Mononoke-hime

Mononoke-hime er herhjemme nok bedst kendt som Princess Mononoke, hvis den da overhovedet er kendt af særlig mange. Den er instrueret af den japanske mesterinstruktør Hayao Miyazaki, der, egentligt ret uretfærdigt, er blevet døbt den japanske udgave af Walt Disney.

Godt nok instruerer han kun animéfilm, men at sammenligne hans film med en typisk Disneyfilm ville være det samme, som at sammenligne en fisk med en cykel. Grunden til at Princess Mononoke er så ukendt herhjemme er, at den aldrig er blevet udgivet på dansk, og det til trods for, at det er den mest indtjenende af Miyazakis film til dato.

Herhjemme er kun to af hans senere film udkommet, nemlig Sen to Chihiro no kamikakushi (2001), som på dansk kom til at hedde Chihiro og heksene samt Hauru no ugoku shiro (2004), som på dansk kom til at hedde Det levende slot. Disse to film er mere børnevenlige, selvom det stadig er svært at sammenligne dem med Disneyfilm.

Episk fantasy

Princess Mononoke er dog ikke en børnefilm, men snarere en fantasyfilm af episke proportioner. Den foregår i en fjern fortid, længe før der opstod nogen form for civilisation. I denne tid levede mennesket i harmoni med naturen, men som tiden gik, blev de store skove fældet for at mennesket kunne komme frem til jordens mineraler, såsom jern.

De gamle skovånder er derfor blevet rastløse, og de prøver så godt de kan at jage mennesket ud af skovene. Det er denne kamp mellem mennesket og naturen, der er filmens centrum. Umiddelbart kunne det jo godt lyde som en håbløst naiv film, men tag ikke fejl. Filmen behandler alle sine temaer gravalvorligt, og den tvinger seeren til at gøre det samme.

Filmens hovedperson er prins Ashitaka, som en dag må forsvare sin landsby mod en rasende dæmon. Under kampen bliver prinsen såret, og såret er giftigt. Hvis han ikke finder en kur, så vil han selv blive fortæret af raseri og dø. Dæmonen havde engang været et kæmpevildsvin, og det lykkes for landsbyens spåkone at hive en jernkugle ud af liget på den.

Hun konkluderer, at det var kuglen, som forvandlede vildsvinet til en dæmon, og hvis prinsen skal finde en kur mod såret, så må han rejse til de østlige lande, hvorfra vildsvinet kom. Prinsen sætter sig derfor op på sin trofaste ganger Yakul og rider mod de østlige lande. På sin vej møder han den nederdrægtige Jigo, som kommer til at spille en vigtig rolle senere i historien.

Hovedpersonen udvikler sig

Selvom Princess Mononoke er et klassisk eventyr, så skiller den sig alligevel væsentligt ud på visse punkter. Et af disse punkter er, at ingen af dens karakterer er overfladiske. Den starter som et klassisk eventyr med at helten bliver påtvunget en mission, der tvinger ham til at rejse langt væk fra sit hjem. Som historien skrider frem, bliver vor helt naturligvis blandet ind i større begivenheder, men hvor helten i et typisk eventyr ender som en arketype, så udvikler Ashitaka sig gradvist som historien folder sig ud.

De større begivenheder starter, da Ashitaka finder to sårede mænd, som han beslutter sig for at hjælpe ved at bringe dem tilbage til deres hjemby, Irontown. Her får han historien om, hvordan de første mennesker led stor nød, da de begyndte at grave efter jernmalm. For at komme frem til jernet var de nemlig nødt til at fælde store dele af skoven, og det havde ophidset kæmpevildsvinet Nago og hans klan.

Ingen af deres våben var kraftige nok til at bekæmpe vildsvinene, indtil den mystiske Lady Eboshi ankom med sine rifler. Disse våben, der affyrede krudt og kugler, var stærke nok til at slå vildsvinene tilbage. Det går op for Ashitaka, at Nago var den dæmon, som havde angrebet hans landsby og at kuglen, der forvandlede ham til en dæmon, kom fra en af Lady Eboshis rifler. Han (og seeren) er derfor ikke sen til at udpege Lady Eboshi som historiens skurk, men det viser sig ikke at være så nemt alligevel.

Ingen helte og ingen skurke

For, som Ashitaka senere erfarer, så har Eboshi været til lige så meget gavn for menneskene som hun har været til skade for naturen. Hun tager sig af de spedalske og giver dem et formål med livet ved at sætte dem til at arbejde for hende, og desuden har hun hyret kvinder til at arbejde med de store blæsebælge, der holder ovnene i live; kvinder der ellers ville være tvunget til at arbejde i landets bordeller.

Hun forklarer Ashitaka, at før menneskene kan leve godt, så må skoven ryddes af vejen. Men vildsvinene er ikke den eneste klan, som holder til derude. Der findes også kæmpeulve, og disse ledes af den gådefulde Princess Mononoke, som har myrdet adskillige af Irontowns mænd. Ashitaka beslutter sig for at opsøge prinsessen for at få hendes side af historien, men det viser sig at være svært at komme i kontakt med hende, mest fordi hun er opslugt af had til alle mennesker.

Det går op for Ashitaka, at der ikke findes nogen decideret skurk i konflikten, men hvad der er endnu værre, så er der så meget had fra begge sider, at der heller ikke synes at være nogen ende på konflikten. Det er endnu et af de punkter, hvor Princess Mononoke skiller sig ud fra andre eventyr.

Her er det ikke det gode mod det onde – intet i denne historie er sort og hvidt. Alle kan på en eller anden måde retfærdiggøre deres handlinger, og Ashitaka kan kun bittert se til mens begge sider opruster til det endelige store slag, som eventyret slutter af med, og hvis udfald ikke skal afsløres her.

Unik

Noget af det som imponerer mest ved denne film er den utrolige respekt, Miyazaki har over for sine figurer. Eksempelvis forelsker Ashitaka og Mononoke sig i hinanden i løbet af filmen, og i enhver anden typisk film ville det da også have endt med, at prinsen fik sin prinsesse. Det gør det ikke her, hvor de i stedet begge indser, at de simpelthen er for forskellige.

Ashitaka er pacifisten, som blot ønsker fred mellem alle parter, mens Mononoke aldrig vil være i stand til fuldstændig at give slip på sit had overfor menneskene. Selvom de har udviklet følelser for hinanden, så beslutter de sig for at leve hver for sig. Desuden har samtlige karakterer i filmen hver deres forsonende element. Selv den lumske Jigo, som dukker op sidst i historien for tilsyneladende at støtte Irontown i kampen mod skovens dyr, men som viser sig at have sin egen dagsorden, er faktisk ikke gennemført ond.

Derfor ender Princess Mononoke også med at være en ganske unik film, som ikke rigtigt kan sammenlignes med andre eventyrfilm og da slet ikke med Disneyfilm. Det er en oplevelse, man ikke bør gå glip af, men da filmen aldrig er udkommet i Danmark, må man ty til nettet, hvis man ønsker sit eget eksemplar.

Der er blevet gjort meget ud af den amerikanske udgivelse, som indeholder både originalsporet samt den amerikanske version, indtalt af bl.a. Billy Bob Thornton, Minnie Driver og Claire Danes. Desuden er den engelske oversættelse efterbearbejdet af selveste Neil Gaiman, og den er faktisk fantastisk god. Herfra får filmen de varmeste anbefalinger, og mere er der så heller ikke at sige.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Animé