Nr. 153 – 13. juli 2018

Nr. 153 – 13. juli 2018

Elitært snæversyn lever fortsat, og ude i den store verden er der nogen, der gerne vil fortælle os, hvad vi bør se og læse, hvis vi er "voksne med selvrespekt". Mogens kalder bullshit i denne måneds leder.

For et par måneder siden faldt jeg over et link til en klumme på den engelske avis The Telegraphs hjemmeside.

Klummen, som er fra marts 2016, bærer titlen “No self-respecting adult should buy comics or watch superhero movies”, og med så provokerende en titel var det et must read!

I klummen argumenterer forfatteren, freelance-journalisten Rhymer Rigby (ja, det hedder han!) for, at superheltefilm er noget lort, og at det er tegneserier i øvrigt også. De er skrevet til børn, og tag nu at blive voksen!

Det er kort sagt essensen i Rigbys polemiske tekst, der indeholder elitære guldkorn som “Dad was not a fan of comic books. His view was that the second you hit puberty, you put them behind you and started reading John Updike – and you damn well stuck at it until you liked it. And you know what? He was right.”

Eller denne her: “And yes, I know Persepolis started as a graphic novel – and very good it is too. But it’s an exception to the general rule that if you need to shave, you should be reading books where you have to make the pictures in your own head.”

Rigbys argument er altså, at tegneserier – og her inkluderer han også voksentegneserier, altså graphic novels – er noget useriøst pjank, og at man bør tage at læse noget John Updike og blive ved, indtil man lærer at kunne lide det.

På overfladen er det nemt at være enig i enkelte af Rigbys observationer, som f.eks. at en del superheltefilm nu er for dystre til de børn, tegneserierne oprindelig blev skrevet til, men samtidig for dumme til ethvert tænkende voksent menneske (ingen nævnt, ingen glemt).

Men hvis man lige holder sin egen elitære, elfenbenstårnboende svinehund i skak, og rent faktisk tænker selv, så er Rigbys ærinde og argumentation dybt bekymrende, ligesom hans generelt elitære holdning er grundlæggende idiotisk.

Har Rigby ret i, at der er mange dårlige tegneserier og superheltefilm? Ja, ubetinget. Og det er fint nok at kritisere dårlige tegneserier og film, og råde folk fra at læse eller se dem. Det er det, anmeldelser er til for.

Men Rigbys overordnede, superelitære holdning om, at man generelt ikke bør læse tegneserier eller se superheltefilm, gider jeg ikke engang rigtig gå i flæsket på. Det er rendyrket snobberi, som det er svært at tage alvorligt.

Mere uhyggelig er den holdning, der kommer til udtryk i følgende citat:

“Far more troubling is the widespread notion that somehow these films have something important to say. The thing is, like our dumbed up hamburger, they are limited, even crippled, by their form. God knows how many articles I’ve read saying, “Actually, Batman v Superman and Captain America: Civil War are about fascism and America’s love of authoritarianism.”

Well, maybe they are. But I can think of dozens of better ways to examine the slow erosion of democratic institutions than two guys in tights prattling on about the kind of hero America needs.”

Rigbys underliggende argument synes her at være, at det sådan set kan være ligegyldigt, om et værk har noget på hjerte; hvis indpakningen (her forstået både som tegneseriemediet og superheltegenren), så kan det umuligt fungere.

Det er selvfølgelig samme argument, der mange gange i løbet af det 20. århundrede er blevet brugt til at dømme science fiction, fantasy og horror ude fra det gode selskab, fordi genrelitteratur og -film umuligt kan have noget seriøst at sige.

Heldigvis er det efterhånden en relativt sjælden holdning, men bare det, at den stadig eksisterer, er ganske bekymrende.

Jeg ved godt, at Rigby ikke siger, at science fiction, horror eller fantasy er noget lort – og det er meget muligt, at han slet ikke mener, det er tilfældet. Men den måde, han nonchalant affejer den mulighed, at man rent faktisk kan sige noget meningsfyldt i en superheltefilm, er dybt bekymrende og udtryk for en holdning, der burde være død for længst.

Jeg synes, det er elitært bullshit af værste skuffe, og det er præcis den slags bullshit, vi elsker at rette projektørlyset mod her på Planet Pulp.

Vi skal være de første til at indrømme, at der er meget lort blandt genrefilm, tegneserier, romaner og hvad vi ellers gebærder os med, men der er denondelyneme også meget, der er rigtig, rigtig godt, og som under en kulørt overflade har meget at byde på.

Og endelig, så er vi her på Pulpen bestemt heller ikke for stolte til at kunne nyde film, tegneserier, bøger eller andet, der måske ikke har det helt store på hjerte, men som til gengæld er solidt underholdende.

Ikke alt behøver nødvendigvis have en dybere mening, udforske den menneskelige tilstand eller have kvaliteter, der hæver dem op i det sagnomspundne luftlag, der går under navnet “kunst”.

Det er klart, at de bedste værker er dem, der har noget på hjerte, og som har noget substans under overfladen (der selvfølgelig altid gerne må være underholdende), men mindre kan altså også gøre det. Ikke alt behøver være kunst. Ikke alt behøver være John Updike for nu at blive i Rigbys univers.

Så jeg vil gerne – med en undersættelse af et engelsk pokerudtryk – “kalde” Rigbys bullshit og opfordre alle voksne med selvrespekten i behold til at læse præcis det, de har lyst til, og ikke lade sig diktere af elitære wannabe-meningsdannere, der ikke kan finde ud af at dømme på indhold, men på form. Det er, hvad det lugter af: Bullshit.

Hav en fortsat god sommer! Vi ses i august!

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
Terminator II (Bruno Mattei, 1989)
The Toys That Made Us – Season 1 (Tom Stern, 2017)
The Toys That Made Us – Season 2 (Tom Stern, 2018)

Filmmusik:
The Incredibles (Michael Giacchino, 2004)
Incredibles 2 (Michael Giacchino, 2018)
Robin and Marian (John Barry, 1976)
Solo: A Star Wars Story (John Powell, 2018)

Bøger:
Animations of Mortality (Terry Gilliam & Lucinda Cowell, 1978)

Tegneserier:
Requiem Vampire Knight Tome 1: Resurrection & Danse Macabre (Pat Mills & Olivier Ledroit, 2009)

Spil:
One Night Ultimate Alien (Bézier Games, 2017)

Rollespil:
The Drow of the Underdark (Ed Greenwood, 1991)