Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

PANDEMONIUM!

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det sørgeligt underkendte PANDEMONIUM! er faktisk et aldeles glimrende humoristisk rollespil, hvis enkle regler og gode idé går op i en højere enhed.

Det er ikke let at sige hvilke rollespil, der vil slå igennem og hvilke, der vil blive glemt så snart de har forladt trykken. Mange glimrende spil har aldrig opnået nogen nævneværdig succes, mens flere middelmådige udgivelser af en eller anden grund er blevet enormt store.

Markedsføring og timing spiller naturligvis en stor rolle i dette, og spillets genre har heller ikke så lidt at sige. Traditionelt har fantasy og humor været noget af det bedst sælgende, mens sci-fi og horror har haft det lidt vanskeligere.

Hvor hårdt det kan være at komme ud med noget nyt, og hvor utaknemmelig rollespilsbranchen i grund og bund er, måtte Stephan Michael Sechi sande i 1992, da han med sit nystartede firma M.I.B. Productions lancerede PANDEMONIUM! – et vanvittigt nutidsspil, der foregår i tabloidpressens absurde univers. Før vi kan gå til PANDEMONIUM!, vil det dog være på sin plads med lidt historie.

Stephan Michael Sechi
Stephan Michael Sechi.

Stephan Michael Sechi.

Sechi var et hot shot tilbage i 80’erne, hvor han som direktør for det innovative lille selskab Bard Games, udgav en række regelløse supplementer, der frit kunne bruges i alle fantasysystemer. Den vigtigste udgivelse var dog Talislanta, der blev udsendt i 1987, og siden har fulgt Sechi gennem hele hans virke som rollespilsskribent.

Sagen er nemlig den, at efter Talislanta blev udgivet, har Sechi stort set ikke beskæftiget sig med andet end dette spil. Da Bard Games gik neden om og hjem, var det derfor primært som beskytter af Talislantas arv, at Sechi optrådte i branchen.

Wizards of the Coast købte alle de spil, som Bard Games lå inde med, da Sechis firma krakkede, og Wizards besluttede hurtigt at genudgive Talislanta. Det skulle blive spillets tredje udgave, og naturligvis hyrede de Sechi til opgaven. Men for at sikre, at spillet fik en grundig overhaling, blev det moderne rollespils wunderkind nummer et – Jonathan Tweet – knyttet til spillet.

Et frugtbart samarbejde

Tweet og Sechi klikkede, da de arbejdede sammen på Talislanta i løbet af 1991, og spillets nye regelbog så dagens lys i begyndelsen af 1992. Samme år kastede Tweet sig hovedkulds ud i et nyt spilprojekt, der begyndte som en serie improviserede sessions hjemme hos Tweet. Det blev i sidste ende til det fabelagtige spil Over the Edge, der blev sendt på gaden i slutningen af 1992.

Over the Edge blev udgivet af Atlas Games, og Jonathan Tweet havde tidligt i processen fået involveret et af spilbranchens andre store navne, nemlig Robin D. Laws, som sparringspartner. Over the Edge er et surrealistisk spil med et minimalt regelsystem og en nutidig setting, hvor den gældende filosofi lyder, at alt er muligt. Som sagt er spillet et fabelagtigt produkt, og det var Stephan Michael Sechi enig i. Tweet fik derfor Sechi til at skrive et scenarie til Over the Edge. Det kom til at hedde Welcome to Sylvan Pines og udkom i 1993.

Et nyt spil

Samarbejdet med Tweet og det kreative input, som Sechi fik fra arbejdet med Over the Edge, motiverede ham til at afsøge andre græsgange end det gamle Talislanta-spil, der jo havde fulgt ham siden 1987. Sechi havde altid haft succes med sine spiludgivelser, og derfor turde han nu også satse på noget nyt. Det blev til spillet PANDEMONIUM!, der helt og aldeles står i gæld til Over the Edge, uden der dog er tale om et plagiat.

For at understrege hvor tæt sammenvævet det miljø var, som Tweet og Sechi færdedes i på det tidspunkt, var Robin D. Laws også med til at udfærdige dele af PANDEMONIUM! og efterfølgende blev det distribueret gennem Atlas Games, der jo udgav Over the Edge.

Utroligt men sandt

PANDEMONIUM! foregår som sagt i en absurd virkelighed, hvor alt hvad man kan læse i tabloidpressens kulørte verden rent faktisk er virkeligt. I Danmark har vi ikke helt noget, der svarer til de amerikanske udgivelser, så det tætteste man kommer, er et blad som En Skør, Skør Verden og diverse andre “utroligt men sandt”-udgivelser.

For måske lidt bedre at illustrere, hvad det er vi taler om, bliver der citeret en række faktiske overskrifter fra magasinet Weekly World News i spillets regelbog, som de kunne læses den 7. januar 1992. Her er bare et par eksempler: “Egyptian City Found Buried North of L.A.!”, “Is the Ghost of a Snake Haunting my Bathroom?” og “Dead Pig Brought Back to Life in High School Biology Class!”.

Som sagt: utroligt men sandt! Det er filosofien bag spillet, og jo længere ude det er, jo bedre er det. Det betyder, at der findes rumvæsner, der ikke har bedre at give sig til end at lave cirkler i landmænds marker, kidnappe hjemmegående husmødre og mishandle kvæg. Sydamerika er fyldt til randen med nazier, og Elvis lever i bedste velgående. Og sådan kunne man blive ved.

Arven fra Over the Edge er ret tydelig i dette, for Tweet trak på nogenlunde de samme elementer i dette spil, men hvor Tweet også trak på mere alvorlige og dystre sider, har Sechi valgt kun at fokusere på ren popcorn-eskapisme.

Logisk ramme

I PANDEMONIUM! antager spillerne rollen som frygtløse journalister, der arbejder for et eller andet tabloidmagasin. De er dog ikke helt almindelige journalister, men såkaldte “oplyste” eller “indviede” personer, der rent faktisk har erkendt, at der er meget mere mellem himmel og jord end hovedparten af befolkningen forstår. Spilpersonerne er derfor en del af en meget lille gruppe personer, som har forstået tingenes rette sammenhæng, og det er til tider et tungt åg at bære.

Spilpersonerne, der alle har haft helt almindelige jobs, før de så lyset og opdagede, at tabloidpressen er kilden til den eneste sandhed, må indse, at de måske er blandt de få, der rent faktisk holder sammen på en verden, der ellers for længst var blevet overrendt af onde rumvæsner, monstre, nazister og gale lægers eksperimenter.

Hvert scenarie er en ny historie, der skal dækkes, og forhåbentlig vil den mondæne verden lære noget af den artikel, som kommer ud af dette i spilpersonernes magasin. I sig selv er dette jo godt tænkt, for dels skaber det en logisk ramme for både scenarier og kampagner i spillet, dels er det med til at holde gruppen sammen og undgå de problemer, man eksempelvis kender fra Call of Cthulhu, hvor spillederen til tider må være ganske kreativ for at finde en fornuftig grund til, at spilpersonerne holder sammen og fortsat kan møde nye cthulhoide gys.

Enkle regler

Reglerne til PANDEMONIUM! er ekstremt lette, og folk der kender Talislanta vil sikkert føle sig hjemme med det samme. Sechi har nemlig stort set overført reglerne fra sit gamle fantasyspil, om end i en stærkt nedkogt version. Alt i PANDEMONIUM! bliver afgjort ved den såkaldte Fate Table – en tabel, der løber fra 1 til 10. 1 er en total fiasko og 10 er en uovertruffen succes. Det der ligger imellem, angiver de mere moderate resultater. For at finde et resultat ruller man en d10 og konsulterer tabellen for at få fastlagt udfaldet. Så let kan det gøres.

Alle spilpersoner er udstyret med tre grundlæggende attributter, der definerer deres fysiske og mentale formåen. Der er tale om Body, Mind og Spirit. Body viser hvor fit man er, mens Mind går på intellektet og Spirit fortæller hvor åndelig – i metafysisk forstand – spilpersonen er anlagt.

Som udgangspunkt har man 0 i alle attributter, men man udstyres med en pose point, når man laver sin spilperson, der kan fordeles ud på attributterne. Man har ingen Hit Points eller Magic Points. Alt er defineret ud fra de tre grundlæggende attributter, og når man i kamp får skade, trækkes det fra Body, Mind eller Spirit, alt efter hvilken type skade, der er tale om. Et slag med et jernrør går derfor ud over ens Body, mens marsboernes ødelæggende laserstråler går på Mind. Ryger man ned på -10 i en attribut, er det slut for den spilperson.

Erhverv og hobby

Egentlige skills har man ikke. Alle spilpersoner har derimod et mondænt erhverv, som eksempelvis husmor, bogholder, chauffør eller kirurg. Dette erhverv giver spilpersonen en række uspecificerede færdigheder, som spillederen og spilleren i fællesskab kan være med til at definere. Derudover har alle karakterer også en hobby, som yderligere giver en række færdigheder.

Både de evner der kommer fra jobbet og ens hobbyer er særdeles vagt formuleret, og spilleren har i virkeligheden ganske frie rammer til at definere, hvad spilpersonen kan og ikke kan. Den pose point man bliver udstyret med, når man laver sin spilperson, skal også bruges på at give ens job og hobbyer en pointværdi, præcis som ved de tre attributter.

Det kræver naturligvis ikke ret meget fantasi at forestille sig, at hvis man gerne vil udføre et eller andet – som eksempelvis at bryde en dør op – så ruller man en d10 og lægger sin værdi i Body til dette. Derefter konsulteres den såkaldte Fate Table, hvor alt over 6 er en succes. Sådan er det med alt, man prøver at gøre i spillet, uanset om det er kamp, magi eller noget helt tredje.

Tidligere inkarnationer

To ting der gør PANDEMONIUM! specielt er for det første, at alle spilpersoner forventes at have et eller andet overnaturligt talent. Det kunne være evnen til at læse tanker, svæve eller noget helt tredje. Hvor stærkt dette talent er, afhænger af hvor mange point, man vælger at bruge på dette, når man laver karakteren. Bruges dette talent, ruller man som i alle andre tilfælde også på tabellen for at finde resultatet.

For det andet har alle spilpersonerne levet tidligere liv. Det vil sige, at de er i stand til at søge tilbage til deres tidligere inkarnationer og trække på de evner, de mestrede dengang. En spilperson kunne eksempelvis være Leonardo Da Vincis reinkarnation, og vil spilpersonen male et billede, kan denne trække på sine “Leonardo-evner”. Som i alle andre tilfælde vælger man at udstyre sit tidligere liv med en pointværdi, mens karakteren skabes, og når man forsøger at bruge evnerne fra det tidligere liv, ruller man på tabellen og lægger den pointværdi til resultatet. Igen som ved alt andet man laver.

Instant Karma

Man kan naturligvis forbedre sin pointværdi i alt, og der kan købes nye tidligere liv og hobbyer. Alt dette gør man gennem de såkaldte Instant Karma Points, der bliver uddelt til spilpersonerne som løbende belønninger i løbet af hver spilsession. Instant Karma Points er ikke Experience Points i traditionel forstand, idet Karma Points gives for utrolige eller åndelige oplevelser, der på en eller anden måde bekræfter, at spilpersonen er noget ganske særligt.

Man kunne eksempelvis få Instant Karma Points første gang, man kysser med en blondine fra Venus eller bliver angrebet af Big Foot. Karma Points kan bruges til at forbedre stats, men de kan også bruges til at forbedre terningslag. Ét Instant Karma Point er således lig med ét bonuspoint, når man ruller på tabellen.

Regler der giver fleksibilitet

Reglerne i PANDEMONIUM! præsenteres i to versioner. Der er først og fremmest de såkaldte E-Z rules, der stort set er systemet, som det er blevet præsenteret her. Det afgørende er, at man ikke selv laver sin spilperson fra grunden. I stedet vælger man en af de 11 færdiglavede spilpersoner, som findes bagerst i regelbogen. Navn og de mere personlige detaljer kan man selv finde på, men den grundlæggende spilperson er klar til brug med det samme.

Alle disse færdiglavede karakterer er naturligvis holdt helt i spillets ånd, og meget god inspiration, men vil man gerne ville lave sin egen karakter, må man gå til de såkaldte Very Complicated Rules. Her finder man reglerne for, hvordan man laver sin spilperson fra grunden, samt en masse forslag til justeringer og mekanismer, der udbygger regelsystemet. Det hele er dog ret ligefremt, og folk med smag for detaljerede regler bør nok holde sig langt væk.

Som det nok fremgår af dette, er reglerne ultrasimple, og det er her man igen fornemmer Over the Edge. Der er i hvert fald betydelige ligheder i den uhøjtidelige tilgang til færdigheder og stats, hvilket skaber særdeles fleksible spilpersoner, og samtidigt skaber det gode muligheder for spillerstyrede improvisationer, der sætter gang i spildynamikken. Alle reglerne, og hele bogen for den sags skyld, er tilmed skrevet i et meget nonchalant sprog, hvor der for det første gøres tykt grin med selve ønsket om komplicerede regler, og for det andet lægges der igen og igen vægt på, at man skal gøre med reglerne som man lyster.

Elvis kidnappet i Milwaukee!

Efter reglerne er beskrevet, bliver der præsenteret et system for at generere tilfældige scenarier, hvilket sker ud fra en række tabeller. Her kan spillederen meget hurtigt få skabt et plot, en modstander og en location til sit scenarie, hvilket faktisk virker meget overbevisende. Det er hurtigt, og fanger ånden i spillet glimrende.

Derefter følger et færdiglavet scenarie, der omhandler en kidnapning af Elvis i Milwaukee. Man kan måske argumentere for, at bogens introduktionsscenarie bruger lidt mange guldkorn, som meget vel kunne være gemt til senere scenarier, men på den anden side er det en solid historie, som rent faktisk virker. Det er derfor også et meget oprigtigt billede på, hvad PANDEMONIUM! er for et spil. Som introduktionsscenarie er det derfor ganske godt.

Smart præsentation af verdenen

Med reglerne og intro-scenariet overstået, er halvdelen af grundbogen afsluttet. Den sidste halvdel er dedikeret til “The Encyclopedia Paranormal”, som med en tematisk inddeling præsenterer hele PANDEMONIUM!‘s verden. Dette er tænkt både som en inspiration til spillederen og samtidig også som et in-game referenceværk, som spilpersonerne kan udstyre sig med.

Der bliver dermed ikke afsløret de helt store hemmeligheder i teksten, men man får et ret enestående indblik i den sære verden, der udgør PANDEMONIUM!‘s setting. De enkelte afsnit i opslagsværket forklarer næsten sig selv, så for en god ordens skyld bliver de lige remset op. Det drejer sig om “Manifestations”, “Locations”, “Major Phenomena”, “Minor Phenomena”, “Paranormal Talents”, “Past Lives”, “Evil Past Lives”, “Phobias” og “Equipment”.

Idéen er, at spillederen skal bladre gennem opslagsværket og her finde inspiration til de sære historier, som spilpersonerne skal dække, men samtidig er det også et sted, spillerne kan konsultere for eksempelvis at finde ud af, hvem The Men in Black er, eller hvordan hypnose virker.

Opslugt af samlekortspil

Som det fremgik af starten, blev PANDEMONIUM! ikke nogen stor succes. Faktisk blev spillet en enorm økonomisk fiasko. Det solgte slet ikke, hvilket på sin vis er ganske uforklarligt. Det har alle de kvaliteter, et solidt rollespil bør have, og tilmed er det måske et af de bedste humoristiske spil, der er lavet. Det har i hvert fald en meget raffineret, satirisk humor, som burde appellere langt bredere end spil som Toon (1984) og Tales from the Floating Vagabond (1992).

Var PANDEMONIUM! udkommet nogle år tidligere, kunne det let have opnået samme status som eksempelvis Paranoia (1984) i det danske con-miljø. Desværre blev PANDEMONIUM! totalt forbigået. Sechi har selv udtalt, at han tilskriver spillets manglende succes det faktum, at det blev lanceret samtidig med Magic: The Gathering og derfor blev glemt i den hektiske støvsky, der rejste sig omkring kortspilsfænomenet.

Det kan Sechi til dels have ret i, for samlekortspillene åd sig hurtigt ind på rollespillernes pengepunge i 90’ernes første halvdel. Der kom derfor også kun ét supplement til PANDEMONIUM!, Stranger than Truth, der først så dagens lys i 1994. Det hjalp dog ikke på salget, og spillet er derfor et afsluttet kapitel i dag.

Lidt for pædagogisk

Skal man være lidt kritisk over for PANDEMONIUM! må man først og fremmest hæfte sig ved, at det er en smule for pædagogisk. Spillet er skrevet, så førstegangsrollespillere, der aldrig har spillet før, kan forstå, hvad det går ud på. Det gør, at der bliver brugt meget energi på helt basale ting, og læseren bliver taget i hånden fra side ét.

Det er trættende i længden, og det er tvivlsomt hvorvidt en helt grøn spiller i det hele taget vil forstå, hvad det går ud på, endsige købe spillet, takket være den meget indforståede RPG-humor, som er ret fremtrædende, og selve settingen. Samtidig har PANDEMONIUM! en række meget brætspilslignende træk, der virker lidt altmodisch i forhold til den ellers meget progressive ånd, som Sechi har overført fra Over the Edge.

Alt dette kan imidlertid ikke ændre ved, at spillet er forbandet underholdende læsning. Selv hvis man absolut ikke planlægger at bruge spillet til noget som helst, er det stadig værd at købe som ren, uforpligtende fornøjelseslæsning, hvilket man jo kun kan sige om ret få rollespilsudgivelser. Sechi er en dygtig fyr, og det vidner PANDEMONIUM! om.

Man skal dog også holde sig for øje, at det er et rigtig godt spil, der garanteret vil inspirere til en sjov one-shot-session eller to. Det er ganske enkelt helt umuligt ikke at blive indfanget af spillets smittende humør og skæve univers. Det er i hvert fald sikkert, at alle, der har forlaget Lademanns bogserie Mystikkens Verden stående, vil føle sig på hjemmebane i PANDEMONIUM!‘s univers.

Vil stensikkert vække lykke

Jeg kan derfor kun på det varmest anbefale spillet, ikke alene fordi det er et fint supplement til Over the Edge, men også fordi det er et oplagt system til con-scenarier. Man kan stort set købe PANDEMONIUM! for ingen penge i de fleste danske spilbutikker, hvor det typisk ligger i rodebunker til noget, der ligner 10-15 kr.

Alle der har bare den mindste interesse i lidt skæve rollespil, eller har brug for et pusterum fra den episke fantasykampagne bør få fingre i PANDEMONIUM!, for det vil stensikkert vække lykke.

5 stjerner

Titel: PANDEMONIUM!
Forfatter: Stephan Michael Sechi med bidrag fra Robin D. Laws og Joel M. Kaye
Udgivet: 1993
Forlag: M.I.B. Productions, distribueret gennem Atlas Games
Format: Paperback
Forside & illustrationer: Stephan Michael Sechi, Jesse Terry & Kayte Terry
Redaktion: Stephan Michael Sechi
Layout: Patty Sechi & Stephan Michael Sechi
Sideantal: 176

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *