Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Moonraker

Moonraker
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

MoonrakerMed sin tredje James Bond-roman holdt Ian Fleming fortsat gryden i kog og leverede en toptunet spændingshistorie, der kun er mere interessant, fordi den samtidig fungerer som et tidsbillede på 1950’erne Storbritannien.

Med sin tredje James Bond-roman formåede Ian Fleming endnu engang at forny sig, selv om Flemings fascination af hasardspil endnu engang gør sig gældende. Hvis man kigger på samtidens geopolitiske billede, er Moonraker den mest interessante Bond-roman frem til dette punkt og antyder, under den polerede og underholdende overflade, nogle af den britiske befolknings latente frygtscenarier.

Moonraker udkom i 1955, og det skal med det samme siges, at filmatiseringen fra 1979 har meget lidt med romanens handling at gøre. Faktisk er det stort set kun titlen, skurkens navn og en enkelt idé eller to, der er båret med over i filmen.

En titel med antydninger

Ian Fleming (1908-1964)

Romanens titel fortjener en smule opmærksomhed, for ikke alene forklares titlen aldrig; det er samtidig én af de titler, mange kommentatorer og anmeldere gennem tiden har undret sig over. For hvad fanden betyder “Moonraker”?

Jo, faktisk er “Moonraker” en folkelig betegnelse for folk fra Wiltshire. Der er forskellige historier om, hvor betegnelsen kommer fra, men man kan mistænke Ian Fleming for særligt at have haft én af dem i tankerne. Denne variant af historien foregår i en tid, hvor smugling var en folkesport i England.

I historien har en flok bønder nedsænket tønder med smuglervarer (på den tid var det oftest fransk cognac) i gadekæret, og mens de en nat er i færd med at hente tønderne op, kommer skattefogeden forbi. Bønderne spiller dumme og peger på fuldmånens spejlbillede i gadekæret, idet de forklarer, at de er i færd med at “rive en rund ost til sig” (raking in a round cheese). Fogeden griner af dem og rider sin vej. Altså: Wiltshirefolkene var ved at rive månen til sig – månerivere eller moonrakers.

Denne variant af historien har altså noget gemt eller fordækt som kernen i historien, og det er præcis derfor, at man kan mistænke Fleming for at have valgt titlen til romanen. Her er hele England nemlig ved at blive taget grueligt ved næsen af en terrorist i egne rækker, som dækker over en grum hemmelighed, der er gemt lige under offentlighedens næse.

En tilfældig indblanding

Førsteudgaven af 'Moonraker', Jonathan Cape, 1955

Bond bliver blandet ind i affæren ved et tilfælde, da M en dag beder ham om en tjeneste. M er medlem af klubben Blades, der tæller mange af Englands betydeligste pinger. Foruden at være en social klub, fungerer Blades også som en kortklub, hvor der ofte spilles om betydelige pengebeløb. Klubbens direktør, én af M’s venner, har opdaget, at én af klubbens prominente medlemmer snyder i kortspil, og det er en penibel situation.

Manden er ingen ringere end Sir Hugo Drax, der er blevet lidt af en nationalhelt i England. For det første er han en krigshelt, der vendte hårdt såret hjem fra Anden Verdenskrig. For det andet har han efter krigen på egen hånd opbygget et industrielt imperium. Og for det tredje har han nu besluttet sig for at bruge sine egne midler til at bygge et atommissil, Moonraker, som vil give England sikkerhed mod angreb fra Sovjetunionen.

Af samme grund kan direktøren for Blades ikke bare afsløre Drax’ kortsnyderi, for det vil medføre en skandale, der potentielt kunne skade Moonraker-projektet og dermed Englands sikkerhed. M ved, at Bond er en dygtig hasardspiller, så han spørger Bond om han kan aflure Drax og eventuelt give ham en diskret lærestreg, så Drax ved, at hans snyderi er opdaget.

Den første lange del af romanen udspiller sig primært i kortklubben og kulminerer, da det i en imponerende spændende sekvens lykkedes Bond at give Drax en eftertrykkelig lærestreg ved at blanke ham af i Bridge. Denne del af romanen har meget til fælles med Casino Royale (1953), men stemningen er en helt anden, og derfor føles hasardspillet heller ikke som genbrug. Snarere er det Flemings mestendels kærlige portræt af de overklasseklubber, han selv frekventerede. Derudover må Fleming, ganske som det var tilfældet i Casino Royale, have ros for at kunne gøre en litterær beskrivelse af et kortspil spændende. Det er faktisk ret fremragende!

Et jalousidrab

Herefter skifter romanen helt spor. Dagen efter Bonds opgør med den hovne og generelt ubehagelige Drax, bliver Bond kaldt til møde hos M. Der er sket noget i forbindelse med Drax’ Moonraker-projekt: Én af Scotland Yards mænd på stedet er blevet skudt af én af Drax’ videnskabsfolk, der alle er tyskere. Tilsyneladende var tyskeren ulykkeligt forelsket i Drax’ privatsekretær Gala Brand og troede, at sikkerhedsagenten fra Scotland Yard havde et forhold til kvinden.

Nu mangler der en mand til at tjekke sikkerheden, indtil Moonraker-raketten skal prøveaffyres få dage senere, og M beder helt ekstraordinært Bond om at træde til. Det er ekstraordinært, fordi MI6 normalt ikke må operere inden for Englands grænser, men i dette tilfælde er alle tilladelser på plads.

Bond rejser til Sydengland, møder den smukke Gala Brand (der i al hemmelighed, og uden Drax’ vidende, også er Scotland Yard-agent) og begynder langsomt at få fornemmelsen af, at ikke alt er så rosenrødt på Moonraker-projektet, som det lader til på overfladen. Det er svært at gå længere ind i romanens subtekst uden at afsløre mere af plottet, så hvis du helt vil undgå spoilers, så undlad at læse videre.

Naziskurk

Spoilers eller ej, så kommer det næppe som nogen overraskelse, at Sir Hugo Drax er skurken, og da særligt ikke, hvis man har set Bond-filmen fra 1979, hvor Drax blev spillet ganske isnende af den altid glimrende Michael Lonsdale.

Lonsdale har nu ikke meget at gøre med romanens Drax, der er en larger than life-karakter, der beskrives som både vulgær, ubehøvlet og fysisk ganske hæslig; meget langt fra Lonsdales urbane og velklædte Drax. Vanviddet har de to inkarnationer naturligvis til fælles, om end med forskellige motiver.

Folkehelten Sir Hugo Drax i romanen viser sig nemlig at være tysker; SS-officer og en del af de tyske Werwolf-kommandoer, der i krigens sidste dage opererede bag de allieredes linjer, hvor de, iført allierede uniformer, udførte sabotage. Drax blev alvorligt såret ved et angreb, og englænderne antog ham for at være én af deres egne. Drax, dengang Graf Hugo von der Drache, foregav at lide af hukommelsestab, og da de engelske læger viste ham et billede af en savnet britisk soldat, Hugo Drax, spillede han med på legen og foregav at huske lidt af sin tidligere identitet som Liverpool-drengen Drax.

Man kan mene, hvad man vil om det konstruerede navn og det usandsynlige tilfælde, at Hugo van der Drache kan få en ny identitet, der ligger så tæt op ad hans eget navn. Men o.k. – fiktion er fiktion, og fred være med det.

Efter at være vendt “tilbage” til England, begynder Drax at opbygge sit imperium med hjælp af sit kendskab til stålindustrien, som han var vokset op i. Han udtænker en gal plan om at bygge en raket og bruge den til at atombombe London. Og han sørger naturligvis for at hyre trofaste Reichsdeutsche (som Fleming kalder dem) til projektet – herunder videnskabsmanden Dr. Walter. Hvordan en glødende nazist som Drax så lige affinder sig med at måtte alliere sig med russerne for at gennemføre sin plan, kommer Fleming belejligt nok ikke ind på.

Der Feind drinnen

En sindssyg nazist, der som der Feind drinnen udtænker et plot for at ødelægge England og sovjetrussere, der spøger i kulissen. Jo, Moonraker indeholder faktisk en god del paranoia, som det måske kan være svært at sætte sig ind i i dag. Men hvis vi lige tænker os tilbage til midten af 1950’erne, kan man måske godt forstå det.

Moonraker udkom blot ti efter afslutningen på Anden Verdenskrig, og selv om Nürnbergprocessen havde gjort kål på topnazisterne, kan man næppe fortænke mange englændere i at spekulere over, hvor grundig afnazificeringsprocessen mon egentlig havde været. Siden er det jo også blevet klart, at mange tidligere nazipartimedlemmer kom til at indtage vigtige stillinger i Vesttyskland – i både politi, efterretningstjeneste og det politiske etablissement.

Her må det dog lige påpeges, at der ved krigens slutning var hele 8 millioner medlemmer af nazipartiet, hvoraf det selvfølgelig langt fra var alle, der var fanatikere. Men i 1950’ernes Storbritannien har ordet “eksnazist” næppe haft nogen bedre klang i end det har i dag!

Dertil kom det tyske Wirtschaftswunder, der allerede ved midten af 50’erne havde gjort den tyske økonomi stærk igen; også betydeligt stærkere end nogen formentlig havde kunnet forestillet sig i 1945. Sidst den tyske økonomi brølede frem på den måde var i anden halvdel af 1930’erne, hvor den ekspansive tyske økonomi var ét af præludierne til Anden Verdenskrig.

Det er blandt andet sådanne latente bekymringer, Ian Fleming spiller på i Moonraker, og dertil skal man selvfølgelig lægge den på det tidspunkt velkendte historie om Wernher von Braun, manden bag Nazitysklands V2-raketter, der, sammen med en del af sine medarbejdere, var blevet rekrutteret af amerikanerne til at arbejde på USA’s missilforsvar og som senere var én af hovedmændene bag Saturn V-raketten, der bragte Apollo 11 til Månen i 1969. Rekrutteringen af von Braun foregik indledningsvist i hemmelighed, men i midten af 1950’erne var det velkendt i offentligheden, at han arbejdede for amerikanerne.

At Moonraker på den måde griber ned i den tid, den blev skrevet i, er med til at gøre den til én af de mest interessante Bond-romaner, fordi den ikke bare er glimrende underholdning, men samtidig fungerer som et billede på tidens zeitgeist. Dette må imidlertid ikke forlede nogen til at tro, at Moonraker dermed er uaktuel. Med sin historie om en terrorist, der lever og arbejder lige under næsen på offentligheden, har Moonraker næppe været mere aktuel end den er i dagens terrorforskrækkede samfund.

Holdt gryden i kog

Først og fremmest er Moonraker dog bare en ekstremt underholdende roman, hvor Fleming både fortsætter den kendte, hårdkogte stil og samtidig ikke er bange for at ændre på sin succesopskrift. Således giver han den sædvanlige Bond-historie et twist, da Bond – mod forventning – ikke lykkes i sit forehavende med at forføre Gala Brand. Bond har ellers lagt en plan for, hvordan han vil tage Gala med til Frankrig og der forføre hende. Men han bliver overrasket, da det viser sig at den dejlige dame allerede er forlovet.

Det er forfriskende, at Fleming på den måde ikke er bleg for at lege med sit publikums forventninger, men på typisk Bond-manér bliver Bond dog ikke synderligt skuffet. Selv om Bond på ingen måde er den gennemførte kyniker, man fik indtryk af i Casino Royale, så er han både professionel og kynisk nok til ikke at lade sig gå på af, at han får en kurv.

Med sin tredje Bond-roman holdt Ian Fleming gryden i kog og leverede en toptunet spændingshistorie, der kun er mere interessant, fordi den samtidig fungerer som et tidsbillede på 1950’erne Storbritannien.

5 stjerner

Titel: Moonraker
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår:1955

Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2004
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 247

Moonraker er udkommet på dansk i to udgaver. Romanen udkom på forlaget Grafisk i 1960 under titlen Agent 007 og i 1966 på forlaget Skrifola som James Bond og Tordenkilen.

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012

Stikord: Filmatiseret, James Bond

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *