”Give young boys an alluring woman stronger than themselves to submit to and they’ll be proud to become her willing slaves,” skrev William Moulton Marston, psykolog og konsulent for den legendariske udgiver, Maxwell Gaines. Det var Marston, der gjorde E’s grundlægger opmærksom på fraværet af superkvinder mellem de mange farverige tegneseriekarakterer og på bestilling skabte og skrev Wonder Woman, hvis første optræden fandt sted i december 1941.
Nogle måneder forinden havde Phantom Lady debuteret i Police Comics. Wonder Woman og Phantom Lady havde ikke meget til fælles. Amazonen Wonder Woman, eller prinsesse Diana, var skøn som Afrodite, vis som Athene, hurtig som Merkur og stærk som Herkules; hun var en kvindelig Superman.
Phantom Lady, hvis borgerlige navn var Sandra Knight, var datter af en senator og skønt et ekstraordinært menneske dog dødelig; hun var en kvindelig Batman uden barndomstraumer. Endelig var Wonder Woman let påklædt og udstyret med en pisk (undskyld – lasso), og hun viklede sig ofte ind i bondagepirrende situationer. Miss Knight havde en sortstrålelygte (der gjorde forbryderne midlertidigt blinde), var klædt i en kedelig badedragt og havde en fast kæreste – hun blev ikke en succes.
Efter at have optrådt treogtyve gange i Police Comics forsvandt hun. Og havde det ikke været for en skrupelløs udgiver og én af branchens bedste good girl artists (samt en puritansk psykiater), var Phantom Lady sikkert blevet glemt af alle på nær tegneseriehistorikerne.
En hypodermisk injektion sex og mord
Den modstand mod tegneserier, som kulminerede med offentlige afbrændinger og påtvungen selvcensur, tog sin spæde begyndelse i 1940 med et avisindlæg af kritikeren Sterling North. Ifølge North var tegneserier “badly drawn, badly written and badly printed – a strain on young eyes and young nervous systems,” og “their hypodermic injection of sex and murder make the child impatient with better, though quieter stories.”
Skønt Phantom Lady blev udgivet af Quality Comics, var den både dårligt tegnet og dårligt skrevet, men det var næppe den, North havde i tankerne, da han kaldte tegneserier for ”sex-horror serials”. Men da Phantom Lady genopstod på forlaget Fox Features Syndicate i 1947, levede serien op til Norths karakteristik med én væsentlig undtagelse – den var mesterligt tegnet.
Forlæggeren Victor Fox har efterladt sig et blakket rygte. Hans tegneseriehæfter var trykt på det billigst mulige papir med den billigst mulige teknik, og når (eller hvis) han betalte sine kunstnere, var det med branchens laveste rate. Fox Features’ kunstneriske kvalitet var generelt ringe, men blandt de få navne, der skilte sig ud fra rosset, var Matt Baker.

Den udspekulerede Fox ville have en sexet pulpheltinde, og opgaven gik til Baker, som skabte en vigilante, der var lige til at hænge op på væggen: Naturligvis havde hun langt hår og et smukt ansigt. Naturligvis havde hun lange, sanselige ben, hvepsetalje og frodige bryster. Og naturligvis skulle det ikke skjules under unødig tekstil, så det nye kostume bestod af en ultrakort nederdel og top med kavalergang. Hun beholdt sin oprindelige kappe (nu rød), for sådan én skal man jo have i det erhverv.
Med sit nye kostume var Miss Knight igen klar til action i en high society-verden, hvor mord og andre forbrydelser hører til dagens agenda, og hvor kvindelige vigilanter ofte må lide den tort at ende med at blive bundet – i hvert fald på forsiden. Phantom Lady havde ikke blot fået en injektion sex og mord, men tillige en sikker tegner med flair for den feminine anatomi. Desværre havde serien ikke fået en god forfatter.
Forbrydelse betaler sig aldrig
I 1994 udsendte forlaget Verotik (!) et udvalg på syv historier fra 1947-48, alle krediteret en Gregory Page, vistnok et pseudonym for Ruth Roche. I bund og grund er forfatternavnet ligegyldigt: Hovedattraktionen er Matt Bakers kunst, resten er sekundært. Miss Knight snubler over en forbrydelse, kommer tilfældigt på sporet, skifter tøj, klarer ærterne og undgår at afsløre sin identitet i en visuel tour de force af lange, nøgne kvindeben og forbrydere, der som hos Chester Gould ligner forbrydere.
Et af de mest vildledende idiomer i et kapitalistisk samfund må vistnok siges at være ”forbrydelse betaler sig aldrig.” Phantom Ladys bytte er da heller ikke børsmægleren men affekt- og seriemordere, gangstere og gale videnskabsmænd. Hvis de overlever jagten og tages til fange, er det ofte med udsigt til henrettelse i den elektriske stol. Retfærdighed er en sær størrelse.
Det handlingsmættede plot er fuld af huller, panelovergangene er forcerede, pludselig skal historien rundes af, og det bliver den så. Den harmoni mellem plot, komposition og tegning, som kendetegner god tegneseriekunst, er simpelt hen fraværende, men Baker formår at vende det, der ellers ville have været en anstrengelse, til en fornøjelse. Kunst er forførelse.
Serien ophørte i foråret 1949. På det tidspunkt tegnede Baker også en anden af Fox Features’ æggende og letpåklædte heltinder, Rulah, Jungle Goddess. Senere bidrog han til at udødeliggøre en anden junglebabe, Sheena, Queen of the Jungle, og skabte bl.a. Sky Girl. Kendetegnende for de tre titler er, at de var langt mere seksuelt eksplicitte end Phantom Lady. Men det var Phantom Lady, der i 1954 vakte postyr blandt bekymrede forældre.
Forførelse af de uskyldige
1954 var året, hvor børnepsykiateren Fredric Wertham, der igennem en årrække havde skrevet om tegneseriernes skadelige indflydelse på børn og unge, udsendte sit mest kendte værk, Seduction of the Innocents. Skønt mest optaget af horrortegneserier og vold, superhelte og homoerotik, legal ordensmagt versus selvbestaltede ordensmagere, helligede han et helt kapitel til tegneseriernes portrættering af kvinder.
Hvad man end måtte mene om dr. Wertham, så havde han et øje for detaljen. Han søgte efter visuelle seksuelle referencer og fandt dem; han søgte efter “usunde” seksuelle fantasier og fandt dem. Naturligvis var bogen forsynet med illustrationer, som nok kunne forarge det pæne borgerskab, dvs. den hvide middelklasse. En af illustrationerne viste en meget letpåklædt kvinde med store bryster i færd med at frigøre sit fra et reb, idet hun sender beskueren et forførende blik – det var Matt Bakers cover til Phantom Lady #17.
En sadists drøm, anførte den bekymrede doktor, for det der afviger fra konventionen, fra det vedtagne normalitetskriterium, er jo per definition patologisk og skadeligt. Wertham blev et nøglevidne i Senatshøringerne, der bl.a. resulterede i indførelsen af Comics Code i 1954. Men måske var der også andre forargelighedsskabende faktorer end det seksuelt eksplicitte i Phantom Lady.

Sandra Knight er en særdeles sanselig kvinde, når hun ifører sig sit kostume, men hun er også en kvinde, der ikke står i køkkenet eller føder børn. Miss Knight lever en tilsyneladende ubekymret tilværelse, idet hun samtidig indtager et territorium, som ellers er forbeholdt mænd som Doc Savage, The Shadow og Batman, alt imens hun hemmeligholder sit alter ego for omverdenen, særligt hendes far og gumpetunge kæreste. Hun er med andre ord ikke en god rollemodel for unge piger.
Af uransalige årsager er Verotiks udvalg udstyret med en forside af Adam Hughes, der er kalkeret efter Matt Bakers cover til det nu berømte – eller berygtede – cover til #17. Hughes er en god tegner, ingen tvivl om det, men han har ikke samme sanselighed som Baker. Der er noget vulgært over Hughes’ streg, en vulgaritet som aldrig er tilstede hos Baker.
Det er Matt Baker, der giver den smukke Phantom Lady liv og dynamik; det er ham, der gør denne kvindelige crimefighter til en klassiker. Baker kendte forførelsens kunst, og han udnyttede den optimalt. Kan vel være, at fortællingerne halter, men Bakers good girl art er på højde med Jack Coles, Milton Caniffs og Jack Kamens – hvad mere kan man forlange?

Forfatter: Gregory Page (Ruth Roche?)
Tegner: Matt Baker
Albumlængde: 64 sider

Phantom Lady (Verotik Publ., 1994) indeholder: ”A Shroud for the Bride” (Phantom Lady #14), ”Condemned Venus” (Phantom Lady #15), ”A Monster In the Pool” (Phantom Lady #16), ”The Red Rain” (Phantom Lady #16), ”The Stinging Whip” (Phantom Lady #17), ”The Subway Slayer” (All-Top Comics #9), ”The Killer Clown” (All-Top Comics #12).
Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010