Den europæiske tegneserie har tradition for seriøse emner og tungsindigt indhold. Det er en tradition, der både kan siges meget godt og skidt om, for man kommer ikke uden om, at der er blevet produceret læssevis af gudsjammerligt kedsommelige belgiske og franske albums, der handler om alt fra politik til kærlighed.
Her har amerikansk tegneseriekultur virket stærkt forfriskende og tilgængelig, og det lader sig bestemt ikke fornægte, at ret mange yngre europæiske tegnere i høj grad har kigget tegneserieskaberne hinsides Atlanten i kortene. Senest har også japanernes mere pågående udtryk farvet de europæiske udgivelser.
Nogle har imidlertid valgt at holde fast i de gamle traditioner, og en af dem er den relativt unge franske tegner og tekstforfatter Emmanuel Lepage (f. 1966), der siden begyndelsen af 90’erne har udgivet albums. Det er vel blevet til omkring ti udgivelser siden 1991.
Må ikke afskrives
Hos Lepage er der ikke så meget at rafle om. Man genkender øjeblikkeligt hans kunstneriske ståsted, når man får et af hans albums i hånden. Med en smuk, naturalistisk streg og en kompromisløs hverdagsrealisme, indskriver han sig i det, onde tunger måske vil kalde de snotkedeliges rækker.
Det ville imidlertid være synd blindt at afskrive ham alene på grund af det tematiske valg, for i det her anmeldte album, Muchacho, folder han en nærmest eventyragtig stemning ud, der trods historiens alvor bliver båret hjem som noget ganske særligt, på grund af billedernes enestående detaljerigdom og liv.
Venstreorienteret historieundervisning
Men lad os kaste et blik på albummet historie. Lepages tager os med tilbage til Nicaragua i slutningen af 1976. Landet befinder sig i stor fattigdom, og regeringen styres af det berygtede, af USA støttede Somoza-familiedynasti, der sad på præsidentmagten, med afbrydelser, i mere end 33 år.
Der har i mindst lige så mange år været en intens folkelig modstand mod styret, og i 1976 er situationen ved at spidse til. Regeringen har intensiveret modstanden mod Frente Sandinista de Liberación Nacional eller Sandinistas Nationale Befrielsesfront på dansk, opkaldt efter den antiimperialistiske oprører Augusto César Sandino, der i perioden 1927-34 kæmpede for et Latinamerika, uafhængigt af amerikansk indflydelse.
Det gjorde ham til et oprørssymbol på lige linie med Ernesto ‘Che’ Guevara, og Sandinisternes kamp i 70’ernes sidste del havde i høj grad meget tilfælles med Sandinos frihedskamp. Styret i Nicaragua modtog amerikansk støtte til at holde oprørerne i skak, om end de til sidst, da regimet i ’79 måtte bøje sig for Sandinisterne, indstillede enhver støtte, og efterlod deres ellers så fine ven præsident Anastasio Somoza Debayle med røven i vandskorpen.
Det virkelige liv
Nuvel, det var vist rigelig venstreorienteret historieundervisning for nu. Det er mere eller mindre alt dette, der danner baggrunden for Muchacho, der begynder, da den unge, katolske præstestuderende Gabriel bliver hentet til en lille provinsby. Gabriel har store kunstneriske evner, og han har fået orlov fra studierne for at dekorere den lille bys kirke med en stor fremstilling af Passionen.
Den unge præstestuderende er søn af en højtposteret embedsmand, og han har det meste af sit liv kun oplevet medgang, men nu, da han ankommer til den fremmede lilleby ganske alene, står det hurtigt klart for ham, at livet her ser meget anderledes ud, end det han ellers kender.
Mens han skal male i kirken, bliver Gabriel indkvarteret hos den tydeligvis livsglade præst Fader Ruben, der ikke alene lever med en kvinde, men også ser dybt i flasken, og bander som en sømand. Den slags stemmer bestemt ikke overnes med Gabriels billede af præstegerningen, men det bliver kun værre fra da af.
Må vælge side
Imens den unge kunstner får udvidet sine horisonter, syder og koger stemningen af oprør i byen. Indios fra landsbyerne i omegnen bliver dagligt chikaneret af Kommandant Vargas og hans tropper. Sagerne bliver bestemt ikke bedre, da guerillaerne kidnapper den amerikanske befalingsmand MacDouglas, der som en sort skygge har ledsaget Vargas i hans operationer.
Uskyldig som han er, forstår Gabriel naturligvis ikke meget af alt dette, og da de fleste ved, hvor tæt hans far står præsidenten, er han heller ikke ligefrem velanset i byen. Så sker der imidlertid det, at den unge mand opdager, at Sandinisterne skjuler våben i kirken, og den viden forvandler hans tilværelse som ved et trylleslag, for med ét må Gabriel vælge side mellem den verden han kender, og den nye verden han kun netop har snuset til. Let er dette valg ikke, og til sidst træffer verden valget for ham.
Blåøjet
Muchacho er en historie i to bind. Det første album udkom tilbage i 2004, og det andet bind, der blev udsendt i 2006, er netop udkommet på dansk i 2007. Fortællingen er en helt og aldeles klassisk beretning om udvikling fra barn til voksen, med alt hvad dertil hører, og samtidig en typisk skildring af personligt mod og engagement.
Emmanuel Lepage har både skrevet og tegnet Muchacho, og man fornemmer ganske tydeligt, at oprøret mod undertrykkelse har ligget ham meget på sinde. Han forsøger efter bedste evne at give Sandinisternes kamp mod regimet almengyldige kvaliteter, således at deres kamp bliver et billede på kamp mod undertrykkelse over alt og til alle tider. Det er jo en smuk tanke, men desværre bliver det gjort på en så sort/hvid facon, at det til tider bliver en smule pinagtigt.
Rent ud sagt er Muchacho så blåøjet, at det halve kunne være nok. Regimets mænd er onde, onde mænd og lillebyens indbyggere uskyldige lam. Man kan ikke andet end at fatte sympati for oprørerne, og var det ikke lige for den kompromisløse stil, med rigeligt blod og sex, var det blevet en kvalmende omgang sødsuppe.
Fabelagtigt flot
Lepage redder imidlertid sit album hjem som en hæderlig fortælling. Det skyldes to ting. For det første er Muchacho helt fabelagtigt flot. Det er blandt de smukkeste nyere albums, jeg har set, og alene det at gå på opdagelse i hans stemningsfulde scenarier er en stor fornøjelse. Lepage er en sjældent dygtig tegner, og derfor kan man tilgive ham rigtig meget, når historien halter.
Det andet punkt, der gør Muchacho til et album, som trods alt er værd at se nærmere på, er sværmeriet for guerillakrig og oprør. Historien emmer langt væk af nostalgisk 70’er-kampromantik og Che Guevara-dyrkelse. Den slags går lige i blodet på alle, der som teenagere har drømt om oprør, omvæltning og fjerne lande. Lepage sælger det uforfalskede guerillaeventyr, og med afslutningen på første bind in mente, kunne det jo godt tyde på, at historiens anden del bliver noget mere krigerisk.
Gabriels eventyr begynder i hvert fald først for alvor, da første del slutter. Den endelige bedømmelse af serien må naturligvis vente til anmeldelsen af sidste bind, men trods den honningsøde fernis må jeg indrømme, at Lepage fik mig indfanget, og jeg glæder mig til afslutningen.
Muchacho – første del er venligst til til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: Muchacho 1
Forfatter: Emmanuel Lepage
Tegner: Emmanuel Lepage
Albumlængde: 72 sider
Dansk oversættelse: Ole Steen Hansen
Udkom 2004 i Frankrig og udkom på dansk i 2006 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007
