Troels Bording
Ingen kommentarer

Oldboy

Oldboy
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Chan-wook Parks Oldboy, der kredser om emnet hævn, er en mesterlig film, der ender med at fremstå som en hårdkogt thriller med dybe filosofiske træk, og som kræver at blive set mere end én gang.

OldboyOldboy er en sjælden perle af en film. Selvom den er fra 2003, så slog denne koreanske film først rigtig igennem i Europa, da den vandt Juryens Specialpris i Cannes i 2004. Siden da er den blevet rost overalt, hvor den er kommet frem, og hæderen er fuld fortjent: Oldboy er intet mindre end et mesterværk.

Indespærret i femten år
Dae-sus fængsel

Dae-sus fængsel.

Filmen tager sin begyndelse med en introduktion af dens hovedperson, Dae-su Oh (Min-sik Choi). Han sidder stangstiv på et politikontor og venter på at blive afhentet af en kammerat, så han kan komme hjem og fejre sin datters fødselsdag. Hans kammerat, som virker ret vant til at hente ham på politigården, vil lige ringe hjem til Dae-sus familie for at fortælle, at de er på vej, men da han kommer ud af telefonboksen er Dae-su pist væk.

Her begynder historien så for alvor, for det viser sig at Dae-su er blevet kidnappet. Han vågner op i et hotelværelse, der kun lige har de vigtigste fornødenheder: en seng, et TV, et toilet, et bad og et spejl. Selvom Dae-su endnu ikke ved det, så kommer dette værelse til at være hans hjem de næste femten år. Hans eneste kontakt til omverdenen er fjernsynet, og her ser han i en nyhedsudsendelse, at hans kone er myrdet, og at han er den hovedmistænkte i sagen.

Ellers bruger han sin tid på kamptræning, samtidig med at han fantaserer om, hvad han vil gøre med sin fangevogter, når han slipper ud. Han begynder også at udarbejde en liste over folk, han har gjort ondt i løbet af sit liv – en liste der viser sig at være meget længere, end Dae-su bryder sig om. Efter femten år bliver han så endelig lukket ud af sit fængsel, og med sin kone død og sin datter bortadopteret til en familie i Sverige, har han kun ét mål med sin tilværelse: At finde den mand, der spærrede ham inde og få sin hævn over ham.

Den studerende
Dae-su keder sig mens han er indespærret

Dae-su keder sig mens han er indespærret.

Herefter bliver historien så afsløret som en thriller/noir med et oplæg som selv Hitchcock ville misunde. Noirstemningen mærkes i særdeleshed gennem scoret og de mange indre monologer, Dae-su fører med sig selv. Som thriller holder filmen hele vejen igennem med en række twists, som de færreste nok forudser. Men filmen viser sig også at indeholde et nærmest filosofisk budskab om begrebet hævn, og det er her, den rejser sig fra at være en typisk thriller til at være et mesterværk.

Ude i den frie verden er Dae-su en hul mand. Hele hans liv er taget fra ham, og den eneste person han danner et forhold til er den unge pige Mi-do (Hye-jeong Kang), der ligesom Dae-su også er ret ensom. Men Dae-su udfylder dog sin hule tilstand med hævn, og det tager ham heller ikke lang tid at finde frem til sin plageånd. Hans navn er Woo-jin Lee, og han er lige så høj og flot som Dae-su er kroget og knudret. Han er millionær, og har brugt sine penge og sin indflydelse til at indespærre Dae-su og udslette hans liv, og nu har han lukket ham ud igen for at han skal finde svar.

En vs. mange

En vs. mange.

“Jeg er en studerende”, fortæller han Dae-su, “og det jeg studerer, er dig. I de femten år jeg holdt dig indespærret, kedede jeg mig aldrig, og jeg var aldrig ensom.” Derefter giver Woo-jin Dae-su et ultimatum. Han har fem dage til at finde ud af, hvorfor han blev indespærret. Hvis det lykkes ham, så vil Woo-jin begå selvmord, og hvis han fejler, så vil han myrde alle som Dae-su nogensinde kommer til at få et forhold til.

Herefter drager Dae-su ud i en ny efterforskningsrunde, og det går ikke stille for sig. Selvom temaet er hævn, så er filmen ikke proppet med action, som man ellers kunne forvente. Dog har den nogle enkelte mindeværdige scener, som da Dae-su finder frem til sit gamle fængsel og havner i en kamp mod mindst tyve mennesker på samme tid. Det er i øvrigt også i scener som disse, at instruktøren Chan-wook Park viser sine stilistiske færdigheder, for bemærk lige at der ikke bliver klippet en eneste gang under hele kampscenen.

Det er dog snarere torturscenerne, som folk nok vil huske. Specielt den hvor Dae-su konfronterer lederen af fængslet, binder ham fast til en stol og begynder at flå hans tænder ud med en hammer, en tand for hvert år Dae-su sad indespærret.

Skuespillerne er styrken
Det er faktisk morsomt når man ser konteksten

Det er faktisk morsomt når man ser konteksten.

Sideløbende med sine gyser- og torturelementer, så er Oldboy også proppet med kulsort humor. Filmen åbner faktisk med at vise seerne en potentielt voldelig scene, men den er vist ude af kontekst. Da vi tyve minutter senere vender tilbage til den, vises scenen i sin kontekst at være både skrækkelig og morsom på samme tid.

Skuespillerne i Oldboy er en stor del af filmens styrke. Specielt Min-sik Choi som Dae-su leverer en fantastisk præstation, og han forstår at give menneskelighed til en person, som udelukkende er besat af hævn. For instruktøren er temaet hævn heller ikke et nyt område. Oldboy er faktisk anden del i en trilogi med Bokseneun naui geot (Sympathy for Mr. Vengeance) fra 2002 som første del og Chinjeolhan geumjassi (Sympathy for Lady Vengeance) fra 2005 som tredje.

Konstrueret
Woo-jin finder meningen med livet

Woo-jin finder meningen med livet.

Filmen sætter mange lighedspunkter mellem hævn og empati, forstået på den måde, at hævn handler om at få din modstander til at føle præcis det, du selv føler. Dette bliver i særdeleshed tydeligt i klimakset. Det skal her ikke afsløres, hvad filmen slutter med, men Woo-jins motiv bliver dog afsløret, og det samme gør omfanget af hans hævn.

Mange vil nok mene, at Oldboy er en utrolig konstrueret film, specielt når man i slutningen ser, hvor meget Dae-su er blevet manipuleret med, men det hænger egentlig fint sammen med et af filmens temaer.

Dae-su og Woo-jin er nemlig meget ens, da de begge er hjælpeløst fanget af deres lidenskab, og på sin vis er Woo-jin lige så meget en fange som Dae-su. Noget han også selv erkender, da han spørger Dae-su, om han kan lide livet i et større fængsel.

Woo-jin lever et luksuriøst liv i en penthouselejlighed, hvorfra han kan overvære hele verden og Dae-sus rejse, og alligevel er han fuldstændig opslugt af en smerte, som er så dyb og fundamental, at uanset hvor meget hævn han kræver, så vil smerten aldrig gå væk. Derfor bliver hans hævn nærmere en form for empati: Han tvinger Dae-su til at føle det samme som han føler.

Filmen slutter dog også af med at stille et meget dybt og åbent spørgsmål: Er uvidenhed en synd? Og hvis den er, hvordan får man så oprejsning for den? Via viden eller en ny form for uvidenhed? Oldboy ender med at fremstå som en hårdkogt thriller med dybe filosofiske træk, der uden tvivl kræver at blive set mere end en gang.

5 stjerner

Titel: Oldboy
Instruktør: Chan-wook Park
Manuskript: Jo-yun Hwang, Chen-hyeong Lim, Joon-hyung Lim, Chan-wook Park
Cast: Min-sik Choi (Dae-su), Ji-tae Yu (Woo-jin), Hye-jeong Kang (Mi-do)
Producere: Seung-yong Lim (producer), Dong-ju Kim (executive producer)
Foto: Jeong-hon Jeong
Klip: Sang-beom Kim
Musik: Yeong-wook Jo
Spilletid: 115 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Koreansk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Sydkorea, 2003
Produktionsselskaber: Tartan Films, Show East, Cine Click Asia
Distributør (DVD): Tartan Asia Extreme
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Hævn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *