Nr. 143 – 13. september 2017

Nr. 143 – 13. september 2017

I denne måneds leder funderer Mogens over, om 1980'er-nostalgi kan blive for meget...

For en uges tid siden løb sidste afsnit af Twin Peaks: The Return over skærmene, og dermed sluttede én af de senere års mest ventede tv-begivenheder.

Man kan sige meget om David Lynch og Mark Frosts tilbagevenden til Twin Peaks – jeg fordøjer fortsat oplevelsen selv – men én ting, man ikke kan beskylde dem for er at være faldet for fristelsen til ganske enkelt at spille på nostalgifaktoren.

I en tidligere leder her på Pulpen funderede jeg lidt over hele fænomenet med genoplivninger af gamle tv-serier, der lidt lader til at være blevet tv-branchens svar på filmverdenens hang til sequels og reboots: En manglende opfindsomhed og et sats på det sikre.

I lige netop genoplivninger af ellers for længst døde tv-serier spiller også nostalgien en ikke uvæsentlig rolle – med den nye omgang Twin Peaks som en markant undtagelse.

Spørgsmålet er, om nostalgi så er en god eller en dårlig ting.

Som med så meget andet er svaret nok, at det afhænger af doseringen: Hvis en forfatter eller instruktør bruger nostalgi i afmålte doser kan det være et stærkt virkemiddel, der vækker stærke følelser i publikum.

Men bruges det for meget risikerer man, at filmen eller serien bliver en hul efterligning af noget, der gik forud og som ikke selv har noget på hjerte.

Et af de hyppigste kritikpunkter ved den ellers meget roste Netflix-serie Stranger Things fra 2016 var netop, at den spillede for meget på den 1980’er-nostalgi, der er særligt fremherskende i disse år. Det er så en kritik, jeg ikke er enig i – jeg synes, Stranger Things har masser at byde på udover nostalgifaktoren – men jeg kan godt se, hvad kritikerne mener.

I denne måned anmelder Jacob Krogsøe den nye filmatisering af Stephen Kings roman-mesterværk It (dansk: Det onde), hvor handlingen er flyttet til 1989, og hvor nogle af de bevidst nostalgiske islæt er med til at rive Jacob ud af fortællingen.

Men når vi kritiserer filmfolks brug af 1980’er-nostalgi som virkemiddel ligger problemet nok især ved de af os, der er så gamle, at vi er vokset op i 1980’erne. Vi der er vokset op med de film, som både Stranger Things og It trækker på i deres portræt af årtiet.

Ligesom folkene bag både Stranger Things og It er vi vokset op med inspirationskilderne og vi så filmene dengang, så vi har nemmere ved at kende forskel på den ægte vare og den billige kopi.

Ikke fordi et yngre publikum ikke kan have set de film og læst de bøger, som Stranger Things og It bruger til at tegne deres portræt af 1980’erne, men fordi et yngre publikum ikke har oplevet 1980’erne og set filmene og læst bøgerne i den originale tidsmæssige kontekst.

For dem vil der ikke være tale om nostalgi i ordets egentlige forstand, for man kan ikke være nostalgisk efter en periode, man ikke selv har oplevet.

Er man født for 15-20 år siden, er 1980’erne formentlig bare endnu en inkarnation af “gamle dage”, hvor nostalgifaktoren mere bliver et krydderi på det generelle tidsbillede end noget, der går direkte i hjertekulen.

Alligevel kunne man godt ønske, at de filmfolk, der står bag meget af den 1980’er-nostalgi, vi ser i disse år, ville være lidt mere tilbageholdende og dosere nostalgien med lidt lettere hånd. For det kan faktisk lade sig gøre: Tjek blot tidsbilledet i den fine koldkrigsthrillerserie The Americans (2013-), der foregår i starten af 1980’erne, men som aldrig gør et stort nummer ud af det.

1980’erne er et fint årti at bruge som baggrund for sin fortælling, men det må være fortællingen, der skal være i fokus – ikke en mekanisk nostalgi, baseret på popkulturelle referencer. Det kan være meget sjovt et stykke tid, men i sidste ende klinger det meget, meget hult.

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
The Babadook (Jennifer Kent, 2014)
It (Andy Muschietti, 2017)

Tegneserier:
Nameless (Grant Morrison & Chris Burnham, 2017)