Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Mad Max

Mad Max
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

George Millers postapokalyptiske roadracethriller oser af stemning, og den næsten latterligt enkle handling fungerer glimrende på grund af de lækkert fotograferede biljagter på Australiens lange landeveje.

Mad MaxDa den australske filminstruktør George Miller lavede Mad Max i 1979, skabte han ikke alene det, der skulle blive én af verdens store kultfilm; han var samtidig med til at skabe grobund for, at Mel Gibson kunne udvikle sig til den megastjerne han er i dag.

Castet ved et tilfælde

Mad Max lagde nemlig den første store sten på Gibsons vej til Hollywood, og som sådan er det sjovt at tænke på, at det var et rent tilfælde, at han blev castet. Egentlig var det en kammerat, der skulle til casting og Gibson tog med for at holde ham ved selskab.

Gibson havde på det tidspunkt et ordentligt sæbeøje efter et slagsmål, hvilket fik producenterne til at bede ham om at komme tilbage senere, da de skulle bruge nogle “freaks” til filmen.

Da han vendte tilbage nogle uger efter var hans sæbeøje forsvundet, så producenterne genkendte ham ikke, og bad ham om at lave en læseprøve til filmen. Han endte med at få titelrollen som (Mad) Max Rockatansky, hvilket bl.a. affødte to efterfølgere (i 1981 og 1985), inden hans amerikanske gennembrud med Lethal Weapon i 1987. Og for nu at slå det fast én gang for alle: Mel Gibson er amerikaner, men boede blot med sin familie i Australien da han var ung.

”Om nogle få år”
Et af de spektakulære uheld i filmens indledende biljagt

Et af de spektakulære uheld i filmens indledende biljagt.

Mad Max foregår i Australien om “nogle få år”. Det er et dystopisk, nedslidt samfund, hvor de lange australske hovedveje hærges af anarkistiske motorcykelbøller, som et lille politikorps forsøger at holde styr på. Filmens første ti minutter er én lang biljagt: politiet er i vild jagt efter The Night Rider, som er medlem af en motorcykelbande. Han har stjålet en bil, og først da Max Rockatansky træder til, lykkes det politiet at stoppe ham.

The Night Rider dør i en spektakulær ulykke, og det er motorcykelbanden og deres psykopatiske leder Toecutter (Hugh Keays-Byrne) ikke glad for. Først går de efter Max’ partner, den flamboyante, men sympatiske Jim Goose (Steve Bisley), som de brænder levende i en bil.

Max forbedereder sig på at gå i aktion

Max forbedereder sig på at gå i aktion.

Desillusioneret vælger Max at sige op fra jobbet for at hellige sig sin kone Jessie (Joanne Samuel) og deres lille søn Sprog (Brendan Heath). Freden varer dog ikke længe – på det, der skulle have været en stille tur på landet, støder Max og Jessie tilfældigvis ind i bikerne, og det ender med at sønnen dør og konen bliver hårdt kvæstet. Herefter tager Max loven i egen hånd, og efter at have stjålet den bedste af politiets biler indleder han en brutal jagt på de resterende medlemmer af banden.

Intense bilsekvenser
Gruppen af vanvittige motorcykelbøller - de såkaldte 'nomads'

Gruppen af vanvittige motorcykelbøller – de såkaldte ‘nomads’.

Så simpel er handlingen i Mad Max, men det er et handlingsreferat, der på ingen måde gør filmen nok ære. For selv om handlingen vitterligt er så enkel som beskrevet ovenfor, så bibringer beskrivelsen på ingen måde den fornemmelse for stil og atmosfære, der gennemsyrer Millers film.

En meget stor del af filmen foregår på landevejen, hvor politiet i deres modificerede biler forsøger at holde styr på de psykopatiske bikere (“nomads”, som de kaldes i filmen), og det giver Miller lejlighed til at skabe nogle af de mest intense bilsekvenser man har set i en film, der ikke er instrueret af enten William Friedkin eller John Frankenheimer.

Men når handlingen ikke lige ses fra positionen bag rattet i en bil, så formidler Miller på fremragende vis en dyster stemning af et samfund, der er gået ad helvede til. Uanset om det er på den totalt nedslidte politistation (der på nærmest totalitær vis hedder “The Halls of Justice”), billederne af det afsvedne australske landskab eller en spøgelsesagtig lilleby, har man fornemmelsen af, at noget er helt galt.

Postapokalyptisk stemning
Bandens leder Toecutter (Hugh Keays-Byrne)

Bandens leder Toecutter (Hugh Keays-Byrne).

Det siges aldrig eksplicit i filmen, at den foregår i en postapokalyptisk verden, men den knugende og trøstesløse stemning af voldsom forfald (og det faktum at Miller skal have været inspireret af den postapokalyptiske film A Boy and His Dog fra 1975) mere end antyder at det kan være tilfældet. Godt nok er der meget, der endnu fungerer i denne verden (der kører stadig tog og telefoner virker endnu), men mange af de ting, man ellers ville tage for givet, synes at mangle.

Landevejen set fra Max' Interceptor med en lille jagtet motorcykelskikkelse i det fjerne

Landevejen set fra Max’ Interceptor med en lille jagtet motorcykelskikkelse i det fjerne.

For eksempel er alle filmens biler sammenstykket af gamle stumper, og brændstofsituationen er også kritisk – det sidstnævnte er i øvrigt hovedtemaet for fortsættelsen.

Der er dog en stærk kontrast mellem det stadigt relativt fungerende samfund i Mad Max og det fuldstændig opløste samfund, der beskrives i Mad Max 2 (1981) og Mad Max Beyond Thunderdome (1985), hvilket giver anledning til at tro, at bomben endnu ikke er faldet da den første film foregår. Dette til trods er det ikke noget glansbillede, der males i filmen, og der er en klar postapokalyptisk stemning over filmen – en stemning, der bare uddybes i efterfølgerne.

Fornemmelsen af mørk fremtid bestyrkes af den følelseskolde, kvindelige stemme, der på politistationen udsteder “dekreter” med Big Brother-agtig autoritet, uden at man på noget tidspunkt finder ud af, hvem der står bag dem. Kun i filmens stille sekvenser, hvor Max er hjemme ved sin kone, virker alt normalt, men hovedpersonens stille privatliv gør blot kontrasten til den brutale virkelighed på landevejene endnu mere slagkraftig.

Overspillende psyko-bikere
Max og Jessie (Joanne Samuel) i en rolig stund

Max og Jessie (Joanne Samuel) i en rolig stund.

Skuespillet kan man ikke sige så frygteligt meget om: Gibson leverer en stille, men overbevisende præstation, mens psyko-bikerne derimod overspiller fælt. Det er dog ingen større katastrofe, for derigennem kommer de nemlig til at virke så meget mere vanvittige. Joanne Samuel som Jessie er sød men en lille smule anonym som Max’ kone, men det er forståeligt, for i filmens sammenhæng er hun mere et redskab for historien end en vigtig karakter.

Det er hende og sønnen – eller rettere det, der sker med dem – der driver Max til at blive “Mad” og dermed forandre sig til den retfærdige selvtægtsmand som vi igennem hele filmen venter på at han skal blive. Faktisk går der overraskende længe inden skiftet sker, og det afsluttende opgør med motorcykelbanden er overstået ret hurtigt.

Teknisk er filmen flot lavet, selv om den er indspillet på et temmelig lavt budget. Rygter vil vide at omkring en femtedel af de planlagte biljagtsekvenser ikke blev filmet på grund af pengemangel! Dette til trods føles filmen ikke skrabet, og i virkeligheden er det måske en god ting, da det holder filmen konstant på sporet fra start til slut – hele herligheden har en spilletid på blot 89 minutter.

Stilskabende
Max bag rattet i Interceptoren

Max bag rattet i Interceptoren.

Trods det begrænsede budget har Mad Max haft enorm indflydelse på senere film, der skildrede postapokalyptiske samfund. Filmen blev på den måde stilskabende, og et utal af film, tegneserier og spil har senere i højere eller mindre grad ladet sig influere af Millers miljøskildringer. For som sagt er Mad Max en enkel historie, og det er således mere miljøbeskrivelserne end det er filmens egentlige narrative forløb, der gør den til den klassiker den er.

Samtidig afvikles historien uden nogen former for svinkeærinder, og der er ikke én overflødig eksplosion eller effekt, hvilket kun bidrager til at gøre den samlede filmoplevelse så meget bedre end meningsløse actionfilm, hvor den ene formålsløse eksplosion afløser den anden.

Dermed dog ikke være sagt at filmen på nogen måde er tam: de hektiske biljagter er glimrende lavet, og bilerne er ultra-stylede maskiner, der både er farlige og cool. Det er derfor heller ikke overraskende at der er opvokset en kæmpe fanskare omkring filmene, alene på grund af bilerne. Men Mad Max er heldigvis meget mere end bare isenkram – det er en glimrende fortalt, atmosfærisk og drønhamrende underholdende historie om livet i en brutal verden.

5 stjerner

Titel: Mad Max
Instruktør: George Miller
Manuskript: James McCausland & George Miller efter historie af George Miller & Byron Kennedy
Cast: Mel Gibson (Max Rockatansky), Joanne Samuel (Jessie Rockatansky), Hugh Keays-Byrne (Toecutter), Steve Bisley (Jim Goose), Tim Burns (Johnny the Boy)
Producere: Byron Kennedy (producer), Bill Miller (associate producer)
Foto: David Eggby
Klip: Cliff Hayes, Tony Paterson
Musik: Brian May
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 1.0 mono
Sprog: Engelsk, fransk, italiensk. Som bonus audio ligger der også det originale audio-track fra den australske biograf-release (filmen blev dubbet til den amerikanske release)
Undertekster: Engelsk, fransk, italiensk, hollandsk, arabisk, spansk, portugisisk, tysk, rumænsk, bulgarsk
Produktionsland, år: Australien, 1979
Produktionsselskaber: Kennedy Miller Productions, Crossroads, Mad Max Films
Distributør (DVD): Warner Home Video (UK)
Udgave/region: Engelsk region 2

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Bikere, Fremtiden, Hævn, Postapokalyptika, Selvtægt, Trilogi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *