Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Planet of the Apes

Planet of the Apes
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Planet of the Apes i 2001-udgaven er en tom og unødvendig film; overraskende uambitiøs og narrativt banal. Og et ufatteligt spild af fantastiske muligheder for historiefortælling.

Planet of the ApesEfter årevis i udviklingshelvede lykkedes det i 2001 endelig 20th Century Fox at få en remake af Planet of the Apes (1968) i biograferne.

Eller måske skulle man i stedet bruge det udtryk, filmens instruktør Tim Burton foretrak: en ”re-imagining”. For 2001-versionen af Planet of the Apes er lige så lidt en remake af den første film, som den første film var en filmatisering af Pierre Boulles roman fra 1963.

Burtons film er heller ikke en filmatisering af Boulles roman; ligesom sin forgænger henter den idéen om en “abernes planet” fra romanen, men derudover fortæller den sin helt egen historie.

På tegnebrættet i årevis

Planet of the Apes havde været på tegnebrættet hos 20th Century Fox siden 1988 og gennemløb i løbet af de følgende år adskillige manuskripter og mulige instruktører, herunder Peter Jackson, Oliver Stone, Philip Noyce og Roland Emmerich.

Først i januar 2000 kom Tim Burton ind i projektet, og på det tidspunkt havde Fox allerede lagt sig fast på en premieredato i 2001. Det betød, at alle dele af produktionen blev hastet igennem. Dertil kom, at manuskriptet blev omskrevet næsten indtil optagelserne begyndte.

Taget i betragtning hvor kaotisk hele processen var, er det egentlig utroligt, at det endelige produkt blev så velfungerende, som det gjorde. Til gengæld blev slutresultatet også en helt utrolig ligegyldig film.

Gennem tid og rum
Mark Wahlberg som rumpiloten Leo Davidson.

Mark Wahlberg som rumpiloten Leo Davidson.

I 2029 er forskningsrumstationen Oberon i kredsløb omkring Saturn. Her arbejder man med genmanipulerede aber og træner dem til at løse forskellige opgaver, herunder som piloter. Da en mærkelig elektromagnetisk storm dukker op, bliver chimpansen Pericles sendt af sted for at undersøge den nærmere, men Oberon mister al kontakt med abekatten.

Astronauten Leo Davidson (Mark Wahlberg) sætter efter Pericles og bliver fanget i stormen. Da han kommer ud på den anden side – mange år i fremtiden – må han nødlande sin rumkapsel på en planet, der tydeligvis ikke er Saturn, og hvor alting er helt galt.

Én af filmens sjovere påhit: Her er det en abe, der bestyrer lirekassen, mens en dværg danser rundt.

Én af filmens sjovere påhit: Her er det en abe, der bestyrer lirekassen, mens en dværg danser rundt.

Her er det i stedet højt udviklede, intelligente aber, der styrer showet, mens mennesker behandles som dyr og bruges som slavearbejdere, tjenere eller sågar husdyr!

Kort efter sin ankomst indfanges Davidson sammen med en flok andre mennesker og falder i kløerne på menneskehandleren Limbo (Paul Giamatti), men ikke før han har gjort sig uheldigt bemærket blandt abehærens ledende skikkelser, oberst Attar og general Thade (Michael Clarke Duncan og Tim Roth).

Leo og den menneskevenlige abe Ari (Helena Bonham Carter).

Leo og den menneskevenlige abe Ari (Helena Bonham Carter).

Davidson og et par andre mennesker reddes af den menneskevenlige abe Ari (Helena Bonham Carter), og da Davidson og hans medfanger tager flugten, får de hjælp af Ari og hendes tjener, gorillaen Krull (Cary-Hiroyuki Tagawa) – men med den menneskehadende Thade lige i hælene. Thade har brugt flugten som påskud for at tage magten – nu skal alle mennesker udryddes, én gang for alle!

Davidson har et homing device, der tyder på, at folkene fra Oberon allerede er på planeten og leder efter ham. Men er det mon et rent tilfælde, at Davidsons rum-GPS peger i akkurat samme retning, som abernes årtusindgamle helligdom Calima, hvorfra Semos – den første abe – skulle være kommet…?

Sammenligninger er uundgåelige
Den grumme general Thade (Tim Roth).

Den grumme general Thade (Tim Roth).

Hvis 2001-versionen af Planet of the Apes havde været en original historie eller den første film, vævet over Boulles roman, var filmen såmænd nok blevet taget venligt nok imod. Den havde næppe fået de store roser, men den var næppe heller blevet så udskældt, som den blev.

Man ville måske nok have kritiseret den for at udnytte sin setting ret dårligt og at tabe potentialet i denne ”omvendte verden” på gulvet til fordel for en temmelig banal actionhistorie. Men længere havde den nok ikke været. Set og glemt i en fart.

Men nu var 2001-versionen ikke den første film, og uanset at man hverken skal opfatte den som en remake af den originale film fra 1968 eller som en straight filmatisering af Boulles roman, så er sammenligninger uundgåelige. Og det er her, svaghederne ved Burtons Planet of the Apes for alvor bliver tydelige.

Luften går af ballonen
Kris Kristofferson som langhåret gamling og i baggrunden filmens blikfang Daena, spillet af Estella Warren.

Kris Kristofferson som langhåret gamling og i baggrunden filmens blikfang Daena, spillet af Estella Warren.

Franklin Schaffners 1968-film fungerede – og fungerer endnu i dag – primært fordi filmen forstod at udnytte sit groteske spejlbillede på det menneskelige samfund til både satire og humor.

At kalde Schaffners film en komedie ville være forkert, men Schaffner og manuskriptforfatterne Michael Wilson og Rod Serling indså tydeligvis, at det også ville være dræbende for filmen, hvis de tog tingene alt for seriøst. Det førte til en række scener, der klart spillede op til det komiske i at have et samfund med intelligente, talende aber.

I 2001-versionen kan satiren ligge på et meget lille sted, ligesom filmen overvejende er indædt seriøs. Der er da enkelte ”ha ha”-øjeblikke undervejs, men det er momenter af comic relief, der føles påklistrede og som helt drukner i filmens generelt seriøse tone.

Charlton Heston i en lille birolle som general Thades far.

Charlton Heston i en lille birolle som general Thades far.

De satiriske elementer findes hovedsageligt i filmens første del, lige efter at Davidson er taget til fange, og det er klart her, at Burtons udgave har mest substans. Men denne del af filmen er hurtigt overstået, for da Davidson tager flugten er der dømt alvorlig action for resten af pengene.

Og så går luften meget hurtigt af ballonen. Hvis en helt banal jagthistorie er det eneste, man vil, hvorfor så bruge tid og energi på at placere det i Planet of the Apes-universet? Der er så mange andre muligheder for at udnytte dette på én gang tåbelige og indlysende geniale koncept, at man ganske enkelt ikke forstår, hvorfor man skal spises af med en historie, der lige så godt kunne foregå på Jorden.

Todimensionelle og kedelige roller
Thades hær marcherer ud af abebyen.

Thades hær marcherer ud af abebyen.

Den flade historie smitter selvfølgelig af på de forskellige roller, der heller ikke just er dybe karakterstudier. Her opnåede den originale film en større dybde ved at lade mere af filmen foregå i abesamfundet, hvor f.eks. den skurkagtige Dr. Zaius blev en betydeligt mere nuanceret figur end general Thade nogensinde gør her.

Generelt er rollerne todimensionelle og, rent ud sagt, kedelige. Mark Wahlberg går stoisk rundt som en træmænd og udstråler ingen af den frustration, forvirring og frygt, som Charlton Heston gjorde i den oprindelige film, og manuskriptforfatterne gør intet ud af at udvikle nogen historie mellem ham og filmens blikfang, menneskepigen Daena (Estella Warren).

Michael Clarke Duncan som Attar.

Michael Clarke Duncan som Attar.

Thade er en rablende krigsgalning (manisk overspillet af Tim Roth), Kris Kristofferson er en langhåret kliché som Daenas far, og selv ikke garvede David Warner (som abesenatoren Sandar) formår at bruge sin rolle til noget som helst (men nu er Warners screentime også meget begrænset).

Den mest fascinerende karakter-relation er faktisk mellem oberst Attar og Aris tjener, eksgeneralen Krull. Krull har engang været Attars læremester, men blev frosset ud af hæren af Thade, og nu er de to gamle venner dødelige fjender. Det fortæller lidt om de forskellige karakterers dybde, når den mest fascinerende relation er mellem to bipersoner.

Formidabel makeup
Fra den komplet uforståelige twist-slutning.

Fra den komplet uforståelige twist-slutning.

Af positive elementer må fremhæves Rick Bakers makeup, der ganske enkelt er formidabel! Den er troværdig nok til, at man tror på aberne, samtidig med at den tillader skuespillerne bag maskerne at spille skuespil. Det er, sammen med Danny Elfmans fine score, den absolut bedste ting ved 2001-versionen af Planet of the Apes.

Selv hvis man prøver at glemme den originale film, formår Planet of the Apes aldrig at blive andet end en glat actionhistorie i science fiction-klæder. Det er der selvfølgelig heller intet galt i, men man må undres over, at ambitionsniveauet ikke var højere end det, når nu man havde den fantastiske setting til rådighed.

Kort sagt: Planet of the Apes i 2001-udgaven er en tom og unødvendig film; overraskende uambitiøs og narrativt banal. Og et ufatteligt spild af fantastiske muligheder for historiefortælling.

2 stjerner

Titel: Planet of the Apes
Instruktør: Tim Burton
Manuskript: William Broyles Jr., Lawrence Konner & Mark Rosenthal løst baseret på Pierre Boulles roman La Planète des Singes
Cast: Mark Wahlberg (Leo Davidson), Tim Roth (Thade), Helena Bonham Carter (Ari), Michael Clarke Duncan (Attar), Paul Giamatti (Limbo), Estella Warren (Daena), Cary-Hiroyuki Tagawa (Krull), David Warner (Sandar), Kris Kristofferson (Karubi)
Producere: Richard D. Zanuck (producer), Ralph Winter (executive producer)
Foto: Philippe Rousselot
Klip: Chris Lebenzon
Musik: Danny Elfman
Spilletid: 115 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, islandsk, hollandsk, kroatisk, tjekkisk, hebræisk, ungarsk, polsk, portugisisk, tyrkisk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 2001
Produktionsselskaber: Twentieth Century Fox Film Corporation, The Zanuck Company, Tim Burton Productions
Distributør (DVD): SF Film
Udgave/region: 2

Stikord: Fremmede Planeter, Tidsrejser

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *