2009.

Pussyland Express består af tre noveller fra den originale samling, Pussyland, fra 2001. Jeg har desværre ikke læst samlingen, så jeg kan ikke sige, om det er de tre bedste eller mest oplagte historier. Hver historie er fortolket af sin egen tegner.

Syndefald i sædplettede omgivelser

I Lists univers er alting snavset, grimt, brutalt og til salg. Teksten er ofte kompromisløs og befriende ucensureret. To af tegnerne formår at give det univers liv og farve, men den sidste skuffer desværre ret groft.

Titelnovellen Pussyland er illustreret af Søren Mosdal (bl.a. Fimbulvinter og Lost Highway), der med grove streger, der nogle gange virker som skitser tegnet under et voldsomt vredesudbrud, beretter om en ung mands syndefald i New York.

Hovedpersonen, List, lader sig forføre af selve tanken om at gøre noget forkert og tager et smut i en sædplettet stripkabine, hvor han slikker kusse på en sort luder. Efterhånden som List nærmer sig afslutningen af sin personlige rejse, bliver stregen og den kaotiske storby i baggrunden mere og mere grotesk, og det er et fint påfund, der støtter fortællingen.

Midternovellen er både den kedeligste af historierne og udstyret med en tegner, der virker mindre inspireret end sine kolleger. Mig & Mickey hedder den, og den følger List i Miami, hvor han arbejder som freelancejournalist.

Der bliver sniffet noget coke – det er jo Miami – men ellers er det begrænset, hvad der sker. List møder en cowboy-fetichistisk bøsse og bliver smidt ud af en danseklub, men der er ikke meget at arbejde med for Pedro Lopez, der står bag tegningerne.

Stilen er kønsløs og grænser til det sterile, hvilket langt fra er optimalt, når man skal illustrere en beskidt verdens vold- og narkodrevne undergrund. I det hele taget virker Mig & Mickey tør i forhold til resten af værket.

Lolita-americana for fuld hammer

Det bedste er gemt til sidst. List spiller på alle tangenter i lolita-fantasien 76 lande og 17 moteller. Jørgen Bitsch står for tegneriet, og han er nok mere velkendt end de to andre, selvom hans værkliste ikke er lige så lang eller imponerende.

Bitsch er kendt for sine satiretegninger i Ekstra Bladet og anlægger en kødfuld og vulgær tegnestil, der matcher novellen glimrende. List roder sig ud i noget med en inder, der ejer en motelkæde i USA.

Historien er ren, rå americana, for den udspiller sig på et umådeligt luset motel på Route 66. List kører Mustang, og der bruges klassiske “klip” fra Star Trek. Den kvindelige hovedperson, der naturligvis forfører List med sin spæde krop, der næsten ikke har fået bryster endnu, er yndig og sårbar, men grim i kæften.

Historien emmer af elendighedsæstetik og er lige præcis taget så langt ud, at man skammer sig lidt, når man har læst den.

Uden 76 lande og 17 moteller havde jeg ikke kunnet se pointen i denne udgivelse, men den redder til gengæld også det hele. Hvis man er List-entusiast i forvejen, eller samler erotisk lecture, er den klart pengene værd.

3 stjerner

Titel: Pussyland Express
Forfatter: Henrik List
Tegnere: Søren Mosdal, Pedro Lopez & Jørgen Bitsch
Forlag: Fahrenheit
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 104

Anmeldt i nr. 126 | 13/04/2016

Martin Schjönning er litterat, forfatter, rollespiller og generelt en inkarneret nørd – og stolt af det! Han debuterede som novelleforfatter i 2011 med Anonymt Bidrag i antologien Velkommen til Dybet, og har siden deltaget i flere antologier, blandt andet Vampyr, Pix og Varulv. Hans første kortroman, Deroute, udkom i maj 2015, efterfulgt af den første fulde roman, Afsind, i januar [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.