Nr. 48 – 13. oktober 2009

Det er blevet den 13. oktober 2009, efterårsmørket har sænket sig over det ganske danske land, og Halloween står for døren. Det er netop en årstid som denne, der indbyder til at sætte sig foran fjernsynet med en god film på DVD’en eller hanke op i vennerne og gå en tur i biografen.

Desværre er det ikke fordi, der er så mange interessante genrefilm på programmet før nytår. Vi skal helt hen til den 18. december, før James Camerons længe ventede Avatar har premiere. Den er vi her på redaktionen ganske nervøse for, hvordan falder ud, og det er der også mange andre rundt om på nettet, der har været. Se bare her:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=JAPyipuT-Jg[/youtube]
En tysker man kan stole på og en længe ventet zombiefilm

Så glæder vi os noget mere til Roland Emmerichs 2012, der har premiere den 13. november – det er på Planet Pulps fødselsdag, og det kan da kun være et godt tegn. Emmerich er altid garant for spektakulær ramasjang, der måske ikke altid giver den største mening, men for fanden, hvor er hans film underholdende!

Her i oktober er det stort set kun Zombieland (se traileren i månedens forsidevideo), der repræsenterer genrefilmene i biografen, men den er vi til gengæld også mange, der glæder os meget til. Al erfaring viser, at man skal være varsom med at sætte sine forhåbninger i vejret på baggrund af en trailer. Men hvis vi for et øjeblik forudsætter, at traileren afspejler filmen som helhed, så tror vi her på redaktionen, at der er lagt i kakkelovnen til en sjov oplevelse.

Det kan virke besynderligt, at kombinationen af gys og komedie er så oplagt, som den egentlig er. Men når man tænker lidt nærmere over det, er det måske ikke helt så besynderligt alligevel. Lige såvel som den gamle kliché lyder, at der er en hårfin grænse mellem genialitet og galskab, kan man sige, at der er en meget fin grænse mellem det, der får os til at gyse og det, der får os til at grine.

En hårfin balancegang

Komik i gyserfilm kan være tilsigtet eller utilsigtet – og på flere forskellige niveauer. Dels er der de gyserfilm, som tiden simpelthen er løbet fra, og hvis effekter og fortællemåde ganske enkelt virker lattervækkende i dag. Eller i hvert fald så håbløst altmodisch, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.

Decideret latterlige gysere, som er latterlige på grund af tidens tand eller fordi de måske altid har været en smule til grin, er der også mange af, og dem skal man sådan set ikke afvise med det samme. De kan nemlig være et sjovt krydderi i en genre, der ellers ofte tager sig selv håbløst alvorligt.

For gysere der tager sig selv alt for alvorligt ender ofte med at virke latterlige. Det samme gør på den anden side også gysere, der ikke tager sig selv alvorligt overhovedet. Faktisk balancerer forfattere, manuskriptforfattere og instruktører, der vil lave gys, på en knivsæg. Det nytter ikke noget, at tage projektet alt for seriøst og producere en selvhøjtidelig bog eller film – selvhøjtidelighed er nok noget af det værste i en genre, der vrimler med dæmoner, spøgelser, vampyrer, varulve og mordere med ishockeymasker.

Omvendt nytter det heller ikke noget, hvis den eller de kreative bagmænd ikke tager projektet seriøst overhovedet, for så kommer slutproduktet med sikkerhed til at virke til grin – og det på det helt forkerte steder.

Så grotesk at man må grine

Generelt er det sådan, at hvis der ikke er noget at grine af i en film, så finder publikum det selv – og det som regel de helt forkerte steder. De mest omhyggelige forfattere, manuskriptforfattere og instruktører sørger for, at der er ét eller andet, publikum kan gribe fat i og grine af. Og det behøver bestemt ikke at være sjovt på ha ha-faconen.

Et fremragende eksempel på en forståelse af denne regel ses i Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre (1974) – en film, hvor der ikke er meget at grine af, og som i store træk tager sig selv meget seriøst. Og så alligevel. Hooper og hans medforfatter Kim Henkel sørgede for, at der er elementer i filmen, der er så afsindigt groteske, at publikum kan grine af dem uden at de af den grund er sjove på en lagkagekomisk facon. Her tænker jeg f.eks. på familiens vanvittige far og hans bizarre, hysteriske latter. Eller scenen hvor familien forsøger at få den gamle, trekvartdøde bedstefar til at aflive filmens kvindelige hovedperson med en stor hammer.

Til trods for at disse træk ved The Texas Chainsaw Massacre ikke er sjove på klassisk komisk manér, er de nogle af de få træk ved filmen, der lader publikum grine, fordi groteskerierne her når et plan, hvor man enten må grine nervøst eller gå fra forstanden. Det er utrolig godt set af Hooper og Henkel, der i disse små elementer viser, at de har forstået et grundlæggende træk ved den gode gyser.

Gyserkomediens anatomi

Gyserkomedien er måske den sværeste af alle genrer at mestre. Umiddelbart virker det som en smal sag at lave en gyserkomedie, men tænker man nærmere over det, er det faktisk ikke tilfældet. Rigtig mange film med prædikatet ”gyserkomedie” viser sig, ved nærmere eftersyn, ikke at være gyserkomedier, men rendyrkede komedier, der ikke tager deres gyserelementer seriøst.

De gode gyserkomedier tager begge elementer seriøst, og forsøger både at skræmme publikum og få det til at grine. I nogle tilfælde, f.eks. splatterkomedierne, handler det måske ikke så meget om at skræmme, men om at få publikum til at væmmes og grine på samme tid. Men konceptet er det samme: begge genreelementer skal tilgodeses. Og det er utroligt få gyserkomedier, eller for den sags skyld splatterkomedier, der formår at gøre det.

Sam Raimis Drag Me To Hell, der havde premiere tidligere i år, er et glimrende eksempel på en gyserkomedie, der tager begge genreelementer seriøst. Drag Me To Hell er både reelt uhyggelig og utroligt morsom – og tilmed er den også splatterklam på de rigtige tidspunkter.

Andre film, der succesfuldt kombinerer splat og/eller gys samt (oftest sort) humor er f.eks. Slither (2006), Braindead (1992), Arachnophobia (1990), Re-Animator (1985), A Nightmare on Elm Street (1984) og An American Werewolf in London (1981). Desværre er der langt mellem snapsene i gyserkomediegenren, og i de senere år er den i stigende grad degenereret til billige spoofs i stil med Scary Movie-filmene (2000, 2001, 2003 og 2006), der på ingen måde er ”scary”.

Som et sidste eksempel, der måske nok er overvejende komedie, kan nævnes Shaun of the Dead (2004), og så er vi – meget apropos – tilbage ved zombiekomedien og Zombieland. Her på Planetens redaktion nærer vi ikke de store forhåbninger om at blive skræmte af Zombieland, og det er bestemt heller ikke sådan, at vi har noget imod gyserkomedier, hvor hovedvægten er lagt på komediedelen. Det er bare så pissefedt, når man engang imellem støder på en film som Drag Me To Hell, der virkelig fordeler sol og vind ligeligt imellem de to genreelementer.

Gyserkomedien, når den er lavet helt rigtigt, viser med al ønskelig tydelighed, hvor kort der er fra gys til grin, og når genren fungerer bedst er det selvfølgelig, når grinene bliver en smule nervøse – befriende, men uden at lukke luften helt ud af ballonen.

En redaktion i travlhed

I denne måneds opdatering af Planet Pulp er der imidlertid ikke så meget at grine af. Det er en lille opdatering, hvilket vi sådan set er meget godt tilfredse med, for en lang række omstændigheder har lagt beslag på skribenternes tid – bl.a. computernedbrud og to specialeskrivende redaktionsmedlemmer. Det tredje redaktionsmedlem er endelig blevet færdig med sin ph.d.-afhandling, men har i den forgangne måned koncentreret sig om at gøre gamle anmeldelser fra Sleazehound parat til at blive lagt på Planet Pulp. Inden for den nærmeste fremtid bliver der lagt 60 ”nye” gamle anmeldelser ind på Planeten, og arbejdet fortsætter ufortrødent.

Derfor må I nøjes med fem anmeldelser denne måned, men kan til gengæld se frem til en større temaopdatering på Planetens fødselsdag i november – hvad temaet bliver vil vi ikke afsløre her, men vi kan dog røbe, at der både bliver besøg fra rummet, skudt med skarpt, set på havets dyb, leget med fortiden og kæmpet med sværd!

Vi ser i denne måned nærmere på Alex Proyas’ Knowing med Nicholas Cage; en film, der starter rigtig godt, men slutter skuffende dårligt, og bedst kan karakteriseres som spild af en rigtig god idé. Derudover har vi haft Frank Darabonts tredje Stephen King-filmatisering, The Mist (2007), igennem afspilleren. Den er vi godt tilfredse med, uden dog at være vildt imponerede. Det er vi til gengæld over David Finchers Zodiac (2007), der er en både spændende og velspillet film, der handler om efterforskningen af Zodiac-seriemorderen i Californien i 1970’erne. Velspillet er ikke et ord, man vil bruge om hverken Norman J. Warrens Terror (1978) eller Nu ji zhong ying (Kvindefængslet i Bambushelvedet) fra Shaw Brothers-studierne (1978). Men hvor Terror er en ret kedsommelig engelsk sag, er Chih-Hung Kueis exploitationfilm et ret veloplagt asiatisk bud på WIP-genren – og så har den danske Birte Tove (fra Sengekant-filmene) på rollelisten.

Hav et godt efterår til vi ses til fødselsdagstemaet i november, og uhyg jer nu rigtig meget på Halloween!

Film:
Knowing (Alex Proyas, 2009)
The Mist (Frank Darabont, 2007)
Nu ji zhong ying (Kvindefængslet i bambushelvedet / Bamboo House of Dolls)
    (Chih-Hung Kuei, 1973)
Terror (Norman J. Warren, 1978)
Zodiac (David Fincher, 2007)