Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Nemesis the Warlock: The Complete Nemesis the Warlock Volume 2

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Nemesis the Warlock: The Complete Nemesis the Warlock Volume 2Alt i alt er The Complete Nemesis The Warlock Volume 2 et besøg værd, ikke bare fordi Nemesis er en klassiker blandt 2000 AD’s karakterer, men også fordi humoren måske nok er studentikos, men samtidig stadig charmerende og i dag måske endnu mere relevant end tidligere.

Den dragelignede, sværdsvingende, ildspyende, troldkarl og 2000 AD-legende Nemesis er tilbage for atter at sprede kaos og anarkistisk frihed. Det drejer sig her om en af 2000 AD‘s klassiske og mest legendariske serier, fyldt med karakteristisk sort humor, samfundssatire og oprørsånd, der er lige så aktuelt i dag som da den blev skabt i firserne.

Selvfølgelig kan serien fortsætte

Nemesis The Warlock mens han bruger sin mørke magi (tegnet af Talbot)

I sidste Nemesis-album, The Complete Nemesis the Warlock Volume 1, blev vi introduceret til seriens hovedperson – den sære oprører og troldmandsrumvæsen Nemesis – samt hans ærkefjende, Storinkvisitoren Torquemada, der styrer det sci-fi-middelalderlige Gothic Empire, som udgør seriens vanvittige verden.

I det første album blev alle tråde stort set samlet, og der var ligesom ikke lagt op til forsættelse. Nemesis fik nemlig til sidst gjort kål på sin ærkefjende Torquemada. Så spørgsmålet må naturligvis være, hvordan der kan være nogle interessante historier i det nye samlealbum, da alle de væsentlige konflikter og løse tråde syntes afsluttet i sidste bind.

Well, nu er det jo en tegneserie, så selvfølgelig kan den forsætte, fordi det viser sig klart nok, at en del af hovedpersonerne ikke er helt døde alligevel. Nærmere bestemt, så har Nemesis’ søn Toth faktisk overlevet Torquemadas mordforsøg, fordi han i al hemmelighed blev skjult af en blødsøden under-inkvisitor. Han er ikke helt udvokset, men allerede nu har han store kræfter som troldkarl, ligesom sin far.

En meget vred ung mand

Skurken Torquemada med Hitler-hilsen, jernkors, maske, kinky machochist-nonner og hele svineriet (tegnet af Kevin O'Neill)

Toth er dog af den overbevisning, at hans far har svigtet ham og ikke vil vide af ham, hvilket er grunden til, at han ikke har set ham i alle disse år. Virkeligheden er dog en anden, fordi Nemesis ikke har været klar over, at hans søn stadig er i live. Sådan ser Toth dog ikke på det, og derfor vil han både have hævn over sin far og Torquemada. Torquemada er som bekendt død – det skete jo i sidste bind (to gange endog) – men Toth er så opsat på sin hævn, at han går tilbage i tiden ved hjælp af sine troldkarlskræfter for at bringe Torquemada tilbage til nutiden og pine ham i det uendelige.

Det er netop derved, at Nemesis kommer på sporet af sin søns stadige eksistens, og Toths ønske om hævn over både Torquemada, Nemesis og hele menneskeheden (jep, Toth er virkelig en vred teenager, der vil sætte verden i brand, eller faktisk ødelægge den).

Snart får Torquemada befriet sig selv, og så går det vilde ræs mellem ærkefjenderne Nemesis og Torquemada og deres respektive følge i jagten efter Toth. Dette fører dem til Jordens indre, som nu er “The Time Wastes”, hvor de kommer til at rejse gennem en masse dimensionsportaler til forskellige af Jordens tider, både fortiden og fremtiden, så som England under Cromwell, Anden Verdenskrig og Spanien under den historiske Torquemada og hans spanske inkvisition, hvor Toths hævnhandlinger truer med at ødelægge hele tid/rum-kontinuumet.

Ikke så indviklet som det lyder

På et tidspunkt i albummet sker det udsandsynlige, at de to ærkefjender Torquemada og Nemesis tvinges til at gøre fælles sag (her tegnet af Talbot)

Lyder dette indviklet? Det er det faktisk ikke. Historien i Nemesis the Warlock er sådan set meget lige ud ad landevej. En klassisk historie om hævn mellem ærkefjender, hvor man godt ved, hvordan det egentligt ender og hvordan, det kører. Det er blot alle de skøre indfald fra forfatteren Pat Mills’ side, der får handlingen til at virke uoverskuelig og uforudsigelig, når den genfortælles kort, men det er den altså egentlig ikke.

For Mills’ store force er ikke som historiefortæller, hverken i formidlingen eller i originaliteten af selve det grundlæggende plot, men derimod i hans rablende og fabulerende idéer, der, når de er bedst, både er smittende og tankevækkende. I hans vanlige stil indeholder disse også en mænge af anti-autoritær og anarkistisk tankegods – i en sådan grad at nogen måske næsten ville kalde det propaganda. Dette gælder både Nemesis The Warlock og hans andre kreationer, så som Invasion! og Sláine.

Pat Mills er om nogen den person, der virkelig har gjort noget for forfattere og tegneres rettigheder på den britiske tegneseriescene, og en ting, han fremhæver gang på gang, er fortrinlighederne ved den europæiske tegneseriekultur – altså i forståelsen den fransk/belgiske. Mills har ofte udtrykt sin beundring for denne scene og dens kvaliteter, og på mange måde er Mills’ fortællestil meget lig den type historier, der er fremherskende i fransk/belgiske tegneserier.

Med det mener jeg, at her vejer de fantastiske indfald og vilde, imponerende idéer tungere end for eksempel ønsket om at skabe et troværdigt, sammenhængende og overbevisende univers til sin fortælling. Det gør som ofte ikke helt så meget, at selve grundhistorien er lidt usammenhængende, gennemsnitlig, klichéfyldt eller banal, så længe der bare er nogle imponerede indfald, gerne af en type, som tegneren kan lave nogle fede tegninger til.

Skal nydes i afmålte doser

... de farer dog hurtigt i flæsket på hinanden igen (igen tegnet af Talbot)

På den måde har Mills generelt nogle problemer til fælles med en del af de fransktalende tegneserieskabere, og det gælder også i dette album. Nemlig at man gerne skal lade sig medrive af disse idéer og de ting, tegneren kan skabe ud fra dem, og så give pokker i historie, formidling og setting. Samtidig er Mills også lidt ligesom mange af sine franske åndsfæller en tak mere overbevidst om sin egen kunstneriske unikhed og genialitet – man kunne også kalde det for en manglende anerkendelse af sin egen almindelighed.

For personligt har jeg det sådan, at denne type ret forudsigelige historier med tilsvarende forudsigelige manglende sammenhæng har lidt svært ved at holde mig fanget eller begejstret i længere tid ad gangen. Jeg fortrækker det i mindre doser og bestemt ikke hele tiden. Når det er sagt, så har jeg faktisk været ganske godt underholdt af dette Nemesis-bind. Men jeg kan samtidig også godt mærke, at jeg ikke skal læse for mange Pat Mills-historier på én gang. Jeg savner den vanlige 2000 AD-tighthed og historietwists.

Dog har Mills et klassisk 2000 AD-element med i Nemesis, og det er i udpræget grad den politiske, samfundsironiske satire, der sammen med überskurken Torquemada er seriens egentlige omdrejningspunkt. Dette gør, at serien stadig er aktuel, ja faktisk sikkert mere aktuel nu, med sit fokus på religiøs vanvid, fremmedhad og fanatisme, end den har været f.eks. i halvfemserne.

Når det er satiren og skurken Torquemada, der er omdrejningspunkterne, skyldes det også, at helten Nemesis er så underlig og virkelig “alien”, at man som læser nok ikke kan forstå eller identificere sig med ham. Ikke en dårlig ting, men dygtigt gjort af Mills at skabe et spil på denne måde, således at den erklærede hovedperson ikke er den egentlige, emotionelle hovedperson for læserne.

Gode og knap så gode illustrationer

Torquemadas kone/enke, Candida, optræder også i albummet, og naturligvis er hun også optændt af hævnbegær overfor Nemesis (her tegnet af Talbot)

Størstedelen af albummets tegnere er gamle kendinge fra det forrige Nemesis the Warlock-album. Vi har Kevin O’Neill, der sammen med Pat Mills egentlig opfandt Nemesis the Warlock, og hans stil er vanlig grotesk og humoristisk, hvilket for de fleste nok er sådan, den “rigtige” Nemesis the Warlock skal se ud. Hans ret så underholdende, selvironiske og underspillede stil gør også Pat Mills’ historieskrivning bedre.

Brian Talbot er en anden af 2000 AD‘s klassiske tegnere, der også stod for en pænt stor del af det forrige Nemesis the Warlock-album. De fleste kender ham måske fra Luther Arkwright-serien, og han er et stort navn på UK-scenen, men desværre er Talbot egentlig ikke specielt kendt udenfor Storbritannien. Det er en skam, for han har en fænomenal, men samtidig diskret og underspillet stil, og han laver virkelig nogle fantastiske illustrationer – det gælder også for dette bind. Helt anderledes end O’Neills grotesk-humoristiske stil, men samtidig passer den stadig perfekt til serien.

John Hicklentons illustrationer er jeg derimod ikke ubetinget begejstret for. Det er første gang, at Hicklenton tegner Nemesis, og hans tegninger her, samt i Judge Dredd-serien, er med til at gøre ham til et kendt navn blandt 2000 AD‘s læsere. Udenfor 2000 AD er han blandt andet kendt for Dark Horses ZombieWorld-serie, som han har illustreret under navnet John Deadstock.

Hans stil er mørk, detaljeret, dynamisk og beskidt, og det er sådan set også fint nok. Mit problem med hans illustrationer er nærmere, at jeg ikke synes de følger, eller illustrerer, historien specielt godt. De virker nærmere som særskilte billeder, der sådan lige er sat ind, hvor de måske kunne passe til historien, men hvor figurerne måske har en helt anden gestik eller mimik i forhold til, hvad de skal gøre, og hvad de siger.

Plat photo story

Nemesis' hævntørstige søn Toth (tegnet af Talbot)

Albummet indeholder som nævnt denne lange story arc, hvor både Nemesis og Torquemada jagter Nemesis’ søn gennem dimensionerne. Det fylder hovedparten af albummet, men derudover er der også i albummets sidste del proppet en del forskelligt materiale ind, der kommer forskellige steder fra, så som 2000 AD annuals, specials og andre hæfter.

En af disse historier, Forbidden Planet, er en hmm… såkaldt “photo story”. Altså en historie, hvor det i stedet for tegninger er fotografier, sat op med talebobler og så videre, som vi kender det fra tegneserier – alt sammen lavet af Tony Luke.

Vi snakker her om fotografier af Nemesis og Torquemada, hvilket vil sige folk klædt ud i papmachékostumer, der ifølge handlingen, kommer til det tyvende århundrede, nærmere bestemt en tegneserieboghandel i London, der naturligvis handler med 2000 AD. Bestemt ikke det bedste 2000AD nogensinde har lavet. Meningen er selvfølgelig at det er ment som en joke, hvor den dog nok mere er fjollet end sjov. Men det har sin berettigelse i et album, hvor alt, der er udgivet, er med.

Gamebook

Nemesis i Hicklentons mere eksplosivt vilde og beskidte streg

Derimod er der to genoptryk fra de hedengangne Diceman-blade, der virkelig holder. Diceman var 2000 AD‘s forsøg på at komme ind på Sværd & Trolddom/Fighting Fantasy-gamebook-markedet, hvor man selv styrer handlingen i historien. I Diceman-bladene var dette gjort med tegneserie/gamebook-style (som vi kender det på dansk fra albummene Jagten på Krystalkuglen.

De to historier, The Garden of Alien Delights og The Torture Tube er begge lige under 20 sider lange, og har begge Pat Mills som forfatter. Og jeg må sige, at jeg er overrasket over, hvor godt han faktisk gør det indenfor “vælg dine egne eventyr”-stilen. I begge historier formår han at udnytte tegneseriemediet i forhold til stilen.

I The Garden of Alien Delights tager vi som læser styringen af storinkvisitoren Torquemada, der skal prøve på at undslippe sin ærkefjende Nemesis gennem netop “The Garden of Alien Delight”, der, inspireret af Hieronymus Boschs billede af næsten samme navn, er fyldt med alle former for bizarre væsner, man på den ene eller anden måde skal prøve at slippe forbi.

I The Torture Tube har man hovedrollen som Nemesis, der i sit rumskib/fly drøner gennem de mange tunneller i Termight, Torquemadas planet, mens man holder tungen lige i munden for at undslippe hans Terminators, der er efter én. I begge historier bruger Mills det greb, at han ikke beskriver med ord, hvad man skal holde øje med, men lade én selv få øje på det ud fra illustrationerne, hvilket gør, at man virkelig begynder at studere tegningerne nøje.

I The Torture Tube er der ydermere den feature, at man selv vælger, om man vil gå op eller ned i hastighed med rumskibet fra billede til billede, og at man derved i forskellige situationer kan komme slemt ud at skide, hvis man flyver for hurtigt eller for langsomt. Dette er virkelig blandt noget af det bedre, der er lavet indenfor gamebook-genren, hvilket for øvrigt også gælder for de andre historie/spil fra de oprindelige Diceman-blade, som man kun kan håbe, at Rebellion også genoptrykker – men ellers kan man faktisk finde dem brugt til rimelige priser.

Et besøg værd

Torquemada og Nemesis i papmaché og fotograferet i en Forbidden Planet-butik

Alt i alt er The Complete Nemesis The Warlock Volume 2 et besøg værd, ikke bare fordi Nemesis er en klassiker blandt 2000 AD‘s karakterer, men også fordi den humor, der er i historierne, måske er studentikos på visse områder, men samtidig stadig charmerende og i dag måske endnu mere relevant.

Mills er heller ikke så skinger og selvfed, som han senere bliver, hvad angår politiske og religiøse tanker i sit materiale. Tegnerne Talbot og O’Neill er altid pengene værd, og ingen gamebook-fan bør snyde sig selv for at prøve både The Torture Tube og The Garden of Alien Delights, hvor Mills viser, at han kunne være blevet en fremragende gamebook-forfatter, hvis han ikke havde kastet sig over at skrive tegneserier.

The Complete Nemesis the Warlock Volume 2 er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

4 stjerner

Titel: The Complete Nemesis the Warlock Volume 2
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Kevin O’Neill, Bryan Talbot, John Hicklenton & Tony Luke
Forlag, år: Rebellion, 2007
Albumlængde: 288 sider
hvid
Albummet indeholder historier, der oprindeligt blev trykt i 2000 AD progs 430, 435-445, 482-487, 500-504, 520-524, 534, 546-557, Diceman 1 og 3, 2000 AD Sci-fi Special 1987 og 2000 AD Annual 1988 (1985-1988).

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/04/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *