Morbus Gravis 6: Afrodites tegn

To år efter Mandragora, eller Alrune som albummet kom til at hedde på dansk, var Serpieri klar med endnu et bind i Morbus Gravis-serien. Da vi forlod vores sexede rumheltinde sidst, var hun blevet lagt i dvale og sendt på drømmerejse ind i computeren Lewis’ underbevidsthed for at finde ud af, om der var en måde at sætte computeren og Soten – den frygtelige sygdom, der har plaget menneskene lige siden det første bind – ud af spillet.

Det gik ikke helt efter planen, for Druuna havnede på et bizart bordel, hvor hun blev tvunget til samleje med adskillige unge mænd. Bordellets ejere var åbenbart i stand til at udvinde et antistof mod Soten gennem de energier, der bliver frigivet under den mandlige orgasme – og orgasmer ved vi jo, Druuna er specialist i at udløse!

Computerens underbevidsthed

I seriens sjette bind, med den lovende titel Afrodites tegn, kommer vi ind i historien et helt uventet sted. Vi møder nemlig ikke Druuna, men i stedet den sorte rumkaptajn Williamson. Han traver planløst om i en gigantisk stenørken, og alle, der blot har læst et par Morbus Gravis-albums vil vide, at der må være tale om en drøm.

Ganske rigtigt begynder Will, som kaptajnen kaldes, at fabulere om sine bevæggrunde for at rejse ind i computerens underbevidsthed. Han er nemlig draget ind for at finde Druuna, der ikke har givet livstegn fra sig længe. Helt let er det bare ikke, for den verden, Will vandrer omkring i, er fyldt med blodtørstige monstre, og det lykkes ham kun med nød og næppe at søge ly i et gigantisk, fallisk tårn.

Druuna får den i røven

Så veksler scenen, og vi møder endelig Druuna, der befinder sig på en gammelkendt strand, som hun efterhånden han opholdt sig på en hel del gange i sine drømme.

Pigebarnet er i gang med det, vi kender hende bedst for – hun knepper med en ung tyr, der får lov at tage hende i hul nummer to. For at citere damen selv: “… Ja, sådan, nu åbner jeg mig … Åååh… Forsigtigt… Hvor er du stor. Du kommer længere og længere ind… Du er helt inde… Åh, hvor lækkert!”. Man finder det ikke bedre i ”De grå sider”, og hver eneste gang vi møder Druuna i dette album, er det i den retning historien løber.

Druuna er mindst lige så fortabt som Will – hun aner ikke, hvor hun befinder sig, og det mest mærkværdige er, at hun slet ikke nævner det bordel, hun var fanget på i sidste bind. Det hele bliver en tand mere besynderligt, da Druuna løber ind i en kopi af sig selv. Aha, tænker læseren straks, hun skal have lebbesex med sit alter ego, men så langt kommer det desværre ikke. Her holder Serpieri sig af en eller anden grund tilbage.

I stedet går det nu op for os, at computeren Lewis stjæler de drømmendes essens – eller sjæl om man vil. Den Druuna, vi har fulgt indtil nu, er derfor slet ikke den ægte rumheltinde, men en kopi fostret i Lewis’ syge, digitale hjerne! Uha-uha, hvad skal det ikke ende med?

Jammerligt og ligegyldigt plot

Ja, hvad skal det ikke ende med? Det er et godt spørgsmål, og det samme spurgte Serpieri sikkert sig selv om, da han var kommet to tredjedele ind i albummet.

Noget godt svar havde tegneren tydeligvis ikke, så derfor greb han til det kort, han allerede havde benyttet sig af flere gange, nemlig at fortælle sin historie til ende gennem en stribe overlange tankebobler, som Druuna fantaserer sig frem til.

Sandt at sige, er plottet i Afrodites tegn helt jammerligt og ligegyldigt. Det er nærmest som om, at Serpieri havde givet op. Meget tankevækkende kan det da også oplyses, at albummet har karakter af en definitiv slutning. Der er sket med jævne mellemrum gennem hele Morbus Gravis-serien, men at dømme efter stemningen og plottet i det sjette bind, var der ikke meget, der tydede på, at serien skulle fortsætte efter dette.

Porno og slimede rummutanter

Nu må man endelig ikke tro, at Afrodites tegn er et dårligt album. Det er det bestemt ikke, men man må blot konstatere, at Serpieri med dette bind erkendte, at det, han gerne ville, var at tegne porno og slimede rummutanter.

Handlingen er nu blevet så tynd, at den nærmest er ligegyldig, og tilmed til dels uforståelig. Ved at lade det hele udspille sig i en ond drømmeverden, hvor det er computeren, der styrer det hele, behøvede han ikke engang at bekymre sig om kontinuitet.

Skal Druuna en tur på bordel, jamen så sender computeren hende på bordel, og skal hun pules på en strand, så er hun på en strand. Hvorfor og hvordan får vi ikke noget svar på, for det hele skyldes jo “bare” den vanvittige computer. Morbus Gravis-serien havde med andre ord udviklet sig til enhver tekstforfatters mareridt, med et plot på niveau med en gennemsnitlig pornofilm.

Skiller vandene

For alle der har holdt på indtil nu, er Afrodites tegn et album, der skiller vandene. Det er et album, hvor historien mister den sidste rest af forståelighed og troværdighed, men stemningen er fortsat den samme. Det er en grum, liderlig verden, fyldt med blodig sex og slimet porno. Alt sammen fortalt gennem Serpieris supernaturalistiske streg, der kun bliver bedre album for album.

Sagt på en anden måde: har du læst Morbus Gravis for historien, er Afrodites tegn et album, du vil hade, og helt sikkert det sidste bind i serien, du bør læse. Læser du Morbus Gravis for den liderlige stemning og det meningsløse sexunivers, er det sjette bind fortsat i topklasse – nu behøver man bare ikke længere bekymre sig om at forstå, hvad der sker.

Titel: Afrodites tegn
Originaltitel: Aphrodisia
Seriens titel: Morbus Gravis
Seriens originaltitel: Druuna
Forfatter: Paolo Eleuteri Serpieri
Tegner: Paolo Eleuteri Serpieri
Albumlængde: 56 sider
Dansk oversættelse: Jens Peder Agger
hvid