Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Olsen-banden – Best of vol. 1 (LP)

Olsen-banden – Best of vol. 1 (LP)
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Denne opsamling med det bedste af musikken fra de syv første Olsen-banden film byder på glimrende musik i en lækker indpakning.

Olsen-banden - Best of vol. 1Inden jeg kaster mig ud i en bedømmelse af Olsen-banden – Best of vol. 1, skal jeg lige gøre opmærksom på eventuelle habilitetsproblemer.

Sagen er nemlig den, at jeg er gode venner med Jesper Hansen, den ene af ejerne af PlantSounds, der har udgivet albummet. Derudover leverede jeg selv liner notes til selskabets udgivelse af den komplette musik fra de syv første Olsen-banden-film.

Jeg har imidlertid ingen økonomiske interesser i nogle af udgivelserne, og Jesper er naturligvis indforstået med, at han ikke henter nemme point hos mig alene på grund af vores venskab.

Det havde naturligvis været nemmere bare at lade være med at anmelde albummet, men jeg synes, nogen burde gøre det – og jeg er ikke stødt på andre anmeldelser.

Lækker sag

Med Olsen-banden – Best of vol. 1 er der tale om en crowdfunded vinyludgivelse, hvis indhold naturligvis er hentet fra de scores, som PlantSounds udgav i den ovennævnte boks med musikken fra de syv første film i serien.

Jeg er aldrig selv hoppet med på den nye vinylbølge, da jeg hører til dem, der holder fast i, at lydkvaliteten er bedre på CD (i mangel af lossless digitale filer), men jeg må erkende, at PlantSounds’ udgivelse er en lækker sag.

På trods af, at der er tale om en enkelt skive, er der tale om et gatefold-cover, der derudover er ekstra luksuriøst ved, at selve LP’en ligger i en ekstra sleeve i højre side af gatefolden.

Det giver masser af plads til både billeder, trackliste og – på den indre sleeve – en lille tekst af Bent Fabricius-Bjerre foruden en liste over Kickstarterens “backere”.

Coverdesignet er enkelt og elegant: På forsiden ses den ikoniske silhuet af banden, hvorover albummets titel med OLSEN BANDEN i store, røde typer – alt på hvid baggrund.

Det indre opslag består på venstresiden af tre sort/hvid-fotos, heraf to fra nogle af optagelserne med Fabricius-Bjerre på podiet og det tredje af Fabricius-Bjerre og Erik Balling. Desværre er der intetsteds i albummet nogen angivelse af, hvilke sessions eller lejligheder, fotografierne kommer fra, og det savner man lidt.

Højresiden består af tracklisten med cuetitler på både dansk og engelsk og med angivelse af spilletid samt hvilken film, cuet kommer fra.

Bagsiden er domineret af et stort sort/hvidt foto fra Olsen-bandens sidste bedrifter (1974) (dette er nu heller ikke angivet nogen steder), hvor banden langt om længe har haft succes med et kup og nu står foran at skulle rejse til Mallorca.

Her ses hele banden med samt Yvonne og Børge, alle storsmilende og med Egon Olsen i hvidt nålestribet jakkesæt. Det sort/hvide foto holder sig naturligvis indenfor albummets elegante, enkle stil, men det er næsten ærgerligt, at man ikke har farver på – Bennys tøj er her nemlig af en helt anden farverig kulør, end man er vant til at se ham i.

Under det store foto har vi en komprimeret udgave af tracklisten samt albummets credits.

Den indre sleeve er sort med hvid tryk. På “forsiden” er der et stort farvebillede af Bent Fabricius-Bjerre ved flygelet, og herunder en kort tekst (på både dansk og engelsk), hvor Fabricius-Bjerre fortæller om Olsen-banden-temaets opståen; en sjov lille anekdote.

På bagsiden er en skitse til Fabricius-Bjerres partitur til Olsen-banden på spanden (1969) og til højre herfor en liste med navne på dem, der støttede projektet gennem Kickstarter.

Som man forhåbentlig kan fornemme, stinker det hele af kvalitet, og PlantSounds må roses for at have gjort så stort et arbejde ud af designet.

Glimrende udvalg

Men designet af coveret – gatefold eller ej – betyder jo ingenting, hvis ikke musikken er i orden. Det er den heldigvis, og det må dertil siges, at Jesper Hansen og Bent Fabricius-Bjerre har foretaget nogle glimrende udvalg blandt de mange cues, der var at vælge imellem til albummet.

Olsen-banden-filmene er et stykke dansk kulturarv, der nærmest befinder sig i sin helt egen lille boble. For selvom filmene er vokset ud af folkekomedien og selvom filmene har mange ting tilfælles med andre af periodens film, er de kommet til at stå som noget helt særligt.

Man kan skrive meget og langt om, hvorfor det lige præcis er denne række af finurlige kupfilm med en flok halvkompetente vaneforbrydere fra Valby, der har opnået særstatus indenfor dansk filmhistorie, men det skal jeg undlade her.

Blot kan jeg i samme åndedrag konstatere, at filmenes musik nyder samme særstatus. Eller rettere: Olsen-banden-temaet gør. Der findes således næppe mange danskere, der ikke kan nynne Olsen-banden-temaet.

Men selvom Olsen-banden-temaet udgør den musikalske kerne i alle film og så klart det tema, der bruges hyppigst, så er det faktisk synd, at Olsen-banden-filmenes musik for de fleste danskere nok er synonymt med temaet og ikke så meget andet.

For de fjorten film gav Bent Fabricius-Bjerre rig lejlighed til at vise sit enorme talent og sin tilsvarende enorme spændvidde som komponist. Den spændvidde er heldigvis glimrende repræsenteret i det udvalg, der er kommet med på Olsen-banden – Best of vol. 1.

Lidt flosset dixieland med entusiasme

I den lille anekdote, man kan læse på den indre sleeve, fortæller Fabricius-Bjerre om, hvordan det i Danmark verdenskendte tema blev til.

Om hvordan han oprindelig havde komponeret det som en ragtime for klaver og om hvordan, Balling slæbte Fabricius-Bjerre med i Nyhavn for at høre Papa Bues Viking Jazzband. “Lidt flosset dixieland, spillet med entusiasme” lød Ballings instruks.

Som sagt så gjort, og det blev endda Papa Bues Viking Jazzband, der kom til at indspille temaet. Den version af temaet, der er med på indeværende album stammer i øvrigt fra Olsen-banden i Jylland (1971).

Jeg behøver formentlig ikke sige så meget om det svingende, muntre hovedtema, der om noget indkapsler alt det, Olsen-banden er; det er et forrygende tema, afsindigt ørehængende og umuligt ikke at blive i godt humør af.

Som kuriosum skal det dog lige nævnes, at det faktisk lykkedes Fabricius-Bjerre at bruge sin oprindelige idé om, at temaet skulle være en ragtime.

Det skete i Olsen-bandens sidste bedrifter, og cuet er selvfølgelig også med på albummet under titlen “Under Langebro” – bemærk i øvrigt, hvordan Fabricius-Bjerre indleder cuet med temaet fra Scott Joplins berømte ragtime “The Entertainer” (1902), inden det elegant glider over i Olsen-banden-temaet.

Alsidighed

Jeg skal ikke slavisk gennemgå samtlige udvalg på albummet, men som sagt blot konstatere, at udvalget repræsenterer Fabricius-Bjerres alsidighed.

Derudover skal det lige siges, at der også er medtaget enkelte kompositioner, som ikke er af Fabricius-Bjerre, nemlig H.C. Lumbyes “Britta Polka” og “Amélie Vals” (fra Olsen-banden på sporet, 1975) og “Kongen og Knægten” (fra Olsen-bandens store kup), der er baseret på en gammel fransk sang. Alle er dog i Fabricius-Bjerres arrangement.

En af Fabricius-Bjerres smukkeste kompositioner nogensinde er naturligvis også med; den afsindigt smukke og dybt melankolske “Når skyggerne bliver lange” fra Olsen-banden går amok (1973).

Ikke mindre imponerende er de fire “Cello Concert”-tracks. Historien bag dem er velkendt for alle, der kender deres Bent Fabricius-Bjerre, men helt kort fortalt så ville Erik Balling gerne bruge en cellokoncert af Mozart i Olsen-banden på spanden.

Det var dog ikke så enkelt al den stund, Mozart faktisk aldrig skrev en cellokoncert, hvorefter Balling ganske enkelt beordrede Fabricius-Bjerre til at skrive én!

Fabricius-Bjerre kvitterede med seks satser, og Mozart-imitationen lykkedes så godt, at han sågar har oplevet at blive spurgt om koncertens K-nummer (“K” efter Köchel-kataloget, der indeholder en kronologisk fortegnelse over alle Mozarts kompositioner).

Også i den klassisk-inspirerede ende har vi “Minuet” (fra Olsen-banden i Jylland). Som titlen antyder en minuet, der fungerer som en slags “kærlighedstema” for Yvonne og Preben Kaas’ rolle Betterøv.

Der er også nogle forrygende og meget tidstypiske 1960’er-cues som det cool, jazzede “Karina og Rico” komplet med Hammond-orgel og saxofonsolo, det næsten Henry Mancini’ske “Unione Siciliana” eller det virkelig laid-back “Første Klasse” med sax, percussion og elguitar.

På B-siden folder Fabricius-Bjerre sin “spanske” side ud i tre veloplagte cues fra Olsen-bandens sidste bedrifter og Olsen-banden på Sporet – “Et lykkeligt liv”, “Spanien” og “Hjemad”.

Og endelig må man ikke glemme, at Fabricius-Bjerre også når det angik spændingsmusik fra tid til anden komponerede mere “straight” musik uden glimt i øjet.

Hvor man kan sige, at cues som “Når skyggerne bliver lange” eller det tilsvarende melankolske (men alt for korte) “Harry går” er ren patos uden tillagt glimt i øjet, så er “Kuppet” det samme, bare indenfor spændingsgenren.

“Kuppet” er et stykke fremragende suspensemusik, som på ingen måde i sig selv antyder, at det skulle stamme fra en komedie – og foruden hovedtemaet er det måske også et af de cues, der er blevet genbrugt i flest af filmene.

Mange retninger

Helt generelt har jeg meget lidt at udsætte på det udvalg, som Jesper Hansen og Bent Fabricius-Bjerre har foretaget til Olsen-banden – Best of vol. 1.

Jeg kunne måske godt komme på en håndfuld cues, som jeg gerne ville have haft med på albummet, men det er svært at se, hvilke cues, der så skulle have været skåret væk.

Dertil kommer, at Bent Fabricius-Bjerres musik fra Olsen-banden-filmene unægtelig er af høj kvalitet, selvom man selvfølgelig skal gøre sig klart, at der er tale om musik, der stilistisk stikker i mange retninger og som er præget af sin tid.

Så er man casual filmmusik-lytter og ikke har noget særligt forhold til Olsen-banden (blasfemi!), kan det derfor godt være, at Olsen-banden – Best of vol. 1 rammer forbi skiven.

Endelig skal man være parat til at acceptere, at musikken er præsenteret i cue-format, hvilket betyder, at mange af de enkelte numre er ganske korte – helt ned til blot 16 sekunder! Ja, faktisk er der hele 20 numre på albummet, der er under 1 minut lange.

Så er man typen, der foretrækker længere suiter eller cues, hvor komponisten har bedre lejlighed til at udfolde sine idéer, vil man formentlig ofte blive frustreret under gennemlytningen.

Det er imidlertid en grundlæggende præmis for filmmusik, at den følger filmen, den er skrevet til, og særligt ældre danske film (og her måske især komedier) er præget af mange meget korte cues.

Kan man acceptere disse forskellige præmisser, så tegner Olsen-banden – Best of vol. 1 et fint portræt af den musikalske side af de første syv Olsen-banden-film – og en længst svunden periode i dansk filmmusik.

Og så kan vi jo bare håbe på, at PlantSounds får gravet masterbåndene frem fra de sidste syv film i serien, så vi har en vol. 2 (og endnu en boks) at se frem til!

5 stjerner

Nummerliste:

Side A:
1. Olsenbanden (tema) (1:08)
2. Karina & Rico (1:02)
3. Flagstangen (0:38)
4. Brian, Bodyguard (0:51)
5. Når skyggerne bliver lange (1:35)
6. Minuet I (0:39)
7. Britta Polka I* (0:51)
8. Amélie Vals I* (0:48)
9. Første klasse (1:30)
10. Intet sted at tage hen (1:10)
11. Harry går (0:27)
12. Harry overtales (0:44)
13. Jægeren og den jagede (0:31)
14. Kongen og Knægten III** (1:32)
15. Efter kuppet (1:46)
16. Et vellykket kup (1:29)
17. Unione Siciliana V (1:01)
18. Klitterne (0:41)
19. Kuppet (2:32)

Side B:
1. Et lykkeligt liv (1:00)
2. Spanien (0:37)
3. Hjemad (0:44)
4. La pandilla de Olsen (0:16)
5. Cello Concert sats 2, 3, 5 & 6 (3:50)
6. Legetøjsfabrikken (1:34)
7. Under Langebro (1:41)
8. Det store kup (0:25)
9. Kufferterne byttes om (1:19)
10. Skud & Skæld’ud (0:26)
11. Broen går op (0:30)
12. Ulla (0:51)
13. Solariet (0:25)
14. Underdirektører I (0:39)
15. Formand Egon Olsen (0:35)
16. 3 fra den kolde kasse (0:32)
17. Aktionen starter (2:39)
18. Til deres dages ende (0:54)

Total spilletid: 39:52

* Komponeret af H.C. Lumbye
** Komponeret af Vincent Scotto

Titel: Olsen-banden – Best of vol. 1
Komponeret af: Bent Fabricius-Bjerre
Fremført af: Papa Bues Viking Jazzband, Underholdningsorkestret, Jesper Thilo, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel, Tommy Reilly
Orkestrering: Bent Fabricius-Bjerre, Paul Clemensen
Dirigeret af: Bent Fabricius-Bjerre
Udgivet: 2018
Label: PlantSounds

Anmeldt i nr. 157 | 13/11/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>