Mutenation

4 minutters læsetid
Mutenation

Det er længe siden metalgenren og punken fusionerede for første gang. Dengang, i begyndelsen af 80’erne, var det bands som D.R.I. og Napalm Death der førte an, og mange bands har siden hen fulgt i de tidlige pionerers spor. Canadiske Polidicks er en af dem, og med deres tredje album Mutenation fra 2005, udgivet på Wounded Paw Records, beviser de, at stilen bestemt ikke er død.

I et halsbrækkende tempo leverer gruppen 15 numre med en samlet spilletid på omtrent 25 minutter, og til dette skal der endda medregnes diverse små lydklip og samples. Det er med andre ord ekstremt energisk musik gruppen spiller, og det hele er leveret på en forbløffende velgennemtænkt måde.

Bandet blev dannet i 2001 og har lige siden været lidt af et enfant terrible på den canadiske punkscene. Mest af alt på grund af deres provokerende stil og manglende respekt for punkens traditioner. At de imidlertid ikke fornægter deres rødder og faktisk har lige så mange referencer bagud, som nye idéer i deres musik der peger fremad, bliver ofte glemt og det er en stor fejl.

Velproduceret og sammenhængende

Med to plader bag sig har gruppen haft tid til at raffinere deres lyd, og det seneste udspil fremstår da derfor også som en velproduceret og sammenhængende enhed. Rytmesektionen, med Landon Chatterton på trommer og Alex Hirst på bas, brager igennem i en uforlignelig fart og står i høj grad for musikkens traditionelle hardcore-indslag.

Metaldelen kommer ind gennem Kyle McMillans guitar, der læner sig op ad en death metal-forceringen af sangstrukturen. Dette understøttes af Justin Wisteards særdeles afvekslende vokal, der til tider består af tung growl, til tider af manierede udbrud i en stil, der både vækker mindelser om Dead Kennedys og endda Toy Dolls. Wisteards vokal suppleres naturligvis, fristes man til at sige, af både McMillan og Hirst.

Musikalsk har Polidicks sådan set ikke meget nyt at byde på, men de leverer deres vare med så megen flabet attitude, at de formår at skabe noget ganske selvstændigt – og det navnlig i en tid, hvor eye-liner-punks nærmest ryger i håndgemæng med hinanden om skærmtid på MTV.

Mutenation vælter sig i et sammensurium af referencer til både old school punk og metal, samtidig med at de slutter op om den stolte ironiske tradition, som navnlig Dead Kennedys var med til at promovere. Når albummet lyttes igennem, bliver man da derfor også ved med at finde gammelkendte elementer, som bandet på en eller anden måde har magtet at give en ansigtsløftning og tilføre en innovativ lyd.

Det helt store bindeled i denne sammenhæng må siges at være Wisteards vokal, der på en eller anden måde formår at være den lim, der får det hele til at holde sammen. Den skramlede, men velproducerede, lyd som bandet og en fyr ved navn Preston har tryllet frem i studiet, har absolut også sin charme.

Problematiske tekster

Der hvor Polidicks nærmer sig det ordinære, eller forventelige, er i sangteksterne. Her forsøger de sig både med antiamerikanske tirader, klassisk punket politik og samfundsbekæmpende budskaber. Det fungerer fint, men mange overraskelser er der ikke.

Den anden del af deres numre er dybt ironiske og provokerende sange, der både udfordrer punkmiljøet, men så sandelig også god borgerlig moral. Med numre som ”Kill Dr. Phill”, der skal tages ganske bogstaveligt, eller ”Let’s Go To The Bar” som ikke handler om stort andet end druk, slagsmål og fest, markerer de sig som alt andet end et kommercielt band. Netop sange som disse vil uden tvivl, for altid, holde gruppen langt fra alle hitlister.

Alt dette kan måske lyde meget godt, men navnlig det ironiske indslag i både musikken og teksterne er en farlig retning; på en gang er det et opløftende og befriende element, men samtidig bliver det let fjollet. Det undgår Polidiks i vid udstrækning, men Mutenation kan ikke sige sig fri for at virke en smule overlæsset med ”vittige” lydklip – eksempelvis Cartman fra South Park der fortæller at han ikke vil have stukket flere fingre op i røven.

Her kunne lidt mere alvor klæde gruppen, men mange andre vil sikkert være uenige med mig her i. Personligt har jeg aldrig brudt mig om morsomt musik, og flere steder styrer Polidicks mod denne kategori. De havner dog lykkeligvis aldrig i den.

Stort potentiale

Det må alt i alt konstateres, at der er flere gode sange at finde på pladen. Navnlig ”Kill Dr. Phill” er virkelig godt skruet sammen og har et stort potentiale. Her er det i øvrigt også helt på sin plads med de små samples af den gode doktors udsagn. Det ultrahurtige indledende nummer, ”Fuck It”, er også glimrende. Er man til den sang, vil resten af pladen uden tvivl falde i ens smag.

Alt i alt er Mutenation en intens og blandet oplevelse, der rummer lige så mange konservative som innovative ideer. Måske ligger albummets styrke netop i dette, for der hvor man ikke falder for Polidicks skamløse sammenblanding af grind metal og old school punk, indfanges man hurtigt af retro-elementerne.

Har du fået lyst til at finde dine gamle D.R. I.-plader frem efter dette, er Polidicks nok også noget for dig. Det er måske ikke verdens bedste album, og det vil nok næppe blive en klassiker, men det beviser ganske overbevisende, at de gamle genrer stadig lever, så længe nye bands får lov at putte deres egne ideer ned i flaskerne med gammelt vin.

Mutenation er venligst stillet til rådighed af Wounded Paw Records.

Nummerliste:
1. Fuck It (Polidicks) (1:08)
2. Money Grubbing Motherfucker (Polidicks) (2:21)
3. Devoid of Choice (Polidicks) (1:44)
4. Out of Touch (Polidicks) (0:20)
5. Kill Dr. Phil (Polidicks) (2:23)
6. Bigotry, Violence, Brutality (Polidicks) (1:28)
7. Forced Submission (Polidicks) (2:29)
8. Question It (Polidicks) (1:37)
9. Ridicule (Polidicks) (0:46)
10. Abused, Controlled, Enslaved (Polidicks) (1:28)
11. Methods of Murder (Polidicks) (2:29)
12. Let’s Go To The Bar (Polidicks) (0:37)
13. Minimum Rage (Polidicks) (1:42)
14. Anyway (Polidicks) (0:54)
15. Living the Lie (Polidicks) (3:56)

Total spilletid: 25:39

4 stjerner
Titel: Mutenation
Kunstner: Polidicks
Udgivet: 2005
Producer: Polidicks og Preston
Label: Wounded Paw Records – WP016

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006

Skriv et svar

Your email address will not be published.