Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Nat I 30 Dage: Dystre Dage

Nat I 30 Dage: Dystre Dage
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fortsættelsen til Nat i 30 Dage er stadig stærkt underholdende og flot udført, men man undgår ikke at længes efter det mere troværdige miljø fra det første album.

Nat I 30 Dage: Dystre DageAllerede året efter Nat I 30 Dage var udkommet, begyndte duoen Niles og Templesmith at arbejde på fortsættelsen til vampyrhistorien. Denne kom til at hede Dystre Dage, eller Dark Days på engelsk, og blev udgivet i løbet af 2004.

Fortsættelsen er langt mere ambitiøs end seriens første del, og Dystre Dage er da også en del mere omfattende. Dette er både godt og skidt, for det ville nok være meget svært at gentage den overbevisende succes, det første album havde, men på den anden side blotter fortsættelsen en del af de svagheder, der allerede var til stede i den oprindelige historie.

Hvor Nat I 30 Dage var en rørende enkel gyserhistorie, er Dystre Dage et oprigtigt forsøg på at skabe en mytologi og verden omkring vampyrerne, der hjemsøgte den lille by i Alaska. Det fører Niles og Templesmith ind på områder, hvor det er svært ikke ganske åbenlyst at låne fra forfattere som Anne Rice og Nancy Collins.

Dette er i sig selv jo ikke nødvendigvis en dårlig ting, men var man begejstret for det første album, er det vigtigt at holde sig for øje, at det andet bind er noget ganske andet.

Tyndslidt Matrix-æstetik
Stella og hendes bande

Stella og hendes bande.

Historien udspiller sig seksten måneder efter overfaldet på Barrow i Alaska. Det hele begynder med en kort prolog, hvor vi på ny ser den rørende afsked mellem de to politibetjente Eben og Stella. Eben ofrede sig for Barrow i slutningen af forrige bind, og det samme har Stella gjort, viser det sig.

Hun har brugt året efter angrebet på at skrive en bog ved navn “Nat I 30 Dage” med den ene hensigt at lokke vampyrerne frem og konfrontere dem. I de forløbne måneder har hun også gennemgået en ganske radikal forvandling, for mens Stella i første album var en lidt forsigtig dame, er hun nu blevet til en slagfærdig dræber, der omgiver sig med en flok unge bodyguards, som trofast følger hende overalt.

Alle er de iklædt lange sorte læderfrakker og bruger cool solbriller – det er ikke til at komme uden om, hvor meget Matrix-æstetik Ben Templesmith har fået med ind i serien, hvilket er en smule ærgerligt, da det virker så uendeligt tyndslidt i dag.

Hævnplot
Lilith

Lilith.

Stella og hendes håndlangere er rejst til L.A. for at promovere hendes bog, og her håber de naturligvis på, at de kan lokke nogle blodsugere frem. Det kommer de også i den grad til, og Stella får en hel del mere end hun håbede på. Det viser sig nemlig, at den vampyr som Eben udslettede i slutningen af Nat I 30 Dage hed Vicente, og han var rent faktisk den ældste eksisterende vampyr.

Vicente levede sammen med Lilith, og da det går op for hende, hvem der stod bag drabet på hendes elskede, sværger hun blodhævn. Lilith drager fra Norge til L.A. for her at dræbe Stella, mens nogle andre vampyrer i den samme by har helt andre planer. Det viser sig nemlig, at man aldrig kan ødelægge en vampyr helt, og har man blot en smule af vampyrens aske, kan denne genskabes, såfremt man bruger tilpas meget blod.

Død og ødelæggelse

Død og ødelæggelse.

Som ultimativ hævn over Stella, stjæler vampyrerne Ebens aske i Barrow, og planlægger nu at genoplive ham, for så at kunne dræbe ham igen foran øjnene af hende. Det skal måske lige nævnes, at Eben frivilligt lod sig gøre til vampyr i Nat I 30 Dage, for at få evnerne til at nedkæmpe byens angribere.

Det er i sandhed en udspekuleret plan, vampyrerne fra L.A. har, og naturligvis går det galt. I det hele taget går det meste galt i Dystre Dage, og de forskellige fraktioner krydser klinger flere gange i løbet af historien, før det store opgør kan få lov at udspille sig på en gammel kirkegård.

Illustrationer holder niveauet
Judith og Stella

Judith og Stella.

I det første album blev der knyttet en handlingstråd til New Orleans, og den genoptages i Dystre Dage. Problemet er, at den aldrig blev introduceret specielt elegant i første omgang, og derfor lider den fortsat under dette i det andet bind.

Man forstår stadig ikke helt, hvorfor kvinden Judith Ali har brugt så meget af sit liv på at jage vampyrer, men i sidste ende betyder det ikke så meget, for hendes tilstedeværelse er med til at knytte de to bind sammen, hvilket er tiltrængt.

Dystre Dage er illustreret i præcis samme lidt skæve og provokerende, filmiske stil som også første bind var det. Det giver historien en helt unik stemning, der ikke ligner ret meget andet på tegneseriemarkedet. Det gør hele serien til en ganske særlig oplevelse, og teknisk lever Dystre Dage derfor fuldt op til sin forgænger.

I kraft af den anderledes handling, er der lagt mere vægt på skududvekslinger og action i andet bind, men det mestrer Ben Templesmith på præcis samme, selvsikre måde, som han også gengiver alt andet. En udtalt forskel mellem de to albums er dog, at Templesmith udnytter langt flere helsidesillustrationer, og endda en enkelt dobbeltsidet tegning. Det er en ganske spændende og dramatisk tilføjelse til stilen, der resulterer i flere meget fascinerende billeder. Det er dog næppe sikkert, at hans streg vil falde i alles smag.

B-filmsagtig gotisk vrøvl

En vampyr up close and personal

Stella siger selv, stående ansigt til ansigt med Lilith, at hun ikke gider hører på hendes “B-filmsagtige gotiske vrøvl”, og det er faktisk lige præcis hvad Dystre Dage er. Hvad der i første bind begyndte som en klassisk, stramt fortalt gyser, er nu blevet til en vampyractionhistorie med store pistoler, rappe replikker og masser af goth.

Alt sammen noget, der har sin charme, men det er svært ikke at længes lidt tilbage til det stilfærdige Barrow, hvor personerne nok var en smule flade, men i det mindste troværdige.

Dystre Dage er god underholdning, og der er ikke så meget som en sides kedsomhed i albummet, men Niles og Templesmith har valgt at lægge deres fortælling så radikalt om, at serien nu nærmere henvender sig til fans af TV-serien Buffy the Vampire-Slayer (1997) og film som Underworld (2003), end de klassiske gyserfans, man fornemmede det første album var rettet mod. Forbistret flot og glimrende underholdning, men som sagt længes man hurtigt tilbage til Barrow, hvor det hele begyndte.

Dystre Dage er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

4 stjerner

Titel: Dystre Dage
Originaltitel: Dark Days
Seriens titel: Nat I 30 Dage
Seriens originaltitel: 30 Days of Night
Forfatter: Steve Niles
Tegner: Ben Templesmith
Farvelægning: Ben Templesmith
Albumlængde: 138 sider
Dansk oversættelse: Morten Lykkegaard
hvid
Udkom i USA i 7 dele i 2004.
Udkom som album i USA i 2004 på forlaget Idea + Design Works.
Udkom på dansk i 2004 på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: 2’er, Hævn, Trilogi, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *