Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Our Lady of Darkness

Our Lady of Darkness
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

På trods af en noget skuffende slutning er Fritz Leibers Our Lady of Darkness en fremragende gyser, der lever i kraft af sin fabelagtige stemning og nærmest surreale horror.

Our Lady of DarknessFritz Leiber (udtales på den tyske måde) levede i lange perioder på kant med livet, på flugt fra virkeligheden. Han havde flere op- og nedture, og romanen Our Lady of Darkness udkom kort efter en næsten treårig periode, hvor Leiber helt havde hengivet sig til druk. Da han imidlertid kom ud på den anden side, producerede han et af sine fineste værker.

Før Our Lady udkom i bogform, var den blevet publiceret som føljeton i The Magazine of Fantasy & Science Fiction under titlen The Pale Brown Thing i 1977, før den senere på året blev samlet og udkom i den form, den omtales i her.

Horror med selvbiografiske træk
Fritz Leiber (1910-1992)

Fritz Leiber (1910-1992).

Our Lady er en intens roman, der blev lanceret som science fiction, sandsynligvis af kommercielle årsager, men som nok nærmere bør opfattes som horror. Handlingen er henlagt til senhalvfjerdsernes San Francisco og er stærkt selvbiografisk. Bogens hovedperson, Franz Westen, har præcis som Leiber selv, gennemlevet tre års druk i sorg over at miste sin kone

Som Leiber lever Westen ligeledes af at skrive manuskripter til halvdårlige horrorserier på TV og romanføljetoner i forskellige magasiner. Hvor Leiber slutter og Westen begynder, er rent faktisk ret svært at afgøre. Netop dette giver historien et skær af realisme og et stænk af smerte, især i de passager hvor Westen tænker tilbage på sin kone. Det bør nok nævnes, at Fritz Leiber også selv havde mistet sin kone tre år tidligere.

Franz Westen lever nu alene i sin lejlighed, omgivet af gamle minder, et begrænset antal referenceværker han bruger i sit skrivearbejde og så et vindue, med udsigt til Corona Heights – en stejl klippe der tegner sig i horisonten. Denne udsigt spiller en central rolle i romanen, og det er da også mens Westen betragter klippen fra sit vindue, gennem en kikkert, at historien begynder.

Ceremonier og okkulte bøger
'The Magazine of Fantasy and Science Fiction', januar 1977 hvor første del af 'The Pale Brown Thing' udkom

‘The Magazine of Fantasy and Science Fiction’, januar 1977 hvor første del af ‘The Pale Brown Thing’ udkom-

På klippen har Westen bemærket en mandsling af en art, iklædt en brun kåbe, der tilsyneladende danser omkring i en slags ceremoniel dans. Forundret over dette, holder han øje med klippetoppen, men mister manden af syne. Hvad Franz Westen ikke ved er, at han fra dette øjeblik er blevet en brik i et spil, som han ikke selv kan kontrollere. Skikkelsen forsvinder, men Corona Heights drager ham, og Westen beslutter sig for at besøge klippetoppen selv samme dag.

I et yderst roligt tempo begynder handlingen nu at indfange Westen og læseren. Vi introduceres langsomt for de øvrige beboere i det hus, som det hele begynder i; en ung kvinde, Cal, der er Westens elskerinde, de tidstypiske sen-hippier Saul og Gun såvel som den latinamerikanske familie der har ansvaret for bygningen.

Alle lever de sammen i harmoni, en idyl af venskab og støtte, som Leiber næsten trækker ud hvor det ikke kan bære. I hvert fald er de alle meget gode venner, og det er her at Westen kan få diskuteret de sære optrin og skræmmende begivenheder, som han kommer ud for i løbet af bogen.

Handlingen i Our Lady er svær at gengive uden at spolere læseoplevelsen. Historien er kompakt og strækker sig over få dage, der beskrives på en indgående facon. Præmissen er, at Westen på et tidspunkt i løbet af sine fordrukne år, købte to bøger hos en antikvarboghandler. Den ene er skrevet af en Thibaut de Castries og bærer titlen “Megapolisomancy: A New Science of Cities”, mens den anden er en spinkel notesbog med optegnelser gjort af ingen mindre end Clark Ashton Smith, under sine besøg hos førnævnte forfatter.

“Megapolisomancy” er et okkult værk som beskriver de energier, der skabes og frigøres i storbyer. Energier der kan kontrollers af den som forstår at aflæse byernes kraftfelter og de strømningerne der løber imellem dem. Det forstod de Castries, og han brugte dem ikke til meget godt. Det er i hvert fald hvad Westen finder ud af, et stykke ind i bogen.

Pandoras æske
'The Magazine of Fantasy and Science Fiction', februar 1977 hvor anden del af 'The Pale Brown Thing' udkom

‘The Magazine of Fantasy and Science Fiction’, februar 1977 hvor anden del af ‘The Pale Brown Thing’ udkom.

Kort før romanens handling begynder, har vores hovedperson netop genopdaget bøgerne i lejligheden og er nu blevet ganske opslugt af dem. De Castries’ bog er sær og på det nærmeste en smule skræmmende, hvilket da heller ikke lader Franz helt upåvirket.

Noget mørkt og truende hænger over teksten og Westen beslutter sig for dels at opklare hvad meningen med bogen egentlig er, og samtidig at finde frem til det hotelværelse hvor Thibaut de Castries boede i San Francisco. Dette arbejde er ikke let, og her er det Clark Ashton Smiths notesbog kommer ind i billedet.

Dette bliver hurtigt til en møjsommelig opgave, som Franz knap magter. Vennerne fra huset hjælper ham, og han søger også assistance hos den excentriske digter Jaime Byers, der regnes som en ekspert, når det drejer sig om Ashton Smiths forfatterskab.

Som efterforskningen skrider frem, bliver sagens perspektiver gradvist mere omfattende og ildevarslende. Det går op for Westen, at han har åbnet en Pandorasæske med gammel ondskab og helt uoverskuelige konsekvenser.

Den stakkels pulpforfatter trækkes længere og længere ind i en handling som han ikke selv forstår, og som nærmest virker på forhånd planlagt – som havde nogen iscenesat hændelserne længe før Westen begyndte sine undersøgelser!

Gennem de opdagelser Franz gør, begynder der at tegne sig et kompliceret billede af forfatteren bag “Megapolisomancy”, der på én gang fremstår som en eventyrlig figur med magiske evner og som en kættersk eventyrer der turde udfordre det begynde 20. århundredes normer.

Spændingen stiger, som man læser sig gennem Our Lady of Darkness‘ korte kapitler og den nærmest surreale horror som Leiber væver frem, trænger sig mere og mere på. Da forløsningen endelig kommer, er den næsten for simpel og direkte. Da størstedelen af romanen har kastet omkring sig med litterære tankespind, virker den konkrete afslutning på de problemer Franz Westen har rodet sig ud i, som en banal vej ud, der desværre ikke lever op til bogens hovedpart.

Blanding af fakta og fiktion

Our Lady of Darkness er fyldt til randen med henvisninger til andre forfatterskaber og litterære skikkelser. Fakta og fiktion koges sammen i bedste lovecraftianske tradition, og ja, gamle Lovecraft bliver da også trukket frem flere gange. Selve legen med virkelighed og fiktion gør både bogen provokerende og inspirerende.

Som læser føler man sig nærmest presset til at gå Leibers referencer efter. Halvdelen er naturligvis opspind, men det gør ikke bogen ringere. På den led minder Our Lady of Darkness en del om de akademiske krimier, vi blandt andet kender fra eksempelvis Arturo Pérez-Revertes hånd.

Sproget er knapt og præcist, hvilket skaber en dynamik og nærværende fornemmelse der kendetegner Leibers sene forfatterskab, men nogen ordkunstner blev han aldrig. Enkelte steder bliver beskrivelserne ganske enkelt så ferske, at man som læser mister stemningen. Den direkte tale er heller ikke Leibers styrke, og dialogen mellem Saul og Gun, da Westen på et tidspunkt hemmeligt overhører deres samtale, er omtrent så stiv som et strygebræt.

At digteren Jaime Byers skal være krukket og mere end minde om Dr. Pretorius fra Bride of Frankenstein (1935) er fint, men her smøres der blot mere på end hvad godt er. Selve karakteren Jaime Byers og kapitlerne hvor han optræder, balancerer faretruende mellem det troværdigt groteske og komplet latterlige. De her nævnte kritikpunkter er imidlertid ikke noget der ødelægger bogen som helhed, blot små irritationsmomenter.

Alt i alt er Our Lady of Darkness en fremragende roman, der fortjener at blive læst mindst to gange. Først for at nyde den fabelagtige stemning som Leiber maner frem på siderne, og anden gang for at dvæle ved det fine spil der foregår mellem Franz Westen og læseren. Som roman er Our Lady også interessant derved, at den på sin vis spejler Leiber selv. Den er en beretning af en aldrende pulpforfatter om en aldrende pulpforfatter.

Er man interesseret i Leibers forfatterskab, må Our Lady derfor regnes som en nøgle til den senere del af dette. Her udleverer han sig for læseren, afsøger sine gamle inspirationskilder og kamuflerer det hele bag et slør af fantasi. Om man kender Fritz Leiber eller ej, er nu absolut lige meget, for Our Lady of Darkness er fremragende uanset hvad.

5 stjerner

Titel: Our Lady of Darkness
Forfatter: Fritz Leiber
hvid
Første gang udgivet i The Magazine of Fantasy & Science Fiction under titlen The Pale Brown Thing i januar-februar 1977. Udgivet som roman i 1977 (USA).
hvid
Anmeldelsen er baseret på den engelske Fontana Science Fiction paperbackudgave fra 1978. Nu vi er ved 1978 kan det nævnes, at romanen vandt “The World Fantasy Award” dette år.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: H.P. Lovecraft, Intertekstualitet, Okkultisme, Urban Horror

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *