Når Tavsheden Brydes

Når man har læst prologen til Benno Moes-Jørgensens debutroman Når tavsheden brydes, sidder man tilbage med store forventninger og glæder sig til at komme rigtig i gang med bogen. Den starter i bedste Lovecraft-stil med en scene fra et sindssygehospital, hvor vi møder den “indsatte” Sam McInverness.

Klichébarometret står på høj sol

Sam har det tydeligvis ikke godt og befinder sig et ubehageligt sted i sin hjernes dybeste afkroge. Hans værelseskammerat lider – naturligvis, fristes man til at sige – af skizofreni. Sam har forskanset sig rent mentalt, og lægerne har forgæves forsøgt at finde frem til, hvilke dæmoner der plager ham. Og pludselig, under en samtale med den sympatiske Dr. Amandaro, åbner Sam sig op, og minderne kommer frem:

“Fangerne Flygter! Åh, de er så mange, at jeg kun kan stoppe nogle få. Så jeg opgiver. Lader dem undslippe til mine læber, hvor de snubler over hinanden i bare iver efter at blive udtalt. De søde minder. Og de smertende onde.”

Efter denne indledning er mine forventninger skudt ret godt op i klichébarometret. Vi har en sindssyg forfatter, som har oplevet noget grusomt. Hvem kommer ikke til at tænke på Stephen King, Dean R. Koontz og naturligvis H.P. Lovecraft?

Indfrier ikke forventningerne

Min mentale konstruktion af hvad der nu kommer til at ske, er allerede godt oppe at køre, før jeg starter på kapitel ét. Har Sam begået massemord, fremmanet en dæmon eller har han læst i gamle bøger, som ikke er ment for det menneskelige sind? Alt i alt er der lagt godt i ovnen til en god, gammeldags gyser. Men sådan skulle det ikke vise sig, at Når tavsheden brydes er skruet sammen, og det er både bogens store styrke og samtidig dens største svaghed.

For bogen er uden tvivl møntet på et yngre publikum med hang til det overnaturlige, og fra forlaget Facets side lanceres den også som en gyserroman. Derfor vil en del af dens mulige publikum blive meget skuffet, men samtidig har de mulighed for at læse en historie, som, når man har kæmpet sig igennem en jungle af klichéer, stadig er ganske underholdende, velskrevet og som har en alternativ tilgang til en gyserroman for det yngre publikum.

Bogen er med sine 173 sider og sit meget letlæselig sprog hurtigt læst. Den er inddelt i 21 kapitler samt en prolog og en epilog. Bogen er fortalt udelukkende gennem en førstepersonsfortæller, nemlig Sam. Dette giver det hele et meget personligt præg, som gør det nemmere for læseren at relatere til Sam, som jo taler direkte til os.

Hverdagsskildringer i 2/3 af bogen

Efter den meget virkningsfulde prolog går den “rigtige” historie i gang. Vi møder forfatteren Sam McInverness, som er bosat i Denver i USA. Her møder han Melissa, og de forelsker sig i hinanden og flytter snart sammen i deres drømmehus i Georgetown, som ligger 60 km fra Denver. Her indretter de sig således, at Sam har kælderen som sin arbejdsplads, mens Melissa styrer resten af huset med hård hånd – hun er meget effektiv, og da Sam er lidt af et skvat, er det den mest holdbare løsning.

De får hurtigt to børn, og alt ser godt ud for den lille familie. Melissa får arbejde på et bøfhus, og Sam sidder i kælderen og skriver banale gyserhistorier, som sælger godt. Men snart kommer jalousi ind i billedet – udmøntet i den helt store kliché, hvor Sam tror, at Melissa har en affære med sin chef, som dog viser sig at være bøsse. Sam får diverse skriveblokeringer, og familiens økonomi går op og ned. Og med disse hverdagsskildringer går de første 2/3 af bogen.

Men så skal familien, som er blevet forøget med endnu et barn, til Skotland. Og her tager det overnaturlige element i historien fart. Når en bog – eller en film for den sags skyld – indledes af en så sigende prolog, som vi har at gøre med i Når tavsheden brydes, vil meget af spændingen ligge i at finde ud af, hvorfor Sam blev sindssyg, og derfor skal jeg heller ikke røbe mere af handlingen her.

Troværdig slutning

Når det kommer til stykket, så befinder Når tavsheden brydes sig et sted mellem en “jeg har lige fået børn”- og en “jeg vil vise hvordan en forfatter arbejder”- historie. Forfatteren har tydeligvis haft ambitioner om at vise, hvordan børn er Guds gave til et forældrepar, og mit gæt er, at han selv har små børn eller gerne vil have det.

Der bruges i bogen meget tid på at beskrive Sams kærlighed til sine børn – faktisk så meget, at man, da man nærmer sig bogens sidste tredjedel, og der ikke rigtig er sket det helt store, begynder at tænke på, om alt dette overhovedet vil give mening. Men hen i mod bogens slutning bliver det klart for læseren, hvorfor Moes-Jørgensen har brugt så megen plads på noget, der virker ligegyldigt.

For da bogens overnaturlige slutning løber af stablen, bliver det serveret med en meget stor troværdighed, og man tror på Sams kamp, og føler med ham og hans familie. Det skyldes naturligvis, at Moes-Jørgensen har skabt et meget troværdigt fundament med sine lange passager om børnene og Sams kærlighed til dem.

Mellem to stole

Desværre sætter bogen sig mellem to stole. Den er for banal og er ikke psykologisk dyb nok til at blive en rigtig gribende fortælling om en forfatters liv, og samtidig fylder gyserdelen for lidt. Men det kan samtidig også ses som en bevidst strategi fra Moes-Jørgensens side. For der er ingen tvivl om, at forfatteren har forsøgt at lave en gyserhistorie for unge, som kan komme med et alternativ til de metervare-gyserhistorier, som produceres i store mængder af tvivlsomme forfattere, som blot slår plat på at give ungerne det, de gerne vil have: blod, død og banal uhygge.

For ved at skabe den noget komplekse hovedperson Sam – og her mener jeg kompleks for et yngre publikum, som naturligvis ikke er parat til de store og tunge forfattere – skaber Moes-Jørgensen en gyserhistorie med en ganske god og troværdig historie. Jeg hører nok bare ikke til den tilsigtede målgruppe, og netop derfor er det også på sin plads, at jeg fremhæver dens kvaliteter.

Et spændende element, når man tager idéen om at skabe en gyserhistorie med plads til følelser med i sine overvejelser, er det metalag, som løber igennem hele historien. Her hører vi om, at Sams bøger sælger meget godt, når han “blot” leverer den ene banale historie efter den anden, mens han får hak fra sit forlag når han forsøger sig med mere følsomme sager.

Habil debutroman

Når alt det er sagt, så er Når tavsheden brydes dog en ganske habil debutroman, som viser at Moes-Jørgensen bestemt har talent for at skrive. Så det spændende ville være at finde ud af, hvordan et yngre publikum tolker og tager imod bogen. For mig er det en klichéfyldt historie, men for det rigtige publikum kan det faktisk godt være, at den går rent ind og skaber stof til eftertanke. Derfor vil jeg også klart anbefale bogen til Planet Pulps yngre læsere eller til de “gamle” af vores læsere, som måske kan give bogen som gave.

Når Tavsheden Brydes er venligst stillet til rådighed af Forlaget Facet.

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007