Thomas Strømsholt
Ingen kommentarer

Pop. 1280

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Pop. 1280Træt af samlebåndskrimier med sympatiske kriminalkommisærer og usympatiske afvigere? Så tag til Jim Thompsons Pottsville, et lille, stagneret amt med 1280 sjæle – og faldende!

Pottsville County, muligvis et sted i staten Texas anno 1917 eller deromkring, er en menneskelig kloak af bønder og drukkenbolte, incest og racisme, købmænd og ludere, hustrumishandling og mord – og kun én sherif. Hans navn er Nick Corey, og han har en historie at fortælle.

Som Corey fremstiller sig selv, får man umiddelbart indtrykket af en uduelig dovenlars, en ufrivillig klovn, en harmløs idiot. Samme indtryk har indbyggerne og Coreys kone. Hun herser rundt med ham og skælder ham huden fuld, uden at det dog har nogen som helst virkning på hans adfærd. Hun vil end ikke have sex med ham:

– ”Do you think I’d want you, even if I was of a mind to have relations with a man?”
– ”Well,” I said. ”I kind of thought maybe you might. I mean, I kind of hoped so. I mean, after all, why not?”
– ”Because I can hardly stand the sight of you, that’s why! Because you’re stupid!”
– ”Well,” I said. ”I ain’t sure I can agree with you, Myra. I mean, I ain’t saying you’re wrong but I ain’t saying you’re right, either. Anyways, even if I am stupid, you can’t hardly fault me for it. They’s lots of stupid people in the world.”
– ”You’re not only stupid but you’re spineless,” she said. ”You’re about the poorest excuse for nothing I ever laid eyes on!”

Jim Thompsons krimi, Pop. 1280 (1964) lægger ud som en farce. Men som forfatteren udtrykker det i en anden roman: ”Things’re not as they seem.” Faktisk langt fra.

Bag masken

Skønt Sherif Corey beskriver sig selv som et nul, der intet foretager sig, og skønt han taler og opfører sig som en bondeknold, bliver det hurtigt klart for læseren, at der er noget galt med selvfremstillingen.

Allerede i romanens første kapitler anes konturerne af et helt andet menneske bag masken: En intellektuel fortalelse her, et glimt af grusomhed der – for slet at nævne mandens udenomsægteskabelige sexliv med mere end én elskerinde. Ikke at Corey forsøger at skjule sit sande ansigt og natur, men masken afpilles lag for lag, nøje svarende til de revner, som slås i masken gennem handlingsforløbet. Pop. 1280 er både en bekendelse og et forsøg på selverkendelse.

Hårdkogt sort fiktion

Den hårdkogte krimi, som vi kender fra pulpmagasinet Black Mask, Dashiell Hammett og Raymond Chandler, er kendetegnet ved kras realisme og kynisk samfundskritik, uperfekte karakterer og desillusionerede privatdetektiver, usentimental vold og sex, tør humor og en gennemtrængende atmosfære af moralsk og menneskeligt forfald. Kan det blive mørkere, mere grumt?

Det kunne blive mere sort. En ny generation af hardboiled pulpforfattere tilføjede genren det, som litterater med et fint ord kalder noir, fransk for sort. Det var forfattere som Thompson, Cornell Woolrich og Horace McCoy, som bl.a. erstattede snuseren med offeret eller forbryderen. Med denne nye vinkel fulgte nødvendigvis en plotforskydning, idet der i traditionel forstand ikke længere er nogen forbrydelse at løse.

Det betyder ikke, at der ikke er en gåde at udgrunde, men gåden er blevet eksistentiel, og det er en gordisk knude, som kun en Alexander kan løse. Nick Coreys bekendelser er ikke sandheden om Nick Corey, og er hans selvindsigt kun delvis, så formår Thompson faktisk at give læseren en større indsigt i mennesket Corey, end han selv opnår.

Et andet element i genren – hardboiled og noir – består i en mere eller mindre eksplicit politisk subtekst, ofte af socialistisk karakter (med Mikey Spillane som en markant undtagelse). Som Hammett var Thompson medlem af det kommunistiske parti, skønt kun kortvarigt.

Han tilbragte det meste af McCarthy-perioden på bunden af en flaske, men fra sin tid som lønarbejder på boreplatforme og fabrikker kendte han til arbejderens vilkår, ligesom han havde et førstehåndskendskab til politibetjente og fængsler. Som ”helten” i The Killer Inside Me (1952) filosoferer, mens han forbereder sig på at begå endnu et mord:

“We’re living in a funny world, kid, a peculiar civilization. The police are playing crooks in it, and the crooks are doing police duty. The politicians are preachers, and the preachers are politicians. The tax collectors collect for themselves. The Bad People want us to have more dough, and the Good People are fighting to keep us from it.”

Lignende betragtninger kunne Philip Marlowe også fyre af, men mere som tørre one-liners, ikke som en gennemført livsanskuelse. Kynismen var blevet pessimisme.

Noir filosofi

Med noir forstås først og fremmest en nådesløs pessimisme. Woolrichs The Bride Wore Black (1940) har det typiske hævnmotiv som omdrejningspunkt, men det hele munder ud i en ironisk, absurd punchline.

I McCoys They Shoot Horses, Don’t They? (1935) har den livstrætte Gloria Beatty tilmeldt sig noget så absurd som et dansemaraton: ”There must be a hell of a lot of people in the world like me,” siger hun, ”who want to die but haven’t got the guts.” Heldigvis for Gloria findes der hjælpsomme mennesker …

Få skønlitterære forfattere har dog formået at formulere pessimismens filosofi så konsekvent og så opløftende som Thompson, især i Pop. 1280. Hen mod slutningen står Nick Corey uden for et faldefærdigt hus og kigger ind af vinduet, og selvom han intet usædvanligt ser i sig selv, får han en mystisk oplevelse, hvor han oplever altings tomhed.

Men tomheden er fuld af hjælpeløse, grædende piger, der udnyttes af deres fædre og af skriget fra kvinder, der mishandles af deres mænd; af sult, fattigdom og tortur; og alt hvad man gør, er blot med til at udbrede stanken og rædselen, dødheden og tomheden; og Corey tænker: ”how wonderful was our Creator to create such downright hideous things in the world, so that something like murder didn’t seem at all bad by comparison.”

Coreys epifaniske ekstase løfter hele fortællingen op i en højere sfære, og læseren løftes med. Det er en svimlende oplevelse, der er både grum og smuk – og fandens godt skrevet. Derefter tager fortællingen en uventet drejning.

Den amerikanske Dostojevski

Når Coreys selvindsigt er noget mangelfuld, skyldes det blandt andet, at han forsøger at blokere nogle traumatiske barndomserindringer. Det lykkes ikke helt, og vi aner nok til at få en forståelse af ham. Corey er ikke født ond, faktisk er han ikke ond. I dag ville vi nok ikke tøve med at kalde ham psykopat (med mere), som om psykiatriske stigmata forklarer noget som helst.

Ansigtet bag masken er ikke kønt, men det er stadig et menneskeligt ansigt. På mange måder er Corey en af de mere sympatiske mennesker i Pottsville County – i det mindste tæver han ikke kvinder, og han gør, hvad han kan for at beskytte de sorte borgere mod de hvides racisme og lynchjustits. Som en ægte kunstner ejer Thompson empati. Han beder os ikke acceptere Coreys adfærd, men om ikke at fordømme den. Det er ikke ufortjent, at Thompson er blevet kaldt ”den amerikanske Dostojevski.”

Det nøgne hjerte

Pottsville er ikke bare et amt et sted i Amerika, og Pop. 1280 er ikke bare en morders bekendelser: Pottsville og Sherif Corey er et mørkt psykologisk portræt af Amerika, faktisk af hele vores kultur.

I Thompsons pessimistiske optik er hele samfundet gennemkorrupt, den amerikanske drøm er et mareridt, og der er intet håb, ingen frelse, kun tomhed. Sin pessimisme til trods er Pop. 1280 dog ikke en mistrøstig roman. Midt i tragedien er der både humor og ekstase samt ikke mindst en spænding, der forløses på mesterlig vis. Når det er sagt, er det er en roman, der som en syre ætser alle overflader væk, og udstiller menneskets nøgne, korrumperede hjerte.

6 stjerner

Titel: Pop. 1280
Forfatter: Jim Thompson
Forlag, år: ?, 1964
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: First Vintage Crime/Black Lizard, 1990
Format: Paperback
Sideantal: 217

Anmeldt af: Thomas Strømsholt | 13/03/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *