Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Mega-City Undercover

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mega-City UndercoverUndercoverdommere i Dredds Mega-City One er baggrunden for dette albums historier. Der er tale om skarpe sort/hvide tegninger, fokuseret på alle de grå nuancer i Mega-City Ones værste slum og mest beregnende forbrydere og de dommere, der jagter dem, samtidig med at de lever sammen med dem. Sci-fi-noir med en stor inspiration fra de sidste årtiers neo-noir, dog med betydeligt mere selvironi.

Vi har tidligere her på Planet Pulp set på 2000 AD-udgivelsen The Simping Detective, som er en fremragende noir-pastiche/hyldest fra det forrygende tegner-forfatterteam Simon Spurrier og Frazer Irving. The Simping Detective, der er skrevet som hyldest til den oprindelige noir-litteratur og film, udspillede sig i Judge Dredds Mega-City One, blot set fra et helt andet perspektiv. Nemlig gennem øjnene på en undercoverdommer, hvis cover er, at han er privatdetektiv i en af megabyens mest lovløse kvarterer. Albummet Mega-City Undercover følger tæt i fodsporene på The Simping Detective, idet historierne i albummet hovedsageligt handler om undercoverdommere i Mega-City One. Dredd har kun en lille kort gæsteoptræden, og historierne betegnes på bagsideteksten og i forordet som “Sci-fi-noir”.

Nærmere neo-noir

Mega-City One i Jocks streg (det er Lenny Zero med solbrillerne)

For en god ordens skyld skal det siges, at indholdet i Mega-City Undercover ikke kommer efter The Simping Detective. Materialet i begge albums er udkommet cirka samtidig i 2000 AD-bladet i 2004 og 2005, lige med undtagelse af Diggles tre korte historier, der kom allerede i 2000, og det ville derfor være helt forkert at sige, at den ene efterligner den anden. Dertil vil jeg også sige, at tonen i de to udgivelser også er for forskellig. Kort sagt er Mega-City Undercover tættere på neo-noir end Spurriers og Irvings The Simping Detective.

Albummets historier har to forfattere, Andy Diggle og Rob Williams, hvor Diggle har skrevet de tre første historier i albummet, samt et forord, hvor han beklager, at han som tidligere underredaktør ved 2000 AD ikke har fået lov til at få udgivet så mange af sine egne historier. Historierne som Diggle har forfattet, Lenny Zero, Dead Zero og Wipeout er også albummets første. Seriens hovedperson er Lenny Zero, en falleret undercoverdommer, hvis fortællerstemme i bedste noir-stil følger os hele vejen igennem. Lenny Zero kommer på kant med loven, fordi han på undercovermissionen forelsker sig i en undercover-dommerkollega, som dog viser sig at tilhøre SJS (Special Judicial Squad, altså Internal Affairs-afdelingen blandt dommerne) der overvåger, om andre dommere holder sig til loven.

Lidt for cool, lidt for smart

Dredd gør også kort sin entre

Hvis der er en ting, der er helt forbudt, så er det at have et kærlighedsforhold, og da specielt til en anden dommer. Hvad der kun gør sagen endnu værre er, at Lenny har snydt en gangsterboss for et betydeligt beløb for at kunne stikke af, væk fra planeten, med sin (tror han) livs kærlighed. Lenny når med nød og næppe at undslippe dommerne, da det går op for ham, at han gået i en fælde. Men nu er han jaget vildt i Mega-City One, da dommerne leder efter ham, og byens gangsterbosser har sat en dusør på hans hoved.

Det kræver sin mand at holde sig i live under disse omstændigheder, men Lenny Zero er heller ikke en hvem som helst. Han er beregnende, snu og velforberedt, grænsende til det gallopperende paranoide, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de specielle, elektroniske solbriller, han bærer, der, udover at skjule hans øjne, gør , at Lenny kan se hele vejen rundt om sig selv, så man ikke kan snige sig ind på ham. Dette siger næsten det hele om de tre, sammenhængende historier om Lenny Zero. Zero er, ligesom sit efternavn, lidt for cool, og lidt for smart. Man føler ikke rigtigt, at han på noget tidspunkt er alvorligt truet, og egentlig er man ikke tæt nok på karakteren til at bryde sig om ham, og derfor bekymre sig om ham. Det sker først til sidst i den sidste historie, da han tager solbrillerne af, og fortæller om sin barndom.

Stjernespire

Annie Nixon og hendes mentor Dirty Frank i Henry Flints streg

Alle tre historier (samt coveret for øvrigt) er tegnet af Jock (et pseudonym for den britiske tegner Mark Simpson), en af 2000 AD‘s nye stjernespirer, som Andy Diggle også arbejder sammen med på 2007-miniserien Green Arrow Year One, som er en meget rost relancering og genopfindelse af Green Arrow-karakteren fra DC-universet. Green Arrow, eller Grønne Pil som han hed på dansk under de gamle Interpress-udgivelser herhjemme, er nok mest kendt for sit medlemskab af superheltegruppen Justice League (Lovens Vogtere), i hvert fald blandt danske læsere. Andy Diggle har før arbejdet for DC, eftersom han også har skrevet til Hellblazer-serien.

Men det er altså ved 2000 AD, netop i denne serie, at makkerparret Andy Diggle og Jock opstår. Jocks tegnestil er ret karakteristisk med sine skarpe sorte og hvide felter. Der er før blevet sagt om Jock, at hans stil minder om Frank Millers, men selv om jeg godt kan se lighedspunkterne, synes jeg at Jock er meget mere dynamisk og detaljeret i sin tegnestil. Han er bestemt ikke blot en Miller-klon, men har sin egen stil.

LowLife

Dirty Frank rocker igennem i Colebys streg

Det er Rob Williams, der har forfattet resten, og dermed størstedelen, af albummets historier. Ham er vi tidligere stødt på her på Planet Pulp i forbindelsen med hans 2000 AD-debutserie, Asylum. Hele serien kalder han for LowLife, efter det område i Mega-City One, som historierne foregår i. Som man nok kan regne ud, er det ikke det rareste område i Megabyen, faktisk er det én af de absolut værste slumområder. Hovedpersonen er undercoverdommeren Annie Nixon, en tough, maskulin, men også sexet kvinde, der har den specielle evne, at hun er i stand til at snyde det 22. århundredes meget avancerede løgnedetektorer. 2000 AD-fans har derfor antaget, at hendes efternavn hentyder til den lyvende, amerikanske præsident med samme efternavn. Desuden er hun gået så vidt i sin undercoverrolle, at hun har ladet sin ene arm skære af, og har erstattet den med en cybernetisk, således at hun, sammen med sin ødelagte næse, bedre falder ind i mængden som en del af LowLifes gadebefolkning.

Ud over at kunne lyve overbevisende for enhver løgnedetektor, så synes Annie også at være i stand til at lyve for sig selv og alle andre om sine egne mørke barndomshemmeligheder. Annie Nixon er dog ikke seriens eneste hovedperson. Hun tilhører nemlig en specialenhed af undercoverdommere, den ene mere sær end den anden, hvor man ikke kan sige, om det er fordi de har været undercover i så lang tid, at de er blevet sære, eller om de netop har valgt livet som undercoverdommer, fordi de på forhånd var sære. Ud over Annie er den mest markante (og vanvittige) af disse Dirty Frank.

Dirty Frank, der som nogle af sine særheder blandt andet omtaler sig selv i tredje person og har lidt af en urin- og fæces-fiksering, har faktisk hovedrollen i historien Rock and A Hard Place. Her skal han, som forsanger og manager, infiltrere et undergrundsrockband, der mistænkes for at myrde deres konkurrenter. Han er også hovedpersonen i historien Baby Talk, hvor han, sammen med en anden undercoverdommer, der efter et uheld er fanget i en babys krop, skal undersøge et firma, der lover forældre at gøre deres babyer superintelligente, men hvor der dog har været nogle efterfølgende bizarre episoder.

Annie Nixon er dog den altovervejende hovedperson, både i seriens første historie Paranoia, hvor hun måske fremstilles ekstra kold i forhold til senere (karakterer udvikler sig jo), samt i Heavy Duty, hvor hun skal gå undercover i et benhårdt slankecenter for fatties, der har en meget høj selvmordsrate. Annie er også hovedpersonen i He’s making a list… hvor hun og Dirty Frank skal opspore en vanvittig julemand, der spreder skræk og rædsel på et børnehjem, og endelig i Con artist, hvor Annies evner som løgner tages op sammen med hendes mørke barndomshemmeligheder.

Con artist og Paranoia er nok de to historier, jeg vil fremhæve som de bedste fra samlingen, sammen med Rock and A Hard Place, men det er så af en helt anden grund. Rock and A Hard Place er fyldt med ironi, humor og rock’n’roll referencer.

Varierende tegnestil

De hyperintelligente babyer udvikler fascistoide tendenser

De to første historier, Paranoia og Heavy Duty, er tegnet af Henry Flint, og samtlige af de efterfølgende er tegnet af Simon Coleby. Henry Flint kender vi her på Planet Pulp fra Dredd-albummet The Hunting Party, og Coleby kender vi ligeledes fra Mandroid-albummet, også med gode gamle Dredd. I Mega-City Undercover tegner de begge i skarpt sort/hvid stil, ligesom Jock. Derfor glider de to tegnere også ret let og problemløst over i hinanden, dog med den klare forskel, at Flints streg er mere naturalistisk, hvor Coleby hælder mere mod det humoristisk-satiriske og derigennem groteske. Netop Colebys mere over-the-top og karikerede stil passer godt til humoristiske historier som Rock and A Hard Place, men til tider kan hans billeder også bliver så dynamiske, runde og detaljefyldte, at det bliver svært for øjet at se, hvad der egentlig sker på billederne.

Williams’ LowLife-serie er generelt mindre noiragtig end Diggles Lenny Zero, fordi der ikke er en litterær fortællerstemme fra hovedpersonen, og fordi den til tider angriber tingene mere humoristiske. Dette betyder dog ikke, at LowLife ikke også er mørk, og samtidig er Annie Nixon en hovedperson, som man i langt højere grad end Lenny Zero kan sætte sig ind i og fatte sympati for. Generelt har albummet og dets historier dog langt fra de samme kvaliteter som The Simping Detective havde. Hvor The Simping Detective havde de oprindelige 1930’er, 40’er og 50’er noirs, som sin inspiration, trækker både Diggles og Williams’ historier betydeligt mere på moderne noir, som vi kender den fra Frank Miller og James Ellroy. Her er hovedpersonen en mærket tough guy, der deler tæsk ud til de rigtig slemme drenge, og hovedpersonen er altid cool, ovenpå, og ovenud retfærdig.

Jeg kan personligt ikke lide den nye form for noir, med disse übercoole helte, der kan klare det hele, men er mere til den gammeldags noir, og derfor er jeg også mere til The Simping Detective end Mega-City Undercover. Men er man til Sin City, og måske også samtidig til Dredd, og gerne i en blanding, så vil et album som Mega-City Undercover sikkert vække begejstring, både historie- og tegnestilsmæssigt – man bør i hvert fald tjekke det ud.

Mega-City Undercover er venligst stillet til rådighed af forlaget Rebellion.

3 stjerner

Titel: Mega-City Undercover
Forfatter: Andy Diggle & Rob Williams
Tegner: Jock, Henry Flint & Simon Coleby
Albumlængde: 192 sider
hvid
Albummet udkom i marts 2008 på forlaget Rebellion, og består af materiale der udkom første gang i Judge Dredd Megazine 3.68, 4.01-4.02, 4.14-4.15 og 2000 AD Prog. 1387-1396, 1397-1399, 1425-1428, 2006, 1484-1490, 1521-1524, i årene 2000-2002 og 2004-2007.

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/08/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *