Nr. 125 – 13. marts 2016

Nr. 125 – 13. marts 2016

Det begyndte faktisk allerede i de døende dage af 2015, hvor året sluttede på en deprimerende facon, da Lemmy døde den 28. december. Og siden da har manden med leen haft travlt.

Den 9. januar døde Angus Scrimm, særlig kendt som The Tall Man i Don Coscarellis Phantasm-serie, men i øvrigt veteran fra en lang række horrorfilm. Scrimm blev 89 år gammel.

Så ramte det store chok, da David Bowie døde af kræft den 10. januar, blot to dage efter sin 69-års fødselsdag, hvor Bowie også udgav det, der skulle blive hans sidste plade, Blackstar.

Fire dage senere var den gal igen, da Alan Rickman døde af kræft, også 69 år gammel. Rickman behøver vel næppe nogen nærmere introduktion, men bare for en ordens skyld: Hans Gruber, Sheriffen af Nottingham, Severus Snape…

I februar måtte vi så tage afsked med en legende indenfor filmfotograferingens kunst, da Douglas Slocombe den 22. februar døde i en ærværdig høj alder på 103 år – Slocombe fotograferede et hav af film i sin lange karriere, bl.a. den vidunderligt smukt fotograferede The Fearless Vampire Killers (1967) og de tre første Indiana Jones-film.

Blot seks dage senere, den 28. februar, døde George Kennedy, der også medvirkede i en lang række film og tv-produktioner gennem sin lange karriere. Selv hvis det ikke var for roller i film som The Dirty Dozen (1967) og Cool Hand Luke (1967), vil jeg altid huske Kennedy for hans rolle som Frank Drebins kollega i The Naked Gun-filmene (og tv-serien). Kennedy blev 91 år gammel.

For fem dage siden, den 8. marts, mistede vi så George Martin, der uden tvivl er bedst kendt som The Beatles’ producer, men som også var filmkomponist og bl.a. leverede musikken til James Bond-filmen Live and Let Die (1973). Martin blev 90 år gammel.

Og for tre dage siden, den 10. marts, døde så Keith Emerson i en alder af 71 år. Emerson er bedst kendt som én af stifterne af Emerson, Lake & Palmer, men han komponerede også en række filmscores, bl.a. til Dario Argentos Inferno (1980) og Lucio Fulcis Murderock (1984).

Nuvel, flere af de ovennævnte døde i en høj alder, hvor det måske ikke kan komme som et decideret chok, men Lemmy, Bowie og Rickman kom som grimme chok og selv de, der døde i en høj alder, vil blive savnet.

Men ikke alt er ynk

Men ikke alt er den rene ynk, og her på tærsklen til foråret, har vi for kort tid siden været vidne til én af de store øjeblikke i Oscar-uddelingens historie.

Og nej, jeg refererer ikke til, at Leonardo DiCaprio fik en Oscar, selvom det bestemt var fortjent. Nej, jeg taler om en pris, som langt de fleste har været fuldkommen ligeglade med, men som her på Planet Pulp gav anledning til stor glæde: Ennio Morricone vandt sin første rigtige Oscar i en alder af 87 år for scoret til Quentin Tarantinos The Hateful Eight,

Jo, jeg ved godt, at Morricone fik en Æresoscar i 2007, men den tæller jeg ikke med her, for den vandt han jo ikke i konkurrence med nogen.

At Morricone skulle være så gammel, før han vandt sin første Oscar er fuldstændig vanvittigt – med et hurtigt kig i mandens filmografi kan man uden større problemer finde mindst en halv snes scores, der burde have fået en statuette eller i det mindste været nomineret.

Og så sad 87-årige Morricone i øvrigt i salen sammen med det unge brushoved John Williams, der i en alder af kun 84 også var nomineret til en Oscar for sit score til den seneste Star Wars-film.

Lad os huske at glæde os

Jo, selvom der har været nok at være trist over i de første uger af 2016, er der bestemt også ting at glædes over. Og lur mig, om der ikke nok skal komme flere ting at glædes over i løbet af 2016 – og formentlig også flere ting end der er at være trist over.

Vi skal bare huske at glæde os over de forskellige gaver, vi får – som filmfans, musikfans, tegneserieelskere og bibliofile.

Hvad sidstnævnte angår, fejrer genrelitteraturen i netop denne weekend sig selv med den årlige Krimimesse i Horsens, hvor også prisen for årets horrorudgivelse uddeles – den gik i øvrigt til Michael Kamp for romanen Samlerne. Tillykke til Michael!

Og til Ennio! Og også til unge Johnny Williams for at være nomineret til en pris; det er en ære i sig selv.

Og lad os så håbe på, at 2016 fra nu af vil byde på flere gode nyheder end dårlige. Og at foråret snart for alvor finder vej til Danmark!

Når det gør, kan vi passende dykke ned i Lemmys og Bowies bagkatalog, se en film eller to med Angus Scrimm, Alan Rickman og George Kennedy, nyde Douglas Slocombes billeder i Raiders of the Lost Ark og frydes over George Martins musik til Live and Let Die og Keith Emersons score til Argentos syrede og fremragende Inferno.

Der kan ikke være nogen bedre måde at ære de døde end ved at fejre dem midt i livet.

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Adventures of Tintin (Steven Spielberg, 2011)
Deadpool (Tim Miller, 2016)
Inbred (Alex Chandon, 2011)
Year of the Living Dead (Rob Kuhns, 2013)

Filmmusik:
The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn (John Williams, 2011)

Bøger:
Night Shift (Stephen King, 1978)