Det tredje bind i Morbus Gravis-serien markerer et drastisk brud. Det er som om, at Serpieri – seriens tegner og forfatter – endeligt tog mod til sig og besluttede, at Morbus Gravis skulle være en fortløbende serie. De to første albums var begge afsluttede historier, der nok hang sammen, men ikke lagde op til nogen fortsættelse.
Det gør det tredje bind derimod, der rent faktisk har mere karakter af en optakt end en egentlig historie. Det er i hvert fald ret begrænset, hvad der sker i løbet af At være eller ikke være. Vi møder stor set alle fra det ret begrænsede persongalleri, der har eksisteret i serien indtil nu, men desværre går albummets historie i ring og kommer ikke nogen steder.
Rumpiloter
At være eller ikke være begynder et helt uventet sted – nemlig ombord på et lille rumskib bemandet med hårdkogte rumpiloter. Deres computer har opfanget svage signaler fra en enorm asteroide, der driver gennem universet. Computeren omtaler asteroiden som et “paradoks”, og opfører sig meget mærkeligt.
Det hele bliver mere besynderligt da skibets kaptajn Will begynder at se en storbarmet, sorthåret kvinde i sine drømme. Kvinden lever i ruinerne af en enorm by, hvor junglelignende gevækster efterhånden har overgroet alt. Helt i seriens ånd har Will samleje med kvinden, hver gang de mødes. I vågen tilstand undrer disse forstyrrende drømme ham meget, for hvad betyder de, og hvordan hænger de sammen med den store asteroide som rumskibets mandskab er ved at undersøge?
Druunas drømmeverden
Vi kender kvinden ganske godt, for det er ingen ringere end Druuna. Hvordan det hele hænger sammen er ikke helt let at redegøre for, men det korte af det lange er, at Druuna i det første album, Schastars hemmelighed (1985), opdagede, at den enorme by hun levede i, ikke lå på Jorden, men var et enormt rumskib med ukendt kurs ude i verdensrummet.
Denne viden fik hun fra den digitale entitet Lewis, der hurtigt blev Druunas ven og metafysiske elsker. Hele rumskibet var ved at blive ædt op af det, der blev kaldt Soten – en vanvittig sygdom, der muterede alt hvad den kom i kontakt med – og for at beskytte Druuna mod rumskibets undergang, slyngede Lewis hende ind i en drømmeverden, hvor tid og sted intet betød.
Hvordan og hvorfor ved vi ikke, men det er i denne drømmeverden Druuna befinder sig, da hun møder rumkaptajnen Will. Druuna tror længe at Will er en del af hendes drømme, men snart går det op for hende, at han er en virkelig skabning af kød og blod. Således krydsklipper handlingen mellem det lille rumskibs forsøg på at undersøge asteroiden og så Druuna, der laller omkring i sin drømmeverden.
Liderlige mennesker og mutanter
Det lykkes rumskibets mandskab at finde en sprække i asteroiden, og de bemærker også noget der ligner tegn på intelligent liv. Det er meget sært, og til sidst sendes en ekspedition ned på asteroiden. Albummets to handlingsspor smelter her sammen, og drøm forenes med virkelighed. Asteroiden er naturligvis Byen – eller det gigantiske skib Druuna har levet i – og den, der står bag alt dette er gode gamle Lewis.
Som i de tidligere bind er man i tvivl om, hvorvidt computerskabningen Lewis er med eller mod Druuna. Hans handlinger er aldrig helt gennemskuelige, og tilsyneladende har han også i dette album en skjult dagsorden. Hvad det skal betyde går først op for Druuna og os læsere på albummets sidste side, og afsløringen er alt andet end behagelig.
Før vi når frem til afslutningen, skal Druuna meget igennem. Som sædvanlig er der lige dele liderlige mennesker og mutanter, der jagter hende, og det er ret tydeligt, at Serpieri har fået lidt mere blod på tanden, siden han tegnede det forrige bind. At være eller ikke at være er i hvert fald det mest eksplicitte i serien indtil videre. Samtidig er Serpieris streg og navnlig farvelægning blevet betydeligt bedre, hvilket gør albummet forbandet flot.
Lommefilosofisk softporn
Regulær porno er der ikke tale om endnu, men vi skal ikke mange albums frem i serien, før det sker. En anden forskel fra tidligere er, at Druuna får en hel del mere plads til at filosofere over livet. I de mange passager hvor hun løber omkring i sin drømmeverden, på flugt fra ondskabsfuldheder, tænker pigebarnet store tanker.
Flere steder bliver dette lidt for meget af det gode og en anelse for lommefilosofisk. Faktisk er der så meget snak i At være eller ikke være, at albummet tangerer det kedelige. Det eneste som redder helheden er, at Druunas dialoger igen og igen afbrydes af de brogede karakterer hun render ind i under sin vandring gennem drømmelandet.
At være eller ikke at være er uden tvivl et mindre godt album. Historien er praktisk talt ikke-eksisterende, og Druuna bliver meget trættende i længden. Den kan nok bedst beskrives som en form for krydsning mellem Ridley Scotts Alien (1979) og noget syret fantasy, tilsat en god dosis softporn.
På trods af alle kritikpunkterne er der dog flere spændende elementer, og man kan tilgive Serpieri det meste, når man tager i betragtning, at albummet er hans forsøg på at starte en stor føljeton om den storbarmede rumheltinde. Det er ganske ofte, at store seriers første album er lidt tynde, da hele seriens univers skal introduceres, hvilket sker på bekostning af historie og fremdrift. Sådan er det også i At være eller ikke være, og det bliver derfor spændende at se, hvordan det fjerde bind i serien arter sig.
Omvendt Frankensteinsyndrom
Man skal også huske på, at serien allerede ved det tredje album havde en del år på bagen, og det er kun ganske naturligt, at Serpieri langsomt blev optaget af andre idéer end dem, han kredsede omkring i det første bind. Som en afsluttende krølle på halen skal man lægge mærke til rumskibets læge Doc, der præsenteres som læge, forsker og filosof.
Da Druuna ser ham, genkender hun ham, men siger aldrig hvorfra. Men sammenligner man Doc med Serpieri selv, er der en slående portrætlighed mellem Doc og tegneren. Doc bliver altså Serpieris egen entré i historien, og det benytter han sig flittigt af i de følgende bind, hvor Doc bliver Druunas fortrolige.
Det kan måske virke meget uskyldigt, men det viser også i hvor høj grad Serpieri har forelsket sig i sin egen skabning. Ikke helt sundt, og man kan nærmest tale om en form for omvendt Frankensteinsyndrom – men mere om det når de følgende bind af serien anmeldes her på Planet Pulp.
Originaltitel: Creatura
Seriens titel: Morbus Gravis
Seriens originaltitel: Druuna
Forfatter: Paolo Eleuteri Serpieri
Tegner: Paolo Eleuteri Serpieri
Farvelægning: Paolo Eleuteri Serpieri
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Jens Peder Agger
Udkom som album i Italien i 1992.
Udkom som album i Danmark i 1993 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006
