Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Mike’s Murder

Mike’s Murder
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

John Barrys score til den obskure Mike's Murder er mørkt og dystert. Det er flot gennemført, men mest for inkarnerede Barry-fans.

Mike's MurderMike’s Murder var den første af tre film, John Barry komponerede musik til i 1984. Filmen skulle egentlig være kommet ud i 1983 og med musik af den britiske musiker Joe Jackson, men Warner Bros. var så utilfreds med filmens første cut, at de krævede en fuldstændig nyklipning.

Det var i den forbindelse, at Barry kom ind i billedet. Men da var albummet med uddrag af Jacksons score og sange fra filmen allerede udgivet på A&M Records, og Barrys musik blev ikke udgivet. Der skulle gå 25 år, inden scoret endelig udkom; Prometheus Records udgav det i 2009.

Filmen har Debra Winger i hovedrollen som Betty Parrish, der falder for sin tennistræner – titlens Mike. Da Mike forsvinder, begynder Betty at lede efter ham, hvilket fører hende ind i Los Angeles’ kriminelle miljø.

Instruktøren James Bridges havde oprindelig klippet filmen, så handlingen blev fortalt baglæns – i stil med Christopher Nolans Memento (2000). Det var altså dette cut af filmen, Warner reagerede imod. Filmen blev klippet om, og det hele blev noget mere ordinært.

En intellektuel nydelse

Det vil være forkert at kalde Barrys score ordinært, bl.a. fordi Mike’s Murder er et noget mere dystert score, end vi er vant til fra Barrys hånd. Men selvom stemningen måske er anderledes, så er stilen og tilgangen den vanlige.

Som jeg har skrevet så mange gange før i mine senere anmeldelser af Barrys scores, så er Mike’s Murder rent musikalsk baseret på den modne Barrys sædvanlige tilgang: Overlejrende ostinati og melodilinjer, kortere eller længere repeterende fraser og selvfølgelig et generelt adstadigt tempo.

Mike’s Murder er komponeret for symfoniorkester med stedvist supplement af saxofon og kontrabas – også her er det business as usual.

Når man begynder at lytte til albummet, kan man også til at starte med være fristet til at tro, at der er tale om business as usual. Ser man lige bort fra, at “Mike’s Murder – Main Title” (nr. 1) starter med nogle flygelskalaer, så bliver cuet hurtigt til den slags romantiske musik, man er kommet til at associere så nært med denne del af Barrys karriere.

Hovedtemaet fra Mike’s Murder er et stykke typisk Barry-romantik, selvom temaet på absolut ingen måde hører til blandt Barrys bedste. Det havde næsten også været ærgerligt, for efter “Main Title”-cuet glimrer temaet ved sit nærmest totale fravær.

Det dukker op en enkelt gang i begyndelsen af “Bedroom” (nr. 6), men derefter er det først helt ved scorets slutning, at temaet vender tilbage i “Home Again / Mike’s Murder / End Credits” (nr. 18).

Resten af scoret er noget helt andet, og det er på den ene side med til at gøre Mike’s Murder et ganske interessant score i Barry-sammenhæng. På den anden side er det også musik af en type, der er nemmere at sætte pris på intellektuelt end følelsesmæssigt, og det er ikke et score af den type, man sætter på ofte.

Tæt pakket

At vi har at gøre med at score, der betræder mørkere stier, end Barry sædvanligvis gør det i, betyder ikke, at scoret er uden temaer og motiver, for det er ingenlunde tilfældet.

Tværtimod er Mike’s Murder fra et motivisk synspunkt et særdeles tæt pakket score med op mod 10 forskellige idéer. Næsten alle er af motivisk karakter, men foruden hovedtemaet er der dog yderligere ét decideret tema, der første gang dukker op i “Up Top” (nr. 4).

Det er opbygget af to separate idéer: En underliggende træblæserostinato på fire toner med en overlejrende melodilinje, orkestreret for strygere. Ostinatoen, er tempomæssigt lidt hurtigere end meget af den øvrige musik og giver temaet et konstant drive, mens den overliggende melodilinje giver temaet en tristhed.

Resten af de tilbagevendende musikalske idéer er som sagt at regne som motiver. De to væsentligste dukker første gang op i “Cautious” (nr. 2), men i modsætning til mange andre Barry-motiver, er de ikke så nært forbundne, at de ikke også dukker op løsrevet fra hinanden.

Det første af de to motiver tager form af en fløjte- og strygerostinato på fire toner, mens det andet er lidt mere fyldigt, på seks toner. Sekstone-motivet er det hyppigst tilbagevendende i scoret, og er altid orkestreret for saxofon.

Det er værd at bemærke, at Barrys brug af saxofon i scoret til Mike’s Murder er meget anderledes end hans brug af instrumentet i f.eks. Body Heat, hvor saxofonen helt tydeligt blev brugt til at signalere sex og erotik.

I Mike’s Murder giver saxofonen musikken en ensom, traurig stemning, hvilket selvfølgelig også har noget at gøre med den måde, motivet er konstrueret på.

Meget klar rød tråd

De to væsentligste motiver høres begge i fem cues, mens de øvrige høres i maksimalt to forskellige. Ikke desto mindre betyder den store mængde af motiver – og det sekundære tema – at scoret har en meget klar rød tråd.

Det betyder selvfølgelig også, at musikken trods sine variationer, er relativt ensartet fra start til slut. Det er ikke uvant for Barry, især ikke på dette tidspunkt i hans karriere, og som altid er det en smagssag, om man kan lide det eller ej.

Nogle vil utvivlsomt mene, at Mike’s Murder er så repetitivt, at scoret går hen og bliver kedeligt, men det synes jeg egentlig ikke er tilfældet. Det hænger nok også sammen med, at scoret blot er 28 minutter langt.

Flere af scorets cues er da også i sig selv ganske imponerende. “Coke” (nr. 8) er med sin bund af mørke, urolige strygere og flygel et flot og insisterende suspense-cue, der ved tilføjelsen af høje, bølgende strygere og pauker bare bliver endnu bedre.

Det samme gælder “Bloody Room” (nr. 14), der gennem sin spilletid på 2:44 gennemløber adskillige af scorets musikalske koncepter og stemninger. Også her slutter Barry dramatisk: Omkring to minutter inde i cuet introducerer Barry et nyt suspensemotiv over de samme mørke strygere og rumlende flygel, som vi hørte i “Coke”. Og derefter, ved 2:17, lægger han et brutalt blæsermotiv på 2 toner hen over det hele. Det er, uanset hvordan man vender og drejer det, virkelig godt!

Ingen crowd-pleaser

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Mike’s Murder er et typisk gennemarbejdet Barry-score. Barry har tydeligvis haft en klar vision for, hvad han ville med sin musik, og den gennemfører han forbilledligt.

Det står imidlertid også klart, at scoret hører til blandt de mere svært tilgængelige af Barrys scores, ikke mindst på grund af musikkens konsekvent mørke og dystre karakter.

Af samme grund – og fordi filmen er så obskur, som den er – vil Mike’s Murder primært appellere til inkarnerede Barry-fans. Er man det, vil man ikke kunne undgå at være imponeret over Barrys konsekvente tilgang, men nogen crowd-pleaser er der ikke tale om.

3 stjerner

Nummerliste:
1. Mike’s Murder – Main Title (2:40)
2. Cautious (0:58)
3. Hide Out (0:50)
4. Up Top (0:52)
5. Welcome Again (1:07)
6. Bedroom (1:21)
7. Waiting for Phone (0:49)
8. Coke (1:37)
9. Smoke or Not (0:54)
10. Mike is Dead (1:37)
11. Betty and Sam (0:39)
12. Driving (1:02)
13. More Driving (1:45)
14. Bloody Room (2:44)
15. Mirror (0:37)
16. Betty and Pete (2:09)
17. Pete and Knife (4:08)
18. Home Again / Mike’s Murder / End Credits (2:57)
19. Mike’s Murder – Outtake Suite (18:42)
20. Sushi Bar Muzak (3:03)
21. Rock Source Cue #1 (1:51)
22. Rock Source Cue #2 (3:01)

Total spilletid: 55:23

Titel: Mike’s Murder
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Orkestrering: John Barry
Komponeret: 1984
Udgivet: 2009
Label: Prometheus

Anmeldt i nr. 180 | 13/10/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *