Nr. 129 – 13. juli 2016

Nr. 129 – 13. juli 2016

“I feel like this (film) is a lost art. People don’t think like this anymore and it’s becoming more of a problem because the screens are getting small. The close up and the two-shot are going to rule. We’re not going to see too many David Lean shots on an iPhone 6.” – Brian De Palma 2015

Jacob Krogsøe løber nogen gange tør for argumenter...

Jacob Krogsøe løber nogen gange tør for argumenter…

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive lederen til juli-nummeret af Planet Pulp, havde jeg stærkt på fornemmelsen, at Jacob Krogsøe ville have at jeg skulle “put the money where my mouth is”.

Ser I, Jacob og jeg er rørende enige et langt stykke af vejen, når det drejer sig om kunst, musik, litteratur og film. Men der er nogle tilbagevendende debatter indenfor film, hvor vi simpelthen skilles. Vi er så langt fra hinanden, som kun en generationskløft kan gøre det.

Jacob elsker film som Waterworld (1995), Independence Day (1996) og The Postman (1997). De tre film er på min personlige top 10 over de dårligste film, jeg har set.

Faktisk udvandrede jeg fra biografen, da jeg så Independence Day tilbage i 1996. Det var scenen, da Will Smith giver en alien en kæberasler med ordene “Welcome to Earth”, der var dråben.

Det skal så hurtigt indskydes, at jeg siden har set langt værre film. Og HAR siden set filmen (Independence Day) færdig. For nylig var jeg f.eks. inde og se Independence Day: Resurgence. Det var til en Level 7-visning i Nordisk Film Biografer Randers, og Jacob Krogsøe var oplægsholder.

For de af jer, der har været så heldige at overvære nogen af Jacob Krogsøes oplæg, så ved I, at det er noget, der er værd at komme efter. Jacob fortalte, hvorledes han knuselsker Independence Day (1996). Han fortalte, hvor fantastisk en instruktør Roland Emmerich er, hvordan Emmerich balancerer sci-fi, fantastiske historier og humor (i mine øjne fald-på-halen slapstick).

Han fortalte også stolt om en opgave fra Filmkundskab, som netop handlede om Independence Day og Roland Emmerich, hvor andre fra hans hold valgte det oplagte i form af artfilm af Jean-Luc Godard eller Ken Russell.

Jeg har gentagne gange pointeret, at de film der laves i dag, ikke er film – de er computerspil. De er events. De er 3D-rides! De er ligegyldigheder uden substans, sjæl, pointe, ja sågar basal historie! Og selve biografen som koncept er ved at dø!

Jacob Krogsøe vil så kalde mig en gnaven, gammel mand, og nu kaster han officielt bolden over til mig, og siger “godt så – uddyb det!”

Jeg har grebet den, og jeg VIL sikkert virke som en gammel nar for mange af Pulpens læsere, men jeg vil påstå, at jeg er fra en generation, der er opvokset med de bedste film i filmhistorien. Det er min tese. Fra da film var… film!

Da film var film

Man kreerede, og byggede og skuespillede fantastiske ting, som et kamera fangede. Man animerede det ikke på en computer. Alt var ægte… Ægte! Men ER jeg bare en gammel mand, der sidder på bænken og taler ned om nutidens tendenser og unge, og påstår alting var bedre i gamle dage?

Jeg er fra 1969, og således født og opvokset midt i det, der nu betegnes som Hollywoods absolut smukkeste og mest kreative periode. Historisk og samtidigt døbt “New Hollywood” eller “American New Wave”, der strakte sig fra midt-1960’erne til start-1980’erne.

Den 2. juli 2016 døde instruktør Michael Cimino (Thunderbolt and Lightfoot (1974), The Deer Hunter (1978), Heaven’s Gate (1980), Year of the Dragon (1985)), som en af flere kunstnere og ikoner fra min barndom og ungdom, der har checket ud her i 2016, strækkende sig fra Alan Rickman til Bud Spencer og David Bowie og Muhammad Ali.

Cimino er et lysende eksempel på de filmskabere, der var med til at gøre 1970’erne til den sublime filmepoke, den var for USA. Paradoksalt nok var han også manden, der var med til at slutte den.

Studiesystemets nedtur

Fra 'Wizard of Oz' - Technicolor evolution!

Fra ‘Wizard of Oz’ – Technicolor evolution!

Som alting i historien, brød “New Hollywood” igennem som reaktion på noget eksisterende. Da filmproduktion i Hollywood havde nået 1930’erne, var industrien den mest ekstravagante i verden. Folk gik i biografen mindst en gang om ugen, og pengene strømmede ind.

Studierne blev større og større og producerede tonsvis af pragtfuld, farvestrålende celluloid. The Wizard of Oz (1939), Gone with the Wind (1939), Casablanca (1942), King Kong (1933), The Ten Commandments (1956), Some Like It Hot (1959), Singin’ in the Rain (1952). Uendelige klassikere i sort/hvid og vidunderlig Technicolor, historisk betegnet som Hollywoods Golden Age.

Verden var tryllebundet af pompen og pragten, magien og de glamourøse, smukke mennesker, men Hollywood var langsomt, men sikkert ved at bygge et Babelstårn. Tårnet brast under tyngden fra en filmproduktion af bibelske dimensioner.

Pompt og pragt i 'Cleopatra' (1963).

Pompt og pragt i ‘Cleopatra’ (1963).

Da Cleopatra kom ud i 1963, havde den kostet uhørte 44 mill. USD at producere, svarende til 446 mill. USD i 2016-dollars! Til trods for Oscar-statuetter og -nomineringer og rekordstor indtjening, fik filmen et underskud, der ikke har tjent sig selv ind den dag i dag.

Elisabeth Taylor fik 1 mill. USD for titelrollen, et dengang vanvittigt beløb til en skuespiller. Snart lå hele Hollywoods studie-system i ruiner.

Op gennem 50’erne og de tidlige 1960’ere havde Hollywood været totalt domineret af musicals og historiske film, som var formstøbt til biografernes store lærreder. De var sublime oplevelser i CinemaScope og lyd, men Hollywood kørte efter en fast rettesnor – en fast opskrift de havde benyttet i årtier.

(Gen)Introduktion af 3D, Smell-O-Vision og andre påfund til at gøre biografture til et event, kunne ikke ændre det faktum, at filmskaberne havde mistet deres væsentligste indkomstkilde – de unge.

Tiderne skiftede hurtigt politisk, demografisk og familiært, og ungdomsoprør var i fuld gang over hele verden. For de unge var det, Hollywood diskede op med, noget deres forældre havde elsket – og dermed dødt.

Hollywood reagerede desperat ved at forsøge at gå fra en stærkt studie-kontrolleret filmproduktion, til en væsentlig instruktør-kontrolleret produktion. Tvunget ud i at tage større risici og udvise innovation, overlod man simpelthen styringen til nye, unge instruktører, først og fremmest fordi de netop var unge, og dermed måtte have følingen med samtidens rebelske ungdom.

Movie Brats

Spaghetti-westerns blev en inspirationskilde for de nye, unge instruktører. Her fra Sergio Leones 'Once Upon A Time In The West' (1968).

Spaghetti-westerns blev en inspirationskilde for de nye, unge instruktører. Her fra Sergio Leones ‘Once Upon A Time In The West’ (1968).

Disse nye instruktører var karakteriseret ved, at de alle tilhørte den første generation af amerikanske instruktører, der blev uddannet på deciderede filmskoler. De var født i 40’erne og opvokset med, inspireret af, følte kærlighed for og havde dybe rødder til filmene fra Hollywood’s Golden Age.

Men samtidig havde de studeret og fundet kæmpe inspiration i primært europæiske art films fra 60’ernes “French New Wave”, ledet af instruktører som Jean Luc-Goddard, Claude Chabrol og Francois Truffaut, samt Italiens bølge, der startede i 50’erne med Frederico Fellini, frem til Spaghetti Westerns ledet af Sergio Leone.

Inspirationen kom også kulturelt fra helt anderledes film i form af f.eks. japansk cinema med Akira Kurosawa. Samtiden døbte dem Movie Brats, og de bestod af kunstnere som George Lucas, Francis Ford Coppola, William Friedkin, Terence Mallick, Brian De Palma, Steven Spielberg, John Carpenter, Martin Scorsese, Woody Allen, George Romero og Stanley Kubrick for blot at nævne et par stykker. Kunstnere der lavede filmhistorie på meget forskellig vis og indenfor meget forskellige genrer.

Af film der satte epoken i gang kan nævnes 2001: A Space Odyssey (1968), Night of the Living Dead (1968), Easy Rider (1969), The Wild Bunch (1969).

Fortællerstilen i amerikanske film ændrede sig således drastisk fra den klassiske Hollywood larger than life til at portrættere hverdagsmennesker og disses ditto problemer i samtidsrelevante dramaer.

On location og antihelte

'The Graduate' (1967) står som en af de film der starter American New Wave.

‘The Graduate’ (1967) står som en af de film der starter American New Wave.

Film skulle være ægte og nærværende, og dette indebar først og fremmest at flytte sig fra studiernes kulisser og set decorations til on location. Kameraet skulle ud, og opfindelsen af bl.a. Panavision Panaflex kameraet gjorde det muligt uden videre at skyde eksteriør på 35 mm.

Fortællerstilen fjernede sig også fra at være straight-forward til non-lineær, ligesom der i større grad blev brugt og vist vold, seksualitet og nøgenhed (som var en generel tendens i tiden). Helte på film var mere anti-helte, som publikum kunne relatere til. Fokus var mennesker og deres reaktioner.

Vold og sex var ikke længere skjult, og blev i højere grad udpenslet. Nogen gange sammen. Her fra Sam Peckinpah's 'Straw Dogs' (1971).

Vold og sex var ikke længere skjult, og blev i højere grad udpenslet. Nogen gange sammen. Her fra Sam Peckinpah’s ‘Straw Dogs’ (1971).

Fra den splittede teenager, portrætteret af Dustin Hoffmann i The Graduate (1967), til ham, der bare ikke lige passer ind i systemet, portrætteret af Paul Newman i Cool Hand Luke (1967) samt forherligelse af deciderede forbrydere i Bonnie and Clyde (1967).

Michael Cimino adskilte sig noget fra de fleste instruktører i og med, han ikke var uddannet fra en filmskole. Han var uddannet indenfor arkitektur, men bevægede sig indenfor dramatisk kunst, og instruerede diverse reklamer og dokumentarer, indtil Clint Eastwood gav ham chancen for at instruere en spillefilm med Thunderbolt and Lightfoot (1974).

Michael Cimino instruerer Jeff Bridges og Isabelle Huppert under optagelserne af 'Heaven's Gate' (1980). Dette skulle være sidste gang studierne tillod fuld instruktør-frihed.

Michael Cimino instruerer Jeff Bridges og Isabelle Huppert under optagelserne af ‘Heaven’s Gate’ (1980). Dette skulle være sidste gang studierne tillod fuld instruktør-frihed.

Netop det faktum at Cimino ikke var filmisk uddannet, gjorde hans film så fantastisk ægte. Han kendte ikke andre metoder end at genskabe sin vision ned til mindste detalje foran de snurrende kameraer. Men hvad der var kendetegnende for kunstnere i perioden var også, at de ikke kunne kreere indenfor rammer, herunder budgetter.

Heaven’s Gate er en af historiens største og mest iøjnefaldende box office-fiaskoer. Den indtjente ca. 3,5 mill. USD, efter at have kostet 44 mill. USD at producere. Det sendte selskabet United Artists i betalingsstandsning, og Ciminos karriere på pause.

Blockbusterens indtog

Panavision fik kameraet ud af studierne. Her brugt on location af William Friedkin til 'The Exorcist' (1973).

Panavision fik kameraet ud af studierne. Her brugt on location af William Friedkin til ‘The Exorcist’ (1973).

Heaven’s Gate symboliserer derfor, på alle måder, slutningen af “American New Wave”. Ved indgangen til 1980’erne havde studierne genskabt fordums styrke, og de havde allerede set de kommercielle muligheder, der kunne være ved igen at gøre film til events ved brug af koordineret og bred marketing.

Fænomenet Summer Blockbuster var født med Jaws (1975), og man kunne se fordelen ved at lave film, der appellerer til flere aldersgrupper med Star Wars (1977). Kodeordet for studierne var kontrol! Total kontrol over produktionen, og instruktører, der ikke kunne arbejde under budget, havde ingen arbejde.

Men biografindustrien havde også fået en ny stærk modstander i form af The Video Home System, eller VHS’en. Store, vidunderlige, blinkende maskiner, som gjorde livet større for en lille filmelsker som mig.

En opfindelse der skulle gøre livet surt for biograferne. VHS-maskinen i al sin magt og vælde.

En opfindelse der skulle gøre livet surt for biograferne. VHS-maskinen i al sin magt og vælde.

Film i 1980’erne var, ligesom musikken, en gang miskmask (fra tysk “Mischmasch”, og ifølge Den Danske Ordbog en “forvirret eller skødesløs sammenblanding af bestanddele der ikke passer sammen”).

Film i 80’erne var generelt præget af sjusk og ja, skødesløshed. Man var sågar så dovne, at man aldrig brugte tid på at lave en såkaldt master, hvorfor film fra 1980’erne fortsat ligner lort på digitale medier som f.eks. blu-ray, da det jo i sagens natur er umuligt at lave en remaster.

Computer Generated Imagery

CGI gjorde sit indtog i form af en vandsøjle manipuleret af venlige aliens i James Camerons 'The Abyss' (1989).

CGI gjorde sit indtog i form af en vandsøjle manipuleret af venlige aliens i James Camerons ‘The Abyss’ (1989).

Computer Generated Imagery, populært CGI, gjorde sit indtog i James Camerons The Abyss (1989) og Terminator 2: Judgment Day (1991) og revolutionerede filmindustrien i Jurassic Park (1993).

Nu kunne der for alvor spares i produktionerne. Hele artwork-afdelinger er gået bort med tiden, og det første offer blev jo legenden Phil Tippett, der blev fyret som Stop Motion Animator på netop Jurassic Park.

Frem til i dag er håndværk og kunstarter som Production Design, Art Direction, Set Decoration, Makeup Artist uddøde erhverv. Gjort overflødige, da de nu kan spares væk. Snart behøver man ikke længere skuespillere overhovedet for at lave film – og slet ikke et kamera.

Især horror-genren er mål for remakes. Til venstre er det Sissy Spacek i Brian De Palmas 'Carrie' (1976) og til højre Chloë Grace Moretz i den ligegyldige 2013-version.

Især horror-genren er mål for remakes. Til venstre er det Sissy Spacek i Brian De Palmas ‘Carrie’ (1976) og til højre Chloë Grace Moretz i den ligegyldige 2013-version.

Og så er vi tilbage ved min pointe om, at film i dag ikke er film. De er computeroplevelser. De føles uægte, både visuelt og historiemæssigt. Film produceres efter en check-liste, der ikke afviges, således aldersgrænserne kan holdes nede og dermed mere box office.

I modsætning til 1970’ernes Movie Brats, som studerede og lod sig inspirere af kulturelt anderledes film og stilarter, har nutidens filmskabere ikke set mange film fra før 1990. De er ikke interesserede i historier om mennesker. Remakes, reboots, sequels, prequels. Uoriginale. Uden nerve. Uden mod. Alt der gør det nemmere, hurtigere, billigere.

Biografernes banemand.

Biografernes banemand.

Og biograferne ER i fare! Tallene taler for sig selv. De seneste års tal er de laveste i to årtier. Biograferne forsøger at møde de dykkende tal ved at sætte billetpriserne op, og netop dette rammer biografernes vigtigste kilde hårdest: De unge. Allerede dér er der en ond spiral. Film indtjener mindre, der er masser af hård konkurrence i form af uendelige streaming-muligheder og et stigende højt niveau indenfor TV-serier.

Film som events

Industrien forsøger i større grad at gøre biograferne konkurrencedygtige ved at lave filmene til events. Siden 3D kom tilbage med (igen James Cameron) Avatar (2009), ser dette ud til at være kommet for at blive, således en film ikke længere kun er oplevelser i Sound and Vision – det skal være en rutschebanetur, et ride.

Her er det så, I bør se en rød tråd til det, jeg skrev ovenstående omkring filmstudiernes nedtur i starten af 1960’erne. Hvor studierne i desperation lavede større og større produktioner for at kæmpe mod den voksende konkurrence fra TV.

I juni-nummeret af Planet Pulp blev det beskrevet, hvordan Hollywood gennem tiden har opereret i bølger. Men er det det, der sker nu med biograferne? Kan biografernes langsomme – men tilsyneladende sikre død – få filmindustrien til at reagere, således man igen gør filmene og deres historier ægte?

Et håb om redning?

Det helt fantastiske set design fra Ridley Scotts 'Prometheus' (2012).

Det helt fantastiske set design fra Ridley Scotts ‘Prometheus’ (2012).

Der har været nogle nyere produktioner, hvor brugen af CGI og Green Screens har været nedtonet, hvor man har bygget old school sets i 1:1 størrelser, bl.a. Ridley Scott’s Prometheus (2012), men også J.J. Abrams i Star Wars: The Force Awakens (2015).

Dette kan give håb om en erkendelse af, at film som kunst kan/skal reddes. Men så længe nutidens unge er fuldstændig ligeglade med, om de ser film i IMAX, eller streamer det på deres Apple-apparater, ja så ser jeg kun at film, i den form jeg elsker dem, er væk for evigt.

Jeg ønsker jer alle en go’ sommer, men inden I afskriver mig som en affældig sinke, der dvæler ved fordums dage, så brug ferien til at se nogle af de film, jeg har nævnt ovenfor fra de magiske 1970’ere. Og lad os så snakkes ved.

'Heaven's Gate' på The Criterion Collection Blu-ray.

‘Heaven’s Gate’ på The Criterion Collection Blu-ray.

Michael Cimino’s Heaven’s Gate kan nu fås i en fantastisk remastered uncut version på The Criterion Collection Blu-ray. Hvis I vil se noget æstetisk ægte, så se den!

Månedens leder er skrevet af Tommy Prang Vonsyld.

Om gæstelederskribenten: Tommy Prang Vonsyld (f. 1969) voksede op i 1970’erne, og allerede som barn var film den store interesse. Der blev spenderet megen tid i biografens mørke (også forbudt for børn film!), samt foran TV med yndlingsserier som Månebase Alpha og McCloud, og han var ivrig samler af kulørte hæfter fra Marvel og DC Comics. Tommy har en merkantil uddannelse indenfor International Marketing, og en alsidig erhvervserfaring fra bl.a. reklamebranchen og forsikring. På freelancebasis har han siden 1990’erne beskæftiget sig meget med filmproduktion, både foran og bagved kameraet. Dette har givet mulighed for at arbejde sammen med instruktører som Søren Fauli, Nicolas Winding-Refn, Anton Corbijn, Birger Larsen, Bille August og Susanne Bier. De senere år har Tommy lavet en del teater, og arrangeret events der som oftest er filmrelaterede. Han er dedikeret filmnørd, og skriver en del artikler om, og anmeldelser af, film, og er en del af det nu legendariske genrebaserede fanzine, Inferno.

Film:
The Doom Generation (Gregg Araki, 1995)
Independence Day: Resurgence (Roland Emmerich, 2016)
My Little Pony Friendship is Magic – Season 3 (Jayson Thiessen & James Wootton, 2012-13)
The Revenant (Alejandro G. Iñárritu, 2015)

Bøger:
John Dies at the End (David Wong, 2007)
The Little Book of Wonder Woman (Paul Levitz, 2015)
Texas Longhorn nr. 4 (Diverse, 2016)
Ulykkernes tid (Moïra Fowley-Doyle, 2015)

Artikler:
Et hyggeligt torsdagsvisit i helvede – En reportage fra Copenhell