Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Passion is a Fashion. The Real Story of The Clash

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Musikjournalisten Pat Gilberts bog om The Clash er en interessant bog, der fortjener at blive læst af alle punkfans og særligt af alle Clash-fans.

Passion is a Fashion. The Real Story of The ClashHistorien om The Clash har været fortalt, genfortalt og omtolket mange, mange gange, siden gruppen lukkede og slukkede i 1986. The Clash var utvivlsomt den af de oprindelige engelske punkgrupper, der har efterladt sig den vægtigste arv.

Godt nok vil der være flere, der kan identificere en Sex Pistols-sang, men Clash har for længst overhalet konkurrenterne som en af de mest indflydelsesrige grupper fra 1980’ernes begyndelse.

Bag om myterne
The Clash.

The Clash.

En del af det, der fortsat betager fans ved gruppen, er den stærke mytologi, der omgiver bandets fire medlemmer og de mange mere eller mindre apokryfe historier, der bidrager til mystikken. The Clash dyrkede deres egen myte, og arbejdede hårdt for at opbygge en passende stemning og selviscenesættelse. En selviscenesættelse, der ganske vist var rodfæstet i London-punkens ideologiske bagland, men som rakte langt bredere ud.

The Clash så sig selv som røvere, eller rettere outlaws, der med musikken som våben gik på rov i den kapitalistiske verden. Deres fortrukne virkemidler var effektive paroler, en kompromisløs indstilling til musikken og et nærmest militant sammenhold.

Alt dette er i hvert fald det, The Clash gerne ville have, vi skulle mene om dem, men hvordan så virkeligheden ud? Hvordan var verden set fra bandets indergruppe? De spørgsmål forsøger musikjournalisten Pat Gilbert at besvare i Passion is a Fashion. The Real Story of The Clash. Man kan næsten sige, at bogens hovedmål er at komme bag myterne og hvis ikke ligefrem at punktere dem, så i hvert fald af demaskere mystikken omkring bandet.

For at nå dertil har han interviewet rundt regnet 70 personer, både bandets gamle medlemmer og så den brogede skare af hangarounds, der på et eller andet tidspunkt slog deres folder i Clash-lejren.

Klassisk struktur
The Clash igen.

The Clash igen.

Strukturen er den for biografier helt klassiske. Gilbert åbner med en introduktion til gruppens tre første medlemmer – Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon. Clash fik ikke en egentlig trommeslager, før Topper Headon kom ind i gruppen efter det første album, slet og ret kaldet The Clash, var udsendt i 1977. Derfor må vi vendte med at blive introduceret til en af tidens måske største trommeslagere.

I stedet går Gilbert i kødet på en mindst lige så væsentlig del af bandets historie, efter Strummer, Jones og Simonon er præsenteret. Et af Gilberts væsentlige omdrejningspunkter for hele biografien er nemlig manageren Bernie Rhodes. Rhodes fylder rigtig meget i bogen, og det skyldes, at det faktisk slet ikke er muligt at tale om Clash uden deres manager. Det var mere eller mindre ham, der fik idéen til gruppen, og det var Rhodes, der i bedste boyband-stil udvalgte bandets medlemmer sammen med Mick Jones.

Det er faktisk lidt chokerende at læse, at både Strummer og Simonon blev headhunted til The Clash ikke på grund af deres musikalske evner, men fordi de havde det rigtige look. Her skal det indskydes, at Bernie Rhodes var ganske nære venner med Malcom McLaren – arkitekten bag The Sex Pistols, der blev dannet på præcis samme måde. McLaren og Bernie Rhodes er punkmusikkens skabere – i hvert fald i den form, musikken fik i 70’ernes slutning.

McLaren var muligvis den, der så lyset først, da han forsøgte at kombinere vildskaben fra The New York Dolls med provo-politiske slogans. Det var idéer, der tiltalte salonsocialisten og provokatøren Bernie Rhodes, hvis visioner rakte endnu videre. Han ville skabe en kulturel revolution, og The Clash skulle være hans slagskib.

Verdensnavn
Joe Strummer.

Joe Strummer.

Da Strummer, Jones og Simonon begyndte at skrive de første sange, var der næppe nogen, der kunne forestille sig, hvor det hele skulle ende. De var glade, anarkistiske punks, der sammen med søsterbandet Sex Pistols turnerede England tyndt, og provokerede sig lige ind i alle teenageres hjerter.

Faktisk er The Clashs og Sex Pistols’ historie integreret. De kom fra samme situation og deres ideologiske bagmænd samarbejdede nært. Sådan skulle det bare ikke blive ved, for Sex Pistols overlevede ikke sig selv. De eksploderede i det kaos, som de var blevet født ud af, mens The Clash arbejdede sig videre gennem pladeindustrien.

Det førte til fem albums, en enorm mængde hits og en indflydelse på musikscenen, der nærmest ikke kan overvurderes. Da de begyndte var The Clash underdogs i Londons punkmiljø – de var supportband for Sex Pistols – men da de kom til USA, ændrede verden sig. The Clash så lyset på Broadway, og fik nye horisonter. De ville ikke længere være et Londonband – de ville være et verdensnavn, og det blev de.

Deres unikke blanding af punk, rockabilly, funk, rap og ikke mindst reggae gjorde dem til et af de mest innovative bands i 80’erne. Alt hvad Clash rørte ved, blev tilsyneladende til guld, og da deres sidste album med den oprindelige line-up, Combat Rock, blev udsendt i 1982, var de blevet et af de ti bedst sælgende bands i verden. Ikke dårligt for en engelsk punkgruppe, der startede ud med en bassist (Simonon), der aldrig havde spillet før, og en mildest talt usleben forsanger (Strummer).

Hyldest og nådesløs kritik
Mick Jones.

Mick Jones.

Alt dette kan man følge gennem Passion is a Fashion. The Real Story of The Clash, der med stor sikkerhed fremlægger bandets udvikling. Det er helt tydeligt, at Pat Gilbert især er optaget af forholdet mellem Mick Jones og Joe Strummer – et forhold, der vel bedst beskrives som det klassiske had-kærlighedsforhold mellem de drivende kræfter i gruppen, á la Lennon-McCartney eller Jagger-Richards.

Gilbert ser en stor del af dynamikken i The Clash gennem denne konflikt, men han er heller ikke bleg for at pege på Topper Headons trommer, som han klart fremhæver som en af de vigtigste ting ved gruppen. Det hele bliver naturligvis fortalt gennem saftige anekdoter og tidsbilleder, der måske ændrer karakter som bandet bliver større, men derfor ikke mindre underholdende.

Bogen er dog meget mere end historien om The Clash – det er en beretning om punkens fødsel og udvikling i England. Bands som The Damned og Sex Pistols får meget sideplads, fordi deres historier krydses med Clash. Det samme gør den engelske teddy boy-kultur og rastafarien i Storbritannien. Bogen bliver en rejse gennem en meget afvekslende historie, der skildrer mange skæbner.

Gilberts beretning er både en hyldest til The Clash, og en nådesløs kritik af deres uvilje til at se sandheden i øjnene. De forsøgte så ihærdigt at forblive trofaste overfor deres punkrødder, at de i løbet af denne proces overså, hvor meget deres stjernestatus i virkeligheden havde ændret dem.

Ørkesløst projekt
Paul Simonon.

Paul Simonon.

En kritik af Passion is a Fashion er, at man fornemmer, at Gilbert har brugt meget lang tid på at komme ind bag personerne, og man kan måske mene, at han når så langt ind i en analyse af de enkelte bandmedlemmers væsen, at han har svært ved at finde vej ud igen. Bandets selviscenesættelse og de mange postulater bliver per definition aldrig taget for gode varer, og her er det måske, at Gilbert træder ved siden af. For man kan spørge sig hvor en opdigtet personlighed begynder, og hvor det sande jeg slutter.

I sidste ende bor begge personligheder i samme menneske, og projektet med at demaskere myterne om gruppen bliver derved ørkesløst, for det eneste Gilbert rent faktisk finder bag myterne er konflikter, bitterhed og løgn. Men nogen egentlig tilbagevisning af de mytologiske konstruktioner formår han ikke at komme med.

Pat Gilbert går hårdt til medlemmerne, navnlig Joe Strummer kommer under grundig behandling, men samtidig er det også Strummer, der optager Gilbert mest. Det er Strummer, der får det første og sidste ord i bogen, og af alle medlemmerne i gruppen er det Strummer, som får den varmeste karakteristik.

Formår at betage
Topper Headon.

Topper Headon.

Passion is a Fashion. The Real Story of The Clash er en beretning, der skildrer en gruppe på godt og ondt. Der er mange problemer og sorte stunder i bogen. De mest ubehagelige passager kommer i forbindelse med skildringen af Topper Headons heroinmisbrug. Her får Gilbert fremmalet et billede, der er Christiane F værdigt.

Man får en dårlig smag i munden, når Toppers nedtur udpensles, og samtidig får man også ondt af de øvrige skæbner, der bukker under i løbet af bandets tid. Navnlig beskrivelsen af badeværelset i Sid Vicious’ og Nancy Spungens lejlighed, hvor blodet fra kanylerne var strintet op og ned ad alle vægge. Naturligvis var det Topper, der flyttede ind i den lejlighed, og det kom der ikke noget godt ud af.

Her er det ikke stedet at gå dybere ind i historien bag The Clash, eller for den sags skyld at afdække mytologien bag gruppen. De var bandet, der gav verden albummet London Calling i 1979, og dermed fik de sig skrevet ind i rockhistorien med en plade, der bliver regnet blandt de 100 bedste nogensinde. Det er store ord, men enhver der kender albummet, vil vide hvorfor.

The Clash var en hvirvelvind i en ellers konform branche, og de rejste støv, hvor end de kom frem. Deres historie er knyttet til punkbevægelsen, reggaemusikken, den tidlige rap og rockabilly-kulturen. De var måske det sidste store protestband, og dengang som i dag formår de fire outlaws at betage.

Vellykket portræt

Pat Gilbert sælger bandet godt – han skildrer dem som fascinerende mennesker, men han formår også at gøre musikken nærværende. Han leverer en dybt indfølt skildring af tankerne bag alle The Clashs produktioner, men samtidig tegner han også et dyster portræt af magtkampen mellem medlemmerne.

Passion is a Fashion. The Real Story of The Clash er helt sikkert en yderst interessant bog, der fortjener at blive læst af punkfans og navnlig af alle Clash-fans. Om det så vitterligt er “the real story” er noget helt andet, men hvad betyder det, når anekdoterne er underholdende og portrættet vellykket?

4 stjerner

Titel: Passion is a Fashion. The Real Story of the Clash
Forfatter: Pat Gilbert
Udgivet: 2004
Forlag: Aurum
Format: Hardcover
Sideantal: 404 sider

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Biografi, Non-fiction

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *