Nr. 201 – 13. juli 2022

Nr. 201 – 13. juli 2022

Star Wars har fyldt meget her i maj-juni, med premieren på den nye serie om Obi-Wan Kenobi. Men serien har også understreget det, vi alle har vidst i lang tid: Star Wars har et problem.

Star Wars har et problem. Det er ikke et nyt problem, for det har fulgt franchisen lige siden The Empire Strikes Back fra 1980.

Problemet er retcons – retroactive continuity; altså det fænomen, at man i et værk ændrer på fakta, der blev etableret i et tidligere værk.

Retconnen over dem alle

Første gang, vi stødte på det problem i Star Wars var, da George Lucas i forbindelse med The Empire Strikes Back kom på den idé at gøre Darth Vader til Luke Skywalkers far – en af de bedst kendte retcons nogensinde.

Lucas har siden forsøgt at overbevise verden om, at der allerede forud for den første Star Wars-film lå en køreplan klar for hele den originale trilogi, og at Vader altså lige fra starten af var tænkt som Lukes far.

Dette er senere blevet overbevisende modbevist, blandt andet af Michael Kaminski i den ekstremt grundigt researchede – men naturligvis aldeles uofficielle – The Secret History of Star Wars (2007).

Både The Empire Strikes Back og Return of the Jedi led under denne for hele Star Wars-sagaen helt centrale retcon, og tingene blev kun værre, da Lucas kastede sig ud i at lave prequel-trilogien, der kom mellem 1999 og 2005.

Fuck it!

Her blev mængden af retcons endnu større, og det lader til, at Disney – efter de overtog Lucasfilm i 2012 – bare har tænkt “fuck it!” og har accepteret kontinuitetsproblemer som en integreret del af franchisen.

Den ellers fine Rogue One indeholdt også en større én af slagsen, da vi mod slutningen af filmen finder ud af, at det rumskib, Leia er ombord på i starten af A New Hope netop er flygtet fra Scarif med Dødsstjerne-planerne ombord.

Det har den effekt, at det får Leia til at virke ret dum, da hun i starten af A New Hope forsøger at overbevise Vader om, at skibet er på en diplomatisk mission.

En Sherlock Holmes

De tre film i sequel-trilogien var relativt forskånede for den slags rod, indtil den sidste film, hvor det afsløres, at kejseren faktisk overlevede begivenhederne i Return of the Jedi – godt nok ved hjælp af kloning, men ikke desto mindre.

Det minder lidt om den måde, Sherlock Holmes viste sig at overleve faldet ned i Reichenbach-vandfaldet sammen med Moriarty (i The Final Problem, 1893) – bortset fra, at Holmes’ “genopstandelse” ikke ødelagde noget ved de historier, der var gået forud.

Det gør retconnen i The Rise of Skywalker til gengæld: Den underminerer hele Darth Vaders redemption arc i den originale trilogi og tilmed også det koncept, der introduceredes i prequel-trilogien om, at Anakin Skywalker var den udvalgte, der skulle bringe Kraften i balance.

Seneste skud på stammen

Seneste eksempel på problemet har vi fået i Obi-Wan Kenobi på Disney+, hvor Vader og Kenobi mødes i duel hele to gange, selvom det ret tydeligt fremgår af deres møde på Dødsstjernen i A New Hope, at de ikke har mødt hinanden, siden Darth Vader blev ond.

Star Wars-universets fortsatte ligegyldighed overfor tidligere etablerede fakta bryder også med den “kontrakt”, man kan sige, der indgås mellem film og publikum. Altså den forventningsafstemning, der – helt usagt naturligvis – indgås mellem film og publikum.

Star Wars har altid været handlings- og plotbaseret. Den første film var et lige-ud-ad-landevejen rumeventyr. Personerne var arketyper, og plot- og personudviklingen havde Lucas planket fra klassiske heltemyter.

På den måde etablerede Lucas en form for kontrakt med publikum: Det her er, hvad du får – til gengæld giver du mig din tid (og dine penge).

Blandt de ting, Lucas lovede os i den uskrevne kontrakt, var et univers, der måske nok var fantastisk, men som alligevel spillede efter traditionelle kausale regler.

Det er ikke fordi, de efterfølgende film ligefrem rev kontrakten over, men for hver lille selvmodsigelse – som en retcon nødvendigvis er – introducerede Lucas små revner og ridser i kontrakten.

Da vi nåede frem til slutningen af prequel-trilogien, kan man sige, at kontrakten var godt og grundigt ramponeret, og det er den tradition, Disney lader til at fortsætte.

Kognitiv dissonans

Det mest grundlæggende problem ved den opførsel er, at det faktisk underminerer den suspension of disbelief, der er altafgørende i de par timer, man tilbringer i biografens mørke – eller foran TV-skærmen.

Indlevelsen bliver brudt, hver gang man konfronteres med noget, der modsiger noget, man troede, man vidste. I stedet for at leve sig ind i handlingen på lærredet eller skærmen, hopper hjernens tandhjul et par tænder over, mens man forsøger at forlige de to modstridende “fakta”. En slags kognitiv dissonans, om man vil.

Selvfølgelig fungerer retcons nogle gange, men det kræver, at de anvendes subtilt og ikke at de forsøger at lave om på helt centrale “fakta”.

Det er her, Star Wars ofte er kommet i problemer. Lucas’ retcons har for de flestes vedkommende været uelegante og præget af en ligegyldighed overfor hans eget skaberværk, som så mange mennesker går op i med liv og sjæl.

I Lucas’ fodspor

Med den nye Obi-Wan Kenobi-serie demonstrerer LucasFilm – og dermed altså Disney – endegyldigt, at firmaet, hvad retcons angår, har tænkt sig at følge i Lucas’ fodspor.

Men hvorfor da også lade Star Wars-universets interne sammenhæng og helhedspræg stå i vejen for at tjene nogle lette penge?

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Alien Shark (Paul Tomborello, 2022)
Ambulance (Michael Bay, 2022)
Midnight Run (Martin Brest, 1988)
Obi-Wan Kenobi (Deborah Chow, 2022)
Stranger Things 4 (Matt Duffer m.fl., 2022)
Underwater (William Eubank, 2020)

Filmmusik:
Cat Burglar (Christopher Willis, 2022)
Lightyear (Michael Giacchino, 2022)
The Northman (Robin Carolan & Sebastian Gainsborough, 2022)
Our Great National Parks (David Schweitzer, 2022)