Masters of Horror 1.06: Homecoming

5 minutters læsetid
Masters of Horror 1.06: Homecoming

En film som Homecoming hører til sjældenhederne indenfor filmmediet – eller for den sags skyld alle andre medier – for hvor ofte har man hørt om en direkte politisk satire med zombier? Det er dog tilfældet med Joe Dantes politiske zombiegyser, hvor døde soldater rejser sig fra graven for at kræve deres stemmeret. Desuden kræver de også svar fra politikerne: for var deres offer i krigen et nødvendigt onde?

Det er ikke første gang, at Dante leverer en satire bygget over amerikanernes fascination af krig og vold, tænk bare på Small Soldiers (1998) og The Second Civil War (1997). Man må dog sige, at med Homecoming, går han mere direkte til sagen og springer alle former for omsvøb over, og man må egentlig konstatere, at det endelige resultat er ganske helstøbt.

Zombiesoldater

En zombie på køleren.
En zombie på køleren.

Filmen begynder med, at en bil kommer kørende ned ad en mørk landevej. Der sidder to passagerer i vognen, en mand og en kvinde. Pludselig ser de en skikkelse midt på vejen, og kvinden udbryder, at det er “en af dem”, hvorefter hun tvinger bilen til at køre skikkelsen over. Det går ikke bedre end at bilen ender i grøften, og hovedet af den mand de lige har kørt over ligger på kølerhjelmen.

Pudsigt nok er der stadig liv i hovedet, så man konkluderer hurtigt, at der er tale om en zombie. De to personer stiger ud af bilen, men de når ikke at gå mange skridt, før en militær lastbil kommer op ad vejen og stopper ikke langt fra dem. En hel deling zombiesoldater stiger ud, og mens de langsomt vralter op mod de to personer, så tænker manden gennem en voice over, at det hele er hans skyld. Derefter springer vi fire uger tilbage i tiden.

En stemme fra graven (heh heh)

David (Jon Tenney) i det famøse talkshow.
David (Jon Tenney) i det famøse talkshow.

Manden viser sig at hedde David Murch. Han er en højreorienteret spindoktor, og han har rigeligt at se til takket være det kommende præsidentvalg. Hans assistent er den kvindelige lobbyist med det skrækkelige navn Jane Cleaver, og det var hende, der var sammen med ham i bilen. David er ekspert til sit arbejde, og han har derfor ikke noget imod at stille op i et talkshow for at tale for præsidentens krig.

Den krig, der tales om i filmen, bliver aldrig nævnt ved navn, men det bliver gjort meget tydeligt, at det er Irak-krigen. Det hjælper selvfølgelig også en del, at ordet Irak har sneget sig ind i den danske oversættelse, selvom det aldrig bliver nævnt på filmens originalsprog. Ved dette talkshow bliver David dog konfronteret af en grædende mor, der ringer ind for at høre, hvorfor hendes søn absolut skulle dø i den mellemøstlige konflikt, som præsidenten har påbegyndt.

En zombie ved stemmeurnen.
En zombie ved stemmeurnen.

David ved lige, hvad han skal svare. Han har selv mistet en bror i Vietnam, men han er dog alligevel fuldstændig sikker på, at hvis hans bror kunne vende hjem igen, så ville han helt klart sige, at han døde for en god og retfærdig sag. Indslaget bliver så følelsesladet, at det for David bliver en klokkeklar succes. Også præsidenten selv er imponeret, og han vælger derfor at bruge samme holdning i sin kommende præsidenttale. Ja, faktisk ønsker han nærmest, at de døde soldater ville kunne vende tilbage, så de ville fortælle hele nationen om deres retfærdige sag.

Nu er et af mantraerne for gysergenren jo, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for det kan jo ske at gå i opfyldelse, og det er lige præcis det der sker. De døde soldater rejser sig fra gravene og påbegynder en march mod Washington for at stemme ved præsidentvalget. Politikerne finder hurtigt ud af, at det er umuligt at dræbe zombierne, men til gengæld “dør” de lige så snart, de har afgivet deres stemme.

Nu er det jo bare sådan at zombierne underligt nok ikke stemte på præsidenten, så derfor bliver alle deres stemmer erklæret for ugyldige. Dette vækker dog ekstrem harme i det (u)døde miljø, og endnu engang vender zombierne tilbage, dog denne gang ikke for at stemme. Mest bizart bliver det dog for David, da han konfronteres med hemmeligheden bag hans egen brors død.

Startede hed politisk debat

En zombie med et politisk budskab.
En zombie med et politisk budskab.

Homecoming er det sjette afsnit i TV-serien Masters of Horror. Konceptet bag serien er egentlig ganske simpelt og genialt. Man samler en række af verdens mest anerkendte gyserinstruktører, giver dem en håndfuld penge og beder dem om at instruere en gyserfilm direkte til TV. Der er dog nogle rammer, som skal overholdes. Filmen skal vare omtrent en time, budgettet er naturligvis begrænset og det samme må man sige om produktionstiden.

Homecoming er det eneste afsnit, jeg har set i serien, men taget i betragtning at der er tale om et TV-afsnit, så er det faktisk utroligt gennemført. Bevares, det har sine minusser, bl.a. er man ikke i tvivl om, at skuespillerne nok ikke er de højest lønnede i Guds eget land, men historien er langt mere gennemarbejdet end hvad man normalt kan forvente af TV-serier og TV-film.

Blod og bar hud skal man ikke forvente at se i Homecoming, der faktisk fungerer mere som en politisk satire end som en regulær gyser. Til trods for at den er proppet med zombier, så er filmen faktisk ganske ublodig, men det var alligevel det afsnit af Masters of Horror, der virkelig slog igennem, fordi det startede en hed politisk debat. Højrefløjen blev så fortørnet over filmens åbenlyse paralleller til virkelighedens Irak, at de straks stemplede Dante som venstreorienteret propagandist.

Åbenlys politisk dagsorden

En deling zombier i gang med en militæraktion.
En deling zombier i gang med en militæraktion.

Dante selv svarede, at da han kun havde en time til rådighed, så valgte han at levere varen uden omsvøb, for han havde helt klart en åbenlys politisk dagsorden, da han lavede filmen. Der bliver langet kraftigt ud efter den siddende regerings udenrigspolitik. Ikke kun Irakkrigen bliver kritiseret, men også håndteringen af krigsfanger, som man ser i scenen, hvor regeringen forsøger at inddæmme zombierne ved at smide dem i Guantanamo-lignende lejre.

Selve grundideen er spøjs såvel som opfindsom, og selvom filmen aldrig bliver uhyggelig, så er den alligevel så underlig, at den fortjener et kig eller to. Forestil dig en fusion af The West Wing (1999-2006) og Dawn Of The Dead (1978), og så er du godt på vej. Filmen er klart et besøg værd for alle med hang til aparte historier.

4 stjerner
Titel: Homecoming (sjette afsnit i første sæson af Masters of Horror)
Instruktør: Joe Dante
Manuskript: Sam Hamm
Cast: Jon Tenney (David Murch), Thea Gill (Jane Cleaver), Robert Picardo (Kurt Rand)
Producere: Keith Addis, Morris Berger, Ben Browning, Stephen R. Brown, Andrew Deane, Adam Goldworm
Foto: Marshall Harvey
Klip: Marshall Harvey
Musik: Hummie Mann, Ed Shearmur
Spilletid: 56 minutter
Aspect ratio: Anamorphic Letterbox
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Produktionsland, år: USA, 2005
Produktionsselskaber: Midget Entertainment, IDT Entertainment
Distributør (DVD): Midget Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Zombier

Troels Bording. Født 1982. Pt. bosat i Singapore. Troels har altid været lokket af det fantastiske, men det var Sværd & Trolddom-bøgerne, som i sin tid vakte begejstringen for fantasy og science fiction-genren, og da han senere købte en dansk udgave af Dungens & Dragons i den tro, at det var et brætspil lig HeroQuest, blev han også introduceret til rollespil.

Skriv et svar

Your email address will not be published.