Kun et år efter at Serpieri havde præsenteret verden for Druuna, vendte den barmfagre fremtidsheltinde tilbage i seriens andet album. Stilistisk havde Serpieri ikke ændret sig.
Det andet bind i Morbus Gravis-serien er illustreret med den samme pinagtigt præcise naturalisme som vi stiftede bekendtskab med i det første bind, Schastars Hemmelighed, fra 1985. Farvelægningen er ligeledes den samme afdæmpede stil, og der er således ingen nævneværdige grafiske forskelle mellem de to albums.
Not in Kansas
I Schastars Hemmelighed forlod vi Druuna, efter det var blevet afsløret for hende, at Byen slet ikke ligger på Jorden. Den mørke fremtid som Serpieri præsenterede for os, blev med ét meget mere dyster. Jorden er for længst gået under i krig og sygdom, og den by som Druuna, såvel som resten af menneskeheden nu lever i, er i virkeligheden et enormt rumskib, der kontrolleres af computeren Delta.
Oprindeligt skulle rumskibet finde en ny og velegnet verden, der kunne koloniseres, men det skete aldrig, og med tiden gik dette i glemmebogen. Menneskene fortsatte med at leve ombord på skibet, og glemte endda til sidst, at de rent faktisk befandt sig ombord på et fartøj. Efterhånden er skibet imidlertid begyndt at forfalde, og den kunstige intelligens, der kaldte på Druuna i første bind, advarede hende om, at computeren Delta ville sprænge rumskibet og dermed hele menneskeheden i luften.
I begyndelsen af det andet bind, overtaler den selv samme intelligens Druuna til at opsøge Delta og ødelægge den før det er for sent. Druuna har slet ikke lyst til at gøre det, men hun bliver mere eller mindre tvunget. Hun må i bedste eventyrstil drage til Byens hjerte og der finde Sandhedens Tårn. Det er i dette kontroltårn at Delta huses, og her kampen for menneskeheden skal stå. Før Druuna drager af sted bliver hun advaret om, at Delta vil forsøge at narre hende. Det bekymrer vores heltinde, da hun føler sig helt og aldeles forsvarsløs over for overmagten.
Rejsen mod Sandhedens Tårn
Nu begynder Druunas anden store odyssé ud i Byen. Det er som om alt har ændret sig, siden hun fandt frem til den kunstige intelligens i første bind. Byens forfald er fremskyndet, og selv uorganiske materialer muterer på grund af Soten, der angriber alt og alle. Ret hurtigt finder Druuna ud af, at Byens kvarterer er begyndt at bevæge sig. Mure dukker op hvor der ikke tidligere var mure, og steder forsvinder sporløst.
De første levende sjæle Druuna møder på sin vandring, er resterne af en familie, der blev angrebet af mutanter. Moderen døde, og den stakkels far fik flået benene af. Nu sidder han tilbage som en ynkelig krøbling uden ben, der intet kan foretage sig, mens Soten langsomt æder ham op. Familiens datter Hala er endnu ikke ramt af sygdommen, og snart slår Hala følgeskab med Druuna.
Knap så heldigt er det, at de også kommer til at følges med en lille gruppe soldater. Soldaterne kan ikke finde vej på grund af byens surrealistiske opførsel. Det gør dem pirrelige, og det resulterer i, at den ene af soldaterne voldtager Hala hver gang de holder hvil. Druuna, der selv har prøvet den slags en del gange, kan intet stille op imod dette.
Resultatet bliver, at Druuna og Hala til sidst finder ud til en station, hvor de bliver samlet op af hæren. Desværre for Hala betyder det regulær gruppevoldtægt, mens Druuna slæbes op til en gammel bekendt. Hun vågner i embedsmanden Jocks seng – en mand hun tidligere har betjent for penge. Nu ønsker han imidlertid oplysninger om Schastar og den hermafrodit som Druuna besøgte i første bind.
Da Druuna ikke vil fortælle ham noget, voldtages hun, og sendes videre i systemet. Sådan fortsætter Druunes vandring, men bare rolig – hun når Sandhedens Tårn. Hvad der udspiller sig der, skal dog ikke afsløres.
Kropsfascination
Seriens andet bind er lige så kompromisløst og brutalt som det første. Druuna bliver udsat for en hel del, men dog ikke helt så meget som stakkels Hala. Det er en sort verden, som Serpieri gengiver for os. Alle udnytter alle, og de liderlige fornemmelser sidder helt uden på tøjet. Det er svært ikke at blive fascineret af den nådesløse blanding af sex, vold, sult og snavs. Man tiltrækkes og frastødes på en og samme tid.
Det eneste oprigtige menneske i Byen er tilsyneladende Druuna, og så Schastar, der i dette bind fortsætter med at følge hende i det fjerne. Han er nu helt ødelagt af Soten, og muteret til et vildtvoksende organisk helvede. Vi præsenteres faktisk for en del besynderlige skabninger i dette album, der alle er muteret på grund af Soten. Serpieri har tydeligvis samme fascination af det kropslige som også David Cronenberg dyrkede i sine tidlige film.
Skal man være lidt hård må det konstateres, at Sandhedens Tårn mere eller mindre er en gentagelse af Schastars Hemmelighed. Det er ikke meget nyt, der kommer ind i fortællingen, og det hele går uforandret ud på, at Druuna udsættes for lidt af hvert. Det er en formel der virker, men lidt nytænkning havde peppet albummet op.
Efterrationalisering
Seriens andet bind holder dog helt sikkert, da alt leveres med den samme stilsikre fornemmelse, som i det første album. Det synes dog ret åbenlyst, at seriens fortsættelse er en efterrationalisering fra Serpieris side. Bind to var helt sikkert ikke oprindeligt planlagt, på samme måde som afslutningen på Sandhedens Tårn ej heller lægger op til en fortsættelse. Det kom der imidlertid, da den italienske tegner slet ikke kunne lade Druuna være.
Denne forelskelse i sin egen kreation bekendte Serpieri da også senere ved at udgive et bind udelukkende bestående af Druuna-pin-ups. Ligeledes ændrede fortællingen stil og tema i tredje bind. De to første albums må derfor ses som en afsluttet helhed, der kun har meget lidt at gøre med seriens videre fortsættelse.
Sandhedens Tårn er en gentagelse af det første album, men har man først set sig varm på Morbus Gravis, gør det slet ikke noget. Dette er en ny dosis af præcis det, der gjorde Schastars Hemmelighed så fremragende, og mere fra den skuffe kan man ikke klage over. Helt de samme højder som det første album når Sandhedens Tårn ikke, men for alle ægte sleazehounds betyder det ikke noget – Morbus Gravis er en af sleazehimlens helt store stjerner.
Originaltitel: Druuna
Seriens titel: Morbus Gravis
Seriens originaltitel: Morbus Gravis
Forfatter: Paolo Eleuteri Serpieri
Tegner: Paolo Eleuteri Serpieri
Farvelægning: Paolo Eleuteri Serpieri
Albumlængde: 64 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Udkom som album i Italien i 1987.
Udkom som album i Danmark i 1988 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006
Stikord: Erotik, Fremtiden, Mutanter, Rummet, Rumskibe, Sygdom
